Home Tags Bold

Tag: Bold

EfB lejer Carlo Holse ved FCK

0

Esbjerg fB lejer det 19-årige stortalent Carlo Holse ved F.C. København. Offensivspilleren har skrevet under på en lejeaftale, som løber for resten af sæsonen.

Foto: Yesbjerg/Adobe

EfB har nyt skyts klar til offensiven, idet 19-årige Carlo Holse tilknyttes EfB på en lejeaftale for resten af sæsonen. EfB-sportschef, Jimmi Nagel Jacobsen, ser frem til at gøre brug af Carlo Holse, der har sin foretrukne position på kanterne.

– Det er en spændende tilgang, som er et godt match til vores trup. Vi har fulgt ham i flere år og kender ham derfor rigtig godt. Vi ser frem til at få glæde af Carlo i foråret og gøre brug af de åbenlyse kvaliteter, han har. Han er teknisk dygtig og en meget boldsikker spiller, som vil bidrage med kreativitet til vores offensiv. Yderligere, så har han et godt venstreben og et godt øje for sine medspillere, fortæller Jimmi Nagel Jacobsen.

Carlo Holse har 29 førsteholdskampe for F.C. København, heriblandt syv optrædener i UEFA Europa League. Han er også et velkendt ansigt i den rød-hvide landsholdstrøje, hvilket 28 U-landsholdskampe fastslår.

Holse er fløjet direkte fra F.C. Københavns træningslejr i Dubai og er stødt til Esbjerg-truppen i Tyrkiet, hvor han træner med fra i morgen.  

 

Martin Egelund udlejes til Skive IK

0

19-årige Martin Egelund skal tørne ud for 2. divisionsklubben fra Skive IK for resten af sæsonen, hvor det unge talent søger fast spilletid for at kunne udvikle sig.

Foto: Yesbjerg/Adobe

Esbjerg fB sender Martin Egelund på leje i Skive IK frem til sommer, hvor talentets kontrakt med EfB står til at udløbe. Egelund, der har en fortid i SFS-klubben Holsted FB, søger fast spilletid for at opretholde udviklingen.

Jimmi Nagel Jacobsen ser det som en god mulighed for det unge talent, som vil møde et fint setup i 2. divisionsklubben.

– Martin har været en dygtig spiller på ungdomsholdene og har vist, han er talentfuld. Han mangler dog fast spilletid, som vi ikke kan tilbyde ham på nuværende tidspunkt i EfB. Det er derfor en god mulighed for ham og forhåbentligt vil han få en masse kampe. Skive har et fint setup, hvor han kan udvikle sig som spiller og få mål og assists tilført kontoen. Vi ønsker ham alt det bedste i foråret, hvor vi vil følge ham tæt, fortæller EfB’s sportschef.

Martin Egelund har seks kampe for EfB’s reservehold med et mål til følge, mens den officielle førsteholdsdebut stadig lader venter på sig.

Topholdene skærper kampen om placeringerne

0

Med otte spillerunder tilbage i HTH Ligaens grundspil bliver der skelet til de andre topholds slutprogram, når chancerne for at besætte en af de fire første pladser, der giver point med over i slutspillet, bliver vurderet.

Foto: Yesbjerg/Adobe

I det spil står København Håndbold og Team Esbjerg bedst, og Nykøbing F. Håndbold har et svært slutprogram. Odense Håndbold er med maksimumpoint for 18 kampe stukket af i toppen.

Team Esbjerg er på ny klar favorit, når holdet onsdag aften besøger Ringkøbing til et vestjysk opgør mellem top og bund i ligaen. I det første møde viste holdet ingen nåde, da modstanderne blev sendt hjem med de knusende cifre, 30-12. Siden er noget forandret.

– Det Ringkøbing-hold, der stiller op, er bedre end placeringen. Michelle Brandstrup og Jane Meilvang er tilbage, og sammen med Ida Lagerbon danner de en rutineret bagkæde. I det hele taget har holdet en fin startopstilling og spillede lige op med Nykøbing i 45 minutter. Vi skal vinde, men det er ikke en kamp, der bare skal overstås, siger Team Esbjergs cheftræner, Jesper Jensen.

Tilbage til toppen af tabellen, hvor Herning-Ikast Håndbold senest spillede sig ind som bejler til top fire med en overraskende udesejr over København. Holdet er dog fortsat fire point efter Team Esbjerg og med en dårligere målscore.

– Herning-Ikast har ligesom vi et fornuftigt program, men vi bør kunne holde forspringet på ”fire et halvt point”. Vi skal satse på en top tre-placering, som jeg ser det. København har også et godt program, siger Jesper Jensen.

I de bestræbelser bliver hjemmekampen mod Nykøbing 16. februar af stor vigtighed.

Ringkøbing har tabt seks kampe i træk og holder kun EH Aalborg bag sig. Men holdet har med flere skadede spillere retur fået ny tro på at kunne øge den sparsomme pointhøst lige over stregen til direkte nedrykning.

Team Esbjergs trup til kampen i HTH Ligaen mod Ringkøbing Håndbold onsdag den 30. januar kl. 19.30 i Green Sports Arena:

Målmænd: Sandra Toft og Rikke Granlund

Venstre fløj: Sanna Solberg og Elma Halilcevic

Højre fløj: Marit Røsberg Jacobsen og Emma Nielsen

Streg: Vilde Ingstad, Clara Monti Danielsson og Marit Malm Frafjord

Bagspillere: Kristine Breistøl, Estavana Polman, Kristina Liscevic, Annette Jensen og Line Jørgensen.

Flere punkter til forbedring før ny kamp om vigtige point

0

Team Esbjerg har på kort sigt to vigtige mål: At kvalificere sig til kvartfinalerne i EHF Cup og at holde sig i den gruppe af fire hold, der er ved at skille sig ud i HTH Ligaen og får point med over i slutspillet.

Foto: Yesbjerg/Adobe

Tirsdag aften gælder det på hjemmebane vigtige ligapoint mod Skanderborg Håndbold, der senest overraskende slog Aarhus United og i forrige hjemmekamp besejrede TTH Holstebro.

– Når man kigger på Skanderborgs trup, lyser den ikke op i forhold til landsholdsniveau. Men det er et hold af unge spillere, der har gjort det bedre og bedre, og hvis kompetencer træner Kristian Danielsen har været god til at få frem. Det er dog indiskutabelt en kamp, der skal vindes, siger Team Esbjergs cheftræner, Jesper Jensen.

Skanderborg har vundet tre af de seneste fem ligakampe, men har også haft udfald, tydeligst med et 19-26-nederlag på hjemmebane mod Ajax København. Den slags er heller ikke et ukendt fænomen for Team Esbjerg.

– Danske hold har generelt svært ved at være favoritter. Det er som om, det fylder mere, at man ikke må tabe, end muligheden for at vinde. Det er en spændende mental udfordring, at vi er så gode til at være underdogs, men har det dårligt med det modsatte, siger Jesper Jensen.

Storfavoritterne har et andet forbedringspunkt forud for de kommende kampe i EHF Cup og HTH Ligaen.

– Vi spillede 45 flotte minutter mod Bietigheim, men så var vi ved at tabe det hele på gulvet på 10 minutter. Det samme billede har vi set i andre kampe, og det er måske holdets største udviklingspunkt at få de gode perioder til at vare hele kampen, siger Jesper Jensen.

Han melder om en trup i fysisk topform og sender roser til den fysiske stab for dens bidrag til at planlægge, hvad kroppe og hoveder kan klare i det tætte kampprogram.

Line Jørgensen sidder ude, efter hun fik en opfølgende blokade i højre knæ lørdag aften oven på hjemmekampen mod Bietigheim. Den første indsprøjtning fik hun i december, og den har haft så god effekt, at den næste kunne udskydes og planlægges til, hvornår det passede bedst ind i programmet. Derudover er Rut Jónsdóttir samt de to genoptrænende spillere, Maria Mose Vestergaard og Lene Østergaard, fortsat ikke med i truppen.  

Team Esbjergs trup til kampen i HTH Ligaen mod Skanderborg Håndbold tirsdag den 22. januar kl. 18.30 i Blue Water Dokken:

Målmænd: Sandra Toft og Rikke Granlund

Venstre fløj: Sanna Solberg og Elma Halilcevic

Højre fløj: Marit Røsberg Jacobsen og Emma Nielsen

Streg: Vilde Ingstad, Clara Monti Danielsson og Marit Malm Frafjord

Bagspillere: Kristine Breistøl, Estavana Polman, Kristina Liscevic og Annette Jensen.

 

Team Esbjerg skal op i gear

0

Spillerne må finde de ekstra gear for at nå stort sæsonmål.

Foto: Yesbjerg/Adobe

Team Esbjergs cheftræner følte ved afslutningen på fredagstræningen forud for topbraget i EHF Cup mod SG BBM Bietigheim trang til at minde spillerne om, at det er en kamp i en kategori, hvor hver enkelt må løfte sit spil.

– Vi bruger meget tid på at tale om at kvalificere os til at spille europæisk håndbold, og mange spillere har det som et stort personligt mål. Men så må man også have et ekstra gear, når man spiller disse kampe, hvad vi ikke så i Storhamar, siger Jesper Jensen.

Team Esbjerg førte 23-18 i anden halvleg mod det norske hold, men holdt derefter 12 minutters scoringspause og kom bagud. Opgøret endte 28-28 efter en præstation, der ikke var overbevisende.

Cheftrænerens budskab blev af spillerne modtaget i tavshed, og det syntes at trænge ind.

– Vi skal lave færre tekniske fejl end mod Storhamar, og vi ved, at vi skal være skarpe, når vi spiller europæisk for ikke at få for mange kontraer imod os. Vi kan spille hurtigt, og det tror jeg, Bietigheim kan få problemer med, men det kræver, at vi gør vores job. Man skal i hvert fald vinde sine hjemmekampe, hvis man har ambitioner og at gå videre fra gruppen, siger den norske skytte, Kristine Breistøl.

Hun har lagt mærke til den polske back, Karolina Kudlacz-Gloc, der scorer mange mål for tyskerne, og det samme har Jesper Jensen. Blandt flere profiler.

– Bietigheim har et fint hold og har spillet mange europæiske kampe og mange kampe sammen som hold. Kudlacz og Laura van der Heijden skyder mest fra bagkæden, og så har de Anna Loerper til at fordele spillet. Men hun er ikke så aggressiv som for fem år siden, siger Jesper Jensen om den tidligere TTH Holstebro-spiller.

Forrige års tyske mestre varmede op til kampen i Esbjerg ved at vinde over Union Halle-Neustedt med hele 36-19 torsdag aften, og dermed er der lagt op til et bundesligabrag mod Thüringer HC, der overtog mesterskabet i fjor, i en større hal i Ludwigsburg onsdag aften. Begge hold har maksimumpoint.

Bietigheim er også stærkt besat på andre positioner end bagkæden. Danske Fie Woller og en af fire spillere fra den hollandske EM-trup, Angela Malestein, scorer flittigt fra fløjene, og der er tyske landsholdsspillere på stregen, høje Luisa Schulze, og i målet, hvor Dinah Eckerle har afløst Tess Wester i denne sæson. Tyskerne har vundet de hidtidige kampe i gruppe A sikkert.

– Vi vil lægge et stort pres på os selv, hvis vi taber en af hjemmekampene. En europæisk kamp er altid en mental prøvelse, for der er usikkerhedsmomenter ved at møde et hold, man ikke kender så godt. Kan vi spille til nul de første 10 minutter og finde ud af, hvordan opgaven skal løses, vil det være fint. Vi er et hold med mange kompetencer og vil gerne have en stor værktøjskasse med mange måder at spille på, siger Jesper Jensen.

Rut Jónsdóttir er fortsat ude med en fodskade.

Team Esbjergs trup til kampen i EHF Cup, Gruppe A, mod SG BBM Bietigheim lørdag den 19. januar kl. 13.00 i Blue Water Dokken:

Målmænd: Sandra Toft og Rikke Granlund

Venstre fløj: Sanna Solberg og Elma Halilcevic

Højre fløj: Marit Røsberg Jacobsen og Emma Nielsen

Streg: Vilde Ingstad, Clara Monti Danielsson og Marit Malm Frafjord

Bagspillere: Kristine Breistøl, Estavana Polman, Kristina Liscevic, Annette Jensen og Line Jørgensen.

Jeppe Schultz udlejes til FC Sydvest

0

EfB sender Jeppe Schultz på leje i 2. divisionsklubben FC Sydvest frem til sommer. Her skal det 20-årige forsvarstalent bygge videre på en god periode og forøge kampformen.

Foto: EfB

Jeppe Schultz er tilbage i EfB efter endt lejeophold hos Kolding IF, hvor forsvarsspilleren har haft en god periode træningsmæssigt efter et længere skadesforløb.  Nu sender EfB defensivspilleren på et nyt ophold i 2. divisionen frem til sommer.

FC Sydvest tilknytter nemlig talentet på en lejeaftale, hvor han skal fortsætte med at vokse og gro erfaring på seniorniveau.

– Jeppe har altid vist et stort potentiale på ungdomssiden og vi ved, han har nogle spændende kvaliteter, men nu handler det om, at han skal tage det næste skridt og få løftet sit spil. Vi har et godt samarbejde med FC Sydvest, hvor Hans Henrik Andreasen er cheftræner, så det er en rigtig god mulighed for alle parter. Vi er selvfølgelig alle interesserede i, at Jeppe får spillet mange kampe henover foråret, fortæller ungdomselitechef, Niels Erik Søndergård.

Jeppe Schultz håber ligeledes, at han kan fortsætte den gode periode, få en masse minutter i benene og stå skarpere for enden af lejeopholdet.

– Det er altid spændende at prøve noget nyt og møde nye mennesker, så det ser jeg selvfølgelig frem til. Nu har jeg haft seks gode måneder uden skader og trænet godt, men jeg mangler at bygge på i forhold til kampformen, siger Schultz.

Næsbjerg-knægten er på kontrakt i EfB frem til sommeren 2020.

På billedet ses EfB’s ungdomselitechef, Niels Erik Søndergård, Jeppe Schultz og Jørgen Kristensen, der er en del af FC Sydvests sportslige udvalg.

 

Svær, men ikke uløselig opgave mod Storhamar

0

Med seks norske spillere i truppen er mødet med Storhamar i den første udekamp i gruppespillet i EHF Cup noget særligt for Team Esbjerg.

Foto: Yesbjerg / Adobe

– Vi går efter sejren, først og fremmest fordi det er norsk hold, vi skal møde, og jeg glæder mig. Og så har de Heidi Løke, der er en dygtig spiller, som jeg har stor respekt for, men ikke når vi skal spille kamp. Jeg tror på en tæt og spændende kamp – og at vi vinder, siger Vilde Ingstad.

Stregspilleren forbereder sig på noget, der kan komme til at ligne fribrydning, med den 37-årige landsholdskollega, og så vil hun være beredt i forsvaret, når velkendte Betina Riegelhuth lægger an til selv at svinge hammeren eller dreje af og spille Løke eller andre fri til skud.

Vilde Ingstad har selv haft Arne Senstad som træner og ved, at han forlanger meget af sine spillere. De skal præstere maksimalt hver gang, så opgaven i Hamar med 30.000 indbyggere bliver hård, også fordi Storhamar er under pres efter det indledende nederlag på 28-25 til SG BBM Bietigheim – uden en sygdomsramt Heidi Løke.

Hendes nuværende cheftræner, Jesper Jensen, har ligeledes stor respekt for Storhamar, der spiller sin første europæiske sæson efter tredjepladsen i Eliteserien og lige nu ligger nummer to i den norske liga efter Larviks arvtager som suverænt tophold, Vipers Kristiansand.

– Det er et fint håndboldhold med dygtige spillere, Løke og Riegelhuth kan afgøre kampe, og det samme kan Chana Masson i målet, hvis hun har en af de dage. Storhamar har spillere, der kan lidt forskelligt, men over to kampe bør vi være lidt foran. Det er et svært hold at møde, især på udebane, men vi vil gå efter at få to point, og vi mener, at vi har værktøjerne til det, siger Jesper Jensen.

Truppen letter fra Billund med kurs mod Gardermoen ved Oslo lørdag formiddag, og derfra er der en times kørsel til middelalderbyen Hamar ved bredden af Norges største sø, Mjøsa.

Team Esbjerg har med Marit Malm Frafjords ankomst og Rut Jónsdóttirs genindtræden på håndboldbanen efter fødsel og skader en trup på 15 spillere, og det er betryggende i en periode med mange kampe. Mod en anden EHF Cup-deltager, Viborg HK, blev der lejlighed til at aflaste spillere mod slutningen af kampen i 32-22-sejren i ligakampen onsdag aften.

Det gør der næppe i Hamar.  

Team Esbjergs trup til kampen i EHF Cup, Gruppe A, mod Storhamar Håndball Elite søndag den 13. januar kl. 15.00 i Boligpartner Arena.

Holdet

Målmænd: Sandra Toft og Rikke Granlund

Venstre fløj: Sanna Solberg og Elma Halilcevic

Højre fløj: Marit Røsberg Jacobsen og Emma Nielsen

Streg: Vilde Ingstad, Clara Monti Danielsson og Marit Malm Frafjord

Bagspillere: Kristine Breistøl, Estavana Polman, Kristina Liscevic, Annette Jensen, Line Jørgensen og Rut Jónsdóttir.

 

Agus skifter til cypriotisk klub

0

Agus Garcia skifter til Nea Salamina fra den bedste liga på Cypern. Den 33-årige forsvarsspiller har dermed spillet den sidste kamp i Esbjerg-trøjen.

Foto: Christina Simonia Straarup

Agus Garcia spillede 10 kampe i den blå og hvide trøje for John Lammers’ mandskab i det netop overståede efterår, og det bliver altså de sidste i denne omgang for den spanske midterstopper. EfB og Agus har i fællesskab accepteret et skifte til Nea Salamina, der i øjeblikket indtager 5. pladsen i den bedste fodboldrække på Cypern.

EfB-sportschef, Jimmi Nagel Jacobsen, takker for den professionalisme, som Agus Garcia har vist.

– Agus havde et ønske om at skifte i jagten på permanent spilletid, hvilket vi ikke har ville stå i vejen for. Han har altid passet sin træning og været professionel og ikke mindst vellidt i hele klubben. Vi takker Agus for hans indsats og ønsker ham alt held og lykke fremadrettet, fortæller Jimmi Nagel Jacobsen.

Agus Garcia nåede at spille 39 kampe i EfB-trøjen siden han debuterede i august måned 2017.

Rumænsk provinsklub er den store ubekendte i EHF Cup

0

Efter en sæsons fravær vendte Team Esbjerg i efteråret tilbage til europæisk håndbold og banede sig med to sejre over Paris 92 vej til gruppespillet i EHF Cup.

Foto: Yesbjerg/Adobe

Her er modstanderne SG BBM Bietigheim, Storhamar Handball Elite og SC Magura Cisnadie, og cheftræner Jesper Jensen har i sin research fået styrket billedet af, at klubben får kompetent tysk, norsk og rumænsk modstand i gruppe A.

– Det er dygtige hold. Vi har mulighed for at gå videre til kvartfinalerne, men det kræver, at vi spiller godt. Storhamar og Bietigheim er vel på vores niveau, siger Jesper Jensen.

Søndagens modstander i Blue Water Dokken, SC Magura Cisnadie, er gruppens store ubekendte. Det er en klub stiftet i 2014 og hjemmehørende i en by i det centrale Rumænien på størrelse med Varde. Kvalifikationen til europæisk håndbold efter en tredjeplads i Liga Nationala var det foreløbige højdepunkt i den unge klubhistorie. Den blev tilføjet yderligere et par kapitler, da klubben først slog Slavia Prag og dernæst russiske Zvezda Zvenigorod og kvalificerede sig til gruppespillet.

– Rumænerne har en anden måde at spille håndbold på, mere urytmisk, mindre struktureret, og på en grynet video kan Cisnadies spil se langsomt ud. Men når man spiller mod Bukarest og Valcea i den hjemlige liga, er man et godt hold, siger Jesper Jensen.

Team Esbjerg er et meget erfarent hold med masser af landskampe og internationale klubkampe på cv’erne, og både spillere og trænerteam glæder sig til atter at deltage i et europæisk gruppespil.

– Det er sjovt, spændende og en anden spillestil. Ofte er tilskuerne med til at afgøre europæiske kampe, fordi dommerne er mere påvirkelige. Når man spiller europæisk, lægger man 10 procent mere på fysisk og ser, hvad dommerne tillader. Det går sjældent ud over hjemmeholdet. Vore tilskuere er blevet dygtige til at få lidenskaben frem og i positiv forstand lægge pres på dommerne, siger Jesper Jensen.

Med tilgangen af Line Jørgensen, der har et indgående kendskab til rumænsk klubhåndbold, inden denne sæson og senest Marit Malm Frafjord fremtræder Team Esbjerg endnu mere internationalt rutineret. Den rutine bliver der brug for i de seks kampe i gruppe A.

Team Esbjergs trup til kampen i EHF Cup, Gruppe A, mod SC Magura Cisnadie søndag den 6. januar kl. 12.30 i Blue Water Dokken:

Målmænd: Sandra Toft og Rikke Granlund

Venstre fløj: Sanna Solberg og Elma Halilcevic

Højre fløj: Marit Røsberg Jacobsen og Emma Nielsen

Streg: Vilde Ingstad, Clara Monti Danielsson og Marit Malm Frafjord

Bagspillere: Kristine Breistøl, Estavana Polman, Kristina Liscevic, Annette Jensen, Line Jørgensen og Rut Jónsdóttir.

Transfervinduet åbner i dag

0

EfB har tyvstartet udskiftningen på holdet med følgende til og afgange.

Foto: Christina Simonia Straarup

Tilgange

Bubu Zivzivadze (Angriber)

Dinamo Tbilisi (Lejeaftale udløbet)

Lasse Mikkelsen (Målmand)

Kolding IF (Lejeaftale udløbet)

 

Afgange

Jonas Baden Jensen (Målmand)

Ukendt (Kontrakt udløbet)

Nikolaj Hagelskjær (Højre back)

Ukendt (Kontrakt udløbet)

Info fra Superliga.dk