Esbjerg Havn optaget i international havneorganisation,
som underbygger havnens internationale position
IAPH er navnet på en global organisation, der repræsenterer havnemyndigheder og operatører på
verdensplan. Esbjerg Havn har netop meldt sig ind for at styrke havnens position og bidrage til fortsat
vækst og udvikling for både havnen og dens virksomheder.
Esbjerg Havn har netop meldt sig ind i International Association of Ports and Harbors (IAPH), en global
organisation, der repræsenterer havnemyndigheder og operatører på verdensplan.
Både Esbjerg Havn, havnevirksomheder og markeder har udviklet sig betydeligt mod mere global handel
over de seneste ti år og er i dag en integreret del af et globalt logistisk netværk.
Derfor er det oplagt, at Esbjerg Havn blev en del af International Association of Ports and Harbors (IAPH).
“Det er et naturligt skridt for os, og vi ser frem til at samarbejde med andre førende havne og dele vores
erfaringer. Vi mener, at vi dermed yderligere kan udbygge Esbjerg Havns position,” siger Dennis Jul
Pedersen, havnedirektør på Esbjerg Havn.
Medlemskabet skal være med til at underbygge havnens anseelse yderligere og forventes at bidrage til
fortsat vækst og udvikling for både havnen og dens virksomheder.
Organisationen fungerer som en ikke-statslig organisation (NGO) og repræsenterer omkring 177 havne og
147 havnerelaterede virksomheder fra 84 lande.
IAPH repræsenterer havne og havnevirksomheders interesser på reguleringsniveau hos blandt andet
International Maritime Organization, World Customs Organization og International Standards Organization.
Herudover flere FN-enheder.
IAPH’s hovedaktiviteter fokuserer på tre søjler.
Klima og Energi, hvor IAPH støtter havnenes bestræbelser på at være førende inden for energiovergang.
Det drejer sig primært om dekarbonisering, emissionsreduktioner og effektivisering af dataudveksling.
Herudover arbejder IAPH med datasamarbejde, hvor organisationen fremmer samarbejde og deling af
viden om data og teknologi mellem havne.
Endelig fokuserer IAPH på risiko og modstandsdygtighed, hvor organisationen arbejder med at minimere
risici og styrke havnenes modstandsdygtighed over for udfordringer som akutte kriser og
klimaforandringer.
De tre søjler understøtter havnenes bestræbelser på at være førende inden for de tre områder.
Medlemshavnene er blandt de største og mest velansete i verden, og tæller blandt andet Esbjerg Havns
nabohavne Helsinki, Göteborg, Hamborg, Antwerpen-Zeebrugge og Rotterdam, samt toneangivende
oversøiske havne som Halifax, Los Angeles, Singapore og Mumbai.
Fordele ved medlemskab
Esbjerg Havn ser flere fordele ved at være tilknyttet IAPH. Medlemskabet giver adgang til den fremmeste
viden om den globale maritime udvikling, hvor især klima og miljø vil være et fokus for Esbjerg. Havnen får desuden direkte adgang til strategier og løsninger på pludselige forandringer i global transport i forbindelse
med kriser og pludselige forandringer i natur- og klimaforhold.
Samtidig fungerer IAPH som en platform for Esbjerg Havn til at markedsføre sig internationalt. Især inden
for den grønne omstilling og fornybar energi har Esbjerg Havn noget at byde på.
”Vi ser frem til at kunne trække på viden og erfaringer fra verdens førende havne, men vi mener også selv,
at vi har noget at byde på, så vi kommer også til at deltage med vores input til blandt andet grøn omstilling
og fornybar energi,” siger Dennis Jul Pedersen.
Esbjerg Havn forventer at deltage aktivt i debatter, arbejdsgrupper og konferencer gennem IAPH og
dermed vil IAPH også være en platform for havnen til at markedsføre Esbjerg Havn, havnevirksomhederne
på havnen og de aktiviteter, som havnen lægger rammer til.
Foto: Esbjerg Havn