Home Tags Lufthavn

Tag: Lufthavn

Esbjergs nye lufthavnschef lander til august

0

Esbjerg Kommune har ansat Susanne Kruse Sørensen som ny lufthavnschef, og med i bagagen har hun solid ledererfaring koblet med en indgående forståelse for erhvervsudvikling og erfaring fra luftfartsbranchen.

Foto: Esbjerg Kommune

Fra den 1. august 2020 er Susanne Kruse Sørensen ny lufhavnschef i Esbjerg Lufthavn.

47 interesserede kandidater meldte sig på banen, da Esbjerg Kommune efterlyste en ny lufthavnschef i slutningen af marts. Efter samtaler med fem kvalificerede kandidater i løbet af april har et enigt ansættelsesudvalg tilbudt stillingen som lufthavnschef til Susanne Kruse Sørensen, som siden 2015 har været direktør i Vordingborg Erhverv A/S. Tidligere har hun været forretningsudvikler i Københavns Lufthavne og bestridt chefstillinger inden for online detailhandel. Susanne Kruse Sørensen er uddannet Cand.merc. og har taget en MBA i Italien.

“I stillingsopslaget lagde vi ikke skjul på, at vi forventer at man i stillingen som lufthavnschef har ambitioner om at løfte lufthavnen til nye højder i samarbejde med lufthavnens 70 medarbejdere. De ambitioner er jeg sikker på, at Susanne Kruse Sørensen vil kunne indfri, da hun har stor erfaring med at udvikle nye forretningsmuligheder og indgå kommercielle samarbejder,” siger direktør for Teknik & Miljø Erik Jespersen.

Susanne Kruse Sørensen tiltræder officielt stillingen den 1. august.

“Der et stort potentiale i at videreudvikle Esbjerg Lufthavn, og netop det aspekt vakte min interesse for stillingen. Jeg kommer fra en organisation, hvor offentlige og private interesser smelter sammen, og jeg har stor erfaring i at agere i netop det krydsfelt, så alle interessenter får noget ud af samarbejdet”, siger Susanne Kruse Sørensen, som glæder sig til at skulle lære Esbjerg og ikke mindst lufthavnen bedre at kende.

Esbjerg Lufthavn har i de seneste år været inde i en positiv udvikling. Lufthavnen oplever vækst i passagertal, etablering af nye flyruter og nye forretningsområder og en positiv økonomisk udvikling.

Lufthavnschef stopper i Esbjerg Lufthavn

0

Chefen for Esbjerg Lufthavn, John Richardt Møller Nielsen, har valgt at opsige sin stilling med udgangen af februar 2020 for at tiltræde en stilling i et flyselskab.

Lufthavnschef John Richardt Møller Nielsen har i dag opsagt sin stilling ved Esbjerg Lufthavn. John Nielsen blev ansat som lufthavnschef 1. maj 2018 og har efter knapt to år i stillingen valgt at vende tilbage til luftfarten i en stilling i et flyselskab, som er hans speciale.

– Det er med beklagelse, at jeg har modtaget John Nielsens opsigelse. John har udført et særdeles godt stykke arbejde og startet en positiv udvikling i lufthavnen. Vi vil nu søge hans afløser til at videreføre dette arbejde. Jeg takker John for hans indsats og ønsker ham alt det bedste i det nyt job, siger direktør for Teknik & Miljø i Esbjerg Kommune, Erik Jespersen.

– Det har været en stor fornøjelse at stå i spidsen for Esbjerg Lufthavn og alle lufthavnens dygtige medarbejdere. Sammen har vi sikret, at lufthavnen har bevæget sig i en retning, som det har været enormt positivt at arbejde med på. Jeg er sikker på, at lufthavnen også fremover vil arbejde videre i den retning, som jeg føler, jeg har været en del af, siger lufthavnschef John Richardt Møller Nielsen, Esbjerg Lufthavn.

Esbjerg Lufthavn får ny international rute

0
Luftfoto over Esbjerg Lufthavn.

Fra maj udvider Esbjerg Lufthavn rutenettet med tre ugentlige afgange til Edinburgh.

Luftfoto af Esbjerg Lufthavn 2019: Esbjerg Byhistoriske Arkiv. 

Skotske Loganair overtog i starten af 2019 ruten til Aberdeen, og har nu valgt at tilføje en rute, som skaber en direkte forbindelse fra Esbjerg til Skotlands hovedstad, Edinburgh.

Der er planlagt tre ugentlige flyvninger med afgang fra Esbjerg ved middagstid tirsdag og torsdag og en eftermiddagsafgang på søndage.

Området omkring Edinburgh har meget at byde på med både en storby og let adgang til det skotske højland, hvilket gør destinationen oplagt i forhold til både miniferier, jagt- og golfturer. Samtidig vil ruten kunne dække erhvervslivets behov for en direkte forbindelse til Skotlands hovedstad.

“Vi er naturligvis meget glade for den nye rute, og den understreger, at Esbjerg internationalt set er meget attraktiv, mens ruten også underbygger områdets stærke erhvervsstruktur”, siger Søren Heide Lambertsen, formand for Teknik & Byggeudvalget.

Første afgang er torsdag den 7. maj 2020, og billetterne vil blive sat til salg via Loganairs hjemmeside www.loganair.co.uk

Esbjerg Lufthavn overtager driften af Totals luftrum

0

Esbjerg Lufthavn bliver den største danske AFIS luftrumsoperatør, når lufthavnen overtager driften af Totals luftrum ved Tyrafeltet i Nordsøen indtil 2030. For at kunne løfte opgaven ansætter lufthavnen flere medarbejdere.

Fra 1. januar 2020 overtager Esbjerg Lufthavn ansvaret for at drive luftrummet omkring Totals offshoreinstallationer.

Tyra AFIS (aerodrome flight information service), som luftrummet hedder, er et område på størrelse med Fyn og dækker luftrummet over Totals olie- og gasplatforme ca. 200 km ude i Nordsøen.

“Den nye aftale understøtter den positive udvikling, som Esbjerg Lufthavn befinder sig i disse år. Kort sagt bliver der skabt et driftsgrundlag, som helt sikkert fører til yderligere vækst. Aftalen styrker lufthavnen, men den styrker også Esbjergs identitet som EnergiMetropol”, siger formand for Teknik & Byggeudvalget Søren Heide Lambertsen.

Den nye kontrakt betyder, at Esbjerg Lufthavn de næste 10 år skal servicere og koordinere helikoptertrafikken i luftrummet.

Lufthavnschef John Nielsen udtrykker stor glæde over den tillid, som Total hermed viser lufthavnen.

“At drive, styre og koordinere luftfarts trafik i et AFIS område er allerede en af kerneopgaverne for Esbjerg Lufthavn, og med den nye kontrakt bliver Esbjerg Lufthavn Danmarks største AFIS luftrumsoperatør”, siger lufthavnschefen.

Opgaven betyder, at lufthavnen netop har ansat flere nye medarbejdere, som sammen med lufthavnens eksisterende AFIS operatører skal drive både Tyra AFIS og Esbjerg AFIS fra tårnet i Esbjerg Lufthavn.

Der er 24 uddannede AFIS operatører i Danmark, og 11 af dem skal fremadrettet være ansat i Esbjerg Lufthavn.

Esbjerg Lufthavn udvider hangarkapaciteten

0

Esbjerg Lufthavn byder nu en ny kunde velkommen, og derfor renoveres og udvides hangarkapaciteten betragteligt.

Esbjerg Lufthavn byder velkommen til en ny kunde, som vil leje hangarkapacitet i lufthavnen.

“Når nye kunder kommer til Esbjerg, så vil det være med til at understøtte aktivitetsniveauet i lufthavnen. Og mon ikke også, at nogle af vores lokale virksomheder får øjnene op for luftfartsfirmaet, når de er tilstede i Esbjerg Lufthavn”, siger formand for Teknik & Byggeudvalget Søren Heide Lambertsen.

I begyndelsen vil en business jet holde til i en af lufthavnens eksisterende hangarer, som med få ændringer midlertidigt kan huse flyet. Imens arbejdes der også på en mere permanent løsning. Esbjerg Lufthavn har fornyeligt overtaget Uni-flys hangar, og nu begynder en større renovering og udvidelse af de eksisterende faciliteter. Når renoveringen er gennemført i begyndelsen af 2020, vil hangaren leve op til de krav, som luftfartsselskaberne har.

“Vi har budt den nye kunde velkommen, fordi der er god sammenhæng mellem deres behov og vores faciliteter. I foråret forventer vi, at endnu et fly fra virksomhedens flåde kan få til huse her i lufthavnen, og vi glæder os til at udvide samarbejdet”, siger lufthavnschef John Nielsen.

Store visioner for Esbjerg Lufthavn

0

Borgmester Jesper Frost Rasmussen har været på virksomhedsbesøg i Esbjerg Lufthavn. Her har han snakket med ansatte i lufthavnen og fået en rundvisning. Der blev også luftet visioner for fremtidens lufthavn og ville det ikke være dejligt, at kunne tage et charterfly direkte fra Esbjerg, i stedet for at skulle over den p.t. nærmeste lufthavn i Billund?

Borgmesteren udtaler således efter sit besøg: “Lufthavn spiller en helt afgørende rolle i forhold til både olie/gas- og vind-aktiviteterne i Nordsøen, men det er også en komplet lufthavn, som kan håndtere passagerfly – også de store. Derfor arbejdes der ihærdigt på at tiltrække mere flytrafik til lufthavnen, som både vil være til gavn for lokalområdet og for lufthavnens økonomi.”

Foto: Yesbjerg/Adobe

Hvad vil Esbjerg Kommune med lufthavnen?

Hvad vil Esbjerg Kommune med lufthavnen?

  • Hvad er den fremadrettede vision for lufthavnen?
  • Hvilken profil søges som den nye chef for lufthavnen?
  • Hvordan vil det gå, hvis visionen og den fremadrettede målsætning for lufthavnen er i indbyrdes konflikt?
Den fremadrettede vision

Der er ikke lagt op til den store udvikling i visionen, som du kan læse på lufthavnens hjemmeside.
Ambitionen er “Her er intet vokseværk”, og ønsket er heller ikke at blive den største. Det er en meget defensiv vision, uden ambition om vækst, og det er sjældent at se en virksomhed, der ikke har det som sit mål at vokse.

Den nye chef

Esbjerg Kommune har sat det eksterne headhunter bureau Mercuri Urval på opgaven at finde den næste lufthavnschef. De søger i annoncen en ny lufthavnschef, der skal stå for fortsat effektivisering og udvikling af forretningen. Dette er i direkte modstrid med visionen og ønsket om ikke at vokse. Du kan læse hele jobopslaget nederst på siden.

Modstridende udmeldinger

Det er vigtigt for enhver virksomhed, at man har fuldstændig overblik over,  hvad man vil og hvor man vil hen. Hvilke mål og visioner har virksomheden for fremtiden, og hvem skal styre den? Den person lufthavnen søger, skal fremme udviklingen i en virksomhed, der i sin vision, ønsker stagnation. Det ligner lidt starten på ulykkelig kærlighed ved første blik.

Hvad vil Esbjerg Kommune med lufthavnen? Vil man udvikle eller vil man afvikle?

Screenshots fra Esbjerg lufthavns hjemmeside og fra Jobindex

WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com