Hvert år i september fejrer hele Danmark frivilligheden, og i Esbjerg Kommune har vi også en stolt tradition for at hylde kommunens frivillige for deres uvurderlige indsats.
Hvem skal vinde Frivillighedsprisen 2021? Det er nu, du skal indsende din kandidat. Her er det de glade prismodtagere fra sidste år. Fra venstre er det 3. prisen: Veteran café Esbjerg, i midten er det 2. prisen: Polio- og UlykkesPatientForeningen og til højre 1. prisen: De Hjemløses Venner. Foto: Torben Meyer, Esbjerg Kommune
Året, der er gået, har været helt specielt, og vi har som aldrig før haft brug for sammenhold hver for sig. Det har også betydet, at mange frivillige foreninger og organisationer har måttet tænke anderledes for at kunne hjælpe deres medlemmer. Derfor bliver uddelingen af Frivillighedsprisen 2021 også helt speciel. Alle har mærket, hvor vigtige de frivillige sociale foreninger og organisationer er.
Vi vil derfor gerne give dig chancen for at sige en helt speciel tak til den frivillige sociale forening eller organisation, som du synes, har fortjent lidt ekstra anerkendelse i år. Det kan du gøre ved at indstille din kandidat til Frivillighedsprisen 2021.
Hvem skal vinde Frivillighedsprisen 2021? Det er nu, du skal indsende din kandidat. Her er det de glade prismodtagere fra sidste år. Fra venstre er det 3. prisen: Veteran café Esbjerg, i midten er det 2. prisen: Polio- og UlykkesPatientForeningen og til højre 1. prisen: De Hjemløses Venner.
Dagens virtuelle underskriftsceremoni skal udbygge samarbejdet omkring vedvarende energi og offshore vind.
Foto: Esbjerg Kommune
På Esbjerg Rådhus var borgmester Jesper Frost Rasmussen klar, da guvernør Kim Yung-rok tonede frem på skærmen flankeret af den danske ambassadør i Sydkorea Einar Jensen.
Anledningen for det virtuelle møde var den officielle underskriftsceremoni, som forpligter Jeollanamdo og Esbjerg til at indgå et samarbejde om fælles aktiviteter, der fremmer den vedvarende energi med særlig fokus på offshore vind.
”Det, Esbjerg kan og gør i forhold til den grønne omstilling, giver genlyd i hele verden. Vi har en af verdens førende havne indenfor offshore vind, og når andre byer og områder har lignende ambitioner, kigger de naturligvis på, hvad vi gør. Aftalen handler bl.a. om, at vi udveksler viden og knowhow, som skal understøtte den bæredygtige vækst hos begge parter. Jeollanamdo har kurs mod et grønt væksteventyr centreret omkring vedvarende energi, og her kan denne aftale være med til at åbne døre for vores lokale virksomheder, så de får en fod indenfor på et kommende lukrativt marked”, siger borgmester Jesper Frost Rasmussen.
Tilstede på kontoret i Esbjerg var også kommunaldirektør Rikke Vestergaard og havnedirektør Dennis Jul Pedersen, mens direktør Dr. Peter Kim og marketing manager David Röttger fra Jeollanamdos europæiske kontor var rejst til Esbjerg for at overvære ceremonien.
Foruden Jeollanamdo har Esbjerg også indgået en lignende aftale med en anden sydkoreansk by, Ulsan. Sidenhen støttede Esbjerg Ulsans optagelse i World Energy Cities Partnership, som er en sammenslutning af globale energibyer, hvor borgmester Jesper Frost Rasmussen lige nu fungerer som vicepræsident.
250 danske cykelentusiaster er i øjeblikket i fuld gang med at træne på den tohjulede for at blive klar til september, når de kæmper sig i mål på de afgørende Tour de France-bjerge i Pyrenæerne. En af dem, der allerede nu bruger mange timer i sadlen, er Claus Rönnpage fra Esbjerg, der har valgt at tage kampen op mod de franske bjergtoppe på sin cykel, men også mod en verden uden sclerose. Det er nemlig sammen med resten af rytterne på Scleroseforeningens cykelevent, Cykelnerven, at han samler ind til forskning i sclerose på sin tur op ad Tour-bjergene.
På Cykelnerven deler alle 250 deltagere en fælles passion for bjergcykling af den krævende slags. Men de har også en fælles mission. De cykler nemlig også for at samle penge ind til forskning i sygdommen sclerose – en sygdom, der gennemsnitligt rammer to danskere hver dag. Faktisk har Danmark en af verdens højeste forekomster af sclerose, og på bare 20 år er antallet af danskere med sclerose fordoblet.
I dag lever over 17.200 danskere med den uhelbredelige sygdom, og i kampen mod en verden uden sclerose og et bedre liv med sygdommen, indsamler cykelrytterne hvert år et stort millionbeløb ind til den forskning, der skal være med til at sætte en kæp i sclerose-hjulet.
Hver enkel rytter er altafgørende for at samle penge ind til den livsvigtige forskning, og det er da også en af grundene til, at Claus fra Esbjerg ifører sig en Cykelnerven-trøje og trofast sætter sig op på den tohjulede:
– Jeg har to gode venner, som har sclerose. Sclerose er en forfærdelig sygdom, og hvis vi med indsamling og opmærksomhed kan hjælpe med til, at vi hurtigere kommer nærmere målet om en verden uden sclerose, er det jo et fantastisk formål. Desuden synes jeg, at der er en fantastisk god organisation bag Cykelnerven – både lokalt og centralt – som brænder for sagen, og det er da fedt at være en del af, fortæller Claus Rönnpage og fortsætter:
– Jeg glæder mig til at komme afsted og ned for at cykle i Pyrenæerne, for det tror jeg, alle har brug for efter den periode, vi har været igennem sidste forår – og jeg håber virkelig, at det kan gennemføres i år. Folk på holdet er i vanvittig god form, og jeg er nok kommet lidt bagud, så jeg glæder mig til gode og hårde cykeltræninger med holdet frem til afgang.
Men dét at skulle ned at besejre bjergene i fantastisk selskab er noget af det, Claus Rönnpage glæder sig særligt til ved at være en del af Cykelnerven.
Vestjysk indsats er guld værd
Cykelnervens ambassadør og cykelekspert, Dennis Ritter, står igen i år for at udvælge Cykelnervens rute, som hvert år tager udgangspunkt i de bjerge, eksperter verden over udråber som værende de mest afgørende for dette års Tour de France. Og her var der ingen tvivl. Det bliver i Pyrenæerne, det endelige slag skal slås.
– Rutemæssigt er jeg meget spændt på etaperne i Pyrenæerne, hvor løbet helt sikkert bliver afgjort i år. Det er en meget skrap og seværdig menu, Tour-arrangørerne serverer i løbets sidste tredjedel. De har fundet nogle af de længste og sværeste stigninger, Pyrenæerne kan byde på. Og heldigvis er det de samme stigninger, vi i Cykelnerven skal ned og prøve kræfter med, fortæller Ritter og fortsætter:
– Rytterne skal især glæde sig til Col du Portet, der er det højeste pas i de franske Pyrenæer. Her skal vi helt op i den tynde luft i 2.215 meters højde over havet. Jeg er slet ikke i tvivl om, at Tour-etapen op til Col du Portet kommer til at blive historisk og mindeværdig. Det bliver en kæmpestor oplevelse for alle.
Det bliver således etaperne 16, 17 og 18, som Claus og de resterende Cykelnerveryttere skal køre i Pyrenæerne, og netop dette område danner rammerne for både en hård og bjergrig afslutning.Her kan også nævnes bjerge som Col de la Cour og Col de val Louron-Azet, men også et par af de mest legendariske bjerge i Tour-sammenhæng, nemlig Col du Tourmalet samt Hautacam. Og det kræver da også en vis portion træning, dedikation og ikke mindst indsats at kunne træne sig op til disse etaper.
De 250 deltagere er fordelt på 11 hold rundt om i landet – heriblandt Team Vestjylland. Hvert hold har sin egen kaptajn, som på frivillig basis arrangerer og koordinerer både træning og fundraising i mange måneder forud for turen til Frankrig. Og alle løfter i flok for at samle penge ind til forskning. Takket være lokale sponsorer og lokal støtte har Cykelnervens ryttere samlet tæt på 30 millioner kroner ind til forskning i sclerose siden starten tilbage i 2014.
– Hver eneste rytter på holdet gør en meget stor indsats for at skaffe sponsorater, sælge logopladser på holdets cykeltøj og ikke mindst arrangere lokale events, der kan sikre de nødvendige midler til forskning i sclerose. Corona har ikke gjort den indsats lettere. Derfor er vi ekstra glade for den fantastiske opbakning fra det lokale erhvervsliv, som selv i svære tider vælger at støtte deres lokale hold. Det er simpelthen guld værd, fortæller Mette Hjulmand Leonhard-Hjorth, der leder Cykelnerven hos Scleroseforeningen.
Tour-eksperten bakker op
De vestjyske ildsjæle og resten af Cykelnerven får selskab af en stribe kendte og garvede TV- samt sportsfolk, når de rammer Pyrenæerne til september. Her tæller blandt andet Claus Elming og Peter Tanev, legender fra fodboldlandsholdet, som Martin Jørgensen og Thomas Helveg, to af medlemmerne af den originale OL-Guldfireren, Eskild Ebbesen og Niels Laulund, samt Tour de France-ekspert, som nævnt, Dennis Ritter:
– Hvert eneste år slår det mig, hvor livsbekræftende og hjertevarmende det er at dele cykeloplevelser med andre mennesker. Den begejstring og glæde, Cykelnerven-deltagerne kommer med, er utrolig smitsom. Og det at bestige bjerge sammen – som jo for os alle er en fysisk meget krævende udfordring – giver en stolthed og en lykkerus, der ikke kan sammenlignes med andet, jeg kender til. Samtidig ved vi jo alle, at vi er der for en sag, der skal hjælpe alle med sclerose nu og i fremtiden. Det giver et ekstra stærkt bånd og sammenhold, hvilket man også tydeligt mærker før, under og efter løbet, fortæller Ritter.
Cykelnerverytterne kører i år fra 15. til 18. september, og når rytterne kører over målstregen den 18. september, kan de fejre fire hårde og oplevelsesrige etaper med 362 kilometer bjergkørsel i Pyrenæerne og ikke mindre end cirka 10,989 højdemeter.
Siden 2009 har EfB Konference faciliteret fester, konferencer, møder og andre arrangementer på Blue Water Arena i Esbjerg, men nu skifter virksomheden navn og visuel identitet til Esbjerg Konference & Event for at stå endnu stærkere som eget brand og omfavne en bredere målgruppe.
D. 30. juni skifter EfB Konference navn til Esbjerg Konference & Event, ligesom logoet og den visuelle identitet ændres for at opnå en stærkere position til at nå en bredere målgruppe på både privat- og erhvervssiden – med udgangspunkt i værdierne grundighed, fleksibilitet og nærvær. Blue Water Arena, der siden 2009 har dannet rammer om utallige fester, konferencer, møder og andre arrangementer, vil fortsat være hjemmebanen, og tidspunktet for den nye lancering skal markere, at Esbjerg Konference & Event er klar til at invitere inden for i takt med, at Danmark igen vender tilbage til hverdagen og weekenderne med gode selskaber. Konferencechef Lars Fyhn fortæller:
Med Esbjerg Konference & Event vil vi i endnu højere grad skabe en virksomhed, der kan realisere et stort potentiale og tilbyde mennesker, privat såvel som erhverv, en masse gode oplevelser i helt unikke rammer. Vi har i det nye udtryk særligt lagt vægt på vores værdier og fået dem inkorporeret i den nye identitet samtidig med, at vi fastholder vores høje niveau på service og kvalitet. Vi glæder os til at stå på egne ben som et tydeligere, selvstændigt brand, og byde velkommen til en masse spændende arrangementer. Esbjerg Konference & Event afholder alt fra dagsmøder med et par personer som deltagere, til bryllupper og konfirmationer og op til 1.600 gæster ved større arrangementer, og er fortsat et vigtigt forretningsben for EfB Elite A/S. Om navnet og brand-identiteten: I forlængelse af navneskiftet fra EfB Konference til Esbjerg Konference & Event bliver der d. 30. juni lanceret et nyt logo samt en ny brand-identitet. Logoet og identiteten tager udgangspunkt i værdierne grundighed, fleksibilitet og nærvær samt det høje service- og kvalitetsniveau i forbindelse med arrangementerne i de unikke lokaler på Blue Water Arena.
Estavana Polman har gennemgået et vellykket indgreb i sit højre knæ, som hun beskadigede 11. maj i en DM-semifinale mod Odense Håndbold. Professor Uffe Jørgensen foretog operationen tirsdag formiddag på Privathospitalet Adeas i Skodsborg, og det viste sig lykkeligvis ikke at være en ny korsbåndsskade.
– Jeg havde frygtet at være ude i et helt år, og selv om op til seks måneder er længe, giver det mig ny energi og styrke, at jeg denne gang slipper med en kortere skadespause. Nu slapper jeg af og kommer mig efter operationen på et hotel i København, siger den 28-årige hollandske stjernespiller.
Uffe Jørgensen rensede under indgrebet det opererede korsbånd og var tilfreds med dets tilstand. For at stabilisere knæet har han indopereret et ekstra ledbånd på den udvendige side af knæet.
Estavana Polman er ledsaget af sin agent, Susan Andersen, der er lige så lettet over, at hun er sluppet forholdsvis billigere end frygtet.
– I går var vi nervøse for en ny pause på et år, og i dag er vi bare så glade, siger Susan Andersen.
Når Polman er klar til at lade sig transportere, vil hun blive samlet op af sin mor i Kolding og kørt til Holland, hvor knæet skal hele i den næste tid. ”Essie” forventer at møde truppen i Team Esbjerg, når alle spillere er returneret fra OL i Tokyo i august. Derefter indleder hun genoptræningen.
Uffe Jørgensen har stillet Estavana Polman i udsigt, at hun vil være ude i op til et halvt år.
Når Kongeskibet Dannebrog anløber Esbjerg Havn den 31. august venter der Hendes Majestæt Dronningen et alsidigt program, som viser hvordan nye generationer definerer kultur i Danmarks yngste storby.Sådan så det ud, da Kongeskibet Dannebrog i 2008 lagde vejen forbi Esbjerg.
Kl. 10 tirsdag den 31. august danner Dokhavnen ramme om modtagelsen af Kongeskibet Dannebrog. Efter en festlig velkomst skal Dronningen køre i karet fra havnen til Esbjerg Rådhus, og ruten krydser byens nyrenoverede gågade, hvor indretningen henter inspiration fra Vadehavet.
Foto: Esbjerg Kommune
Karetturen bliver den eneste på dette års sommertogt, og esbjergenserne får dermed en enestående mulighed for at opleve Garderhusarregimentets Hesteskadron.
”Esbjerg trækker i festtøjet, og hele byen er klar til at byde Dronningen velkommen. Besøget er et tiltrængt højdepunkt, og vi er mange som glæder os til at gøre dagen til en fest for alle, som har lyst til at være med til at hylde Dronningen”, siger borgmester Jesper Frost Rasmussen.
Karetturen slutter ved Esbjerg Rådhus, hvor den officielle modtagelse finder sted. Derefter fortsætter besøget til Musikhuset Esbjerg og Bakkeskolen Cosmos, og begge besøgssteder byder på oplevelser, som understreger, at kulturen i disse år blomstrer og finder nye veje i Esbjerg.
Frokosten står Hjerting Badehotel for, og derefter indeholder programmet tydelige tegn på, at besøget foregår i Danmarks EnergiMetropol med to virksomhedsbesøg. Første stop bliver Viking Life-Saving Equipment og derefter besøger Dronningen Esbjerg Havn, hvor den grønne omstilling og bæredygtighedsinitiativer er i fokus.
Dagens program slutter på GAME Streetmekka Esbjerg. Her viser børn og unge, hvordan gadeidrætten har pustet liv i en gammel remise.
Om aftenen er Dronningen vært ved en reception på Kongeskibet Dannebrog.
Endeligt program og akkreditering
I begyndelsen af august kan pressen akkreditere sig til besøget i Esbjerg. Hvis man ønsker at følge besøget, stiller Esbjerg Kommune en pressebus til rådighed.
I august offentliggøres også det endelige program med tider, og her vil man kunne se, hvor det bliver muligt at se Dronningen under besøget.
Der sendes live mandag og tirsdag fra Kammerslusen og onsdag og torsdag fra Skibbroen i Ribe. Fredag afvikles vejrprogrammet fra studiet i Aarhus, men med indslag optaget i nationalparken. Alle udsendelser bliver med meteorolog Søren Jacobsen som vært.
Besøget i Nationalpark Vadehavet er en del af årets sommertogt, som i år bringer DR Vejret ud, hvor blikket kan vandre langt og himlen er høj. Turen går nemlig rundt til det vildeste Danmark: De fem danske nationalparker samt en enkelt naturpark.
”Vores nationalparker er helt enestående, fordi de vidner om, hvordan vejret og klimaet har formet vores land gennem årtusinder, og hvor forskellige områderne er, selv om vi bevæger os inden for en radius på nogle få hundrede kilometer,” fortæller Anders Kern Boje, der er underdirektør i DR Nyheder og ansvarlig for DR Vejret.
”På vores sommertogt plejer vi at tage os god tid til både vejrudsigter og til at fortælle de historier, vi møder rundt omkring i landet. Som regel er det historier, hvor vejret spiller en rolle, men det kan også være en god, lokal historie, som ikke nødvendigvis har så meget med vejret at gøre. Vi vil gerne samle danskerne om sommervejret på TV ved både at være helt tæt på mennesker og begivenheder og tæt på vejret,” siger Anders Kern Boje.
Nationalpark Vadehavets sekretariat har bistået DR Vejret med at finde gode historier og kilder, og uden at afsløre for meget kan vi røbe, at der bliver optagelser fra mange forskellige steder i nationalparken: Rømø, Mandø, Esbjerg, Møgeltønder og selvfølgelig også ude fra selve Vadehavet. Vi tager nemlig et filmhold med ud at sejle i nationalparkens eget skib, ’Vadehavet’.
Sommertogtet indledes i denne uge (26) i Naturpark Lillebælt, og herfra kører DR-vejrbilen videre til nationalparkerne Mols Bjerge, Thy, Kongernes Nordsjælland, Vadehavet og slutter i uge 31 i Skjoldungernes Land ved Lejre. DR’s faste vejrværter er med på skift en uge ad gangen. Det er ud over Søren Jacobsen: Anders Brandt, Louise Gade og Mikael Jarnvig.
Fakta
’Vores Sommervejr’ løber fra uge 26 til uge 31 og sendes mandag til torsdag efter TV-Avisen kl. 18.55 på DR1 og DRTV. Fredag med sammendrag fra ugen, som sendes fra vejrstudiet på Dokk1 i Aarhus. DR Vejrets sommertogt dækkes også på dr.dk/vejret, ligesom der sendes vejrudsigter til TV-Avisen klokken 21.00 og middagsradioavisen.
Sendeplan
Uge 26: Naturpark Lillebælt med vært Søren Jacobsen
Uge 27: Mols Bjerge med vært Anders Brandt
Uge 28: Nationalpark Thy med vært Louise Gade
Uge 29: Kongernes Nordsjælland med vært Mikael Jarnvig
Uge 30: Vadehavet med vært Søren Jacobsen
Uge 31: Skjoldungernes Land med vært Anders Brandt
Billedtekster:
Meteorolog Søren Jacobsen er vært, når DR Vejret i uge 30 sender ’Vores Sommervejr’ live fra Nationalpark Vadehavet. Foto: Steen Klitgaard Jaacks/DR
Nogle af de frivillige, der sejler med nationalparkskibet ’Vadehavet’, tager et tv-hold fra DR med på en sejltur ud i Vadehavet, så det kan lave optagelser til ’Vores Sommervejr. Foto: Jens L. Hansen
Sommerfornemmelserne melder for alvor deres ankomst i denne uge, hvor flere børn og unge går på sommerferie. Syd- og Sønderjyllands Politi og Esbjerg Kommune ønsker god ferie med en appel til de unge og deres forældre: De unge skal huske at tage hensynet til andre med, når de mødes i festligt lag, og der er brug for, at forældrene er tydelige om, hvordan man fester og er sammen under åben himmel.
Sprøde sommerhits på soundboksen. Hænge ud med vennerne. Godt vejr. For mange er det opskriften på en god sommeraften i parken, på stranden eller hjemme i haven. Det er dog langt fra alle, der sætter pris på den festlige stemning.
”Når festen flytter udenfor, bliver naboerne ufrivilligt en del af den. Henvendelser til Syd- og Sønderjyllands Politi vedrørende støj, larm og høj musik tager til i takt med, at temperaturen stiger og flere holder ferie”, siger Christian Østergård, vicepolitiinspektør, Syd- og Sønderjyllands Politis Forebyggelsesenhed.
Mange af de henvendelser kunne være undgået, hvis de unge var opmærksomme på hensynet til naboer i kvarteret og andre, som måtte være påvirket af lyden fra selskabet og de unges opførsel.
Dialog før festen begynder
I stedet for at det i yderste konsekvens er Syd- og Sønderjyllands Politi, der skal på banen og fortælle de unge, hvordan de skal opføre sig, er det langt bedre, hvis forældrene tager snakken med de unge, inden festen begynder.
”Tydelige voksensignaler er et af de bedste redskaber, der findes, både når det gælder den enkelte unge og når det gælder deres fællesskaber. Som forældre skal man både søge dialogen med den unge, men også med de andre forældre rundt om de unges fællesskaber. En fælles linje gør det meget nemmere for de unge”, siger Vibeke Stage, Leder af SSP Forebyggelse & Vejledning i Esbjerg Kommune.
Den retning, som forældrene udstikker, skal være meget konkret, lyder anbefalingen. Det gælder tidspunkter for, hvornår man skal være hjemme, lydniveau, opførsel over for hinanden og andre og hvordan, man efterlader et offentligt område efter en festlig sammenkomst.
Fem gode råd til festen under åben himmel
Skru ned for musikken efter kl. 22 i hverdagene og kl. 23 i weekenden
Ryd op og efterlad området lige så pænt, som da I kom
Alle skal være trygge ved festen
Hav klare rammer om festen
Søg dialogen med forældre, unge og naboer – inden festen begynder
1,2 mio. kr. skal i det næste halve år være med til at skabe musikmagi på tre Esbjerg-skoler. Eleverne får lov at prøve kræfter med mange musikalske aktiviteter, og målet er at gøre børnene nysgerrige og give dem mod på at udforske kulturens verden.
Den magiske musikmaskine. Sådan hedder det forsøg, som tre Esbjerg-skoler i den første halvdel af det kommende skoleår får fornøjelsen af at prøve kræfter med. Slots- og Kulturstyrelsen har netop bevilget knap 1,2 mio. kr. i støtte til projektet fra puljen ”Grib Engagementet”, hvis formål er at få flere børn og unge til at møde kunst og kultur.
Projektet og pengene er fælles for Esbjerg og Odense Kommuner, og i Esbjerg er det elever på Cosmosskolen, Urbanskolen og Signaturskolen, der får en tur i den magiske musikmaskine. Konkret deltager 5. og 6. klasse i musikundervisningen og 3. og 4. klasse i SFO-tiden. Skolerne er valgt, fordi de ligger i områder, hvor kulturaktiviteter sjældent er en del af børnenes hverdag. Målet er derfor at vække deres interesse for kultur og give dem nysgerrighed og mod på at udfolde sig kreativt.
Musikalsk rejsehold
Kulturskolen Esbjerg er musikmaskinens motor, og hver skole får besøg af et musikalsk rejsehold, der i tæt samarbejde med skolens egne lærere kommer med ny inspiration og giver et løft til musikundervisningen. Det kan skolerne bygge videre på og udbrede til endnu flere elever, så musikkens magi forhåbentlig lever videre, når projektet bliver afsluttet sidst på året.
Eleverne kan glæde sig til mange forskellige aktiviteter, og de skal fx komponere musik på digitale devices, skabe elektronisk musik og lydkunst, skrive sange og lave stomp. Til sidst samles de magiske musikmaskiner fra skolerne i Esbjerg og opfører deres værker for hinanden.
Fællesskab og gode oplevelser
Kulturskolen Esbjergs leder, Inger Moltesen Fogh, glæder sig til at skrue op for musikken på skolerne efter sommerferien.
”Alle kan lave musik, og jeg er sikker på, der opstår magi, når vi sender musikmaskinerne ud på skolerne. Projektet udvikler eleverne og inddrager dem i et fællesskab, hvor de skal skabe noget sammen, og det giver dem gode oplevelser i musikkens verden. Samtidig lægger vi stor vægt på at skabe blivende forandringer, og vi samler vores erfaringer på tværs af de to kommuner, så den nye viden forhåbentlig kan nå ud og blive til gavn for endnu flere skoler og børn,” siger Inger Moltesen Fogh.
Kultur for alle
Også områdechefen for Kultur & Skole, Ulla Visbech, glæder sig over udsigten til mere kultur på skolerne.
”Det er en fantastisk nyhed, at Slots- og Kulturstyrelsen bakker op om projektet, og det bliver et spændende halvt år, hvor vi sætter kræfter ind på tværs fra skolerne, kulturskolen, læreruddannelsen og musikkonservatoriet for at løfte musikken. Projektet taler lige ind i vores kulturpolitik, som netop lægger vægt på, at kulturen skal være for alle og flytte sig ud blandt folk for at skabe energi og fællesskab,” siger Ulla Visbech.
Esbjerg Kommunes Sommerferiesjov giver igen i år børn og unge fra 0. til 10. klasse mulighed for at fylde den lange sommerferie med masser af sjove aktiviteter. Årets program byder på mere end 30 forskellige aktiviteter at vælge imellem. Det er foreninger og institutioner i Esbjerg Kommune, som står bag de mange tilbud.
Foto: Torben Meyer, Esbjerg Kommune
Skolernes sommerferie nærmer sig. Igen i år er det muligt at bruge noget af den på Sommerferiesjov, der byder på masser af aktiviteter for børn og unge fra 0. til 10. klasse i ugerne 26 – 31. Foto: Torben Meyer, Esbjerg Kommune.
Snart venter skolernes sommerferie. Seks herlige uger med tid til at slappe af, lege og opleve. Hvis man som barn eller forældre mangler idéer til, hvad ferien kan fyldes ud med, er Esbjerg Kommunes Sommerferiesjov et godt bud.
Her kan børn og unge fra 0. til 10. klasse kaste sig ud i alt fra f.eks. amerikansk fodbold, atletik og bordtennis til elektronik, revy og forfatterværksted. Eksemplerne er kun et lille udsnit af årets program, der byder på mere end 30 forskellige aktiviteter.
Sammen om det gode liv
Bag de mange tilbud om aktivitet står lokale foreninger og institutioner.
– Jeg vil gerne sige en stor tak til alle de lokale foreninger og institutioner, som har valgt at åbne dørene i sommerferien og være med i Sommerferiesjov. Det er et rigtigt godt eksempel på, hvordan vi sammen skaber rammerne for det gode liv her i vores kommune. Børnene og de unge får med Sommerferiesjov mulighed for nogle gode oplevelser. Samtidig kan det at prøve en ny aktivitet måske danne grundlag for en varig ny fritidsinteresse og dermed flere medlemmer i foreningerne, siger formand for Kultur & Fritidsudvalget i Esbjerg Kommune, May-Britt Andrea Andersen.
De fleste aktiviteter i Sommerferiesjov er gratis. Til enkelte aktiviteter skal der købes billet. Nogle steder kan man blot møde op, mens andre kræver tilmelding.
Se programmet her
Hele programmet for Sommerferiesjov kan sammen med detaljer om tilmelding m.m. ses på hjemmesiden sommerferiesjov.esbjerg.dk.
Vi anvender cookies for at sikre at vi giver dig den bedst mulige oplevelse af vores website. Hvis du fortsætter med at bruge dette site vil vi antage, at du er indforstået med det.