Hovedentreprenøren er nu fundet til restaureringsprojektet.
Foto: Sydvestjyske Museer
Det blev en gammel kending, som lige før jul vandt entreprisen med at restaurere den smukke tre-fløjede renæssancegård, som til sin tid skal rumme det internationale Ribe Heksemuseum. Tønder-murerforretningen Knud Weiland Aps, som i øjeblikket arbejder på Jacob A. Riis Museum ved siden af, vandt også licitationen for Quedens Gaard.
– Jørgen Overbys Tegnestue, som er vores arkitekt og bygherrerådgiver, havde inviteret tre konsortier, herunder et lokalt, fortæller museumsdirektør Flemming Just, Sydvestjyske Museer. – Alle konsortier skulle have lang restaureringserfaring og helst også erfaring med at begå sig i en gammel bykerne. Alle tre kunne levere god kvalitet, men Knud Weiland var klart billigst.
Arbejdet er allerede gået i gang. De tre bygninger er blevet tømt, og Café Quedens må holde lukket i to måneder.
– Det første, vi går i gang med, er etagedækket over caféen og de brandtekniske installationer, fortæller arkitekt Rasmus Riedel, som har det daglige tilsyn med byggearbejdet. – Derefter går vi i gang med loftsetagen. Der skal nyt tag på alle bygninger, så der vil komme noget stilladsarbejde. Vi skal også renovere og male facaden ud mod Overdammen.
Det samlede renoveringsprojekt løber op i 14 mio. kr.
– Det hele skal være færdigt om et år, fortæller Flemming Just. – Så har vi et lille halvt år til at lave selve museet, som gerne skal åbne inden sommer 2020.
Restaureringen omfatter det grønne område. Sydvestjyske Museer ejer hele karréen og er ved at omdanne bygninger og haver til et samlet museumskompleks.
Restaureringen og indretningen af Ribe Heksemuseum er muliggjort af bevillinger fra Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, A.P. Møller Fonden, Inger og Jørgen Nygaard Larsens Fond, Bikubenfonden og Sportgoodsfonden, i alt 23 mio. kr.