Byens nye satsning på at skabe en langt mere involverende og medlevende ungdomskultur præsenterer sig for første gang 22. august ved et pressemøde i Kongensgade, hvor de nye, unge medlemmer af bestyrelsen præsenteres.
Foto: Business Esbjerg
Der var mange ansøgere til pladserne i den nyetablerede Esbjerg Kulturelle Ungdomsfonds første bestyrelse, og fonden har kunnet sammensætte et hold, der har energien, visionerne og viljen til at løfte Esbjerg kommune i fællesskab med hele ungdommen.
Ungdomsfonden glæder sig til at præsentere tre nye, unge medlemmer af bestyrelsen ved pressemødet 22. august. To af dem er fra Esbjerg, og en er fra Ribe, for ildsjælene vil arbejde for hele kommunens ungdom.
– Vi vil, i sammenhæng med præsentationen af vores nye medlemmer, fortælle om vores planer for at skabe liv i et lidt hendøende bycentrum Vores drøm er at gøre området til Esbjergs latinerkvarter, hvor kunstnere maler, spiller eller udfolder sig på anden vis, så det er synligt fra gaden. En betingelse for at være i vore lokaler er, at de er klar til besøg og til at snakke med mennesker, der kigger indenfor, siger Tobias Olsen, der er kandidatstuderende på Syddansk Universitet og formand for Esbjerg Kulturelle Ungdomsfond.
Fem unge – og fire lidt ældre – i bestyrelsen
Ungdomsfondens bestyrelse består af ni medlemmer, hvoraf fem pladser er forbeholdt unge op til 28 år. Bestyrelsen første unge medlemmer er Tobias Olsen, 24 år og kandidatstuderende på SDU i Esbjerg, og Mathilde Plantener, 17 år og elev på Rybners stx, og nu er yderligere tre unge udpeget, efter fonden i juni inviterede unge fra hele kommunen til at være med.
Den øvrige bestyrelse i ungdomsfonden består af Ulla Visbech, Esbjerg Kommune, Jens Lindholm, ObbekjerFonden, Annette Posselt, Johan Hoffmann Fonden, og Erling Petersson, Education Esbjerg. De bringer kompetencer inden for kultur, økonomi, uddannelse og afvikling af store arrangementer ind i bestyrelsen og er klar til at sparre med og rådgive flertallet af unge, når de føler behov for det.
Esbjerg Kulturelle Ungdomsfond er af flere årsager enestående på landsplan. Både i kraft af det store beløb, unge kan søge til aktiviteter, de brænder for – ca. en million kroner om året – sammensætningen af bestyrelsen med unge i førertrøjen og den ubureaukratiske måde at søge og få tildelt midler på.
De tre nye medlemmer
Mads Borch Lauridsen er 25 år og bachelorstuderende på SDU i Esbjerg. Ved siden af studiet arbejder han med forretningsudvikling hos VIKING Life-Saving Equipment. Mads er student fra Rybners Handelsgymnasium, og inden han begyndte på universitetet, blev han også uddannet speditør hos Blue Water Shipping i Esbjerg.
Nanna Rathmann er 20 år og student fra Esbjerg Gymnasium (EG). På nuværende tidspunkt holder hun sit første sabbatår med arbejde på Museet Ribes Vikinger. Hun har tidligere været elevrådsformand på EG, hvor hun blandt andet har siddet i skolebestyrelsen og derudover stået i spidsen for velgørenhedsarrangementet “EG for noget” samt andre skolearrangementer. Ydermere er hun frivillig i udvekslingsorganisationen Youth For Understanding, da hun selv var på udveksling i USA i skoleåret 16/17.
Victor Holmgaard Bjerrum, 18 år og går i musikklassen på Esbjerg Gymnasium, efter han har taget 10. klasse på Vardeegnens Gymnasieforberedende Efterskole. Victor er opvokset i Østerbyen, og han er vild med byen og nye initiativer. Han har spillet teater siden seksårsalderen ved Esbjerg Børne- og Ungdomsteater, hvor han nu sidder i bestyrelsen. Her står han også i spidsen for Ungdomsrevyen, som til december opfører tredje sæson. Derudover bruger Victor meget af sin fritid på at skrive manuskripter, sange og være frivillig forskellige steder.
– Jeg synes, vi har samlet et stærkt team med forskellige kompetencer, som uden tvivl kommer til at sætte et stærkt præg på at opbygge en ny ungdomskultur i hele Esbjerg kommune, siger Tobias Olsen.
Spænding om adresse til det sidste
Pressemødet foregår lørdag den 22. august kl. 13.00 i ungdomsfondens nye lokaler i gågaden mellem Stormgade og Strandbygade. Der arbejdes til det sidste fortsat på at få indtil flere lejemål på plads til ungdomsfonden og en række afledte aktiviteter blandt unge. Den nøjagtige adresse vil blive meddelt inden pressemødet.
På pressemødet byder formand Tobias Olsen velkommen, og de nye bestyrelsesmedlemmer vil præsentere sig selv. Der fortsættes med fortællingen om, hvad der gør Esbjerg Kulturelle Ungdomsfond helt unik, bidragyderne bagved og samarbejdet med Education Esbjerg. Der vil endvidere blive åbnet for, at der kan indsendes ansøgninger samt gennemgået, hvordan den enkle ansøgningsproces er. Det vil også være muligt at stille spørgsmål til alle bestyrelsesmedlemmer i en Q&A sektion.
Alle er velkomne til at kigge forbi pressemødet, dog med forbehold for de gældende corona-retningslinjer. Der vil i forbindelse med pressemødet være mulighed for lidt at drikke til en musikalsk pause.