Home Tags Ensemble

Tag: Ensemble

Kom til gratis koncert hjemme i stuen

Lad musik og billedkunst strømme ind i dagligstuen torsdag d. 11. februar kl. 19.30. Her rykker Esbjerg Ensemble ind i udstillingen Kontrapunkt på Esbjerg Kunstmuseum og skaber en koncert for både ører og øjne.

Foto: Esbjerg Kunstmuseum

Programmet er tænkt som en intens lille pause og en varm hilsen fra kunsten midt i en ganske kold tid:
Carl Nielsen (1865-1931): Pan og Syrinx
W.A. Mozart (1756-1791): Serenade i C-mol kv. 388.
Kontrapunkt er ikke alene titlen på museets udstilling. Det musikalske begreb er også hele grundprincippet bag ophængningen, hvor hovedværker er installeret side om side med tætkomponerede felter af andre værker fra samlingen. Værker, der både enkeltvis og tilsammen forholder sig kontrapunktisk til hovedværket. Og når ensemblet indtager udstillingen, vil der opstå endnu et kontrapunkt, der kan give det digitale publikum mulighed for at skabe nye forbindelser mellem kunst og musik.

Om musikken

I 1918 var Carl Nielsen på højdepunktet af sin musikalske karriere. Hans musik var anerkendt og elsket, og han var selv en populær offentlig person. På datoen for koncerten er det præcis 103 år siden, at han skulle dirigere en portrætkoncert med sin egen musik, og han havde besluttet, at et nyt værk Pan og Syrinx skulle have premiere. Værket beskriver myten om skovguden Pan, der forfølger nymfen Syrinx. For at beskytte sin dyd, lader hun sig forvandle til hule siv i flodbredden. Pan tager sivene og skærer af dem sin første panfløjte. Den meget musikalske myte har inspireret til en masse smukke og næsten gådefulde melodier, naturligt nok især for blæsere. Ved denne koncert er stykket omarbejdet af komponisten Henrik Budde, så det spilles af Esbjerg Ensembles blæsere og slagtøj.
På Mozarts tid var ’serenaden’ på mode. Ordet kender vi måske især som elskovsserenader sunget til den udkårne på balkonen. Men egentlig betyder serenade bare et musikstykke for underholdningens skyld. Så lige denne serenade af Mozart virker faktisk påfaldende seriøs og mørk i sit tonefald, og man kan godt tro, at publikum første gang har været overraskede. Blæserorkestre var almindelige dengang, og stykket her er oprindelig skrevet til otte blæsere, formodentlig til en given lejlighed – hvilken fortaber sig i historien. Her er stykket omarrangeret til blæserkvintet.

Medvirkende

Obo, Pina Mohs; fløjte, Kerstin Thiele; klarinet, Ron Chen-Zion; fagot, Antti Salovaara; horn, Joke Wijma og slagtøj, Christian Giuseppe Martinez Alegria.
Koncerten kan kun følges live enten direkte på ensemblets Facebookside eller via link til livestream på ensemblets hjemmeside før koncertstart.

https://esbjergensemble.com

https://www.facebook.com/EsbjergEnsemble

Ensemblet udvider sit samarbejde med Musikhuset

0

Ensemblet er i kontinuerlig udvikling og søger nye partnerskaber, koncertformer og kontaktflader, og vores sæsonåbning markerer begyndelsen på et tæt samarbejde med Musikhuset Esbjerg, som fra og med denne sæson bliver nyt fast koncertsted. Ensemblet vil dermed kunne høres oftere i byens store koncerthus – men også stadigvæk i konservatoriets forrygende koncertsal.

Vores koncertsæson bliver en tematisk rundrejse i Europas regioner sammen med byens internationale kammermusikere. Åbningskoncerten 18. september klokken 19.30 i Musikhuset Esbjerg har fået titlen Slaviske Sjæle, og publikum inviteres op på den store scene sammen med musikerne til en intim og intens musikoplevelse med håndspillet musik af bedste kvalitet fra det slaviske område. Det bliver en temperamentsfuld, frisk vare fra to unge passionerede kvinder med ben i næsen: Ana Sokolović og Milica Djordjević er begge hede navne på musikscenen og præsenteres for første gang i Esbjerg. Det bliver også smuk, romantisk russisk musik af de to tjekkiske klassikere Dvořák og Janáček med både jubel og smerte i hjertet. Forvent en følelsesladet aften! Læs mere  www.esbjergensemble.com.

 

Vi vil dog fortsat spille hos vores venner i den smukke konservatoriesal på Syddansk Musikkonservatorium. Vi kommer til at pendle og give halvdelen af vores sæsonkoncerterne på Syddansk Musikkonservatorium og halvdelen i Musikhuset Esbjerg. 

 

Allerede mandag den 16. september spiller ensemblet til åbningen af Musikhuset Esbjergs nye foyér med kulturcafé, hvor borgmester Jesper Frost Rasmussen holder tale for et indbudt publikum og klipper den røde snor.

Foto: Ensemblet

Mahler og Fatboys i Streetmekka

0

Esbjerg Ensemble har gjort sin sæsonafslutningskoncert fredag 24. maj mere lækker for de unge.

 

Koncerten foregår for det første i rammer, der normalt tiltrækker unge mennesker, nemlig GAME Streetmekka.

 

Unge under 25 og studerende kommer ind for bare 50 kr. – mod normalt 150 kr. Man betaler kontant eller på MobilePay i døren.

 

To medlemmer fra ensemblets nye Young Advisory Board YAB vil som værter tage godt imod det unge publikum. Det er MGK-elev Christian Nygaard Krogh Hansen og kulturtalentelev Maja Jacobi.

 

De unge kan tage et par venner under armen, slænge sig i Fatboys sækkestole under koncerten og lade sig opsluge af Mahlers 10. Symfoni. Den rummer kærlighed, dødsangst og skønhed. Ensemblets tidligere hornist mark Smith har arrangeret en version for kammerensemble.

 

Hvis man er nysgerrig efter at opleve en klassisk koncert i afslappede og festlige rammer, kan man blot dukke op på fredag på GAME Streetmekka, Nørrebrogade 1C, 6700 Esbjerg. Dørene åbner kl. 16.30, og koncerten begynder kl. 17. After party fra 18:45 til 21.

 

Læs mere om koncerten på Esbjerg Ensembles hjemmeside: http://esbjergensemble.com/event/mahler-i-maj/

 

 

Esbjerg Ensemble spiller foråret ind og varmer op til Sonningprisen

0

Esbjergs kammermusikensemble spiller Schubert, Boulanger og Abrahamsen, og inden koncerten kommer kunsthistoriker fra Ribe Kunstmuseum med et indspil.

Foto: Nikolai Lund

Esbjerg Ensemble er i forårs- og prishumør. Forårets komme fejres med koncerten Forår med Abrahamsen. Det dufter af fransk forårsmorgen, foreller og fejring af komponisten Hans Abrahamsen, som modtager Léonie Sonnings Musikpris 2019 i Aarhus Musikhus den 28. april.

 

Det føles naturligt for Esbjerg Ensemble at fejre årets prismodtager, for Hans Abrahamsen var ensemblets kunstneriske leder fra 1988 til 1991. I den periode skrev han værker til ensemblet og arrangerede også andre komponisters værker for kammerbesætning. Det er nogle af de arrangementer, ensemblet skal spille til forårskoncerten, side om side med nogle af Abrahamsens skønne miniaturer.

Foråret fejres også med den franske komponist Lili Boulangers værk D’un Matin du Printemps. Den lovende unge kunstner døde som blot 24-årig. Musikhistorien kunne være blevet en anden, om hun havde fået en længere karriere, men hun nåede at blive første kvinde, der modtog den eftertragtede Prix de Rome. Pianisten Finghin Collins fortolker Boulangers lækre klavertrio.

 

Koncertens anden halvdel åbner med Schuberts Forellekvintet. Det er østrigsk landlig romantik fra hans store forløsende boheme-år. Schubert havde i 1818 mødt den karismatiske baryton Michael Vogl, som skulle blive en stor inspirator og ambassadør for Schuberts mange sange. Det er også en sang, som har inspireret den sidste variationssats af Forellen-kvintetten, som han skrev året efter mødet med sangeren.

Før koncerten giver museumsinspektør på Ribe Kunstmuseum, Josephine Nielsen-Bergquist, et Indspil. Hun vil fortælle om de danske Guldaldermalere i 1800-1850 og strømningerne i kunstarterne og samfundet i det hele taget. Hun trækker også en rød tråd til tysk romantik og Schubert.

 

Allerede søndag 31. marts kl. 16-17 springer det musikalske forår ud på Ribe Kunstmuseum og giver en ekstra mulighed for at høre dette repertoire – dog uden Abrahamsens musik.

Forår med Abrahamsen,

Syddansk Musikkonservatorium

onsdag 3.4. kl. 19.30.

Billetter på Billetten.dk. www.esbjergensemble.com.

Børn under 12 gratis entré.

 

Nytårskoncert 2019

0

Endnu en gang inviterer Esbjerg Ensemble indenfor til sprudlende og velklingende nytårskoncert

Foto: Musikhuset

Nytåret er for mange en anledning til at stoppe op for at fejre det forgange år og sige velkommen til det nye. Det vil Esbjerg Ensembles Symfoniorkester gerne være med til, og derfor inviteres publikum traditionen tro indenfor til en sprudlende og velklingende nytårskoncert.

Esbjerg Ensembles Symfoniorkester samler i år ensemblets musikere, musikalske kolleger fra nær og fjern og studerende fra Syddansk Musikkonservatorium til nytårskoncerten, der også i år arrangeres i samarbejde med Musikhuset Esbjerg.

Glæd dig til en forrygende nytårskoncert, hvor vi kan glæde os til smukke toner fra Konservatoriets Pigekor, Treenighedskirkens Drenge- og Mandskor og flotte dansetrin fra Den Kgl. Ballets Talentlinje på Esbjerg Kulturskole.

Koncerten dirigeres af Taavi Oramo. Solister er tenoren Mathias Hedegaard og sopranen Helle Gössler Christensen, som kommer fra Esbjerg. Hun er ved at slå igennem som det helt store navn herhjemme.

Tid: 12. januar kl. 16.00 og 13. januar kl. 16.00

Sted: Musikhuset Esbjerg, Koncertsalen

Håb & Ilddåb

0

Har du 65 minutter til rådighed næste torsdag eftermiddag? Så vil Esbjerg Ensemble og Esbjerg Kunstmuseum gerne invitere dig til den åbne generalprøve på performanceforestillingen Håb & ilddåb, som de opfører i anledning af De Dødes Dag fredag den 2. november i Musikhuset Esbjerg.

Foto: Nikolaj Lund

Intermediakunstneren Eric Andersen har skrevetHåb & ilddåb specielt til Esbjerg Ensemble, og forestillingen er udviklet i tæt samarbejde med koreograf og danser Marie Topp. I værket udfordres musikerne af at spille efter stopur og i hovedtelefoner høre en helt anden musik end den, de selv spiller. Danserinden danser duet med sig selv blandt publikum, som sidder på scenen i grupper blandt de optrædende. Forestillingen er typisk Eric Andersensk: publikum iscenesættes i forening med kunsten, og dans, billedkunst og musik forenes i en unik scenekunstnerisk præsentation, hvor hver kunstart vokser i mødet med hinanden.

De to forestillinger fredag 2.11. har været udsolgt siden sensommeren, men ensemblet vil gerne både give flere muligheden for at opleve den og selv få mulighed til at have et prøvepublikum undervejs.

Esbjerg Kunstmuseum har siden 2001 fejret Håbeperioden, som hvert år indledes på De Dødes Dag 2.11. og strækker sig til fastelavn. Håbeperioden er et samarbejde mellem Eric Andersen og Esbjerg Kunstmuseum i form af en installations-udstilling, som sætter fokus på udveksling og formulering af håb. Esbjerg Ensembles deltagelse er faktisk en 50 års-jubilæumsgave fra museet og kunstneren.

Tid: Torsdag 1.11. kl. 14.

Sted: Musikhuset Esbjerg.

Billetter: ( først til mølle) send e-mail til Pia Jørs: piajors@esbjergensemble.com eller ring ml. kl. 9-13 på tlf. 75 13 93 99.

Læs mere om Håb & Ilddåb og Eric Andersen på www.esbjergensemble.com og www.eskum.dk.

Er du klar til Kulturens Døgn 2017?

0

Kulturens Døgn har tilbud til alle

Den 13.-14. oktober åbner byens kulturelle institutioner for 24 timer med underholdning, musik, aktiviteter og muligheder for spisning. Kulturens Døgn præsenterer pulsen i byen.

Der er vækst i Esbjerg – byen boomer af nye tiltag og virkelyst. Sjældent har byen længst mod vest været så fuld af aktivitet og udvikling.

Heldigvis er der ikke kun vækst i mursten og arbejdspladser, for Esbjergs kulturliv er med helt fremme, og byen har en masse at byde på, når det gælder oplevelser, der kan udfordre vores sanser, underholde os og aktivere os.

Kulturnatten bliver til Kulturens Døgn

I år har 10 institutioner valgt at dedikere et helt døgn til at fejre kulturens mangfoldighed. ”Kulturens Døgn” er en naturlig udvikling af ”Kulturnatten”, der blev afholdt for sidste gang i fjor. Kulturens Døgn er 24 timer, hvor esbjergenserne og andre nysgerrige sjæle kan opleve alsidige kulturelle arrangementer på Esbjergs forskellige kulturinstitutioner.

”I år holder vi Kulturens Døgn af den simple årsag, at Kulturnatten udelukkede flere typer af arrangementer.” fortæller Jan Mols, der er talsmand for Kulturens Døgn og daglig leder på Tobakken. Jan Mols fortsætter: ”Mange af byens kulturelle tilbud henvender sig også til børn og unge, og vi vil gerne kunne tilbyde arrangementer i dagtimerne til dem. Derfor er et helt døgn med forskellige aktiviteter på forskellige tidspunkter den ideelle løsning.”

Aktiviteter i hele byen

Programmerne er ved at blive færdiggjort, og der bliver tale om et hektisk døgn med mange varierede tilbud, hvor esbjergensere i alle aldre kan få gode oplevelser. Der vil være forskellige musikalske tilbud, skriveværksteder, muligheder for spisning og gadeidrætsmarathon med overnatning på Esbjerg Street Mekka.

”Det bliver et vildt døgn, og vi glæder os alle sammen til at få det skudt i gang. Ikke nok med at vi får en god mulighed for at vise Esbjergs kulturliv frem, så giver det også alle institutionerne en chance for at holde en slags åbent hus, hvor alle kan komme og se, hvor meget Esbjerg rent faktisk kan byde på.” udtaler Jan Mols.

Kulturaktører kan stadig nå at tilmelde sig

Der er ikke lukket for tilmelding, og de 10 institutioner ser gerne, at der kommer flere kulturaktører med på banen og deltager med kulturelle indslag til programmet. Så hvis man er en lille – eller en stor kulturaktør i Esbjerg Kommune, og ønsker at være en del af programmet under Kulturens Døgn, kan man stadig nå at tilmelde sig. Det skal foregå via e-mail til tina@tobakken.dk.

Kulturens Døgn finder sted fra fredag den 13. oktober klokken 16:00 til lørdag den 14. oktober klokken 16:00. Man kan følge med på Kulturens Døgns Facebookside, der opdateres løbende så snart programmerne er på plads.

Besøg Kulturens Døgn på Facebook: https://www.facebook.com/KulturensDoegn/

Tilmelding for interesserede kulturaktører: tina@tobakken.dk

Fakta:

Hvornår: 13. – 14. oktober

Tidspunkt: fra klokken 16:00 – 16:00

Deltagende institutioner:

Esbjerg Kunstmuseum

Tobakken

Syddansk Musikkonservatorium

Huset Esbjerg

Esbjerg Kulturskole

GAME Streetmekka Esbjerg

Esbjerg Kommunes Biblioteker

Musikhuset Esbjerg

Esbjerg Vandtårn/Sydvestjyske Museer

Esbjerg Ensemble

 

På billedet ovenover ses (v-h): Jesper Dyhre Nielsen (Syddansk Musikkonservatorium), Karsten Kristensen (Musikhuset), Poul Høst Pedersen (Esbjerg Kommunes Biblioteker), Cecilie Lykkegaard Nielsen (Esbjerg Kunstmuseum), Ulla Wolf (Esbjerg Kulturskole), Anne-Sofie Lundtofte (Sydvestjyske Museer), Jan Mols (Tobakken).
Foto: Morten Nissen