Home Tags Byråd

Tag: Byråd

Esbjerg Byrådsmøde den 3. november: Fra Musikhuset til vindmøller og trafikprojekter

0
Img 6044

Der var flere spændende punkter på dagsordenen, da Esbjerg Byråd mødtes den 3. november.

Musikhuset udvider – nu også med Tobakken

Byrådet godkendte de reviderede vedtægter for Musikhuset Esbjerg, som nu også omfatter Tobakken. Det betyder en tættere organisatorisk sammenhæng mellem byens to store kulturhuse.

Gørding får lov at fortsætte som hidtil

Lejekontrakten for det offentlige lejemål i Gørding fortsætter uændret. Aftalen løber i næsten 30 år og har ingen økonomiske omkostninger for Esbjerg Kommune.

Debat om vedvarende energi og borgerinddragelse

Et af aftenens mest debatterede punkter handlede om tidsplanen for de kommende vedvarende energianlæg.

Sabrina Bech Bartholin (E) udtrykte utilfredshed med den manglende dialog og ønskede projektet sat på pause, indtil lokale borgerafstemninger kunne gennemføres.

Borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) afviste forslaget og understregede, at der i stedet kommer en offentlig høring via lokalplanprocessen.

Flere politikere mente, at forslaget om folkeafstemning lugtede lidt af valgkamp, og forslaget blev kun støttet af Bartholin. Det oprindelige forslag blev herefter vedtaget med 31 stemmer for.

Bedre trafikforhold ved Boldesager Skole

Henning Ravn (V) fremlagde et forslag om en ny, central forbindelse mellem Boldesager Skole og det centrale Esbjerg. Trafikken omkring skolen har længe været et problem, og der har været flere forslag og borgerinddragelse for at finde en løsning. Byrådet afsatte en halv million kroner til et trafikforsøg, som skal forbedre forholdene for fodgængere og skolebørn.

Kongensgade-og bymidte projektet udvides

Der blev søgt om en budgetudvidelse på 3,7 mio. kroner til bl.a. arbejdet med den vestlige del af Kongensgade. 95 % af beløbet lånefinansieres. Forslaget blev vedtaget – dog med Sabrina Bech Bartholin som eneste modstander.

Tilsyn og trivsel

På det sociale område blev det konkluderet, at kvaliteten af kommunens tilbud generelt er god. Ét tilbud har dog fået skærpet tilsyn. Flere steder er der udfordringer med højt sygefravær og mange ufaglærte medarbejdere.

Veteranstrategi og ankesager

Derudover blev kommunens nye veteranstrategi og status på ankesager på socialområdet (Danmarkskortet 2024) behandlet uden større debat.

Parkeringsfarcen fortsætter i Esbjerg midtby

0
Aad153ce 7b01 40f0 9ea9 615ef6c86877

Det største emne på byrådets agenda i aftes, hvis man kigger på antallet af talere, var uden sammenligning PARKERING I ESBJERG MIDTBY.

Aad153ce 7b01 40f0 9ea9 615ef6c86877
AI giver et ret godt billede af sagen

Og netop det emne kunne man nok allerede godt skrive en roman om…. En stor én.

Man vil nu appellere til de private parkeringsplads ejere, om at gå med på reglerne om 2 timers gratis parkering, så man kan have samme regler uanset ejerforholdet på parkeringspladsen.

Det skulle gerne gøre det LIDT nemmere at forstå reglerne som bilist i Esbjerg midtby.

Om de private p-plads ejere enten vil være med på idéen eller sælge deres pladser til kommunen, må høre til en af fremtidens uvisheder.

Ny struktur for dagtilbud og skoler: Se hvilke stillinger lederne er blevet tilbudt

Den 1. august 2024 træder en ny struktur for dagtilbud og skoler i kraft, og det betyder, at Esbjerg Kommune får 24 selvstændige skoler og fem dagtilbudsområder. Puslespillet med at få ledere og stillinger matchet er nu lagt, og alle nuværende ledere har fået tilbudt en stilling. 

I februar godkendte et flertal i Esbjerg Byråd forslaget til en ny struktur for Esbjerg Kommunes dagtilbud og skoler, der træder i kraft den 1. august 2024.

På skoleområdet betyder det, at de syv nuværende skoledistrikter bliver nedlagt, så kommunen fremover får 24 selvstændige skoler med eget skoledistrikt, skolebestyrelse og skoleleder, og skolerne får de samme navne som i dag bare uden distriktsnavnene hægtet på. Dog skifter Egebæk-Hviding Skole tilbage til sit gamle navn, Vadehavsskolen, og Darum Børneby fortsætter som i dag. Desuden skal tre områdeledere og tre administrative ledere understøtte og rådgive skolelederne i opgaverne omkring administration, økonomi og ledelse.

Intention om stærke ledelsesteams

Siden byrådets beslutning har Børn & Kultur arbejdet med at få matchet ledere og stillinger, og på skoleområdet drejer det sig om de nuværende distriktsskoleledere, administrative ledere og pædagogiske ledere. Alle har haft mulighed for skriftligt at tilkendegive deres interesse og søge de stillinger, som de har ønsket, og det er blevet fulgt op af individuelle tilkendegivelsessamtaler.

”Vi er gået til opgaven med stor respekt og ydmyghed, og vores klare intention har været at skabe stærke ledelsesteams, som sikrer stabilitet og udvikling både for skolerne hver for sig og for kommunens samlede skolevæsen. Vi har gjort vores bedste for at imødekomme alles ønsker så godt som muligt, og vi har nu fået puslespillet lagt sådan, at alle nuværende ledere er blevet tilbudt en stilling i den nye struktur – dvs. enten som skoleleder, afdelingsleder, områdeleder eller administrativ leder. Desuden er der enkelte ledige stillinger, der vil blive slået op,” forklarer skolechef Morten Mærsk Schmidt.

Alle ledere er blevet orienteret individuelt, lige som ansatte og forældre på skolerne har fået en oversigt over, hvilke stillinger lederne hver især er blevet tilbudt.

Områdeledere i dagtilbud

Et flertal i byrådet vedtog også en ny struktur for Esbjerg Kommunes dagtilbud, som fra den 1. augustbliver samlet i fem områder i stedet for syv. De nye områder får navnene Nord, Vest, Midt, Øst og Syd, og her faldt ledelseskabalen på plads i marts. Det betyder, at Helle Langaa bliver områdeleder for Syd, Susanne Olesen for Vest, Tine Kirkegaard for Midt, Anette Kortegaard for Øst og Helle Rohde for Syd.

I hverken dagtilbud eller skoler fører den nye struktur flytning af børn med sig, og de bliver alle, hvor de er i dag, lige som de nuværende ledere til fulde passer deres job op opgaver frem til den 1. august, hvor den nye struktur for både dagtilbud og skole træder i kraft.

Esbjerg Kommune investerer i fremtiden

0

Der er indgået budgetforlig om Esbjerg Kommunes økonomi i de næste fire år. Fokus er at fastholde den gode kernevelfærd og sikre et stabilt økonomisk fundament, mens der samtidig er investeret i fremtiden, hvor målet er at tiltrække flere borgere.

Byrådets partier står samlet bag Esbjerg Kommunes budget for 2023-2026. Underskrifterne er sat af (forrest fra venstre) May-Britt Andrea Andersen, Det Konservative Folkeparti, Jesper Frost Rasmussen, Venstre, Diana Mose Olsen, Socialistisk Folkeparti, (bagerst fra venstre) Anders Toft Andersen, Radikale Venstre, Jakob Lykke, Socialdemokratiet, og Sabrina Bech Røn, Nye Borgerlige. Foto: Esbjerg Kommune

Alle partier i Esbjerg Byråd er den 15. september 2022 blevet enige om en aftale om budgettet for Esbjerg Kommune i 2023 og overslagsårene 2024-2026.

Forliget bygger på sidste års budget, hvor der var fokus på at fastholde serviceniveauet i velfærden over for borgerne og sikre ressourcer til de mest udfordrede områder. Igen i år er mulighederne for at sætte nye initiativer i værk begrænsede, fordi kommunens økonomi er presset af de manglende skatteindtægter, der følger udfordringerne med at tiltrække flere borgere til Esbjerg Kommune.

I forhandlingerne om budgettet har de politiske partier særligt haft fokus på 2023 og 2024, mens de samtidig har prioriteret at tænke langsigtet med initiativer, der kan sikre balance og stabilitet i kommunens økonomi i fremtiden. Partierne har vægtet et fornuftigt serviceniveau på de store velfærdsområder og en plan for anlægsinvesteringer og klimaområdet.

50 mio. kr. til oplevelser og kultur

Fra start har forligspartierne været enige om, at det er vigtigt at investere i fremtiden. Derfor er der sat 50 mio. kr. af til kommunens store satsning på oplevelser og kultur, hvis formål netop er at gøre Esbjerg endnu mere attraktiv for nuværende borgere og potentielle tilflyttere, og det vil på sigt være med til at øge skatteindtægterne.

Der er også investeret i ny byggemodning i både Bramming og Ribe, og også her er forventningen, at nye grunde kan tiltrække flere virksomheder og borgere til kommunen.

Unge og uddannelse spiller en vigtig rolle for kommunens fremtid, og forhandlingsudvalget er enige om fortsat at bakke op om de vigtige initiativer i Education Esbjerg, der får øget tilskuddet i de kommende år.

Esbjerg Kommune går fortsat forrest i den grønne omstilling, hvor et fælles fokus på klima og bæredygtighed skal sikre, at kommunen når målet om at blive CO2-neutral i 2023. Derfor er der sat penge af i budgettet til en række klimatiltag.

Nødvendige besparelser

For at skabe balance i budgettet og sikre penge til de nye initiativer har det også været nødvendigt at finde besparelser. Derfor har forligspartierne aftalt, at kommunens fagforvaltninger selv skal gennemføre besparelser på samlet 15 mio. kr. årligt fra 2023. Derudover er der indarbejdet reduktioner på 30 mio. kr. i 2024 og yderligere 30 mio. kr. i 2025. Der igangsættes en proces hvor fagudvalg, ledere og medarbejdere inddrages.

Det kan ske, at sparekravet bliver mindre, hvis næste års økonomiaftale mellem KL og regeringen forbedrer Esbjerg Kommunes økonomi.

Hele forhandlingsudvalget, som er blevet enige om budgettet: (fra venstre) Henning Ravn, Olfert Krog, Jørgen Ahlquist, Jakob Lose, Sabrina Bech Røn, Jesper Frost Rasmussen, Jakob Lykke, May-Britt Andrea Andersen, Diana Mose Olsen og Anders Toft Andersen.

Foto: Esbjerg Kommune

Esbjergs nye masterplan og brandstrategi sprudler af nye idéer

Et energi science center, en havfestival, et opvarmet havnebad, et fiske- og madmarked på havnen, kunstner residences på havnen og en restaurant og udsigtstårn i toppen af skorstenen. Det er bare nogle af idéerne fra den nye masterplan og brandstrategi for Esbjerg by, som byrådet netop har haft på dagsordenen.

Foto: Esbjerg Kommune

Med inspiration fra de mange hundrede esbjergensere, der har deltaget i processen med at finde ind til kernen af Esbjergs nye fremtid som kultur- og oplevelsesby, har brandingekspert, Nikolaj Stagis, der har stået for Esbjergs udviklingsproces, netop overleveret en masterplan og brandstrategi for Esbjerg by.

Masterplanen er resultatet af samarbejdet mellem Esbjerg Kommune, Business Esbjerg, Esbjerg Havn og Education Esbjergs for at finde en ny fælles fremtid for Esbjerg, der skal gøre byen mere attraktiv for nye indbyggere, de 72.000 der allerede bor i byen og de mange gæster og turister, der hvert år besøger Esbjerg.

Borgmester Jesper Frost Rasmussen glæder sig over, at esbjergenserne nu skal til og se og mærke forandringerne ovenpå den lange proces:

”Der er rigtig mange spændende initiativer i den nye plan, som vi nu vil arbejde videre med. Vi har haft en utrolig lærerig proces her over det sidste halvandet års tid, hvor vi har lært vores by endnu bedre at kende. På erhvervssiden har vi har haft stor succes med at brande Esbjerg som Danmarks EnergiMetropol, hvilket blev meget tydeligt med det europæiske topmøde North Sea Summit, der netop er afviklet i Esbjerg. Men markedsføringen af Esbjerg som EnergiMetropol, har ikke fået flere til at flytte til byen. Der skal mere til end et meget stærkt erhvervsliv og masser af arbejdspladser. Der skal også være noget at tage sig til, når man har fyraften. Det er blevet meget tydeligt på de mange workshops, som flere hundrede esbjergensere har deltaget i og derfor er oplevelser og kultur det, vi satser på de næste mange år,” siger borgmester Jesper Frost Rasmussen.

Nye kræfter

Den 65 sider lange plan er et stort idékatalog til, hvordan Esbjerg kan komme på landkortet som en spændende og attraktiv oplevelses- og kulturby.

Læs hele den nye masterplan og brandstrategi lige her.

Arbejdet med at få ført idéerne ud i livet kommer til at ligge hos et helt nyt hold. Puslespillet for den nye organisering er ved at blive lagt og forventes offentliggjort inden sommerferien.

”Masterplanen er et rigtig godt udgangspunkt. Den viser retningen og understreger, at det er kultur og oplevelser vi skal satse på for at få flere til at vælge Esbjerg til. Næste skridt er et oplæg til en organisering, så vi får lagt fast, hvem der skal drible videre med bolden de næste mange år. Det er en stor opgave som kræver et stærkt hold, masser af samarbejde og en god økonomi. Det er nu vi for alvor skal i gang,” forklarer Jesper Frost Rasmussen.

Læs om vejen mod Esbjergs nye fremtid her.

Esbjerg er landets femtestørste by og Danmarks EnergiMetropol. Vi har sat ambitiøse klimamål og går forrest i den bæredygtige udvikling, hvor byen spiller en central rolle for hele Europas grønne kurs.

I Esbjerg Kommune er pionerånd og viljen til fremdrift en del af DNA’et, og der er ikke langt fra idé til handling. Vores nye mål for Esbjerg er at blive et fyrtårn inden for oplevelser og kultur. Her er allerede masser af spændende muligheder, og nu sætter vi turbo på, så endnu flere får øje på Esbjerg.

Danmarks ældste by, Ribe, ligger i Esbjerg Kommune, og her emmer det af kultur og charme, lige som stationsbyen Bramming er populær og driftig. Samtidig nyder Esbjerg Kommune godt af en perlerække af aktive landsbyer med stærke fællesskaber.

Ambitiøs klimaplan viser vejen mod CO2-neutralitet i 2030

Byrådet i Esbjerg Kommune har netop vedtaget en klimaplan, som sætter både mål og handlinger for, hvordan Esbjerg Kommune i partnerskaber med brancheforeninger, virksomheder og lokalsamfund kan reducere CO2 mest muligt. Samtidig indeholder planen mål og handlinger for, hvordan kommunen kan tilpasse sig fremtidens klima, hvor der bl.a. forventes flere oversvømmelser.

En ny klimaplan viser Esbjerg Kommunes vej mod CO2-neutralitet i 2030. Foto: Esbjerg Kommune.

Med en ny klimaplan sætter Esbjerg Kommune fokus på, hvordan Esbjerg på sigt kan blive en CO2-neutral kommune. Målet er at blive CO2-neutral allerede i 2030. Det vurderes dog allerede nu, at det ambitiøse mål ikke fuldt ud kan nås med de planlagte handlinger, men de udgør vigtige skridt på vejen dertil.

Særligt inden for landbrugssektoren, energiforsyningen og transportområdet er der brug for at sætte ind, hvis kommunen skal reducere CO2 mest muligt. De tre områder står tilsammen for 98 procent af CO2-udledning i Esbjerg Kommune. Men også et bæredygtigt forbrug er på fremtidens klimadagsorden.

– Europæiske regeringsledere skrev i Esbjerg i maj under på en erklæring om at ville udbygge den grønne energi på havet og dermed bane vejen for et klimaneutralt Europa. At have lagt navn til Esbjerg-erklæringen, det forpligter. I Esbjerg Kommune skal vi selvfølgelig også selv gå forrest i klimakampen, og det gør vi nu med den ambitiøse klimaplan, som vi i byrådet netop har vedtaget. Jeg ser frem til i partnerskab med brancheforeninger, virksomheder og lokalsamfund at føre planen ud i livet, siger borgmester i Esbjerg Kommune, Jesper Frost Rasmussen.

Klimapartnerskaber

Klima skal indgå som en naturlig del af alle kommunens beslutninger, og alle kommunens borgere, virksomheder, landbrug, lokalsamfund, boligforeninger og uddannelsesinstitutionerne skal inddrages og vide, at de kan gøre en forskel for klimaet.

Kommunen har bl.a. indgået et strategisk partnerskab med Esbjerg Havn og DIN Forsyning om fremtidens fjernvarme. Her skal Danmarks største havvandsvarmepumpe være en vigtig del af fremtidens fjernvarmeløsning.

Også en række virksomheder, bl.a. Semco Maritime, Nordea og Jutlandia, og lokalsamfundet Hunderup-Sejstrup har allerede meldt sig på banen til et klimapartnerskab, der kan nedbringe CO2-udledningen og bidrage til den grønne omstilling.

Kommunen som grøn rollemodel

Klimaplanen handler ikke kun om, hvad borgere og virksomheder kan gøre for at udlede mindre CO2. Planen forholder sig også til Esbjerg Kommune som virksomhed.

Esbjerg Kommune har allerede skiftet de dieseldrevne bybusser ud med el-busser, og alle renovationsbiler kører på biogas. Derudover vil kommunen også have lokal-, regional- og skolebusser, entreprenørbiler, kommunale personbiler og anden kommunal transport over på et klimavenligt drivmiddel, f.eks. el eller biogas, ligesom der skal flere solceller på de kommunale tage.

Klimaet forventes at blive mere ekstremt. Det kan allerede opleves i form af blandt andet hyppigere oversvømmelser. Derfor arbejder Esbjerg Kommune sideløbende med at tilpasse sig klimaet i kommuneplanen, klima- og risikostyringsplanen og beredskabsplanerne.

– Klimadagsordenen kan blive en gevinst for hele vores kommune. Selvom det på kort sigt måske kan synes besværligt med alle de nye klimakrav, så er det i virkeligheden en meget positiv udfordring. Hele tænkningen om den grønne omstilling er ikke, at vi skal lukke ned, men at vi skal se det som en driver for vækst. Ved at være innovative og tilpasse os en grøn omstilling kan vi både gavne erhvervslivet og tiltrække flere borgere, som lægger vægt på at bo i en klimabevidst, grøn kommune, siger formand for Klima & Miljøudvalget i Esbjerg Kommune, Jørgen Ahlquist.

En ny klimaplan viser Esbjerg Kommunes vej mod CO2-neutralitet i 2030. Foto: Esbjerg Kommune

Esbjerg er landets femtestørste by og Danmarks EnergiMetropol. Vi har sat ambitiøse klimamål og går forrest i den bæredygtige udvikling, hvor byen spiller en central rolle for hele Europas grønne kurs.

I Esbjerg Kommune er pionerånd og viljen til fremdrift en del af DNA’et, og der er ikke langt fra idé til handling. Vores nye mål for Esbjerg er at blive et fyrtårn inden for oplevelser og kultur. Her er allerede masser af spændende muligheder, og nu sætter vi turbo på, så endnu flere får øje på Esbjerg.

Ambitiøs hjemløsestrategi netop vedtaget i byrådet

0

Et enigt byråd har her til aften vedtaget Esbjerg Kommunes nye hjemløsestrategi. En strategi, der skal være med til at hjælpe udsatte borgere ud af hjemløsheden og forebygge at andre ender på gaden.

Byrådet i Esbjerg Kommune har netop vedtaget en ny, ambitiøs hjemløsestrategi, der skal hjælpe med at afskaffe hjemløsheden i kommunen. Foto: Colorbox
Byrådet i Esbjerg Kommune har netop vedtaget en ny, ambitiøs hjemløsestrategi, der skal hjælpe med at afskaffe hjemløsheden i kommunen. Foto: Colorbox

Enhver hjemløs er én for meget, og de sidste ti år har Esbjerg Kommune oplevet en stigning i antallet af især unge hjemløse. Derfor har politikerne i Esbjerg Kommune vedtaget en ny hjemløsestrategi, der skal sikre, at alle borgere har tag over hovedet – og ikke mindst, at ingen ender tilbage på gaden.

”Vi ønsker ikke, at nogen af vores unge og voksne borgere lever i hjemløshed. Derfor har vi lavet den her nye ambitiøse hjemløsestrategi, hvor vores vision er at afskaffe hjemløsheden i Esbjerg Kommune. Vi har sat os et ambitiøst delmål om, at vi allerede om fire år har 40 procent færre hjemløse end i dag,” fortæller Henrik Vallø, formand for Social & Arbejdsmarkedsudvalget.

Den seneste hjemløsetælling i 2019 viste, at 169 borgere i Esbjerg er hjemløse. Dermed betyder delmålet, at antallet af hjemløse i Esbjerg skal ned under 100 allerede i 2025.

”Jeg er glad for, at der også kommer fokus på unge og hjemløshed med den nye hjemløsestrategi. Vi ved, at der er høj risiko for hjemløshed blandt især anbragte unge, og derfor er det altafgørende, at vi får endnu større fokus på, hvordan vi støtter bedst muligt, så vi ikke vedbliver med at se en stigning af unge, der ender i hjemløshed ” siger Diana Mose Olsen, formand for Børn & Familieudvalget.,” siger Diana Mose Olsen, formand for Børn & Familieudvalget.

Skabt i fællesskab

Esbjerg Kommunes nye hjemløsestrategi er blevet til i tæt fællesskab med kommunens lokale boligselskaber og frivillige sociale organisationer som Udsatterådet, De Hjemløses Venner, Skjoldbo og Kirkens Korshær Varmestue.

Strategien tager udgangspunkt i Socialstyrelsens Nationale retningslinjer for indsatsen mod hjemløshed 2020, der bygger på Housing-First-tilgangen. Det betyder, at en bolig er en basal menneskeret, og at det fremadrettet vil være den enkelte borgers ønsker, drømme og håb, der bliver udgangspunktet for hjælpen ud af hjemløsheden.

”Det er vigtigt først og fremmest at få tag over hovedet. Men vi får ikke afskaffet hjemløsheden, hvis ikke vi også tager hånd om borgerne efterfølgende og hjælper dem videre i livet. Det giver den nye strategi os nu en fælles retning for, hvordan vi gør bedst”, forklarer Henrik Vallø.

FAKTA
Hjemløshed i Esbjerg Kommune

Esbjerg Kommune har, ligesom resten af Danmark, oplevet en stigning i antallet af hjemløse de sidste ti år. Den seneste hjemløsetælling i 2019 viste, at 169 personer i Esbjerg ikke har noget sted at bo. Langt de fleste af dem er unge mellem 18-29 år.

Det er en stigning på 36 procent over de sidste ti år, da der i 2009 ’kun’ var 124 hjemløse i Esbjerg.

Esbjerg byråd på tur

0

Hvordan kan vi sammen gøre Esbjerg Kommune endnu bedre? Det spørgsmål vil byrådet gerne vende med flest mulige borgere i kommunen som et led i arbejdet med kommunens Vision 2025. Derfor kan man fra 18. maj og frem til 10. juni møde medlemmer af byrådet en række steder i kommunen. Alle er meget velkomne til at lægge vejen forbi for en dialog.Hvordan kan vi sammen gøre Esbjerg Kommune endnu bedre? Det spørgsmål glæder medlemmer af byrådet sig til at vende med flest mulige borgere i kommunen på rundturen, som starter den 18. maj. Foto: Torben Meyer, Esbjerg Kommune.

12 forskellige steder i hele Esbjerg Kommune er der i den nærmeste fremtid mulighed for at komme i en åben dialog med medlemmer af Esbjerg byråd om, hvordan det gode liv bedst folder sig ud i alle kommunens lokalområder.

Som et led i arbejdet med at realisere kommunens Vision 2025 tager medlemmer af byrådet på en rundtur, så det bliver så nemt som muligt som borger at stille spørgsmål og bidrage med forslag til udviklingen af kommunen.

Energi til det gode liv 

Borgmester Jesper Frost Rasmussen glæder sig sammen med sine kolleger i byrådet til at møde borgerne:

– Vi vil gerne involvere flest mulige borgere i arbejdet med Vision 2025, som handler om at udvikle vores kommune og øge bosætningen i kommunen. Derfor flytter vi nu dialogen om visionen fra rådhuset og ud i lokalsamfundene, så vi kan møde borgerne der, hvor de er, og få forslag og idéer til, hvordan vi sammen skaber energi til det gode liv og gør Esbjerg Kommune til et endnu bedre sted at bo og leve – både for os, der allerede bor her, og for nye borgere, siger Jesper Frost Rasmussen.

Om turen

Rundturen er tilrettelagt i tæt samarbejde med lokalrådene i kommunen. På grund af coronasituationen foregår besøgene de enkelte steder ved en stand udendørs. Der vil være mulighed for at nyde en kop kaffe eller en vand, mens man taler sammen. De idéer og forslag, som kommer frem under besøgene, vil indgå som grundlag for det videre arbejde med kommunens Vision 2025.

I alt er der planlagt besøg 24 steder i kommunen. De første 12 steder besøges i maj og juni 2021, og de sidste 12 steder besøges i foråret 2022.

Stoppesteder på turen – Mød medlemmer af byrådet:

Se også alle stoppesteder på byrådets rundtur, og følg med i turens forløb på facebook.com/esbjergbyraadpaatur/

Hvordan kan vi sammen gøre Esbjerg Kommune endnu bedre? Det spørgsmål glæder medlemmer af byrådet sig til at vende med flest mulige borgere i kommunen på rundturen, som starter den 18. maj. Foto: Torben Meyer, Esbjerg Kommune.

Links: facebook.com/esbjergbyraadpaatur/

Læserbrev: Plastplanen er en gevinst for Esbjerg Kommune

Læserbrev af:

Anne Marie Geisler Andersen, gruppeformand for Radikale Venstre i Esbjerg Byråd

Og

May-Britt Andrea Andersen, gruppeformand for Det Konservative Folkeparti i Esbjerg Byråd

I november 2018 blev der rejst en sag i byrådet om forbud mod opsendelse af heliumballoner, som ikke vandt flertal. Vores nej til forslaget handlede mest om, at vi fandt forslaget for smalt; at det ikke ville få den store betydning, idet heliumballoner langt fra er den største synder, når det kommer til plast i naturen. Ligeledes så vi intet formål med et decideret forbud, som alligevel ikke ville kunne håndhæves, hvorfor vi ønskede en politik i stedet. 

Derfor stillede vi i Radikale og Konservative et forslag om at lave en strategi med et langt bredere fokus rettet mod flere typer af plast. Forslaget mødte bred opbakning, hvorfor sagen blev tilbagesendt til Plan- og Miljøudvalget, som skulle arbejde på en strategi med fokus på mere end blot heliumballoner. Først i 2020 mundede dette ud i en plaststrategi, som er i fin tråd med de ambitioner, vi i kommunen har på klima- og miljøområdet, hvilket vi kun kan være tilfredse med. 

Debatten var næppe opstået uden heliumsballonforslaget. Men den var næppe heller landet i bred enighed uden vores ændringsforslag. I stedet for at kæmpe om at tage æren for dette, vil vi gerne anerkende de gode løsninger, der kan komme ud af det, når flere politikere giver deres besyv med. Ligesom det er glædeligt at mærke den store opbakning, der er hele vejen rundt i byrådet til at være ambitiøse med den grønne omstilling; en af de vigtigste udfordringer i vores tid.