Home Tags Christine

Tag: Christine

Beboere på alle plejehjem i Esbjerg Kommune kan se frem til pinsekoncerter

0
Der venter beboerne på alle plejehjem i Esbjerg Kommune en dejlig musikalsk oplevelse i pinsen. Her kommer lokale musikere forbi og spiller koncerter udendørs. Bag initiativet står Alice og Tage Sørensens Fond, som vil sprede musikalsk glæde til Esbjerg Kommunes plejehjem og samtidig støtte de lokale musikere.

Foto: Torben Meyer – Esbjerg Kommune

Skønne musikalske oplevelser venter alle beboere på Esbjerg Kommunes plejehjem, når de i pinsen får besøg af dygtige lokale musikere, som vil spille koncerter på terrasserne uden for plejehjemmene.
Koncerterne er blevet økonomisk mulige takket være Alice og Tage Sørensens Fond, som i forbindelse med koncerterne også giver brød til plejehjemmenes ansatte og beboere.  
– Vi vil gerne gøre noget godt for beboerne på kommunens plejehjem. Med koncerterne er det vores håb, at vi kan sprede musikalsk glæde i en anderledes tid, hvor musikken kan binde os sammen – hver for sig, siger formand for Alice og Tage Sørensens Fond, John Riis Andersen.  

Med valget af lokale musikere til opgaven ønsker fonden samtidig at støtte lokalt i en branche, som på grund af aflyste koncerter og lukkede spillesteder i øjeblikket også står i en anderledes tid i forhold til at kunne komme ud og spille musik.  
– Jeg vil gerne sige en stor tak til Alice og Tage Sørensens Fond for det fine initiativ. Nogle plejehjem har allerede haft enkelte koncerter udendørs på terrasserne, og jeg ved, at det er en oplevelse, som har spredt stor glæde blandt beboerne. Det er jeg sikker på, at pinsens koncerter også vil medvirke til, siger formand for Sundhed & Omsorgsudvalget, Olfert Krog.  

Mere end 25 koncerter er planlagt på plejehjemmene, på Esbjerg Døgnrehabilitering og ved kommunens bofællesskab på Højvangshaven fordelt hen over dagene 30. maj – 1. juni 2020. På nogle plejehjem spilles flere koncerter. Koncerterne er for beboere og pårørende. Alle koncerter tilrettelægges, så de nødvendige afstandskrav m.v. kan overholdes.

“Min Sommer” med Tanni Christine

0

Navn:
Tanni Christine 

Beskæftigelse:
Sangerinde og ungekonsulent 

Hvor har du holdt din sommerferie?
Jeg har holdt min sommerferie i Toscana, hvor jeg i en del år har haft tradition for at tage til nogle af koncerterne til Lucca Summerfestival. I år blev det til Nick Cave & The Bad Seeds og Lenny Kravitz. Derudover har jeg været på min allerførste charterrejse til Mallorca med min veninde gennem 25 år. Det var en anderledes oplevelse på godt og ondt. Mallorca er dog en sindssyg lækker ø, som jeg uden tvivl kommer til at besøge igen og igen.  

Hvad har været den bedste begivenhed i Esbjerg denne sommer?
En af de bedre begivenheder i Esbjerg i år må nødvendigvis være Tall Ships Race. Jeg var desværre ikke hjemme under det hele, men nåede at få en enkelt dag med og det var en storslået oplevelse, hvor alt spillede og selv vejret var med os. Der var et virkelig flot arrangement, som vi sagtens kan være stolte af. Esbjerg Festuge fortjener også at blive nævnt. Jeg synes det var et særdeles godt program i år og jeg er kæmpefan af de nye tiltag, som fx Esbjerg Live Talks.


Hvad vil du anbefale en turist at opleve i Esbjerg?
Jeg er altid selv så bjergtaget af den vestjyske natur, så det er uden tvivl det første jeg vil anbefale en turist at opleve, når de kommer til Esbjerg. Hvor banalt det end må være, slår en tur ved vandet ved Menneske ved Havet aldrig fejl. Uanset vejret er du sikret et fabelagtigt show fra Moder Naturs hånd.

Hvad vil du huske sommeren 2018 bedst for?
Det jeg vil huske fra sommeren 2018 udover det vilde vejr vi havde, er nok min overraskelse over hvor helt fantastisk lækker Mallorca er. 

Foto: Christina Simonia Straarup