DR sender ’Vores Sommervejr’ fra Nationalpark Vadehavet

Der sendes live mandag og tirsdag fra Kammerslusen og onsdag og torsdag fra Skibbroen i Ribe. Fredag afvikles vejrprogrammet fra studiet i Aarhus, men med indslag optaget i nationalparken. Alle udsendelser bliver med meteorolog Søren Jacobsen som vært.

Besøget i Nationalpark Vadehavet er en del af årets sommertogt, som i år bringer DR Vejret ud, hvor blikket kan vandre langt og himlen er høj. Turen går nemlig rundt til det vildeste Danmark: De fem danske nationalparker samt en enkelt naturpark.

”Vores nationalparker er helt enestående, fordi de vidner om, hvordan vejret og klimaet har formet vores land gennem årtusinder, og hvor forskellige områderne er, selv om vi bevæger os inden for en radius på nogle få hundrede kilometer,” fortæller Anders Kern Boje, der er underdirektør i DR Nyheder og ansvarlig for DR Vejret.

”På vores sommertogt plejer vi at tage os god tid til både vejrudsigter og til at fortælle de historier, vi møder rundt omkring i landet. Som regel er det historier, hvor vejret spiller en rolle, men det kan også være en god, lokal historie, som ikke nødvendigvis har så meget med vejret at gøre. Vi vil gerne samle danskerne om sommervejret på TV ved både at være helt tæt på mennesker og begivenheder og tæt på vejret,” siger Anders Kern Boje.

Nationalpark Vadehavets sekretariat har bistået DR Vejret med at finde gode historier og kilder, og uden at afsløre for meget kan vi røbe, at der bliver optagelser fra mange forskellige steder i nationalparken: Rømø, Mandø, Esbjerg, Møgeltønder og selvfølgelig også ude fra selve Vadehavet. Vi tager nemlig et filmhold med ud at sejle i nationalparkens eget skib, ’Vadehavet’.

Sommertogtet indledes i denne uge (26) i Naturpark Lillebælt, og herfra kører DR-vejrbilen videre til nationalparkerne Mols Bjerge, Thy, Kongernes Nordsjælland, Vadehavet og slutter i uge 31 i Skjoldungernes Land ved Lejre. DR’s faste vejrværter er med på skift en uge ad gangen. Det er ud over Søren Jacobsen: Anders Brandt, Louise Gade og Mikael Jarnvig.

 

Fakta

’Vores Sommervejr’ løber fra uge 26 til uge 31 og sendes mandag til torsdag efter TV-Avisen kl. 18.55 på DR1 og DRTV. Fredag med sammendrag fra ugen, som sendes fra vejrstudiet på Dokk1 i Aarhus. DR Vejrets sommertogt dækkes også på dr.dk/vejret, ligesom der sendes vejrudsigter til TV-Avisen klokken 21.00 og middagsradioavisen.

Sendeplan

Uge 26: Naturpark Lillebælt med vært Søren Jacobsen

Uge 27: Mols Bjerge med vært Anders Brandt

Uge 28: Nationalpark Thy med vært Louise Gade

Uge 29: Kongernes Nordsjælland med vært Mikael Jarnvig

Uge 30: Vadehavet med vært Søren Jacobsen

Uge 31: Skjoldungernes Land med vært Anders Brandt

Billedtekster:

Meteorolog Søren Jacobsen er vært, når DR Vejret i uge 30 sender ’Vores Sommervejr’ live fra Nationalpark Vadehavet. Foto: Steen Klitgaard Jaacks/DR

Nogle af de frivillige, der sejler med nationalparkskibet ’Vadehavet’, tager et tv-hold fra DR med på en sejltur ud i Vadehavet, så det kan lave optagelser til ’Vores Sommervejr. Foto:  Jens L. Hansen

Leave a Reply