Home Tags Bold

Tag: Bold

Skytterne skal gå forrest – coronakrise skaber usikkerhed

0

Stjernespilleren Estavana Polmans uheld under træningen 30. juli og hendes fravær med en korsbåndsskade indebærer, at Team Esbjerg kommer til at spille håndbold på en anden måde.

– ”Essie”s uheld har været den altoverskyggende begivenhed i forberedelserne, både på grund af de sportslige konsekvenser, og fordi det berører os alle så dybt. Vi må nu revurdere vores måde at spille håndbold på, og selv om vi helst havde været det foruden, bliver det en spændende proces, siger cheftræner Jesper Jensen. 

Holdet har i angrebsopbygningen været vant til, at Polman tog den første duel, og at de øvrige spillere har kunnet udnytte de muligheder, hendes initiativ skabte.

– Vi vil nu forsøge at udnytte Kristine Breistølog Mette Tranborgs skudstyrke fra distancen, så de enten selv scorer eller skaber plads til medspillere. Vi har stadig mange spidskompetencer i truppen, og vi kommer til at se andre spillere vokse med opgaven, siger Jesper Jensen.

Holdet skulle have trænet dagen efter uheldet, og fysisk var spillerne klar. Men oppe i hovederne var de kede af det og triste, og ud over at snakke blev dagen brugt i styrketræningsrummet.

Estavana Polman nåede at spille forberedelsernes første træningskamp mod Nykøbing F. Håndbold dagen inden uheldet. Kampens formål var at få så mange i spil som muligt, og det lykkedes, når man ser bort fra gravide Line Jørgensen og Mette Tranborg, der sad over med et mindre vrid i en fod. NFH vandt kampen med 28-27.

Spillet var bedre i den næste træningskamp mod Fredericia HK’s ældste drenge, der klart overmatchede Team Esbjerg i fysik, men dog først i anden halvleg kunne trække fra og sikre sig en sejr på 34-26. 

Lørdag møder truppen ind til træningslejr i Lalandia Billund, hvor træningsmodstanderen tirsdag er Herning-Ikast Håndbold. Fredag drager Team Esbjerg til Nørreskoven i Vejle, hvor den lokale idrætsefterskoles U17-drenge venter. Forberedelserne frem mod premieren i HTH Ligaen lørdag den 22. august på udebane mod Odense Håndbold fortsætter, uagtet at coronakrisen fortsat skaber megen usikkerhed.

– Stigningen i smittespredningen indebærer, at man ikke kan rejse til en række lande, og det europæiske håndboldforbund, EHF har endnu ikke meldt noget ud om, hvorvidt gruppespillet afvikles som planlagt. Det kan også ramme premieren i Odense. Vi kan ikke gøre andet end at forberede os bedst muligt – og afvente, siger Jesper Jensen.

Esbjerg fB henter islandsk angriber i Tyskland

0

Islandske Andri Runar Bjarnason er ny mand i Esbjerg fB, idet angriberen har underskrevet en kontrakt frem til sommeren 2022. Han kommer til fra tyske 1. FC Kaiserslautern.

Foto: EfB

Esbjerg fB styrker angrebspositionen med islandsk power, da 29-årige Andri Runar Bjarnason med øjeblikkelig virkning tiltræder på en aftale frem til sommeren 2022.

Sportschef Jimmi Nagel Jacobsen har holdt øje med angriberen, der kommer til fra 1. FC Kaiserslautern i Tyskland, længe, og er derfor tilfreds med, der nu er underskrevet en kontrakt.

– Andri Runar Bjarnason er en dygtig angriber, som vi har haft i kikkerten over en længere periode. Nu er timingen rigtig, og vi glæder os derfor over at have lavet en aftale for de kommende to sæsoner.

– EfB får en spiller med en god mentalitet, der samtidig ved, hvor målet står. Bjarnason passer godt til vores spillestil med dyder som hårdt arbejde og positiv attitude, så vi glæder os til sammen at skabe gode resultater, siger han.

Før opholdet i Tyskland spillede Bjarnason for svenske Helsingbors IF, hvor det blev til 21 mål i 38 kampe.

Fakta:
Navn:
Andri Runar Bjarnason
Født:
D. 12. november 1990
Tidligere klubber:
UMF Bolungarvik, BI, Vikingur Reykjavik, Grindavik, Helsingborgs IF, 1. FC Kaiserslautern

EFB sælger gulddrengen Lungi til Premiere League klub

0

Midtbaneprofilen Jacob Lungi Sørensen skifter med øjeblikkelig virkning Esbjerg fB ud med engelske Norwich City FC fra Premier League, der har købt ham fri.

Arkivfoto: Christina Simonia Straarup

Med en god arbejdsindsats og stabile præstationer fra sin position på den centrale midtbane har Jacob Lungi Sørensen gennem flere sæsoner været et godt og vigtigt anker hos Esbjerg fB, hvilket nu resulterer i et fortjent skifte til den engelske Premier League-klub Norwich City FC.

22-årige Lungi har spillet 117 førsteholdskampe med otte mål til følge siden debuten i august 2016.

Sportschef Jimmi Nagel Jacobsen er da også glad for, det er lykkedes at sende endnu en EfB’er afsted til en stærk liga, men erkender samtidig, at salget af Jacob Lungi Sørensen bliver et sportsligt tab.

– Først og fremmest er vi glade på Lungis vegne. Han har været en god spiller for EfB i en lang periode og samtidig en fantastisk holdkammerat, så det er fuldt fortjent, at der nu venter en stor og spændende udfordring i England. Det er vigtigt, at dygtige spillere går hele vejen fra EfB Akademi til førsteholdet og derfra videre til gode adresser i udlandet, så det er en rigtig fin case for os.

– Vi ville naturligvis meget gerne have beholdt Lungi i lang tid fremover, men qua hans præstationer har interessen været støt stigende gennem en længere periode, og da vi samtidig er blevet mødt af et økonomisk attraktivt tilbud, så vurderede vi sammen, at tiden var moden til et klubskifte, siger han.

Hovedpersonen glæder sig over sit klubskifte, men begræder også afslutningen på sæsonen.

– Jeg har været i EfB siden jeg var to år gammel, hvor jeg startede til ”Små fødder” på nær et lille ophold i samarbejdsklubben Sædding/Guldager IF, hvor jeg spillede med mine klassekammerater. Jeg betegner mig som en ægte EfB’er, og man kan vist roligt sige, at det er min anden familie.

– Jeg føler dog, at det er det rette tidspunkt at rykke videre på nu, men jeg ærgrer mig over, at jeg ikke kunne være med til at holde EfB i Superligaen. Til alle de blå og hvide fans vil jeg gerne sige tak – I har altid stået bag og været med hele vejen, og det har betydet rigtig meget for mig. Jeg håber, at I vil fortsætte med at støtte op, siger Jacob Lungi Sørensen.

Team Esbjerg-stjerner vil få KAMP til stregen

0

Team Esbjerg har indgået en etårig aftale for den nye sæson med den 26-årige stregspiller, Kaja Kamp, der senest har spillet i TTH Holstebro og var på vej til bundesligaklubben TuS Metzingen, da coronakrisen indtrådte, og spillerne måtte imødese en lønnedgang. Derfor ønskede hun at træde ud af aftalen.

– Jeg ved, at jeg sportsligt tager et stort skridt, for Esbjerg er en stor klub og med et megaspændende setup. Men jeg har mod på at tage chancen og udfordre mig selv. Der er to store spillere foran mig på stregen, men jeg lægger mig ikke fladt ned og vil kæmpe for at få spilletid. Jeg sikker på, at jeg vil udvikle mig som spiller og person ved hele tiden at skulle præstere 100 procent til træning for at kunne hævde mig. Det har også haft stor betydningfor min beslutning, at Jesper Jensen er træner, for ham har jeg kun hørt godt om, siger Kaja Kamp.

Aalborg-pigen indledte karrieren i Aalborg DH og spillede derefter fire sæsoner i Vendsyssel Håndbold, inden hun vendte tilbage til Aalborg en sæson. Siden 2018 har hun spillet i TTH Holstebro. Kaja har også gjort sig på et andet underlag, idet hun i fjor var med til at vinde EM i Beach Handball i Polen. I kvartfinalen blev Norge med hendes nye holdkammerat, Rikke Granlund, slået.

Cheftræner Jesper Jensen foretrækker en trup med tre stregspillere og drager paralleller til Clara Monti Danielsson, der lige har forladt Team Esbjerg til fordel for tysk håndbold. Svenskeren måtte kæmpe med Vilde Ingstadog Marit Malm Frafjord om spilletiden, og Kaja Kamp får samme rolle.

– Kaja er typen, der fighter, går all-in, bringer humør og vildskab, og hun er så ærgerrig, at hun ikke er tilfreds med at sidde på bænken. I forsvaret kan hun dække alle positioner og vil også kunne aflaste Sanna Solberg i det offensive forsvar. Hun tør som spiller tage beslutninger og tog et stort ansvar i TTH. Det er et stort spring at komme fra en klub, hvor man var glad for bare at vinde, til en klub med et helt andet forventningspres, siger Jesper Jensen.

Kaja Kamp ser sig selv som en anden type stregspillere end de to andre. Hun er hurtig, opfindsom og mere rykkende på stregen, og så er hun ikke bange for at tage nogle tæsk og rejse sig igen. Den sidste egenskab deler hun med Vilde Ingstad. 

Hun er uddannet finansøkonom og har en professionsbachelor i Sport management.

Line Jørgensen er gravid – cheftræneren tror på sit hold

0

Team Esbjerg-profilen Line Jørgensen er gravid og skal føde sit første barn, en pige, i begyndelsen af december.

– Både min mand og jeg er rigtig glade og naturligvis også spændte. I begyndelsen var vi nok lidt overraskede over, at det skulle være nu. Jeg holder pause fra spillet, men satser på at være med til det hele omkring holdet, og hidtil har jeg haft det godt uden morgenkvalme og andre graviditetsgener, siger Line Jørgensen, 30 år.

Hun har i nogen tid kendt amerikanske Brandon Myers fra Texas, som er træner for Esbjergs hold i amerikansk fodbold, Esbjerg Hurricanes, og parret er lige blevet gift. 

Line Jørgensen kom til Team Esbjerg på en treårig kontrakt i sommeren 2018 og forlængede i efteråret med yderligere en sæson til 30. juni 2022. I tiden i Esbjerg har hun føjet yderligere to nationale mesterskaber til de i alt seks, hun har vundet med FC Midtjylland og CSM Bucuresti, som hun også vandt EHF Champions League med. Hun har derudover spillet 147 landskampe for Danmark. 

Trænere for kvindehold smiler som regel med det ene øje på det personlige plan og ønsker en gravid spiller tillykke, og med det andet øjebegræder de tabet af en spiller på højt niveau i en ny sæson. Også for Team Esbjergs cheftræner, Jesper Jensen, er de ambivalente følelser dækkende.  

– Vi mister en af Europas bedste højre backs i forsvaret, og det er hårdt tab. Desto større er glæden over, at Mette Tranborg kommer, og at det ser ud til, at hun er kommet sig 100 procent over sin korsbåndsskade. Også hun er i verdensklasse i forsvaret, siger Jesper Jensen.

Line Jørgensens fravær i den nye sæson udløser ikke et behov for at supplere bagkæden.

– Vi har fem internationalt stærke bagspillere, og det er rigeligt. Når det er sagt, er vi sårbare over for skader og mangler bredde, hvilket vi i ledelsen er bevidste om. Med al respekt for Lines kvaliteter bekymrer det ikke på kort sigt, at vi er en spiller færre. Overordnet synes jeg ikke, vi har mistet kvalitet, og vi er snarere blevet stærkere med Mette Tranborg i klubben og Annette Jensens tilbagekomst, siger Jesper Jensen.

Line Jørgensen tilføjer, at hun efter fødsel og barsel vil gøre alt for at komme tilbage til sit tidligere niveau og spille håndbold for Team Esbjerg.

Tidlige forberedelser til et stort håndboldhalvår for Team Esbjerg

0

En på mange måder atypisk forberedelsesfase til en ny sæson indledes torsdag formiddag, når Team Esbjergs trup for første gang i næsten fire måneder er samlet på halgulvet i Blue Water Dokken. Coronavirussen kortsluttede den foregående sæson 11. marts, og siden har spillerne været henvist til at holde sig i form alene eller i små grupper. 

– Vi begynder tidligere end normalt, og det er helt bevidst. Spillerne har ikke været sammen længe, og der er en rigtig god timing i, at de på eget initiativ har valgt at samles i et sommerhus i den første weekend for at finde sammen igen. Vi havde forventet at skulle spille EHF Final4 i den første weekend i september, men det er aflyst. Nu kan vi få forberedelser præget af meget stor fornuft og en rolig kurve, hvor vi kan skåne knæ, skuldre og led, siger cheftræner Jesper Jensen.

Ligesom i fjor har fire spillere forladt truppen, og to er kommet til, hvis man medregner, at Annette Jensen er tilbage efter sin korsbåndsskade og sammen med den tidligere Odense-spiller, Mette Tranborg, føjer sig til og indgår i en forholdsvis smal trup på 13 spillere.

Der bliver brug for alle ressourcer i en komprimeret halvsæson, der indledes med opgøret mellem guld- og sølvvinderne, Team Esbjerg og Odense Håndbold, lørdag den 22. august i Odense, akkurat som i premieren på HTH Ligaen i fjor. Foruden kampene i ligaenspiller Team Esbjerg ni kampe i det indledende gruppespil i det nye DELO EHF Champions League-format, hvor Europas 16 bedste klubber er fordelt i to grupper. Gruppespillet indledes i den anden weekend i september, og den sidste af 14 spillerunder spilles midt i februar, til den tid forhåbentlig med et pænt antal tilskuere. 

– Det bliver et supersjovt og fedt halvår med meget tryk på. Vi skal spille mange kampe, mange store kampe, og man kan vælge at sige, at det er for mange. Der vil komme perioder, hvor vi bliver trætte og synes, det er fysisk hårdt. Men der er ikke nogen af kampene, vi ikke har lyst til at spille, siger Jesper Jensen.

Lodtrækningen til EHF Champions League har placeret Team Esbjerg i gruppe A med velkendte modstandere, hvoraf mødet med slovenske RK Krim Mercator ligger længst tilbage. Krim var blandt modstanderne i det indledende gruppespil, da holdet debuterede i Champions League i efteråret 2016. De øvrige modstandere er i langt friskere erindring. 

– I HTH Ligaen har alle en forventning om, at vi skal vinde alle kampe, hvorimod udgangspunktet i Champions League er et helt andet. Her er de på papiret svageste hold på vores niveau. Hvis vi vinder på udebane, vil det være flot, og selv om vi spiller op til vores maksimale niveau, er det ikke sikkert, vi kan vinde. 90 procent er 100 procent sikkert ikke nok. Vi har vist, at vi kan spille lige op med de store hold, og der ligger en motivation i, at vi gik glip af Final4. Vi vil gerne forsøge at nå så langt som muligt igen, siger Jesper Jensen.

Inden de store europæiske kampe og grundspillet i HTH Ligaen ligger forberedelserne, der rummer stor variation med træning, mobility, crossfit og løb i dagligdagen, fællestræninger med OdenseHåndbold og Nykøbing F. Håndbold, træningskampe mod stærke U17- og U18-drengehold samt den faste træningslejr i Lalandia Billund i dagene op til premieren mod Odense.

Ekstra millioner til en god sommerferie for børn og unge

Om lidt ringer skolerne ud til sommerferie, og selv om den i år bliver anderledes end sædvanligt, har Esbjerg Kommune handlet hurtigt og skruer nu op for aktiviteter og fællesskaber i skoleferiens seks uger. Den ekstra indsats kommer alle børn og unge til gavn, men fokus er især rettet mod dem, der har haft det særlig svært i coronatiden.

Det kan godt være, at corona udfordrer sommerferien i år, men derfor skal børn og unge alligevel have den bedst mulige sommer. Det er baggrunden for aftalen mellem KL og Folketingets partier, som i kølvandet på corona sender 3,9 mio. kr. afsted til ekstra sommerferieaktiviteter i Esbjerg Kommune. Pengene bliver kanaliseret direkte ud i konkrete initiativer, som har et både fagligt og socialt sigte. Ambitionen er at få lukket nogle af de faglige huller, der er opstået, mens skolerne var lukkede, og samtidig styrke trivslen og fællesskaberne.

“Vi vil gerne give en ekstra hånd til familierne, så de hen over sommeren kan samle op på noget af det, der uundgåeligt er blevet tabt i foråret. Nogle børn og unge har brug for et fagligt boost efter mange uger hjemme, mens andre især savner oplevelser og fællesskaber. Nu byder vi ind med en kombination af ekstra aktiviteter, som både har noget godt indhold og bakker børn, unge og deres familier op i at få en god sommerferie,” siger Diana Mose Olsen, formand for Børn & Familieudvalget.

Trækker på gode kræfter

Konkret udvider Esbjerg Kommune tilbuddene i Sommerferiesjov, så der bliver sendt endnu flere aktiviteter og billetter i spil med sjove og spændende tilbud i kommunens forenings-, kultur- og fritidsliv.

Derudover etablerer alle syv distriktsskoler Sommer College med tilbud om mindst to aktiviteter i hver af sommerferiens uger.

Endelig arrangerer SSP Forebyggelse & Vejledning sommeraktiviteter på Degnevej i Esbjerg Ø, lige som Esbjerg Ungdomsskole tilbyder camps med overnatning og dagsaktiviteter.

“Vi har handlet hurtigt for at sætte nogle gode tilbud sammen, der rammer ind i de udfordringer og behov, som den lange periode med nedlukning har skabt. De ekstra aktiviteter kommer selvfølgelig alle børn og unge til gavn, men vi ved også, at nogle af dem har haft det særlig svært i coronatiden, så nu er det vigtigt, at vi også gør en ekstra indsats for at tage hånd om netop dem. Heldigvis kan vi trække på gode kræfter rundt i kommunen, så vi hjælper hinanden med at skabe en godt nok anderledes, men alligevel sjov, aktiv og lærerig sommerferie for kommunens børn og unge,” siger formanden for Kultur & Fritidsudvalget, May-Britt Andrea Andersen.

EfB forlænger med 7 spillere

0

Syv af de i alt ni spillere der har kontraktudløb i Esbjerg fB d. 30. juni, har netop forlænget kontrakten med yderligere en måned. Derudover er der dialog med de resterende to spilleres klubber om en ny aftale.

Arkivfoto: Christina Simonia Straarup

Grundet Covid-19-pandemien er 3F Superligaen forlænget således, at der skal spilles kampe i juli.

Det betyder, at Esbjerg fB i enighed med en række spillere, der stod til kontraktudløb d. 30. juni, har lavet en ny aftale for yderligere en måned.

Det drejer sig om Markus Halsti, Rodolph Austin, Søren Reese, Ante Erceg, Franz Brorsson, Vito Mannone og Mathias Rosenørn, der derfor alle spiller i EfB indtil sæsonens afslutning.

Udover ovenstående er der dialog med Mohammed Dauda og Rafal Kurzawas respektive klubber, RSC Anderlecht og Amiens SC, om forlængelse.

Esbjerg Kommunes boldbaner er nu åbne

Alle borgere i Esbjerg Kommune, der har set frem til at spille bold på kommunens og Sport & Event Parks baner, kan nu komme i gang igen. Alle baner er nemlig åbne med øjeblikkelig virkning, men reglerne omkring sundhedshygiejne og det faktum, at der ikke må være mere en ti personer på banen, skal selvfølgelig overholdes. Enkelte baner kan mangle at blive kridtet op, men i løbet af næste uge vil banerne bliver bragt på almindeligt driftsniveau.

Fra på mandag kan fodboldklubberne ligeledes gøre brug af de tider, de allerede har booket, men alle, der tager ud på banerne, skal være opmærksomme på, at klublokaler, omklædnings- og baderum stadig ikke kan benyttes.

– Det var en aldeles glædelig nyhed, at statsministeren i går meldte ud, at vi nu igen kan gå i gang med udendørs idræts- og sportsaktiviteter. Jeg ved, at der er rigtigt mange unge og voksne, der har set frem til denne dag, hvor man igen kan komme ud og spille bold på vores fine baner rundt om i kommunen. Derfor arbejder vi nu også på højtryk for at få banerne gjort helt klare, siger Peder Tørnquist, der er formand for Kultur & Fritidsudvalget i Esbjerg Kommune.

Formanden understreger, at alle baner kan benyttes fra i dag, men at man skal være opmærksom på, at enkelte baner stadig mangler kridtning.

– Der er slået græs på alle kommunens og Sport & Event Parks baner, men der kan være enkelte steder, hvor banerne ikke er kridtet op endnu. Det vil ske i løbet af ugen. Hvis der skulle være nogle enkelte mål, der mangler net, så må foreningerne gerne få sat disse i, siger Peder Tørnquist.

I weekenden kan der ikke forventes at være adgang til depotlokaler med kegler, bolde, overtrækstrøjer m.m., men fra mandag vil disse være åbne på normal vis.

Lokal fodboldskole forebygger ensomhed hos unge

Brug Bolden er et fodboldfællesskab og mental trivsel for unge drenge mellem 13-18 år. Det Sociale Netværk/Headspace Danmark er gået sammen med klubberne EfB, AaB og KB for at sætte fokus på, hvordan den mentale trivsel kan fremmes hos unge drenge i alderen 13-18 år. Sammen sætter de endnu mere fokus på mental sundhed i fodboldklubberne.

Foto: Christina Simonia Straarup

Via aktiviteter for trænere, holdledere og ungdomsspillere skaber Det Sociale Netværk/Headspace Danmark gennem initiativet Brug Bolden rum for, at det bliver nemmere at tale om og håndtere udfordringer, svære tanker og psykisk sårbarhed.

Brug Bolden arbejder med tre overordnede mål:

  • At øge unge fodboldspilleres robusthed og fremme deres mentale trivsel.
  • At forebygge ensomhed og mistrivsel hos unge spillere.
  • At skabe større åbenhed omkring mentale problemer i klubberne.

    Derudover aktiverer Brug Bolden på landsplan spillere og trænere i en national kampagne, der fokuserer på åbenhed omkring mental trivsel – også i fodboldens konkurrenceprægede verden.

Fodboldskole for de yngste

Weekenden før det hele handlede om Corona afholdte Brug Bolden en fodboldskole for de yngste spillere fra EfB. Trænerne var U17 spillere fra EfB, og til trods for et rigtigt kedeligt vejr, var humøret helt i top ved de unge spillere.

Hvad med pigerne?

Både piger og drenge har problemer, men lige præcis i dette projekt fokuseres der kun på drengene.

Grunden til at fodboldklubberne er involveret er, at det er et godt sted at gå hen, hvis man vil have fat i drengene… Fordi der er mange drenge i fodboldklubberne! Det har en stor effekt på drengene, at de oplever, at deres idoler og forbilleder står frem og fortæller deres historie. Historier, som giver et indblik I, at de igennem deres opvækst og i deres karriere har haft det svært og nogen gange ville have ønsket, at de havde haft nogen at snakke med…! Vi ser i alle statistikkerne at der er en kraftig stigning i antallet af unde, der mistrives; både piger og drenge. Pigerne er generelt bedre til at tale med andre om det der er svært og gør ondt, hvorimod drenge har en tendens til at skjule det og lukke sig inde med deres problemer.

Jesper Jensen – Lokal koordinator i Brug Bolden

Er du ensom eller trænger til at tale med nogle, så kan du altid som ung henvende dig ved Headspace i Exnersgade (på Tobakken). Det gælder naturligvis både piger og drenge.