I årets første otte måneder har Syd- og Sønderjyllands Politi i samarbejde med Toldstyrelsen registreret i alt 106 sager, hvor borgere i politikredsen har fået konfiskeret peberspray via forsendelser.
Foto: Yesbjerg
Den 12. juni i år konfiskerer toldere i Københavns Internationale Postcenter en pakke med tre beholdere med peberspray, der er sendt fra Holland, til en 59-årig kvinde i Esbjerg.
Det er dermed ottende gang siden nytår, at kvinden får konfiskeret forsendelser med de ulovlige beholdere. Og alt i alt har tolderne således konfiskeret 44 dåser med peberspray fra den 59-årige.
Der venter nu kvinden et retligt efterspil.
106 sager
I årets første otte måneder har Syd- og Sønderjyllands Politi i samarbejde med Toldstyrelsen registreret i alt 106 sager, hvor borgere i politikredsen har fået konfiskeret peberspray via forsendelser – og målt på mængde er det blevet til 183 beholdere.
Godkendt forhandler
Siden nytår 2019 har det været lovligt at købe peberspray til selvforsvar i eget hjem – men købet er vel og mærke udelukkende lovligt, hvis det sker hos en godkendt forhandler i Danmark.
– Vi må desværre konstatere, at en del borgere ikke har været opmærksom på reglerne, inden de begyndte at købe peberspray. Og derfor råber vi vagt i gevær, så borgerne ikke falder i, da vi hellere vil forebygge end skrive bøder ud. For langt hovedparten af de 106 sager drejer det sig om, at en borger i et enkelt tilfælde har købt en enkelt peberspray – og så har fået sig en forskrækkelse, når sprayen er blevet konfiskeret. Og heldigvis har vi udelukkende få sager om køb af en håndfuld og deromkring – og så den enestående sag med de 44 pebersprays, oplyser vicepolitiinspektør Chr. Østergård fra Syd- og Sønderjyllands Politis Forebyggelsessektion.
Som udgangspunkt bliver ulovlig import af en enkelt peberspray takseret til den bøde på 3.000 kroner, lige som de ulovlige beholdere bliver konfiskeret af myndighederne.