Esbjerg Lufthavn overtager driften af Totals luftrum

0
1194

Esbjerg Lufthavn bliver den største danske AFIS luftrumsoperatør, når lufthavnen overtager driften af Totals luftrum ved Tyrafeltet i Nordsøen indtil 2030. For at kunne løfte opgaven ansætter lufthavnen flere medarbejdere.

Fra 1. januar 2020 overtager Esbjerg Lufthavn ansvaret for at drive luftrummet omkring Totals offshoreinstallationer.

Tyra AFIS (aerodrome flight information service), som luftrummet hedder, er et område på størrelse med Fyn og dækker luftrummet over Totals olie- og gasplatforme ca. 200 km ude i Nordsøen.

“Den nye aftale understøtter den positive udvikling, som Esbjerg Lufthavn befinder sig i disse år. Kort sagt bliver der skabt et driftsgrundlag, som helt sikkert fører til yderligere vækst. Aftalen styrker lufthavnen, men den styrker også Esbjergs identitet som EnergiMetropol”, siger formand for Teknik & Byggeudvalget Søren Heide Lambertsen.

Den nye kontrakt betyder, at Esbjerg Lufthavn de næste 10 år skal servicere og koordinere helikoptertrafikken i luftrummet.

Lufthavnschef John Nielsen udtrykker stor glæde over den tillid, som Total hermed viser lufthavnen.

“At drive, styre og koordinere luftfarts trafik i et AFIS område er allerede en af kerneopgaverne for Esbjerg Lufthavn, og med den nye kontrakt bliver Esbjerg Lufthavn Danmarks største AFIS luftrumsoperatør”, siger lufthavnschefen.

Opgaven betyder, at lufthavnen netop har ansat flere nye medarbejdere, som sammen med lufthavnens eksisterende AFIS operatører skal drive både Tyra AFIS og Esbjerg AFIS fra tårnet i Esbjerg Lufthavn.

Der er 24 uddannede AFIS operatører i Danmark, og 11 af dem skal fremadrettet være ansat i Esbjerg Lufthavn.

Leave a Reply