Home Tags Ansat

Tag: ansat

Ansatte i Esbjerg Kommune sender julegaven retur i protest

0

Stor utilfredshed med årets valg af julegave, får ansatte ved Esbjerg Kommune til at sende årets julegave retur med et tak, men nej tak.

Foto: Privat

Yesbjerg har kendskab til en arbejdsplads med op mod 30 ansatte, der alle i utilfredshed har sagt nej tak til årets valg af julegave fra Esbjerg Kommunes side.

Træfigurerne er lavet af lindetræ og støtter et projekt kaldet Andersen plant a tree, der i dette tilfælde planter et træ nord for Herning. Den ansatte modtager et certifikat på at plante et træ på et gps koordinat, Yesbjerg har lokaliseret til et område mellem Herning og Skive.

Du kan se gaven på dette link: Andersen Furniture

“Vi har knoklet røven ud af bukserne i over et år nu med mundbind og hårde arbejdsbetingelser hver dag, og vi føler os ikke værdsat. Julegaven var en oplagt mulighed for at vise os, man værdsætter os, og det gør man altså ikke med at give os et certifikat på at plante et træ i Thy”, forklarer en hjemmehjælper i Esbjerg Kommune Yesbjerg.

Ikke alle får den samme gave

Ved et plejehjem i Østerbyens modtager de ansatte en højttaler i stedet for et træ, noget Yesbjergs kilde da også ville føle sig mere værdsat ved at modtage.

“Jeg synes simpelthen, folk skal vide, hvad deres skattepenge går til”, siger kilden til Yesbjerg, og slutter af med at stille sig uforstående over for at man er miljøbevidst og planter et træ…men figuren er lavet af træ.

Legoland ansætter lige nu sæsonens pirater og prinsesser

0

Midt i nedlukningen bliver der arbejdet på højtryk for at finde de rigtige sæsonansatte til den kommende sæson i LEGOLAND, og hvis man er interesseret, så er det nu, man skal sende sin ansøgning.

Foto: Legoland

Hvis alt går efter planen, så åbner LEGOLAND den 27. marts. Til den tid skal forlystelsesparken naturligvis være klar. Medarbejderne skal være ansat, og de skal have gennemgået den nødvendige træning, for at gæsterne kan se frem til en tur i Dragen eller en pizza på en af restauranterne. 

– Vi er i fuld gang med at ansætte medarbejderne til den kommende sæson, og hvis man vil i betragtning til et sæsonjob, så er det nu, man skal sende sin ansøgning til os, siger Jacob la Cour Søborg, der er Head of Park Operations i LEGOLAND.

Der er mange forskellige typer jobs på listen over ledige stillinger, og man kan finde alle de ledige stillinger på www.legoland.dk/job

Samtaler foregår som onlinemøder 

På denne tid er der normalt jobdag i LEGOLAND, hvor man kan komme forbi og høre om de forskellige stillinger, men på grund af nedlukningen er det ikke muligt at gennemføre i år. Det er heller ikke muligt at gennemføre de fysiske samtaler på normal vis, så derfor foregår det hele online.

– Det hele skal selvfølgelig foregå på en sikker måde, så vi gennemfører i stedet alle samtaler som onlinemøder. Normalt samler vi omkring 25 kandidater til fysiske jobsessions, hvor der er forskellige opgaver og øvelser, man skal løse individuelt og i grupper. Det kommer vi til at fortsætte i et mindre format online, så der er fem kandidater til en online jobsession, hvor vi bruger to timer sammen med kandidaterne. Her får de mulighed for at vise deres engagement og bedste sider af sig selv, når de i gruppen blandt andet skal lave en præsentation af sig selv og deltage i snakke om forskellige cases, forklarer Jacob la Cour Søborg.

Der vil også være en kort individuel samtale, som foregår i forbindelse med onlinemødet, og det er blandt andet vigtigt, at man har let til smil, hvis man vil i betragtning til et sæsonjob i LEGOLAND.

– Sidste år lærte vi, at det er vigtigere end nogensinde før med smilende medarbejdere, der kan træde ind i fantasien og skabe god kontakt til børnene og lave sjov på afstand. Derfor er det også noget af det, vi kigger efter, når vi møder de potentielle sæsonansatte online, siger Jacob la Cour Søborg.

Susanne S. Pedersen genudnævnt til institutleder for Institut for Psykologi på SDU

0

Professor Susanne S. Pedersen har siden 2014 bestridt posten som institutleder for det dengang forholdsvis nystartede institut på SDU med stor succes og er nu blevet ansat til at fortsætte i rollen de næste seks år.

Susanne S. Pedersen
Susanne S. Pedersen

”Hun har i sin egenskab af leder af instituttet virkelig løftet det op til et niveau, hvor SDU ligger i toppen både videnskabeligt og undervisningsmæssigt. Og så har Susanne på eminent vis formået at bygge instituttet op som netop et sundhedsvidenskabeligt institut, der arbejder med diagnostik og behandling af patienter – og forskningen i dette – på eksemplarisk vis,” udtaler dekan Ole Skøtt, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, SDU.

Susanne S. Pedersen ser frem til fortsætte i stillingen som institutleder:

”Jeg glæder mig til at fortsætte som institutleder ved Institut for Psykologi og sammen med en stab af entusiastiske og dedikerede medarbejdere at bygge videre på det stærke fundament, som instituttet nu hviler på. At opbygge et institut kræver en stor indsats og investering af medarbejderne – videnskabeligt samt teknisk-administrativt personale – og af ledelsen. Vi er kommet langt siden instituttet startede i 2010 og har et velfungerende institut med et godt arbejdsmiljø, der dækker bredden af psykologien, både i vores uddannelse samt forskning. Vi rummer mange forskellige fagligheder og erfaringer indenfor psykologien og den forskning vi laver er yderst samfundsrelevant, og netop det gør os stærke”, siger Susanne S Pedersen.

”I de kommende år vil vi arbejde på at opbygge en universitetsklinik, som er yderst relevant for vores studerende ift. at udvide deres kliniske kompetencer og gøre dem klar til at fungere som psykologer ude i det virkelige liv men også for ansatte i forhold til at skærpe deres kliniske kompetencer. Vi vil ligeledes kunne afprøve nye terapiformer for at sikre, at de er evidens-baserede. Hermed vil der være en tæt kobling mellem uddannelse og forskning. Vi vil også have fokus på kompetenceudvikling og arbejde på at forbedre infrastrukturen blandt andet via indtægtsdækket virksomhed. Vi håber, at vi også kan bidrage til, at SDU får en digital platform som både kan bruges til undervisning og forskning. Dette behov er blevet tydeligere pga. COVID-19 og ville have et enormt potentiale ikke kun på Institut for Psykologi men for mange andre aktører på SDU og vil kunne tiltrække nye samarbejdspartnere”.

”Instituttet har en hel særlig profil, idet det er en del af Sundhedsvidenskab, hvilket er unikt i Danmark. Det giver et fantastisk potentiale i forhold til tværfaglig forskning og brobygning mellem SDU, Odense Universitetshospital (OUH) og andre relevante eksterne partnere både nationalt samt internationalt, og det er et af de aspekter, som jeg fortsat vil prioritere som institutleder. I 2022 færdiggøres flytningen af Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet og OUH fra J.B. Winsløws Vej til Syddansk Universitet på Campusvej i Odense, og vi kommer dermed tættere på Nyt OUH, hvilket vi glæder os til ift den synergi det giver”, siger Susanne S. Pedersen.

Udover at være institutleder er Susanne også professor ved instituttet og har samtidig en ansættelse på Hjertemedicinsk Afdeling B på Odense Universitetshospital. Hendes professorat er inden for kardiovaskulær psykologi. Hun forsker i grænsefladen mellem psykologien og kardiologien, herunder hvad det betyder for patienter, der må leve med hjertesygdom, når de også får angst og depression, og hvordan de bedst kan hjælpes. Hertil har hun fået flere eksterne bevillinger til kliniske e-health, multidisciplinære studier, som ACQUIRE-ICD, eMindYourheart og My-Choice.

Hun er forfatter og/eller medforfatter til mere end 250 publikationer i internationale, peer-reviewed videnskabelige tidsskrifter inden for grænsefladen mellem psykologi og kardiologi og til adskillige bogkapitler. 

Susanne S. Pedersen kom den 1. januar 2014 til SDU fra en stilling som professor i kardiovaskulær psykologi ved Tilburg Universitet og Erasmus Medical Center i Rotterdam, Holland, hvor hun boede i 12 år.

Foto: SDU

Ny studieleder på sygeplejerskeuddannelsen i Esbjerg

0

Hun fik sin autorisation som sygeplejerske i 1993. Dermed har UC SYDs nye studieleder på sygeplejerskeuddannelsen i Esbjerg, Rikke Lise Steffensen, været uddannet sygeplejerske i mere end halvdelen af sit 50-årige liv.

Foto: UC Syd

Hun kunne lige så godt være blevet teolog eller arkæolog, det var nemlig også nogle af overvejelserne, da valget om, hvad livet arbejdsmæssigt skulle indeholde for Rikke Lise Steffensen, blev taget. Men det blev sygeplejerskeuddannelsen i Esbjerg valget faldt på. Og hvis du ser undrende på hende, fordi der umiddelbart er et stykke vej mellem teolog og sygeplejerske, så fortæller hun ret hurtigt, at det selvfølgelig handlede om studiernes indhold og efterfølgende muligheder for en spændende karriere. Men det der betød mindst lige så meget for den unge kvindes studievalg, var, at der var mulighed for at kunne rejse med sit fag.
Og rejse kom hun til. Særligt en rejse i Sydamerika fra Rio de Janeiro til Mexico, gjorde sit indtryk.

  • Sådan en rejse sætter livet i perspektiv. At komme igennem El Salvador, hvor kriminaliteten er stor og et spørgsmål om liv eller død, gjorde indtryk. Jo jo, vi har da problemer her i Danmark, men det er slet ikke på niveau med, hvad jeg oplevede der, siger Rikke Lise Steffensen, der er født og opvokset i Varde, hvor hun også bor med sin mand og to børn.

Underviser af lyst

Den nyudnævnte studieleder er ikke ukendt med den Vestjyske sygeplejerskeuddannelse, som arbejdsplads. Hun har været ansat som underviser siden år 2000. Det startede med et vikariat, som udviklede sig til en fast stilling, og pludselig var der gået 20 år, som hun siger med et stort smil.
  • Jeg har altid ønsket mig at undervise og jeg har altid været glad for at undervise, så da muligheden for at undervise i det fag, hvor jeg selv er uddannet bød sig, så sprang jeg til, siger Rikke Lise Steffensen.

Det giver muligheder

På spørgsmålet om hvorfor hun har valgt at stå i spidsen for UC SYDs sygeplejerskeuddannelse i Esbjerg fortæller hun, at det giver nogle muligheder at være leder.
  • Jeg har visioner for uddannelsen. Det gælder f.eks. de faglige fællesskaber. Jeg synes, det er vigtigt, at der bliver skabt rum til disse – på alle leder, fordi det helt grundlæggende er med til at skabe professionsidentiteter, muligheder og handlerum for de studerende og elever, hvilket er betydningsfuldt for patienter og borgere, som har brug for behandling og omsorg siger Rikke.

Og hun fortsætter: vi er er afhængige af vores dygtige undervisere, kliniske vejledere og andre samarbejdspartnere, som er medskabere af faglige fællesskaber.

Hun påpeger i samme åndedrag, at det betyder, at de sygeplejersker og ambulancebehandlerelever der sendes ud fra uddannelsen i Esbjerg, er blandt de fagligt dygtigste, når de uddannes i vide faglige fællesskaber.

En gåtur

Fritiden i Varde bliver brugt på gåture med hunden, som må lægge poter til mindst en daglig gåtur på 6-7 kilometer. Men hun tager dog også gerne på reelle vandreture, men de er så lange, at det er uden hund. Og så har studielederen en rolle, som mange i oplandet med mindre børn kender. En rolle som logistikchef, hvor det handler om at hente og bringe barn eller børn. Det går der også megen god tid med, forklarer Rikke Lise Steffensen.

Organisationsændringer på Sydvestjyske Museer

En netop offentliggjort kvalitetsvurderingsrapport fra Slots- og Kulturstyrelsen viser, at det går rigtig godt på Sydvestjyske Museer.
Alligevel har direktør Flemming Just valgt at foretage nogle organisationsændringer.

Foto: Sydvestjyske Muséer

Vi vokser heldigvis, men det gør kravene også, både på det museumsfaglige område og med hensyn til formidling og kommunikation. Vi har derfor valgt at lægge nogle enheder sammen og samtidig styrke kommunikationsområdet.

Tidligere var samlings- og magasinområdet en selvstændig enhed. Den blev i 2019 lagt sammen med Arkæologi og hedder nu Arkæologi & Samling med overinspektør Morten Søvsø som leder. Museumsinspektør Mette Højmark er magasinansvarlig.

Senest er formidlingsenheden og historieenheden blevet slået sammen til Historie & Formidling. Her er overinspektør Lulu Anne Hansen leder, medens museumsinspektør Mikkel Kirkedahl Nielsen er udpeget til formidlingsansvarlig.

For at styrke kommunikationsområdet, ikke mindst i lyset af de nye museer, er der oprettet en ny stilling som kommunikationsansvarlig med reference til direktøren. Det bliver museumsinspektør Anne-Sofie Lundtofte, der får ansvaret for at løfte kommunikationen på nettet, sociale medier, skriftligt materiale m.m.

For godt et år siden oprettede museet også en helt ny afdeling, Marketing og Publikum, med Kenneth Mørk i spidsen. – Det har været en stor succes, således at vi nu på hele det område er præget af samme professionalisme som i de to museumsfaglige enheder, Arkæologi & Samling og Historie & Formidling, siger Flemming Just.

Fakta

Sydvestjyske Museer havde i 2018 en samlet omsætning på 46,7 mio. kr. og rådede over over 46,5 årsværk, heraf 27 videnskabelige årsværk.

Museet har udstillingssteder i Esbjerg, Ribe og Bramming. I 2019 åbnede Jacob A. Riis Museum og i 2020 åbner HEX! Museum of Witch Hunt i Ribe.

Fra 2021 fusionerer Sydvestjyske Museer og Esbjerg Byhistoriske Arkiv.

Esbjerg Kommune har ansat Mette Lindkær i jobbet som chef for Børn & Dagtilbud

Erfaren leder er ansat som ny chef for Børn & Dagtilbud.

Fra den 1. juni står Mette Lindkær i spidsen for Børn & Dagtilbud i Esbjerg Kommune. Mette Lindkær har 20 års ledelseserfaring fra børn- og ungeområdet, og direktøren for Børn & Kultur, Jørn Henriksen, ser frem til at lade den nye chef sætte kursen for den fortsat positive udvikling af Børn & Dagtilbud.

Foto: Esbjerg Kommune

Esbjerg Kommune har ansat 46-årige Mette Lindkær som chef for Børn & Dagtilbud, og hun tiltræder stillingen den 1. juni 2019. Med en baggrund som pædagog og erfaring fra en række kommunale lederstillinger gennem 20 år står Mette Lindkær på et solidt fagligt fundament og trækker værdifuld viden og væsentlige kompetencer med ind i sit nye job.

Mette Lindkær forlader et job som afdelingsleder for PPR og Familieindsatser i Assens Kommune og har også tidligere været dagtilbudschef og daginstitutionsleder i fynske kommuner. Uddannelsen som pædagog har hun løbende suppleret med videreuddannelse inden for udvikling og ledelse, og på hendes CV står blandt andet flere diplomfag og en masteruddannelse i offentlig forvaltning.

Øje for den tidlige indsats

Som chef for Børn & Dagtilbud bliver Mette Lindkær en del af ledelsen i forvaltningen Børn & Kultur, hvor direktøren, Jørn Henriksen, ser frem til samarbejdet.

“Vi har haft et stærkt ansøgerfelt til stillingen, og et enigt ansættelsesudvalg har peget på Mette Lindkær. Børn & Dagtilbud får en erfaren og dygtig chef, som kan stå i spidsen for at forsætte den positive udvikling, som vi har haft på området i de seneste år. Samtidig er det en vigtig opgave at sætte fokus på Sundhedsplejen, som sidste år blev en del af Børn & Dagtilbud, så vi kan få området godt integreret. Det er helt afgørende, at vi har øje for den tidlige indsats, så alle børn får en god start på livet”, siger Jørn Henriksen.

Høj kvalitet gør en forskel

Mette Lindkær glæder sig til at starte i det nye job og vende tilbage til sit fagområde med en bred erfaring inden for forebyggelse, udvikling og læring i bagagen.

“Sundhedspleje og dagtilbud af høj kvalitet gør en forskel for børns liv både her og nu og langt ind i voksenlivet, og jeg er konstant optaget af de rammer, vi skaber for deres opvækst. Vores ambitioner for børnenes trivsel og udvikling er afgørende for, at vi sammen med forældrene kan give børnene mulighed for at blive glade, trygge og livsduelige”, siger Mette Lindkær.

I Børn & Dagtilbud bliver Mette Lindkær chef for Dagplejen, daginstitutionerne, Sundhedsplejen, Pladsanvisning & Tilskud og området for børn med særlige behov, og samlet har Børn & Dagtilbud ca. 1200 fuldtidsstillinger.

Mette Lindkær tiltræder stillingen som chef for Børn & Dagtilbud efter Anne Merethe Løvmose, som siden den 1. februar har været børn- og unge chef i Aarhus kommune.