Home Tags Studerende

Tag: studerende

Gratis opera oplevelse

0

Musikalsk verdenspremiere i Esbjerg

Hvad sker der, når 6 personer strander i et tog uden forbindelse til omverdenen? Dette spørgsmål kan du måske få svaret på, når 6 sangstuderende fra musikkonservatoriet indbyder til verdenspremiere på en nyskreven opera.

I modsætning til mange af operaverdenens klassikere udspiller handlingen til ”Lost Connections”, som operaen hedder, sig i nutidige og hverdagsagtige omgivelser: Seks fremmede, med hver deres baggrund, personlighed og forhold til teknologi, bliver fanget sammen i en togkupé, da toget uventet standser i en tunnel. De seks personer bliver herefter tvunget til, at forholde sig til situationen, hinanden og sig selv. Når man mister al forbindelsen, opstår der så nye?

Lost Connections er en kammeropera skrevet Mogens Christensen helt specifikt til de medvirkende konservatoriestuderende, som efterfølgende selv har skrevet tekst og dialog.

Baggrunden for at skrive en moderne opera, som er i øjenhøjde med unge, forklarer komponisten således: ”For mange unge mennesker er operaen en uddøende genre – for længst overhalet af andre genrer som musical, stand-up eller filmbaserede udtryk, f.eks. musikvideoer, eller film med et stærk musikalsk udgangspunkt. Vi har derfor et ønske om at præsentere en publikumsinddragende revitalisering af genren, der ikke blot er relevant for de unge, men som i høj grad bygger på unges egne tanker og oplevelser. Ikke mindst med den norske tv-serie Skam er åbnet en ny dramatisk genre, der spejler unges eksistentielle, religiøse, seksuelle og sociale udfordringer”.

Iscenesættelsen er af Armeen Rasmussen og den musikalsk ledelse af Jan Ole Christiansen.

Torsdag d. 21/11 2019 kl. 19:00 i konservatoriets koncertsal

Der er fri entré

OBS: Koncerten har karakter af ”åben prøve” idet der efterfølgende arbejdes videre frem mod den endelige form.

Medvirkende:

·        Sidse Lund Henriksen

·        Søren Holm Bidstrup

·        Sine Ringblom Østergaard Kristensen

·        Jonas Kohl

·        Maria Carmelia Paulescu 

·        Mari-Ann Memborg

Konference sætter fokus på fremtidens uddannelser og arbejdskraft i Esbjerg-området

Studerende ved Syddansk Universitet i Esbjerg. De er til forelæsning i auditoriet.

Esbjerg Kommune og Business Esbjerg inviterer alle interesserede til uddannelseskonference fredag 22. november 2019. Konferencen skal medvirke til at gøre det endnu mere attraktivt at studere, arbejde og slå sig ned i Esbjerg-området. Ved samme lejlighed overrækkes Esbjerg Universitetspris. 2019.

Hvordan uddanner vi til fremtidens arbejdsmarked? Og hvordan fastholder og tiltrækker vi flere studerende og kvalificeret arbejdskraft til Esbjerg-området? Det er nogle af de spørgsmål, som over 100 deltagere fra erhvervslivet, uddannelsesinstitutioner, politikere, embedsfolk og studerende vil diskutere, når de mødes til uddannelseskonference fredag 22. november 2019 i Esbjerg.

Fælles indsats
Kvalificeret arbejdskraft til alle og Esbjerg som en attraktiv uddannelsesby er forudsætninger for vækst i det sydvestjyske område. De to mål er derfor også blandt de strategiske indsatsområder i den vision, som sætter rammerne for arbejdet i Esbjerg Kommune frem mod 2025. Med uddannelseskonferencen tager kommunen sammen med Business Esbjerg et vigtigt skridt på vejen mod at realisere målene.

– Esbjerg skal være kendt og anerkendt som en uddannelsesby, der både er det naturlige valg for unge i det sydvestjyske område, og som også tiltrækker studerende fra andre dele af landet og fra udlandet. Samtidig skal vores uddannelsesudbud hænge naturligt sammen med de behov, erhvervslivet har nu og i fremtiden, så vi understøtter mulighederne for at skabe flere arbejdspladser. Det kræver, at vi strategisk og politisk arbejder på at sikre det rette udbud af uddannelser i Esbjerg og gør en fælles indsats for at gøre det endnu mere attraktivt at studere, arbejde og slå sig ned her i området, siger borgmester i Esbjerg Kommune, Jesper Frost Rasmussen.

På konferencen vil der både være en række oplæg, drøftelser og en paneldebat. Konferencen rundes af med et indlæg om at skabe forandringer af tidligere undervisnings- og forskningsminister, Tommy Ahlers.

Forskning i innovation, kompetence og internationalisering præmieres
Som afslutning på uddannelseskonferencen vil tidligere undervisnings- og forskningsminister, Tommy Ahlers, overrække Esbjerg Universitetspris 2019 til studerende ved Aaalborg Universitet Esbjerg og SDU Esbjerg, som har gjort en særlig fremragende indsats for at fremme erhvervsrettet forskning i innovation, kompetence og internationalisering.

Fakta
Konferencen finder sted fredag 22. november 2019 kl. 8.00 – 13.30 på ECH PARK, Stormgade 200, 6700 Esbjerg.

Alle med interesse i uddannelsesdebatten i Sydvestjylland opfordres til at deltage. Det er gratis at deltage, og der er stadig mulighed for at tilmelde sig konferencen på:  https://www.businessesbjerg.com/da/arrangementer/uddannelseskonference-med-prisoverraekkelse/

Sidste frist for tilmelding er den 18. november 2019.

Foto: Esbjerg Byhistoriske Arkiv.

Billedtekst: Studerende under en forelæsning ved Syddansk Universitet i Esbjerg. Kontaktinformation

Tillykke til 31 dimittender

0

Ved en festlig og højtidelig dimission fik 31 studerende fra Syddansk Musikkonservatorium i Esbjerg fredag aften retten til at kalde sig hhv. bachelorer og kandidater – samt et fysisk bevis på deres kunnen.

Foto: Syddansk Musikkonservatorium

”Alt er kunstens lærebog” slutter Carl Nielsens ”Derfor kan vort øje glædes”, som indledningsvis blev sunget af de konservatoriestuderende og inviterede gæster i koncertsalen. Og netop det afsæt tog rektor Claus Skjold Larsen i sin tale til dimittenderne inden han overrakte eksamensbeviserne: ”Kunst handler om erkendelser af noget alment.  Derfor er kunsten til for alle, og alt er kunstens lærebog. Derfor er det vigtigt for os alle, at nogle af os giver sig hen til at blive gode kunstnere. Det er dem, vi fejrer i dag. Vi fejrer, at alle I dimittender har taget opgaven på jer og sørger for, at musikken spiller, og kunsten fortsætter og fornyes. ”

 

Ved aftenens dimission blev der samtidig uddelt priser og legater til en række studerende. Evnen til at realisere drømme og idéer var en central pointe, da Dansk Musikerforbunds Thomas Hyllestad uddelte Entreprenørskabsprisen på 10.000 kr. Her var valget faldet på sangerinden Ellen Østervig Bathum, der under sit kunstneriske alias ELBA allerede efter to år er kommet langt ud over stepperne med en pladekontrakt og optrædener på en række toneangivende festivaler, herunder SPOT og Roskilde Festival.