Dansk-norske Vilde Mortensen Ingstad fortsætter i Team Esbjerg i yderligere en sæson ud over den nuværende kontraktperiode.
Foto: Yesbjerg / Adobe
Da Vilde Ingstad i efteråret
2017 forlængede sin aftale med to sæsoner, betonede hun, hvor glad hun er for
at være i byen, klubben og spillertruppen, og det har ikke forandret sig.
– Jeg er glad for hele pakken med Jesper som træner, og frem for alt har jeg troen på, at jeg fortsat kan udvikle mig som håndboldspiller. Jeg har udviklet mig på alle områder i tiden i Esbjerg, og jeg skal fortsætte med at udvikle mit teknisk-taktiske spil i både forsvar og angreb, en masse små detaljer i spillet, siger Vilde Ingstad, der fyldte 24 år 18. december.
Hun indledte denne sæson med at være en yderst træfsikker topscorer på holdet, og hendes rolle i det centrale forsvar er velkendt.
– Vilde er superdygtig i både forsvar og angreb, og også uden for banen bidrager hun positivt og bekymrer sig om de andre spillere. Håndboldmæssigt har hun en kæmpesult efter at blive den bedste på sin position i verden. Hun slapper aldrig af, men er blevet meget mere smart i sin tankegang og har indset, at ting ikke hele tiden kan være perfekte, og at man ikke kan træne sig til alt, siger cheftræner Jesper Jensen.
Når Vilde Ingstad afslutter sin kontrakt i 2021, er det sandsynligt, at hun vil søge mod en top fire-klub i europæisk håndbold, hvis Team Esbjerg da ikke forinden er nået op i det eksklusive selskab. Hun debuterede i Champions League for Team Esbjerg lige efter sin ankomst fra Oppsal IF i 2016 og ser foreløbig frem til at være med til at spille sin klub videre fra gruppespillet i EHF Cup i begyndelsen af det nye år. På landsholdet måtte hun kæmpe hårdt for spilletid ved EM i Frankrig tidligere i denne måned.
– Mit store mål er OL i 2020, siger Vilde Ingstad.
Med hendes forlængelse har profilerne Sandra Toft, Sanna Solberg, Line Jørgensen og Vilde Ingstad alle kontrakt indtil 2021, og det perspektiv behager Jesper Jensen.
– Vi bestræber os meget på at have kontinuitet i spillertruppen, og efter to sæsoner med store udskiftninger har vi opbygget en ny kultur og måde at spille håndbold på. Vilde er en vigtig del af vores fundament, og samlet vil det styrke mulighederne for at tiltrække attraktive spillere, at vi har langvarige kontrakter med så store navne, siger Jesper Jensen.
Vilde Mortensen Ingstad har norsk mor og dansk far, hvis familie bor i den sydvestlige del af Jylland.
Vilde Mortensen Ingstad har norsk mor og dansk far, hvis familie bor i den sydvestlige del af Jylland.