Home Tags Bold

Tag: Bold

Jesper Lauridsen takker af: Stopper karrieren og tager hul på et nyt kapitel

0

Jesper Lauridsen har i en alder af 33 år besluttet at lægge støvlerne på hylden, og han takker

dermed af i Esbjerg fB for at begynde en ny karriere uden for fodbolden.

Efter en lang og imponerende karriere har Jesper Lauridsen besluttet at sige farvel til Esbjerg fB

og lægge støvlerne på hylden for at tage hul på et nyt kapitel uden for fodbolden. 33-årige

Lauridsen nåede hele 164 førsteholdskampe for EfB fordelt på to perioder.

Lauridsen kom til EfB i 2016, hvor han straks bed sig fast som venstre back, og senere blandt

andet var med til at hente bronzemedaljer i 2018/2019-sæsonen. I 2022 vendte han retur til Blue

Water Arena efter et ophold hos Randers FC, men nu har forsvarsspilleren for sidste gang sparket

til bolden i professionel regi.

Cheftræner Lars ”Lungi” Sørensen forstår Lauridsens ønske om at tage hul på næste step i livet,

og takker ham for sin indsats for EfB:

– Jesper Lauridsen har haft en fantastisk flot karriere i dansk fodbold, og jeg har som træner

været så heldig at arbejde med ham i begge ophold i EfB, og det har været en sand fornøjelse

hver dag. Jesper er loyal og yderst professionel som både spiller og menneske uanset, hvilken

rolle han har haft på vores hold. Med tanke på Jespers sportslige situation i denne sæson er det

en moden og rigtig beslutning, han har truffet. Vi kigger derfor tilbage på en god tid sammen og

ønsker ”Lau” alt det bedste i hans fremtidige virke.

For Jesper Lauridsen er det med stolthed han kigger tilbage på sin tid som aktiv, og fremhæver

især EfB som en klub, der er kommet under huden på ham.

– Jeg er stolt af den karriere, jeg har bag mig, for jeg har prøvet det hele i dansk fodbold. Det er en

speciel branche på godt og ondt, og jeg ser tilbage på både op- og nedture med glæde, og tager

erfaringerne med mig videre til mit næste arbejdsliv. At slutte karrieren i EfB har jeg det godt med, for det er en klub, der betyder rigtig meget for mig, og jeg tager herfra som en fan. Prikken

over i’et for mig havde selvfølgelig været, at EfB var tilbage blandt de allerbedste nu, men jeg er

sikker på, det vil komme med tiden, for klubben er et rigtig godt sted og pilen peger i den rigtige

retning på mange fronter. Jeg kommer til at følge meget med fremover, og ønsker alle i omkring

held og lykke, ligesom jeg vil slutte af med at sige tak til alle, jeg har mødt i min karriere, siger

forsvarsspilleren.

Foruden EfB har Lauridsen repræsenteret FC Midtjylland, Hobro IK og Randers FC.

BREAKING: EFB skal rekonstrueres

0

På baggrund af en begæring fra en kreditor har Skifteretten i Esbjerg fredag den 23. februar 2024 indledt rekonstruktionsbehandling for selskabet ESBJERG FORENEDE BOLDKLUBBER ELITEFODBOLD A/S, CVR 15619376, og advokat Søren Volder, Bech-Bruun Advokatpartnerselskab, er beskikket som rekonstruktør, mens statsautoriseret revisor Mads Johansson, PwC, er beskikket som regnskabskyndig tillidsmand.

 

Skifteretten i Esbjerg har samtidig truffet beslutning om, at advokat Søren Volder overtager ledelsen i EfB Elite A/S.

 

Rekonstruktionen betyder, at gæld, der er stiftet før i dag kl. 13.00, foreløbigt ikke betales, men afventer en endelig afklaring af selskabets økonomiske fremtid.

 

Søren Volder vil fortsætte driften i selskabet, således at kampe og øvrige arrangementer afvikles som hidtil. Forpligtelser stiftet efter i dag kl. 13.00 betales til sædvanligt forfald. Medarbejdere vil få løn som sædvanligt. 

 

Sideløbende vil der nu påbegyndes en proces, som gerne skulle munde ud i, at der etableres en økonomisk bæredygtig og varig løsning for EfB Elite A/S.

 

Søren Volder forventer at kunne fremsætte et eller flere forslag til løsning over for EfB Elite A/S’ kreditorer inden for 4-8 uger.

 

Den ekstraordinære generalforsamling mandag den 26. februar 2024 er aflyst som følge af rekonstruktionen.

 

Alle henvendelser vedrørende EfB Elite A/S bedes rettet til Søren Volder.

Team Esbjerg kan gå på juleferie med perfekt score

0

Onsdagens opgør på udebane mod Silkeborg-Voel KFUM i Kvindeligaen er det sidste, inden turneringen går på slutrunde- og juleferie. Team Esbjerg står derfor med en unik mulighed. Lige nu har de vundet alle 11 kampe i ligaen, og en sejr mere vil betyde, at de kan holde jul med en perfekt score og fire point ned til de største konkurrenter.

Men inden holdet kan begynde at drømme om sådan en julegave, kræver det en sejr over Silkeborg-Voel KFUM. Et hold, der på dets bedste dage, kan gøre livet surt for alle andre klubber i den danske liga.

Deres fart i omstillingerne har altid været et varemærke, og det er det stadig, men dog ikke helt med samme tempo som tidligere sæsoner. Til gengæld har de fået mere styrke i forsvaret, mener cheftræner Jesper Jensen.

– De har altid været et kontrahold, men de spiller ikke helt på samme måde, efter de mistede nogle spillere. De har dog fået mere fysik i forsvaret, men det gør, at de mangler lidt fart i deres spil, siger Jesper Jensen.

Sejren skal dermed i hus ved at Team Esbjerg tager teten fra start. Holdet har i denne sæson været gode til at være i kampkontrol gennem opgørene, og det skal ske igen, hvis det skal blive til to yderligere point i Silkeborg.

– Når vi møder hold som Silkeborg-Voel, skal vi spille på vores præmisser. Vi har haft et hårdt program, og nogle af spillerne er måske også begyndt at tænke på det kommende VM. Vi er seriøse omkring disse kampe, og vi skal være bevidst om, at det nok ikke er alt, vi kan ramme på 100 procent, men at vi skal være så tæt på som muligt, siger cheftræneren.

Muligheden for at holde jul med fire point ned til Odense Håndbold og Ikast Håndbold er dog en stor motivation for at gå benhårdt efter sejren i Søhøjlandet. Det vil give en ro og tryghed i, at hvis et enkelt resultat ikke skulle gå Team Esbjergs vej, så vil det ikke skabe panik i truppen.

– Vi vil være stolte af det. Den danske liga er stærk, og hvis vi går 12 for 12 skal vi være stolte. Det giver os lidt snor, da vi stadig skal gøre os klar til slutspillet og blive ved med at være gode og skarpe, men et nederlag vil vi ikke gå i panik over, siger Jesper Jensen, der også til at frem til en ny modstander.

– Det er fedt at skulle forberede sig på andre end Ikast, griner han.

Anne Tolstrup Petersen er i fremgang, men hun kommer ikke i spil i kampen. Marit Røsberg Jacobsen er der håb for, men hun bliver testet på dagen.

 

 

 

 

 

 

Team Esbjergs trup til kampen i Kvindeligaen grundspil runde 12 mod Silkeborg-Voel KFUM onsdagden 15. november kl. 18.30 i JYSK Arena: 

Målvogtere: Anna Kristensen og Amalie Milling

Venstre fløj: Caroline Gade og Sanna Solberg

Højre fløj: Marit Røsberg Jacobsen

Streg: Kathrine Heindahl, Rikke Iversen og Kaja Kamp

Bagspillere: Kristine Breistøl, Julie Bøe Jacobsen, Michala Møller, Nora Mørk, Luciana Resende Rebelo og Henny Reistad

De unge skal bære EfB frem

0

Målet var en tilbagevenden til Superligaen, da Esbjerg fB’s amerikanske ejere, Pacific Media Group, i sidste sæson ansatte Jens Hammer Sørensen som administrerende direktør, og det er det stadig.

Arkivfoto: Christina Simonia Straarup

_ Det vil lyde lidt hult at sætte dato på, hvornår vi skal være der, når nu vi rykkede ned i 2. division, erkender EfB-direktøren, der dog ser fortrøstningsfuldt på fremtiden.

_ Hvis vi rykker op til sommer – og det, synes, jeg, vi er gode nok til – Så står vi bedre, end da jeg startede i klubben. Vi har en god, ung trup, hvor gennemsnitsalderen på start 11’eren ikke er ret meget over 20 år, og vi har en god trænerstab med Lars Vind i spidsen.

Jens Hammer Sørensen forklarer, at filosofien er at bygge holdet op om unge, lokale spillere fra eget akademi, og da Lars Vind længe har haft sin gang i akademiet, er han den ideelle træner for holdet.

EfB har således skrevet fuldtidskontrakter med akademispillerne Malthe Kristensen, Oliver Svendsen og Andreas Troelsen, hvoraf Oliver Svendsen er lejet ud til FCK.

Men de unge skal også have mere erfarne spillere at læne sig op ad, hvorfor klubben har hentet 31-årige Jesper Lauridsen tilbage fra Randers.

Hvis EfB ved vinterpausen vurderer, at der er brug for forstærkning, lover direktøren, at det er der råd til, men han understreger, at han tror, den nuværende trup kan spille holdet op i 1. division.

_ Jeg medgiver, at det så skidt ud defensivt i den seneste kamp mod Frem, men samlet set, synes jeg ikke, vi har lukket for mange mål ind, siger han.

_ Det er min tanke, at vi skal skabe et ungt, slagkraftigt hold. De amerikanske ejere kom med den samme indstilling, men hentede spillerne i udlandet. Jeg ser hellere, at vi stiller med danske spillere, og det kan man se ud fra de to seneste transfervinduer.

_ For mig er det vigtigt, at beslutningerne bliver truffet her i Esbjerg, og sådan er det også blevet, siger han.

Jens Hammer Sørensen forstår godt den utilfredshed med amerikanerne, som mange i byen giver udtryk for.

_ Det beviser jo bare, hvor vigtig EfB er for esbjergenserne. Men som jeg hører det, havde der ikke eksisteret nogen klub, hvis det ikke have været for PMG. EfB var på jagt efter investorer, og amerikanerne blev taget imod med kyshånd.

EfB-direktøren ærgrer sig over, at Claus Sørensen Gruppen har meddelt, at man stopper sponsoratet i EfB.

_ De har været en stor del af EfB i mange år, og jeg vil kæmpe med næb og klør for, at de fortsætter,

_ Selv om vi rykkede ned, er mange lokale sponsorer blevet, og vi har cirka 1000 sæsonkortholder, så der er et fundament at bygge videre på, mener Jens Hammer Sørensen.

EfB skriver kontrakt med ukrainske Andriy Novikov

0


Ukrainske Andriy Novikov er ny Esbjerg fB-spiller, idet angriberen har skrevet under på en aftale frem til sommeren 2023.

Foto: EfB


Esbjerg fB styrker konkurrencen fremme på banen med 23-årige Andriy Novikov, der efter et længere træningsforløb i klubben har underskrevet en kontrakt gældende frem til og med juni 2023.
Novikov har senest været på kontrakt i FC LNZ Cherkasy i hjemlandet men søgt videre på grund af den ulykkelige situation.
Adm. direktør Jens Hammer Sørensen fremhæver som baggrund for aftalen mentaliteten hos Novikov foruden de fodboldmæssige færdigheder.

I Andriy Novikov får vi en fuldblodsangriber ind i truppen, som vil give os nogle flere strenge at spille på helt fremme. Med sin pågåenhed og aggressive stil vil han utvivlsomt komme til at lave mål for os, men det er vigtigt at huske på, at han på grund af situationen i Ukraine ikke har spillet kampe i en længere periode. Novikov har dog en fantastisk mentalitet og vilje til at forbedre sig, hvilket er afsmittende på kulturen i truppen, så vi er ikke i tvivl om, at han relativt hurtigt vil blive et våben for os.
Hovedpersonen er glad for chancen i EfB, og ser frem til at bidrage på holdet:

Jeg er glad for nu at få chancen i EfB og blive en del af klubben, og jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at betale tilbage med hårdt arbejde på træningsbanen og i kampe. Vi har et fælles mål om at rykke op næste sommer, så vi kan gøre fansene glade igen, og det håber jeg, vi kan lykkes med.


Fakta:
Navn: Andriy Novikov
Født: D. 20. april 1993
Tidligere klubber: FK Lutsk, Kovel-Volyn, FK Oleksandriya, LNZ Cherkasy

EfB skriver kontrakt med Corey Addai

0

23-årige Corey Addai er ny Esbjerg fB-spiller, idet målmanden tilføjes truppen på en aftale gældende frem til sommeren 2022. Englænderen har senest været på kontrakt i Barnsley Football Club.

Esbjerg fB skærper konkurrencen yderligere på målmandspositionen, idet den 23-årige englænder Corey Addai har skrevet under på en kontrakt for resten af sæsonen.

Paul Conway, bestyrelsesmedlem i EfB, udtaler:

– Corey Addai er en talentfuld målmand, som vi har et indgående kendskab til fra sin tid i Barnsley, og ved at tilføre ham truppen i EfB så er vi sikret et kompetent målmandsteam med stor konkurrence om pladserne. Vi glæder os til at byde ham velkommen i klubben.

 

Målmanden, der startede sin fodboldkarriere i Arsenal FC, ser frem til at trække i træningstøjet og møde fansene i Esbjerg.

 

– Jeg er glad for at have skrevet kontrakt med EfB, som er en stor klub med ambitioner om at vende tilbage til Superligaen, hvilket giver mig motivation til at gøre det godt. Jeg kan ikke vente med at starte op og komme ud på banen og møde folk i klubben og fansene, siger Corey Addai.

 

Addai får nummer 34.

 

Fakta:
Navn: Corey Addai
Født: D. 10. oktober 1997
Tidligere klubber: Arsenal FC, Coventry FC, Mickleover FC, Telford United, Barnsley Football Club, Chesterfield FC

Esbjerg fB henter Elias Sørensen

0

21-årige Elias Sørensen er ny Esbjerg fB-spiller, idet angriberen har underskrevet en fire-årig aftale frem til sommeren 2025. Sørensen kommer til fra engelske Newcastle United FC, hvor han har spillet siden 2016.

Foto: EfB

Esbjerg fB styrker den offensive kæde yderligere, idet angriber Elias Sørensen tilknyttes på en lang aftale frem til 2025. 21-årige Sørensen kommer til fra engelske Newcastle United FC, hvortil han skiftede i 2016 fra HB Køge.

 

Paul Conway, bestyrelsesmedlem i EfB, ser frem til at se den talentfulde angriber i aktion på Blue Water Arena.

 

– Elias Sørensen er en dygtig angriber, som vi er glade for og spændte over at bringe tilbage til dansk fodbold, og vi er overbeviste om, at han bliver en populær spiller i EfB. Han har gennem en årrække spillet i forskellige udenlandske klubber og fået meget erfaring, som vi glæder os til at drage nytte af, og vi ser frem til at byde ham velkommen på lørdag mod FC Helsingør. fortæller han.

 

Angriberen, der blandt andet har repræsenteret det danske U21-landshold, ser frem til at trække i den blå-hvide trøje og spille på Blue Water Arena.

 

– Jeg glæder mig helt vildt til at komme i gang i EfB, der er en stor og spændende klub med en ambitiøs målsætning om at rykke op i Superligaen til sommer. Det tiltaler mig meget, for jeg er en type, der stiller høje krav til mig selv, og jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at bidrage til, at vi lykkes som hold.

 

– EfB er det rigtige valg for mig, og jeg ser frem til at møde mine nye trænere og holdkammerater og stifte bekendtskab med den nye spillestil. Jeg er en aggressiv angriber, der er glad for at sætte det første pres fremme på banen, så jeg tror på, at jeg med hårdt arbejde kan score en masse mål og gøre fansene på stadion glade, siger Elias Sørensen.

 

Fakta:
Navn:
Elias Sørensen
Født:
D. 18. september 1999
Tidligere klubber:
HB Køge, Newcastle United FC, Blackpool FC, Carlisle United FC, Almere City FC

Esbjerg fB sælger Daniel Anyembe

0

Daniel Anyembe skifter med øjeblikkelig virkning Esbjerg fB ud med Viborg FF, der har købt forsvarsspilleren fri.

Esbjerg fB og Viborg FF er lørdag blevet enige om betingelserne vedrørende forsvarsspiller Daniel Anyembe, der dermed øjeblikkeligt skifter den blå-hvide trøje ud med en grøn.
Brian Bo Knudsen, adm. direktør i EfB, fortæller:

  • Vi har en stor konkurrence om pladserne i bagkæden, så da Viborg meldte sig på banen i forhold til Daniel Anyembe, lyttede vi interesseret. Vi blev hurtigt enige om en transfer, og da Anyembe samtidigt gerne ville forfølge muligheden for at spille i Superligaen i næste sæson, ville vi ikke stå i vejen. Vi ønsker Daniel Anyembe det bedste fremover, og takker for mange års indsats for EfB.
    Daniel Anyembe, der kom til EfB som ungdomsspiller fra samarbejdsklubben Esbjerg IF 92, glæder sig til at prøve kræfter i en ny klub.
  • Jeg har spillet hele min professionelle karriere i EfB, og haft mange gode oplevelser i klubben. Men da Viborg kom på banen, var jeg ikke i tvivl, og jeg glæder mig utroligt meget til at blive en del af projektet. Nu ser jeg frem til at starte op med mine nye holdkammerater, mens jeg samtidig ønsker EfB al held og lykke i den kommende sæson, siger han.
    Anyembe nåede 112 kampe på førsteholdet siden debuten i 2016

Flere piger skal spille fodbold

Esbjerg Kommune sætter sammen med DBU fokus på at styrke pigefodbold i hele kommunen. Et nyt koncept – Playmakers inspired by Disney – skal gennem sjov, glæde og boldleg motivere piger i alderen fem til otte år til at være aktive og få næste generation af piger ind i fodboldklubberne. Tarp Boldklub inviterer som den første klub i Esbjerg alle interesserede piger fra fem til otte år til at afprøve den nye og innovative træningsform, som starter den 28. april.Sjov, glæde og boldleg skal få flere piger til at snøre skoene og begynde til fodbold. Foto: DBU.

Flere piger i hele kommunen skal motiveres til at se det sjove i regelmæssig fysisk træning og fodbold. Det er baggrunden for det nye koncept, Playmakers inspired by Disney, som nu rulles ud i Esbjerg Kommune. Konceptet skaber rammerne for en innovativ introduktion til fodbold for piger i alderen fem til otte år, og det sker igennem leg og historiefortælling.

Playmakers bruger en historiefortællingstilgang med de meget elskede Disney-universer som afsæt for træningen. Kombinationen af legende fodboldøvelser og historiefortællinger giver pigerne sjove og unikke oplevelser, som kan blive startskuddet til et fodboldeventyr, hvor fodbolden vil bidrage med en masse magiske øjeblikke.

Sjov, glæde og boldleg 
I de første sessioner har playmakers fokus på at opbygge pigernes færdigheder i forhold til deres motorik, tilskynde til kreativ tænkning og styrke kommunikationen med deres holdkammerater. I de senere sessioner introduceres pigerne til grundlæggende fodboldfærdigheder, men hele vejen igennem programmet er det sjov, glæde og boldleg, der er i fokus.

– Fodbold giver god motion og skaber stærke fællesskaber. Derfor vil vi gerne medvirke til at udbrede fodbold som en sport, der appellerer til begge køn. Med konceptet Playmakers inspired by Disney bliver der skabt nye foreningstilbud og samarbejder, der baner vej for at tiltrække og fastholde flere piger i fodboldklubberne. Jeg vil gerne sige en stor tak til Tarp Boldklub, der har valgt at gå foran og på denne måde forsøge at styrke pigefodbold, siger formand for Kultur & Fritidsudvalget i Esbjerg Kommune, May-Britt Andrea Andersen.

Tarp Boldklub går forrest
Tarp Boldklub inviterer som den første klub i Esbjerg alle interesserede piger fra fem til otte år til at afprøve den nye og innovative træningsform. Et Playmakers-forløb strækker sig over otte til ti træningssessioner, som foregår ugentligt ved Tarp Boldklub, Bryndumvej 16, 6715 Esbjerg N. Første gang er onsdag den 28. april kl. 16.30.

– Playmakers er for piger i alderen fem til otte år uanset niveau og fodboldviden, så længe pigerne har lyst til at udforske og opleve et fodboldeventyr, fortæller formand for Tarp Boldklub, Camilla Hansen, og hun uddyber:

– Når vi vælger at være vært for Playmakers, er det fordi, vi gerne vil have flere piger til at forelske sig i fodbold for at gøre dem sundere, mere selvsikre, skabe venskaber og lære dem livsfærdigheder. Alle er velkomne, og hvis man vil deltage, skal man bare kontakte os.

Playmakers inspired by Disney er det første europæiske UEFA-græsrodsprogram for piger. Danmark er blandt de 16 europæiske lande, der over de næste to et halvt år vil skabe resultater og vækst i pigefodbolden.

– Vi synes, det er fantastisk, at UEFA, Disney og DBU samarbejder om det første internationale græsrodsprogram for piger. Det appellerer meget bredere og vil motivere mange nye piger til at snøre skoene og begynde til fodbold. Det vil vi selvfølgelig gerne bakke op om, og vi håber at se mange piger til vores første Playmaker-afvikling, slutter Camilla Hansen.

Sjov, glæde og boldleg skal få flere piger til at snøre skoene og begynde til fodbold.

Foto: DBU

Team Esbjerg-direktør frustreret over at skuffe så mange

0

Efter Team Esbjergs premieresejr i Odense og Viborg HK’s mere forventelige 10-målssejr over Ajax København på hjemmebane indleder hovedparten af holdene i BambusaKvindeligaen sæsonen onsdag aften. Et af dem er Holstebro Håndbold, der gæster Blue Water Dokken til et møde med mestrene fra Team Esbjerg.

Kampen bliver spillet uden det tryk fra kvindeligaens største hjemmepublikum, der normalt kendetegner Team Esbjergs hjemmekampe. Coronarestriktioner tillader højest 500 personer i Blue Water Dokken, og foruden spillere, ledere, officials og andre involveret i kampafviklingen vil det være sponsorer og sæsonkortholdere, der befolker hallen. 

Holstebros kvindehold er udskilt fra TTH-paraplyen og begynder på en frisk med mange udskiftninger i truppen, men fortsat med erfarne Pether Krautmeyer som cheftræner. Han har mistet Kaja Kamp til onsdagens modstander og Maria Mose Vestergaard til Horsens, men er ifølge trænerkollegaen i Esbjerg god til hurtigt at få et nyt hold til at fungere.

– Alt andet end en sejr vil være under niveau, men vi har stor respekt for Holstebro, og der er advarselslamper nok, som blinker. Der er rigtig meget kvalitet i holdet med den nye playmaker, Jenny Carlson, Lærke Christensen og andre stærke ligaspillere. I modsætning til det meget aggressive 6-0-forsvar i fjor har holdet nu en lavere defensiv med større og stærkere spillere, og det passer formentlig Ditte Vind i målet godt, siger cheftræner Jesper Jensen.

Han taler om en helt anderledes opgave, end da alt toppede tidligt med 32-22-sejren i Odense. Inden den kamp var det video med velkendte modstandere, denne gang er det stort set fra nul, og som minimum det første kvarter vil gå med at finde ud af Holstebros kamprytme. I træningskampene er vestjyderne lykkedes med deres spil og har vundet stort set alt. 

– Nu skal vi lidt ned på jorden igen og fokusere på en ny opgave, der måske mentalt bliver sværere end kampen i Odense. Jeg ved, at kulissen bliver en anden, men foretrækker at glæde mig over, at der i det hele taget må komme nogle og se kampen. Der er stor forskel på nul og 400 tilskuere, siger Jesper Jensen.

Direktør: Find nu en løsning for håndbolden

Team Esbjerg-direktør HC Warrer deler glæden over, at han for første gang siden 5. marts kan byde velkommen til en hjemmekamp, og at hallen ikke vil være mennesketom. Men han er samtidig kritisk over for, at åbningen af landets håndboldhaller for publikum ikke bevæger sig.

– Vi er rigtig kede af, at vi må skuffe så mange mennesker, der gerne vil være en del af et fællesskab og et sammenhold med 2.000 mennesker, som betyder meget for byen. Det er frustrerende, at der endnu ikke er fundet en løsning for håndbold og ishockey, når vi ser, at man har været konstruktiv og fundet en vej i forhold til fodboldklubberne. Vi mister vitale indtægtsmuligheder og kan ikke blive ved med at appellere om sympati og forståelse. Vore faciliteter er så gode og rummelige, at vi sagtens kan håndtere langt flere tilskuere uden at gå på kompromis med det sundhedsfaglige, siger HC Warrer.

De ca. 400 billetter til Holstebro-kampen er først tilbudt alle med VIP-adgang, hvilket 260-270 har benyttet sig af, og de ledige billetter tilfalder ved lodtrækning nogle af de over 600 sæsonkortholdere.

Team Esbjergs trup har adgang og er uforandret i forhold til kampen i Odense. 

Team Esbjergs trup til kampen BambusaKvindeligaen mod Holstebro Håndbold onsdag den 26. august kl. 18.30 i Blue Water Dokken: 

Målvogtere: Rikke Poulsen og Rikke Granlund

Venstre fløj: Sanna Solberg-Isaksen og Elma Halilcevic

Højre fløj: Marit Røsberg Jacobsen

Streg: Marit Malm Frafjord og Kaja Kamp

Bagspillere: Kristine Breistøl, Sonja Frey, Annette Jensen, Mette Tranborg og Stella Muir.