Home Tags Sport

Tag: Sport

Energy spiller i aften mod Herlev

Efter en friweekend, hvor Esbjerg Energy var oversiddere i Metal Ligaen, spilles der tirsdag aften igen ishockey i Granly Hockey Arena, hvor Herlev Eagles klokken 19.00 gæster Esbjerg, hvor Energy tager imod.

  • Personligt har jeg nydt den kampfri weekend med min kone, men ellers har vi i forbindelse med træningspassene på hverdagene og i weekenden som vanligt fortsat arbejdet med de rutiner, der udgør dagligdagen i truppen. Vi har på isen trænet fysisk og taktisk, ligesom vi som altid har kigget video frem mod kampen, smiler cheftræner Mark Pederson fra Esbjerg Energy.
  • Vi havde op til jul en god stime af sejre. Den har vi ikke formået at fortsætte i det nye år. En uge uden kampe gav os mulighed for dels at arbejde med holdet og kollektivet, dels at arbejde med de enkelte spillere. Og så har ugen betydet, at flere spilleres skader er blevet bedret.
    Esbjerg Energy tabte den seneste kamp tirsdag med 5-1 til Herning Blue Fox hjemme i Granly Hockey Arena. Fredag aften måtte Herlev Eagles hjemme se sig besejret af SønderjyskE med 5-4.
  • Herlev førstekæde har vist sit værd og har tiltrukket sig en del opmærksomhed. Men ingen skal være i tvivl om, at Eagles er andet og mere end én eller to kæder. Herlev er et helt og komplet mandskab, hvor de enkelte spillere udfylder de roller, som trænerteamet har tildelt dem.
  • Vores tilgang til kampen er der ikke ændret på. Vi håber og tror altid på muligheden for en sejr, men ved hvad det kræver. Pointene er vigtige i en tæt liga, hvor vi igen møder et hold fra midterfeltet. Så kampen er en mulighed for at komme tilbage på vindersporet, fortsætter Energy-coachen.
    Esbjerg Energy er nummer fem i Metal Ligaen med 54 point efter 35 kampe. Herlev er nummer syv med 53 point efter 37 kampe.
  • Med færre spillere på skadeslisten har vi muligheden for at spille med fire kæder, men det giver samtidigt mulighed for at spille med nye konstellationer i over- og undertal. Det betyder, at vi på sigt kan spille kampene i et højere tempo. Jeg håber, at det kan forløse holdet og samtidigt give muligheden for, at kæderne kan finde en bedre rytme.
    Efter Herlev-sejre på 3-2 i september og 4-1 i oktober, fandt Esbjerg nøglen til ”ørnenes forsvar”. I november sejrede vestjyderne med 4-1 i Herlev inden holdet fra den københavnske forstad i julemåneden tabte 5-3 i Granly Hockey Arena.
    ESBJERG ELITE ISHOCKEY A/S
    Gl. Vardevej 82 – 6700 Esbjerg
    Tlf.: 7612 66 18 – Mail: info@esbjergenergy.dk

Esbjerg fB henter Kevin Conboy hjem

Esbjerg fB henter med omgående virkning venstre back Kevin Conboy i Randers FC, og sender samtidig Jesper Lauridsen den anden vej. Conboy, der har fået sin fodboldopdragelse i EfB, tiltræder på en aftale gældende til sommeren 2022.

Foto: EfB

Esbjerg fB og Randers FC er blevet enige om en aftale, der involverer de to venstre backs Kevin Conboy og Jesper Lauridsen. Således skifter 32-årige Conboy, der hidtil har spillet 88 kampe for EfB, øjeblikkeligt på en kontrakt frem til sommeren 2022, mens Jesper Lauridsen tager turen øst på.

Sportschef Jimmi Nagel Jacobsen er glad for, at det er lykkes at hente Kevin Conboy tilbage til EfB.

– Med Kevin Conboy får vi en dygtig og erfaren spiller med en god mentalitet, og vi er overbeviste om, at han bliver vigtig for EfB på både kort og lang sigt. Både defensivt og offensivt kommer han til at tilføre vores spil en ekstra dimension, og så er det et plus, at han i forvejen kender klubben særdeles godt, siger han.

Samtidig sender han de bedste anbefalinger efter Jesper Lauridsen, der i fire år har været EfB en god ambassadør.

– ”Lau” har været et fantastisk bekendtskab både på og uden for banen gennem alle årene i EfB, og vi ønsker ham alt det bedste fremover, siger Jimmi Nagel Jacobsen.

Fakta:

Navn: Kevin Conboy
Født: D. 15. oktober 1987
Tidligere klubber: Jerne IF, Esbjerg fB, NEC Nijmegen, FC Utrecht, Randers FC

DBU, DBU Jylland og Esbjerg Kommune underskriver velfærdsalliance om fodbold

I dag, onsdag den 15. januar, kl. 16.40 underskriver DBU, DBU Jylland og Esbjerg Kommune en fælles velfærdsalliance, som skal få flere borgere i Esbjerg Kommune til at være fysisk aktive og dyrke motionsfodbold.

Velfærdsalliancen gælder fra 2020 til 2023, og i de fire år vil parterne sammen med lokale fodboldklubber arbejde for at udvikle og gennemføre en række fodboldindsatser i kommunen.

Underskrivelsen markeres med taler af borgmester Jesper Frost Rasmussen, Esbjerg Kommune, og formand for DBU Jesper Møller m.fl. Piger fra Ribe Boldklubs U16-liga 1 vil samtidig træne på kunstgræsbanen ved Ribe Boldklub, Ribe Fritidscenter, Sportsvej 8, 6760 Ribe.

Stilfærdig norsk målvogter indgår ny etårig aftale

Team Esbjergs erfarne målvogterduo vil være intakt i også den kommende sæson. Norske Rikke Marie Granlund har underskrevet en ny etårig aftale gældende for sæsonen 2020-2021 og fortsætter det tætte samarbejde med Rikke Poulsen på den vigtige position.

– Det har ikke været nogen svær beslutning. Jeg er fornøjet med klubben og byen, altforegår meget professionelt, og både trænerteamet og holdet står sammen om at gøre det så godt som muligt. Jeg udvikler mig af det højere niveau ved både træning og kampe og af at spille mod de bedste, både nationalt og internationalt. Vi har spillet dobbelt så mange kampe som i sæsonen før i Norge, og jeg føler, at jeg har spillet meget i fjor, selv om jeg har været andetvalg, siger Rikke Marie Granlund, 30 år.

Hun kom til Team Esbjerg i sommeren 2018 fra Oppsal IF i den norske Eliteserie og var i sin første sæson med til at vinde det danske mesterskab. Hun var andetvalg i forhold til Sandra Toft, men stod med høje redningsprocenter, når hun kom til indsats. Lige nu er hun nummer otte i HTH Ligaen med en redningsprocent på 37 procent med et tæt felt foran sig. Rikke Poulsen er nummer tre med 39 procent.

Cheftræner Jesper Jensen er meget tilfreds med sine to målvogteres præstationer og glæder sig over, at de begge er til rådighed i næste sæson.

– ”Bobbo” har gjort det rigtig fint og udfylder sin rolle både på og uden for banen. Hun er glad for sit samarbejde med Rikke Poulsen, deanerkender hinanden som dygtige målvogtere, og spilletiden har været nogenlunde fordelt imellem dem. ”Bobbo” har en atypisk stil, hun er snu og er god til at forudse en skyttes næste træk. På det personlige plan er hun en stille pige, der kan sige sin mening, når det kræves. Vi hylder både spillere med store armbevægelser og spillere, der gør sig mindre bemærket, siger Jesper Jensen.

Rikke Marie Granlund har spillet sammen med både Vilde Ingstad og Kristine Breistøl i sine tidligere norske klubber, og de har overført kælenavnet ”Bobbo” til Danmark. Hun fik det på en håndboldlejr som ungdomsspiller, og siden har det hængt ved.

For første gang i karrieren spillede Granlund i 2019 Champions League, og hun forventer, at hun og holdkammeraterne kan bygge videre på de gode resultater og blive endnu bedre.

Siden efteråret har hendes danske kæreste, Chris, boet i Esbjerg og har nu lærerjob i Bramming. Det har ikke gjort beslutningen om at fortsætte i klubben vanskeligere.

148 unge idrætsmestre fejres traditionen tro

Traditionen tro fejrer Esbjerg Kommune de unge idrætsmestre fra året, der er gået. Det sker ved Ungdomsidrætsfesten, hvor der i år er 148 mestre, som får en velfortjent hyldest. Samtidig sætter prisen som Årets Bobler fokus på en af fremtidens potentielle stjerner.

Jysk, dansk, nordisk og europæisk mester. Så flotte titler har 148 dygtige, unge sportsfolk fra Esbjerg Kommune sidste år hentet hjem til deres klubber, og de imponerende præstationer bliver fejret til Ungdomsidrætsfesten fredag den 10. januar 2020 kl. 16.30-18.30 i Musikhuset Esbjerg.

21 lokale idrætsforeninger og 18 forskellige sportsgrene er repræsenteret til festen, og det understreger de mange valgmuligheder og det høje niveau i Esbjerg Kommunes idrætsliv. De unge talenter har stillet sig øverst på sejrsskamlen i mange forskellige discipliner – lige fra store, populære idrætter som gymnastik, atletik, badminton og svømning og til floorball, bueskydning, vægtløftning og voltigering.

– I Esbjerg Kommune er vi stolte over hver og en af sejrene, og når vi fejrer de unge mestre til Ungdomsidrætsfesten, er det et velfortjent skulderklap for den store indsats, der uden tvivl ligger bag deres succes. Festen er også en hyldest til foreningslivet, og så er den et udtryk for, at vi som partner i Bevæg dig for livet bakker op om, at flest mulige skal være fysisk aktive, siger Peder Tørnqvist, fungerende formand for Kultur & Fritidsudvalget.

Pris til en af fremtidens potentielle stjerner

Hans K. Sønderby fra Kultur & Fritidsudvalget glæder sig til at ønske til lykke og overrække diplomer og gaver til alle mestrene. Et andet af eftermiddagens højdepunkter er overrækkelsen af prisen som Årets Bobler. Prisen hylder et af de talenter, der har potentiale til at blive en af fremtidens stjerner i eliteidrætten.

De unge mestre og deres trænere og familier kan glæde sig til en festlig eftermiddag i musikhuset, hvor de på scenen blandt andet vil opleve dans med EfB Cheerleaders, opvisning med Hjerting IF-gymnastik, stomp-underholdning og underholdning fra Esbjerg Kulturskoles elever på musikalsk grundkursus. Festens deltagere får også mulighed for at dyste i en Kahoot.

Kravlegårdsidræt er en succes

Bydelsprojekt 3i1 har sammen med Get2Sport, Kvaglund IF fodbold, gymnastik og håndbold og FDF Kvaglund afholdt ni ugers Kravlegårdsidræt i Kvaglund. De fire lokale foreninger skulle vise deres aktiviteter frem for de ældste børn i børnehaverne Valmuen og Børnehuset Kvaglund.

Ideen bag aktiviteten var at introducere børnene og deres forældre til de mange gode fritidstilbud, der er i området.

Ud over en masse sjov fik børnene en masse motoriske udfordringer, gode oplevelser i det fri, skabt relationer på tværs af institutionerne og selvfølgelig kendskab til Håndbold, FDF, Gymnastik og Fodbold i Kvaglund.

Foto: Privat

Energy er klar på hjemmebane

Tirsdag klokken 20.30 spilles der igen hockey i Granly Hockey Arena, hvor Esbjerg Energy tager imod Herning Blue Fox i Metal Ligaen.

Herning har spillet godt på det seneste. Det så vi så sent som i sidste uge, hvor de fredag aften besejrede topholdet Aalborg Pirates med 3-2 i Aalborg. Og jeg forventer en ny stærk indsats fra dem, når de tirsdag gæster Granly Hockey Arena i Esbjerg, vurderer cheftræner Mark Pederson fra Esbjerg Energy.Esbjerg Energy besejrede fredag aften Odense med 3-2. Resultaterne betyder, at Esbjerg Energy er nummer fire i Metal Ligaen med 51 point efter 31 kampe. Herning Blue Fox er syv med 46 point efter 30 kampe.

Herning Blue Fox er ligesom Esbjerg Energy en del af et tæt midterfelt i Metal Ligaen, som omfatter holdene fra Frederikshavn på 2. pladsen med 53 point til Herning på 7. pladsen. Kun syv point adskiller nummer to og syv og hele tre hold er noteret for 51 point, så det er tæt, fortsætter den 51-årige canadier.
Fra 1991 til 1998 fordelte Herning og Esbjerg de danske mesterskaber imellem sig med seks til Herning og to til Esbjerg, så kampene mellem Esbjerg og Herning har et stænk af historiens vingesus over sig.

Personligt begyndte denne historik for mig, da vi i foråret 2017 besejrede Herning Blue Fox i finaleserien og genvandt det danske mesterskab. Der er tale om et lokalopgør og i år vandt vi så de to første kampe mod Herning og tabte den seneste, så alle på og omkring holdet glæder sig, fortæller Energy-coachen.

Esbjerg Energy besejrede i september Herning Blue Fox med 3-2 i Granly Hockey Arena og i oktober med 4- 1 I Kvik Hockey Arena, inden midtjyderne i december formåede at besejre vestjyderne med 6-2 i Kvik Hockey Arena.

Herning spiller med en stram struktur i spillet og de er altid hårdt arbejdende. De har fire stærke angrebskæder, en solid back-linje og en rutineret landsholdsmålmand. Og så er de blevet stærkere og stærkere efterhånden som turneringen er skredet frem.Vi skal gøre det vi altid prøver på. Vi skal være klar fra start og holde fokus og disciplinen gennem hele kampen. Jeg forventer ikke, at vi får mange overtalssituationer, så når muligheden byder sig, skal vi udnytte den. Og endelig forventer jeg, at det meget let kan blive de små ting eller en lille detalje, der afgør kampen, slutter Mark Pederson.

Team Esbjergs nytårsbrag mod den hårdeste konkurrent i toppen

Team Esbjerg indleder det nye år med et nytårsbrag mod Odense Håndbold, der ligesom mestrene fra Esbjerg har været peget på som forhåndsfavoritter til at gå hele vejen i denne sæson i HTH Ligaen. Hjemmeholdet i Blue Water Dokken har maksimumpoint for 13 kampe, og Odense og København Håndbold følger efter med et tab på seks point.

Titeltørken indtræder hurtigere end i andre klubber i den ambitiøse fynske klub, der måtte se Herning-Ikast Håndbold tage pokaltitlen med en sikker sejr i Final4-finalen lige før nytår. Det var dråben for ledelsen, der afskedigede cheftræner Jan Pytlick og erstattede ham med assistenttræner Karen Brødsgaard. Dermed har optakten til topopgøret mellem ligaens mest scorende hold, Odense, og det bedste forsvar fået tilføjet yderligere et dramatisk element. 

– Taktisk tror jeg ikke, der sker store ændringer hos Odense, men der kan altid komme en reaktion fra spillerne. Nogle kan være skuffede, nu er tavlen visket ren, og spillere kan se muligheder under en ny træner. Jeg ser fortsat Odense som den største konkurrent til at vinde grundspillet og dermed en mulig kvalifikation til Champions League, siger Team Esbjergs cheftræner, Jesper Jensen.

Odense kan stille en hel startopstilling til det danske landshold og har derudover flere landsholdsspillere fra andre nationer, blandt andre verdensmester Tess Wester i målet. Team Esbjerg har sin egen hollandske verdensmester, Estavana Polman, der trods belastningen og ansvaret under VM i Japan er tilbage i højt humør og med masser af spillelyst.

– Jeg er i det hele taget imponeret over den måde, VM-spillerne er vendt tilbage på. De trenorske er kommet med to nederlag efter at have drømt stort, men alle er mødt glade og med et smil på læben. Jeg er også imponeret af de spillere, der trænet herhjemme i december. De var tæt på at matche landsholdsspillerne i en træningskamp mod Esbjerg UH’s U17-drenge mandag og har virkelig haft værdi af træningstimerne i VM-perioden, siger Jesper Jensen.

Det gælder også den tidligere Nykøbing F.-fløj, Pernille Johannsen, der er hentet til at supplere det klare førstevalg i højresiden, Marit RøsbergJacobsen. Hun har fundet sig fint til rette, både som en dygtig håndboldspiller og socialt. Nu konfronteres hun i sin første kamp med spillerne fra sin hjemby, Odense. 

– Jeg har sagt til spillerne, at vi i første halvleg skal forsøge at kompensere for, at Odense har spillet to kampe på højt niveau i Final4. Vi mærkede selv i fjor, at vi var oven på efter at have spillet disse kampe, siger Jesper Jensen.

Han forventer, at Odense på et tidspunkt i grundspillet vil udfolde sit potentiale efter at have underpræsteret i forhold til de høje forventninger. Derimod har København fået noget nær det optimale ud af den foryngede trup. 

Team Esbjerg er trods julepausen ikke uden personaleproblemer i truppen. Vilde Ingstad og Rut Jónsdóttir er fortsat ikke klar til indsats, og Sonja Frey og Lene Østergaard er tvivlsomme deltagere med henholdsvis en albueskade og en brækket næse under træning før jul. Jesper Jensen håber, at de to sidstnævnte kan være med i begrænset omfang.

Team Esbjergs trup til kampen i HTH Ligaenmod Odense Håndbold torsdag den 2. januar kl. 20.00 i Blue Water Dokken: 

Målvogtere: Rikke Poulsen og Rikke Granlund

Venstre fløj: Sanna Solberg og Elma Halilcevic

Højre fløj: Marit Røsberg Jacobsen og Pernille Johannsen

Streg: Marit Malm Frafjord og Clara Monti Danielsson

Bagspillere: Kristine Breistøl, Sonja Frey, Line Jørgensen, Estavana Polman og Lene Østergaard.

Annette Jensen har fået ro om fremtiden i Team Esbjerg

0

I et genoptræningsforløb oven på en korsbåndsskade i venstre knæ har Team Esbjergs 28-årige playmaker, Annette Jensen, fået vished om, at hun også i de to næste sæsoner spiller i klubben. Parterne har indgået en ny toårig aftale frem til 30. juni 2022.

– Jeg er rigtig glad for den nye aftale. Det er bare fedt og giver ro til genoptræningen, at jeg skal tilbage til de samme piger, når jeg er klar, siger Annette Jensen.

Hun kom til Team Esbjerg fra Team Tvis Holstebro i sommeren 2018 og var med til at vinde det danske mesterskab og nå finalen i EHF Cup i sin første sæson i klubben. Korsbåndsskaden under træning i begyndelsen af september satte en stopper for et af hendes store mål, at spille Champions League-håndbold.

– De har bare at komme i Champions League igen, smiler Annette Jensen og fortsætter:

– Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for at komme styrket ud af genoptræningen, både fysisk og mentalt. Jeg skal være klog i denne fase, lytte til kroppen og de gode og dårlige smerter. Man får tid til at reflektere, se håndboldspillet på en anden måde og måske blive taktisk klogere. I tiden i Team Esbjerg har jeg været meget optaget af at lægge lag på, hele tiden rykke mig, også selv om jeg ikke altid fik lige meget spilletid det første år. Jeg følte, at jeg blev en bedre spiller, også i korte perioder på banen, og da jeg fik chancen i den nye sæson, kvitterede jeg. Man bliver presset hver gang til træning. Det viser, at jeg er kommet til den rette klub.

Cheftræner Jesper Jensen betragter Annette Jensen som den perfekte allroundspiller.

– Annette er en meget alsidig spiller, der i enhver henseende passer sit job, truppens schweizerkniv. Hun har spillet de fleste pladser på et hold, og når jeg har en opgave, jeg skal have løst, offensivt eller defensivt, tænker jeg: Den kan Annette klare. Vi har valgt at forlænge aftalen med hende på grund af hendes spillemæssige kompetencer. Vi har rigtig mange spillere i truppen, som træner hårdere, jo mere modgang de kommer ud for, og til dem hører Annette absolut. Hun har også kunnet håndtere perioder, hvor hun ikke har spillet så meget, siger Jesper Jensen.

Annette Jensens kæreste, Daniel Larsen, arbejder på Viking Life-Saving Equipment, og parret er faldet godt til i Esbjerg, som, de synes, har en passende størrelse og meget at byde på.

Ung midtbanespiller bliver i Esbjerg

Esbjerg fB har skrevet en ungdomskontrakt frem til sommeren 2022 med Marcus Kristensen, som til dagligt gør sig på U17-holdets centrale midtbane. Han kom til EfB som U10-spiller fra samarbejdsklubben Næsbjerg RUI.

16-årige Marcus Kristensen har netop underskrevet en ungdomskontrakt frem til sommeren 2022 med Esbjerg fB.

Kristensen kom til EfB som U10-spiller fra samarbejdsklubben Næsbjerg RUI, og gør sig nu gældende på den centrale midtbane på U17-holdet, hvor han bidrager både offensivt og defensivt.

Ungdomselitechef Niels Erik Søndergaard glæder sig over, at endnu en spiller fra EfB Akademi fastholdes på en længerevarende aftale.

– Marcus er en dygtig midtbanespiller med et godt overblik og en fin sparketeknik. Vi har nu sammen lagt en plan for, hvad der skal arbejdes med fremadrettet, og vi glæder os til at følge hans fortsatte udvikling de næste år, siger han.

Hovedpersonen, der ved siden af fodbolden er i gang med HHX-uddannelsen på Rybners Gymnasium, er glad for sin første aftale.

– Jeg er stolt over at have skrevet under på min første aftale og over, at EfB tror på mig. Det er et stort skulderklap, og nu kan jeg koncentrere mig om at udvikle mig yderligere i gode rammer i de kommende sæsoner, fortæller Marcus Kristensen.

Marcus Kristensen er bror til Mathias Kristensen, der er en fast del af 3F Superliga-truppen.

Foto: EfB