Home Tags Udvalg

Tag: udvalg

Esbjerg Kommune investerer i fremtiden

0

Der er indgået budgetforlig om Esbjerg Kommunes økonomi i de næste fire år. Fokus er at fastholde den gode kernevelfærd og sikre et stabilt økonomisk fundament, mens der samtidig er investeret i fremtiden, hvor målet er at tiltrække flere borgere.

Byrådets partier står samlet bag Esbjerg Kommunes budget for 2023-2026. Underskrifterne er sat af (forrest fra venstre) May-Britt Andrea Andersen, Det Konservative Folkeparti, Jesper Frost Rasmussen, Venstre, Diana Mose Olsen, Socialistisk Folkeparti, (bagerst fra venstre) Anders Toft Andersen, Radikale Venstre, Jakob Lykke, Socialdemokratiet, og Sabrina Bech Røn, Nye Borgerlige. Foto: Esbjerg Kommune

Alle partier i Esbjerg Byråd er den 15. september 2022 blevet enige om en aftale om budgettet for Esbjerg Kommune i 2023 og overslagsårene 2024-2026.

Forliget bygger på sidste års budget, hvor der var fokus på at fastholde serviceniveauet i velfærden over for borgerne og sikre ressourcer til de mest udfordrede områder. Igen i år er mulighederne for at sætte nye initiativer i værk begrænsede, fordi kommunens økonomi er presset af de manglende skatteindtægter, der følger udfordringerne med at tiltrække flere borgere til Esbjerg Kommune.

I forhandlingerne om budgettet har de politiske partier særligt haft fokus på 2023 og 2024, mens de samtidig har prioriteret at tænke langsigtet med initiativer, der kan sikre balance og stabilitet i kommunens økonomi i fremtiden. Partierne har vægtet et fornuftigt serviceniveau på de store velfærdsområder og en plan for anlægsinvesteringer og klimaområdet.

50 mio. kr. til oplevelser og kultur

Fra start har forligspartierne været enige om, at det er vigtigt at investere i fremtiden. Derfor er der sat 50 mio. kr. af til kommunens store satsning på oplevelser og kultur, hvis formål netop er at gøre Esbjerg endnu mere attraktiv for nuværende borgere og potentielle tilflyttere, og det vil på sigt være med til at øge skatteindtægterne.

Der er også investeret i ny byggemodning i både Bramming og Ribe, og også her er forventningen, at nye grunde kan tiltrække flere virksomheder og borgere til kommunen.

Unge og uddannelse spiller en vigtig rolle for kommunens fremtid, og forhandlingsudvalget er enige om fortsat at bakke op om de vigtige initiativer i Education Esbjerg, der får øget tilskuddet i de kommende år.

Esbjerg Kommune går fortsat forrest i den grønne omstilling, hvor et fælles fokus på klima og bæredygtighed skal sikre, at kommunen når målet om at blive CO2-neutral i 2023. Derfor er der sat penge af i budgettet til en række klimatiltag.

Nødvendige besparelser

For at skabe balance i budgettet og sikre penge til de nye initiativer har det også været nødvendigt at finde besparelser. Derfor har forligspartierne aftalt, at kommunens fagforvaltninger selv skal gennemføre besparelser på samlet 15 mio. kr. årligt fra 2023. Derudover er der indarbejdet reduktioner på 30 mio. kr. i 2024 og yderligere 30 mio. kr. i 2025. Der igangsættes en proces hvor fagudvalg, ledere og medarbejdere inddrages.

Det kan ske, at sparekravet bliver mindre, hvis næste års økonomiaftale mellem KL og regeringen forbedrer Esbjerg Kommunes økonomi.

Hele forhandlingsudvalget, som er blevet enige om budgettet: (fra venstre) Henning Ravn, Olfert Krog, Jørgen Ahlquist, Jakob Lose, Sabrina Bech Røn, Jesper Frost Rasmussen, Jakob Lykke, May-Britt Andrea Andersen, Diana Mose Olsen og Anders Toft Andersen.

Foto: Esbjerg Kommune

Møde om Karateprojektet

0

Social & Arbejdsmarkedsudvalget og Børn & Familieudvalget i Esbjerg Kommune har netop haft et godt og konstruktivt dialogmøde med Esbjerg Karateklub om beskæftigelsestilbuddet Karateprojektet.

Esbjerg Karateklub har i dag fremlagt deres handleplan for, hvordan de fremover vil sikre, at deres Karateprojekt – hvor de hjælper uddannelsesparate borgere i Esbjerg Kommune i beskæftigelse – også fremover hjælper borgerne i beskæftigelse.

Det sker efter, at Esbjerg Kommune har modtaget en håndfuld klager fra borgere, der tidligere har været tilknyttet projektet.

Derfor har Socialtilsyn Syd på vegne af Esbjerg Kommune set på beskæftigelsestilbuddet, Karateprojektet. Socialtilsynet har vurderet, at tilbuddet i høj grad har den fornødne kvalitet for at hjælpe borgerne, men at der er fokuspunkter, som karateklubben og Esbjerg Kommune kan arbejde videre med.

Derfor var Esbjerg Karateklub i dag inviteret til dialogmøde med både Social & Arbejdsmarkedsudvalget og Børn & Familieudvalget i Esbjerg Kommune.

Og mødet var godt og konstruktivt, vurderer formændene for Social & Arbejdsmarkedsudvalget, Henrik Vallø (Borgerlisten) og Børn & Familieudvalget, Diana Mose Olsen (SF):

–      Det var et godt møde, hvor vi fik præsenteret Esbjerg Karateklubs handleplan. Vi fik stillet mange opklarende spørgsmål. Så alt i alt ser vi det som et godt og konstruktivt møde, fortæller Henrik Vallø, formand for Social & Arbejdsmarkedsudvalget.

Arbejdet fortsætter

Der blev ikke truffet nogle beslutning for Karateprojektets fremtid på dialogmødet i dag, fortæller Diana Mose Olsen, formand for Børn & Familieudvalget:

–      Nu trækker vi os som udvalg tilbage og kigger nærmere på handleplanen, og så behandler vi sagen igen på næste udvalgsmøde, siger Diana Mose Olsen.

___________________________________________________________________

FAKTA

Karateprojektet

Karateprojektet, som er et beskæftigelsestilbud målrettet primært aktivitetsparate og sekundært uddannelsesparate uddannelseshjælpsmodtagere. Tilbuddet udbydes af Uddannelseshuset i samarbejde med Esbjerg Karateklub. Herudover har Familierådgivningen adgang til at benytte 4 pladser.

Klagerne
Dialogmødet mellem de to udvalg og Karateklubben er kommet i stand, efter Jobcenter Esbjerg og Familierådgivningen hver har modtaget en klage over karateprojektet i efteråret 2020. Efterfølgende er der modtaget yderligere to klager i jobcentret og en klage i Familierådgivningen fra borgere, som tidligere har været tilknyttet Karateprojektet.


http://www.esbjerg.dk

Dialogforum præsenterede anbefalinger for landbruget

0

Plan & Miljøudvalget har den 18. januar godkendt anbefalingerne, som et dialogforum indenfor landbrugsområdet er kommet frem til. Anbefalingerne drejer sig om, hvordan processen med at søge om store udvidelser af landbrugsbedrifter kan forbedres.

Foto: Esbjerg Kommune

Landbrugsudvidelser af en vis størrelse kan indeholde flere udfordringer og opmærksomhedspunkter, og derfor nedsatte Plan & Miljøudvalget i juni et dialogforum, som skulle komme med anbefalinger til, hvordan landbruget kan styrke dialogen med omverdenen og kommunen i netop de sager.

Dialogforummet bestod af lokale repræsentanter fra otte store husdyrbrug, repræsentanter fra Landbrug & Fødevarer og repræsentanter fra Sydvestjysk Landboforening som har mødtes med borgmester Jesper Frost Rasmussen, formand for Plan & Miljøudvalget Karen Sandrini, næstformand Kurt Bjerrum og repræsentanter fra Teknik & Miljø.

Det første møde blev holdt den 22. september 2020. På dette møde blev der nedsat en arbejdsgruppe, der skulle arbejde videre med i alt fem temaer. Arbejdsgruppen har holdt tre møder.

”Landbruget er et vigtigt erhverv i Esbjerg Kommune, og fra kommunens side er vi optaget af at være med til at udvikle erhvervet, hvis vi kan. Den præmis har været det samlende punkt i dialogforummet. Efter gode snakke og videndeling rundt om bordet, har vi alle fået en større forståelse for hinanden og det afspejles i de nye anbefalinger”, siger borgmester Jesper Frost Rasmussen.

I slutningen af december mødtes dialogforummet for sidste gang for at lægge sidste hånd på de omtalte anbefalinger, som landbrugserhvervet kan tage udgangspunkt i, når en udvidelse af et landbrug er på tale. De gode råd er samlet i et let overskueligt format, hvor det gennemgående tema i teksten er dialog. Anbefalingerne er rettet mod store udvidelser, men der vil være inspiration at hente for alle landbrug, der planlægger en udvidelse.

”En udvidelse bliver ofte en kompleks proces, og der er mange interessenter at holde styr på. Derfor tager anbefalingerne udgangspunkt i nogle faktuelle ting, som kan gøre ansøgningen bedre, men i bund og grund handler det mest om ikke bare at informere naboer og folk i lokalsamfundet, men derimod at søge dialogen tidligt i processen”, siger Niels Laursen, formand for Sydvestjysk Landboforening.

På samme måde taler anbefalingerne for at række ud til kommunen tidligt, når der er tanker om at udvide et landbrug.

”I kommunen har vi selvfølgelig erfaring med at håndtere ansøgningsprocesserne med respekt for, at alle sager er forskellige. Gang på gang ser vi dog at den tidlige dialog kommer projektet og landmanden til gode og tager hensyn til omgivelserne. Udnyt de kompetencer kommunen har og søg sparring og vejledning”, opfordrer formand for Plan & Miljøudvalget Karen Sandrini.

Plan & Miljøudvalget har netop godkendt anbefalingerne, og derfor bliver de nu sendt ud til forskellige landbrugsinteressenter.

Ny klima- og risikostyringsplan får input fra oversvømmelsestruede borgere

0
Plan & Miljøudvalget har netop godkendt rammerne for, hvordan en kommende klima- og risikostyringsplan skal udarbejdes for dele af Esbjerg. Beboere i oversvømmelsestruede og nærliggende kvarterer inviteres med i planprocessen i løbet af efteråret.    
Som led i EU’s oversvømmelsesdirektiv er der udpeget 14 områder i Danmark med væsentlig risiko for oversvømmelse, og hvor oversvømmelsen vil være til fare og stor skade med vidtrækkende konsekvenser.   
I 2018 blev dele af Esbjerg føjet til listen, og derfor har Kystdirektoratet bedt Esbjerg Kommune om at lave en risikostyringsplan, som undersøger, hvordan store mængder havvand skal håndteres. I Esbjerg kommer planen dog både til at handler om hav-, grund- og regnvand, som hver for sig og i kombination kan skabe oversvømmelser.  

Forebyggelse og sikring
Planen kommer til at indeholde mål for, hvordan oversvømmelser håndteres og hvilke indsatser, der kan sættes i gang før, under og efter en evt. oversvømmelse. Det handler både om forebyggelse, sikring og beredskabet under en oversvømmelse.   Processen er allerede gået i gang, og Esbjerg Havn, DIN Forsyning og Sydvestjysk Brandvæsen arbejder sammen med kommunen om at få udarbejdet en plan.  

Vandet skal samle vandene
I dag har Plan & Miljøudvalget godkendt, at planprocessen også kommer til at involvere en høj grad af borgerinddragelse. I tre udvalgte områder bliver beboere inviteret til at give deres besyv med, blandt andet via en app, når der skal arbejdes med konkrete tiltag, som skal mindske oversvømmelsesrisikoen. Et af områderne bliver i kvarteret omkring Esbjerg Rådhus.  

“Det lokalkendskab, som beboerne kan bidrage med, er vigtigt i forhold til at finde de smarte løsninger, som giver mening. Denne plan skal have mange ejere, fordi vi er fælles om at stå med problemet, når først vandet kommer. Med planen bliver vi i stand til at håndtere vandet på måder, som giver mening i et større perspektiv”, siger formand for Plan & Miljøudvalget Karen Sandrini.

Klima- og risikostyringsplanen skal være færdig i midten af 2021, og inden planen vedtages, vil den også komme i offentlig høring.    

Udvalg beklager formuleringer i afgørelsen om ledsagelse for Nikolaj

Da Esbjerg Kommune i december skriftligt gav den 27-årige udviklingshæmmede Nikolaj afslag på fortsat ledsagerordning, skete det i upassende formuleringer, som ikke gav mening for Nikolaj som modtager. Det konkluderer Social & Arbejdsmarkedsudvalget efter at have kigget nærmere på sagen. Den ansvarlige forvaltning er enig.    
Kommunikationen har ikke været god nok fra Esbjerg Kommune til den 27-årige udviklingshæmmede Nikolaj og hans familie, som i december fik afslag på, at Nikolaj fortsat kan få hjælp af en ledsager til forskellige aktiviteter uden for sit kommunale bosted. Det signal er vigtigt for politikerne i Social & Arbejdsmarkedsudvalget at sende, efter at de tirsdag drøftede sagen.

Forvaltningen Borger & Arbejdsmarked støtter op om udvalgets vurdering.   “Vi har haft en lang snak om sagen i udvalget, og både fra politisk side og i forvaltningen er vi enige om, at afslaget til Nikolaj blev forklaret på en dårlig måde. Den gode og meningsfulde dialog er afgørende for tilliden og trygheden i relationen mellem kommunen og borgeren, og det vil vi være meget opmærksomme på at gøre bedre fremover”, siger Henrik Vallø, formand for Social & Arbejdsmarkedsudvalget.  

På baggrund af sagen har udvalget besluttet at sætte de næste måneder af til en grundig drøftelse af, hvor serviceniveauet for ledsagelse i Esbjerg Kommune skal ligge. I den periode bliver revurderingen af bevillinger til ledsagelse derfor sat på pause. Det betyder, at der ikke bliver truffet nye afgørelser for borgere, der allerede har en ledsageordning, mens nye ansøgninger bliver behandlet som normalt.  

Tirsdag aften mødes Esbjerg Kommune med Nikolaj og hans familie for at drøfte en løsning for Nikolaj.