Home Tags Posselt

Tag: Posselt

Ungdommen skal løfte Esbjerg Kommune

0

Byens nye satsning på at skabe en langt mere involverende og medlevende ungdomskultur præsenterer sig for første gang 22. august ved et pressemøde i Kongensgade, hvor de nye, unge medlemmer af bestyrelsen præsenteres.

Foto: Business Esbjerg

Der var mange ansøgere til pladserne i den nyetablerede Esbjerg Kulturelle Ungdomsfonds første bestyrelse, og fonden har kunnet sammensætte et hold, der har energien, visionerne og viljen til at løfte Esbjerg kommune i fællesskab med hele ungdommen.

Ungdomsfonden glæder sig til at præsentere tre nye, unge medlemmer af bestyrelsen ved pressemødet 22. august. To af dem er fra Esbjerg, og en er fra Ribe, for ildsjælene vil arbejde for hele kommunens ungdom.

– Vi vil, i sammenhæng med præsentationen af vores nye medlemmer, fortælle om vores planer for at skabe liv i et lidt hendøende bycentrum Vores drøm er at gøre området til Esbjergs latinerkvarter, hvor kunstnere maler, spiller eller udfolder sig på anden vis, så det er synligt fra gaden. En betingelse for at være i vore lokaler er, at de er klar til besøg og til at snakke med mennesker, der kigger indenfor, siger Tobias Olsen, der er kandidatstuderende på Syddansk Universitet og formand for Esbjerg Kulturelle Ungdomsfond.

Fem unge – og fire lidt ældre – i bestyrelsen

Ungdomsfondens bestyrelse består af ni medlemmer, hvoraf fem pladser er forbeholdt unge op til 28 år. Bestyrelsen første unge medlemmer er Tobias Olsen, 24 år og kandidatstuderende på SDU i Esbjerg, og Mathilde Plantener, 17 år og elev på Rybners stx, og nu er yderligere tre unge udpeget, efter fonden i juni inviterede unge fra hele kommunen til at være med.

Den øvrige bestyrelse i ungdomsfonden består af Ulla Visbech, Esbjerg Kommune, Jens Lindholm, ObbekjerFonden, Annette Posselt, Johan Hoffmann Fonden, og Erling Petersson, Education Esbjerg. De bringer kompetencer inden for kultur, økonomi, uddannelse og afvikling af store arrangementer ind i bestyrelsen og er klar til at sparre med og rådgive flertallet af unge, når de føler behov for det.

Esbjerg Kulturelle Ungdomsfond er af flere årsager enestående på landsplan. Både i kraft af det store beløb, unge kan søge til aktiviteter, de brænder for – ca. en million kroner om året – sammensætningen af bestyrelsen med unge i førertrøjen og den ubureaukratiske måde at søge og få tildelt midler på.

De tre nye medlemmer 

Mads Borch Lauridsen er 25 år og bachelorstuderende på SDU i Esbjerg. Ved siden af studiet arbejder han med forretningsudvikling hos VIKING Life-Saving Equipment. Mads er student fra Rybners Handelsgymnasium, og inden han begyndte på universitetet, blev han også uddannet speditør hos Blue Water Shipping i Esbjerg.

Nanna Rathmann er 20 år og student fra Esbjerg Gymnasium (EG). På nuværende tidspunkt holder hun sit første sabbatår med arbejde på Museet Ribes Vikinger. Hun har tidligere været elevrådsformand på EG, hvor hun blandt andet har siddet i skolebestyrelsen og derudover stået i spidsen for velgørenhedsarrangementet “EG for noget” samt andre skolearrangementer. Ydermere er hun frivillig i udvekslingsorganisationen Youth For Understanding, da hun selv var på udveksling i USA i skoleåret 16/17.

Victor Holmgaard Bjerrum, 18 år og går i musikklassen på Esbjerg Gymnasium, efter han har taget 10. klasse på Vardeegnens Gymnasieforberedende Efterskole. Victor er opvokset i Østerbyen, og han er vild med byen og nye initiativer. Han har spillet teater siden seksårsalderen ved Esbjerg Børne- og Ungdomsteater, hvor han nu sidder i bestyrelsen. Her står han også i spidsen for Ungdomsrevyen, som til december opfører tredje sæson. Derudover bruger Victor meget af sin fritid på at skrive manuskripter, sange og være frivillig forskellige steder.

– Jeg synes, vi har samlet et stærkt team med forskellige kompetencer, som uden tvivl kommer til at sætte et stærkt præg på at opbygge en ny ungdomskultur i hele Esbjerg kommune, siger Tobias Olsen.

Spænding om adresse til det sidste 

Pressemødet foregår lørdag den 22. august kl. 13.00 i ungdomsfondens nye lokaler i gågaden mellem Stormgade og Strandbygade. Der arbejdes til det sidste fortsat på at få indtil flere lejemål på plads til ungdomsfonden og en række afledte aktiviteter blandt unge. Den nøjagtige adresse vil blive meddelt inden pressemødet.

På pressemødet byder formand Tobias Olsen velkommen, og de nye bestyrelsesmedlemmer vil præsentere sig selv. Der fortsættes med fortællingen om, hvad der gør Esbjerg Kulturelle Ungdomsfond helt unik, bidragyderne bagved og samarbejdet med Education Esbjerg. Der vil endvidere blive åbnet for, at der kan indsendes ansøgninger samt gennemgået, hvordan den enkle ansøgningsproces er. Det vil også være muligt at stille spørgsmål til alle bestyrelsesmedlemmer i en Q&A sektion.

Alle er velkomne til at kigge forbi pressemødet, dog med forbehold for de gældende corona-retningslinjer. Der vil i forbindelse med pressemødet være mulighed for lidt at drikke til en musikalsk pause.

Folkeklubben kommer til byens festuge

0

Folkeklubben bragede ind på de danske musikscener for 5 år siden og her har de befundet sig godt lige siden. Med sange som ”Fedterøv,” ”For pengene” og mange andre er de i den grad blevet folkeeje, der altid formår at holde en fest, hvor end de kommer frem. Og nu kommer de til Esbjerg festuge torsdag den 16 august.

Og det glæder Annette Posselt, Event Manager for Esbjerg Festuge:
”Hvis jeg havde haft skyggen af tvivl om hvor vidt Folkeklubben var en god booking til festugen, forsvandt den definitivt en aften i Musikhuset i marts.  Koncerten var spækket med god energi og en masse publikummer, der havde svært ved at sidde stille, når der blev sunget med på Folkeklubbens hits”.

For halvandet år siden udsendte Folkeklubben deres tredje album ”Slå flint!” – en plade, der fuldender en trilogi, som startede med Nye Tider i 2013 og Danmarksfilm i 2014. Inspireret af den ikoniske tennishelt Torben Ulrich og hans frisættende filosofi om at gå efter det perfekte slag i stedet for at tænke på sejr eller nederlag, er Folkeklubben gået efter at lave dén frigjorte og legende plade, som kun erfaringen fra efterhånden 600 koncerter rundt i landet giver.

Førstesinglen ”Overlæge Jacobsen” har været 30 år undervejs, mens de fleste sange på albummet er skrevet og indspillet under en heftig turnéaktivitet, der har spændt vidt; fra sognegårde, kroer og musikforeninger over rockklubber, spillesteder og festivaler. Det er rendyrket folk, store (p)opsange samt hårdtslående rock’n’roll, bundet sammen af dét tekstunivers, der umiskendeligt er Folkeklubbens.

Yesbjerg

Sommerturné – uden galskab, ingen lidenskab!
På debutalbummet ”Nye Tider” delte sange som ”Fedterøv” og ”For Pengene” lussinger ud på spillesteder og radioer landet over. På 2’eren”Danmarksfilm” tog bandet den snørklede vej ud i et Danmark, der spænder fra Dybbøl i syd tilden fiktive Rimmerby Strand i nord. Over Bagenkop Havn og værtshuset på Vesterbro til Djævlebakken ved Psykiatrisk Hospital i Aarhus: ”Det er smukt. Det er større end du troede. Det er godt for det, der er oppe i dit hoved.”

Orkestrets tredje album ”Slå flint!” blev modtaget med en perlerække af flotte anmeldelser og gik direkte ind som nummer 1 på den danske albumhitliste. Albummet blev af musikmagasinet GAFFA kåret som årets danske udgivelse, og det er med disse sange – og et bagkatalog fyldt med hits om fedterøve, Danmarksfilm og andre opsange – at man kan opleve den travle trio på deres sommerturné ”Sol over Danmark” i 2018. Om turnéen siger bandet:
”Til festivalsommeren 2018 går vi ”som Torben Ulrich efter det perfekte slag”; det gælder om at udfordre lytteren, at turde tage chancer, fortælle historier og sammen med publikum skabe nye, store fortællinger – og sol over Danmark.”

Lyt til og se videoen til orkesterets store hit ”Torben Ulrich” med det fængende og programerklærende omkvæd: ”Der er sol over Danmark” her:

https://www.youtube.com/watch?v=a68ZN0Vpu-M

Søtrup bliver ny formand for Esbjergs populære festuge

Afgående borgmester Johnny Søtrup bliver ny formand for styregruppen for Esbjerg Festuge.

Det bliver et særdeles kendt ansigt, som fra årsskiftet afløser Brian Knudsen på posten som formand for styregruppen for Esbjerg Festuge.
Johnny Søtrup har takket ja til opgaven, og Esbjergs borgmester gennem 24 år glæder sig til den:

”Det var ikke svært at takke ja, da jeg blev spurgt. Festugen er en af de bedste events, vi har i kommunen og Esbjerg by. Jeg har selv været med til at starte den op i sin tid, og det har været spændende at følge Festugens rejse og enorme udvikling”, siger Johnny Søtrup.

Festugens afgående formand, EfB-direktør Brian Knudsen, har selv været med til at pege på sin afløser.
”Johnny Søtrup er det helt oplagte valg. Gennem min tid som formand har jeg oplevet hans store engagement i Festugen; ikke bare i form af kommunens sponsorat men også i form af en oprigtig interesse og veneration for Festugen. Han har været en fremragende medspiller”, siger Brian Knudsen:

”Johnny Søtrup kender – om nogen! – Esbjerg. Han kender erhvervslivet, som er vigtigt for at kunne tiltrække sponsorer og sikre finansieringen af Festugen, og han kender byen og ved, hvordan man skal samle den”, siger Brian Knudsen.

Brian Knudsen har været meget glad for sine otte år som formand og er navnlig glad for den mangfoldighed, Festugen har udviklet sig til med over 200 arrangementer i år.
For Johnny Søtrup er det fortsættelsen af netop den linje, der er målsætningen:

”Den formel, vi har på Festugen i dag, er rigtig god. Der er noget for enhver smag, og den brede appel er en af de klare styrker, som jeg gerne vil holde fast i. Den giver samtidig plads til en løbende udvikling, som gennem årene har været med til at forandre og forme den Festuge, vi har i dag”, siger Johnny Søtrup.

Direktør Tom Nielsen fra Esbjerg Erhvervsudvikling, som Festugen hører under, glæder sig over Johnny Søtrups ja til opgaven:
”Det er en opgave, der kræver et stort netværk – og det fås næppe meget større end Johnny Søtrups! Vi skylder Brian Knudsen stor tak for otte gode år ved roret. Jeg er sikker på, at vi med Johnny Søtrup i spidsen kan fortsætte den positive udvikling, Esbjerg Festuge har været i, siger Tom Nielsen.

FAKTA:
I 2017 overtog Annette Posselt depechen som event manager for Festugen efter Bjarne Simonsen. Der er således to nye i spidsen for Festugen.