Sygehus og musikkonservatorium indgår partnerskab

0
310

Sydvestjysk Sygehus (SVS) og Syddansk Musikkonservatorium (SDMK) i Esbjerg har i mange år haft et godt samarbejde på både børne- og intensivafdelingen. Nu formaliseres samarbejdet med en partnerskabsaftale, der fastlægger rammerne for det tværfaglige samarbejde.

Af aftalen fremgår det, bl.a., at det er parternes hensigt at bygge bro mellem dansk musikliv og det danske sundhedsvæsen til gavn og glæde for indlagte patienter, pårørende, personale og hospitalsmiljøet som helhed. For de konservatoriestuderende giver det desuden mulighed at udvikle musikerskabet langt fra konservatoriets trygge rammer.

Sygeplejefaglig direktør, Susanne Lauth fra Sydvestjysk Sygehus og rektor på Syddansk Musikkonservatorium i Esbjerg, Claus Skjold underskriver samarbejdsaftalen.
Foto: SVS

Det er unikt, at Syddansk Musikkonservatorium er placeret i Esbjerg. Sammen med kandidatdelen af lægeuddannelsen, som starter i 2022 på SVS, sætter vi sammen Esbjerg på landkortet, som en attraktiv uddannelsesby.Det er vigtigt, at vi som store organisationer og arbejdspladser samarbejder om at synliggøre og skabe spændende muligheder for god uddannelse og anderledes samarbejdsformer. Derudover er det oplagt, at kunne kombinere uddannelse og læring for studerende med nydelse og adspredelse for patienter og medarbejdere, når sygehuset kommer til at fungere som ”scene” for optrædener og koncerter. Det glæder vi os rigtig meget til. Aftalen lægger også op til muligheden for at udvikle samarbejdet yderligere, herunder også at igangsætte fælles forskningsprojekter”, siger sygeplejefaglig direktør på SVS, Susanne Lauth.

Ej blot til lyst

Ud over de åbenlyse gevinster for patienter og pårørende i form af musik og koncerter, er der også en række fagligt funderede grunde til at give hinanden håndslag på et mere formaliseret samarbejde. I aftalen fremhæves det bl.a., at man fra sygehusets side gennem aktiviteterne ønsker at give indlagte patienter og pårørende rum til refleksion, lindring og håb og i det hele taget arbejde hen imod en mere helhedsorienteret behandling.

Fra konservatoriet har underviser og pianist Margrethe Langer-Bro gennem en årrække givet studerende indsigt og erfaring i netop arbejdet med at udøve musik for patienter, som supplement til f.eks. en aktiv kræftbehandling. I sin ph.d-afhandling har hun indsamlet evidensbaseret viden om anvendelsen og effekten af levende musik i sundhedsvæsenet.Det er bl.a. denne viden, der bygges videre på.

I forbindelse med underskriften af partnerskabsaftalen onsdag eftermiddag, sagde rektor Claus Skjold Larsen: ”Musikkens grundlæggende værdi viser sig både i forhold til mennesket som privat og som socialt væsen. Derfor er det en god idé, at musikken er nær ved os, når vi netop er skrøbelige, ensomme, fremmedgjorte, ude af de vante rammer og måske ude af os selv. Musikken adresserer vores krop direkte: Pulsen reagerer og biokemien påvirkes. Det er stærke kræfter, og musikeren må både etisk og fagligt bevidstgøres om, hvad musikken i sundhedsmæssige sammenhænge kan gøre for os mennesker. ”

Musikerskabet udvikles
For de konservatoriestuderende giver samarbejdet mulighed for at adressere en række musikfaglige emner, herunder udvikling af målrettede musikoplevelser, refleksion over kunstnerisk praksis, nye formidlingsformer og en bedre kontakt med intuitionen og den medmenneskelige dimension i mødet med et anderledes publikum.

For begge aftalens parter handler det om at tage mennesker alvorligt og stille vores fagligheder til rådighed for dem, der har brug for den. Det bliver ikke meget mere meningsfyldt end det”, sluttede rektor Claus Skjold Larsen sin tale i forbindelse med partnerskabsaftalen blev underskrevet.

Aftalen er indgået for en 2-årig periode.

www.sydvestjysksygehus.dk/

Leave a Reply