Home Tags Ribe

Tag: Ribe

UDSTILLING: Anne Marie Carl-Nielsen

Udstillingen er den største præsentation af den danske billedhugger i 75 år.

På udstillingen inviteres du ind i kunstnerens værksted og kan stifte bekendtskab med den kompromisløse kvinde, der både var efterspurgt og anerkendt i sin samtid, men siden er blevet skrevet ud af historien.
På fotoet ses AMCN og hendes assistent, billedhugger Hans Peder Pedersen-Dan, med originalmodellen til monumentet over Dronning Dagmar, 1913. © Carl Nielsen Museet. Ukendt fotograf

Anne Marie Carl-Nielsen var den første kvindelige billedhugger i verden, der opførte en rytterstatue af en konge og bronzeporte til en domkirke; to af fagets mest prestigefyldte opgaver. Selvom mange har stiftet bekendtskab med rytterstatuen af Christian IX på Christiansborg Ridebane eller gået ind ad bronzeportene i Ribe Domkirke, er det de færreste, der kender Anne Marie Carl-Nielsen i dag. I sin samtid var hun dog en eftertragtet og succesfuld kunstner, der blev præmieret på store udstillinger i ind- og udland.
I en alder af 25 år udstillede hun på Den Nordiske Industri-, Landbrugs og Kunstudstilling i København, hvor den franske billedhugger Auguste Rodin bemærkede hendes små statuetter af kalve. Han mente, at de var så naturtro, at ”de duftede af stald”. Året efter repræsenterede hun Danmark på Verdensudstillingen i Paris og vandt en bronzemedalje. Senere modtog hun Thorvaldsen Medaillen, Kunstakademiets fineste hædersbevis, regentens fortjenstmedalje for ånd og kunst, og i næsten 30 år var Kunstakademiets æresbolig hendes hjem.
Fra smør og ler til gips og bronze
Allerede som 12-årig begyndte hun at modellere små figurer og dyr i smør og ler. Anne Marie Carl-Nielsen voksede op på landet og skildrede familiens husdyr i de materialer, hun havde for hånden. Trods hendes indlysende kunstneriske talent mente faderen, at hun skulle lære husholdning. Men takket være en stædig vilje blev hun elev hos den anerkendte billedhugger August Saabye (1823 – 1916).

Anne Marie Carl-Nielsen udførte sine skitser i voks og ler og støbte i gips og bronze. Hun var først og fremmest skulptør og havde sin viden i sine hænder. Hun lod sig fotografere med sine værker i alle stadier og tog dermed selv magten over sit værk og fortællingen om det.
Carl Nielsen og AMCN fotograferet på Akropolismuseet i Athen foran AMCNs kopi af Typhonen. (1903) © Carl Nielsen Museet. Fotograf Dr. Schrøder, Altes Museum, Berlin.
Kunstens ligestilling – ligestillingens kunst
Anne Marie Carl-Nielsen var en moderne kvinde. Hun var gift med komponisten Carl Nielsen, der både var hendes partner og modstander. Livet igennem forsøgte hun at balancere kunst og kærlighed. Hun var ikke bare progressiv på egne vegne, men kæmpede også for sit køns ret til uddannelse. Sammen med datidens store kvindelige kunstnere som bl.a. Anna Ancher stiftede hun Kvindelige Kunstneres Samfund og arbejdede aktivt for kvinders adgang til Kunstakademiet og deres ret til at udstille i en tid domineret af mandlige kunstnere.
På trods af Anne Marie Carl-Nielsens rolle som en af vores vigtigste og mest succesfulde billedhuggere og som et kunstnerisk forbillede i sin egen tid, fik hun aldrig efterfølgende den anerkendelse og berettigelse i kunsthistorien, hun fortjener.
Bag om Anne Marie Carl-Nielsen
Anne Marie Carl-Nielsen levede fra 1863 til 1945. Hun blev født og voksede op i Kolding, men flyttede tidligt til København og opholdt sig i udlandet i lange perioder. Hun fik tre børn sammen med Carl Nielsen. Foruden rytterstatuen af Christian IX og Ribe Domkirkes bronzeporte er hendes mest kendte værker blandt andre Havfruen ved Det Kongelige Bibliotek og monumentet over sin mand, Musikkens Genius, med den unge fløjtespiller, der står på Grønningen begge i København. I Ribe er hun selvfølgelig mest kendt for sin statue af Dronning Dagmar på Slotsbanken. Udover sit engagement i Kvindelige Kunstneres Samfund var hun også medstifter af kunstnersammenslutningen Den frie Udstilling.
Særudstillingen er finansieret af Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat. Udstillingskonceptet er skabt af Ny Carlsberg Glyptotek og blev der vist i perioden 7.10.21-27.2.22. Efter visningen i Ribe rejser udstillingen videre til Fuglsang Kunstmuseum. I forbindelse med udstillingen er der udgivet en større publikation.
For yderligere information, kontakt da museumsinspektør Josephine Nielsen-Bergqvist på jnb@ribekunstmuseum.dk/23665218

Børns kreativitet blomstrer på Ribe Kunstmuseum

Børn fra børnehaverne Paraplyen (Roager) og Børnebo (Egebæk) har skabt 31 malerier, som kan opleves på Ribe Kunstmuseum til og med uge 7.

I de to udstillingsrum i kælderen på Ribe Kunstmuseum hænger der for tiden en anden slags kunst, end der plejer. Det er nemlig malerier lavet af 31børnehavebørn fra børnehave Paraplyen i Roager og børnehaven Børnebo i Egebæk. Med titler som ”Den lyserøde pige”, ”En glad familie” og ”Skoven” har børnene skabt deres egne kunstværker, som nu hænger og glimter på kunstmuseets vægge.

Glimmer, pailletter og maling i klare farver er blevet puttet på malerier, som er blevet fundet i genbrugsbutikker. Inspirereret af værker i Ribe Kunstmuseum og Esbjerg Kunstmuseums samlinger – og under overskriften ”Kunst er en tænkemaskine” – har de to børnehaver haft fokus på, hvordan kunsten kan bruges som en indgang til at undre os over verden.  Børnene har eksperimenteret med forskellige materialer og arbejdet med at lave malerierne om efter egne idéer. 

 

Udstillingen vises til og med vinterferien i uge 7, og i lokalerne ligger der tegnemateriale fremme på borde, så gæster har mulighed for selv at blive inspireret og være kreative.

 

Direktør for Ribe Kunstmuseum, Anne-Mette Villumsen, udtaler: ”Det er dejligt se børns umiddelbare tilgang til kunsten og hvordan de har skabt billeder af ting, der betyder noget for dem. Jeg er glad for, at vi kan vise børnenes malerier på museet og dermed forhåbentlig åbne flere børns – og voksnes – øjne for glæden ved at arbejde kreativt.”

Pædagogisk leder for Børnehus Syd, Lene Bromerholm, uddyber:

”Vi er stolte af, at børnenes værker udstilles på Ribe Kunstmuseum. Kunstværkerne viser leg og kreativitet og børnene har eksperimenteret, været nysgerrige og undersøgende i vores nye atelier i begge huse. Børnene har været fordybet i lang tid og fået erfaringer med forskellige udtryksformer. Det har været betydningsfuldt, givende, lærende og inspirerende for både børn og voksne.”

 

Hun tilføjer: ”Jeg er som pædagogisk leder stolt over mine dygtige pædagoger, som har haft et fantastisk forløb sammen med børnene. Jeg har oplevet deres begejstring for det pædagogiske arbejde og mærket deres glæde sammen med børnene. Og så er jeg overbevist om, at børnene tager deres forældre, søskende og bedsteforældre med ind på kunstmuseet og med stolthed viser deres kunst frem.”

Udstillingen kan ses til og med d. 20.februar.

 

Foto: www.ribekunstmuseum.dk

Esbjerg Kommune køber Ribe Jernindustri-området

Ribe Jernindustris fabriksbygninger i Saltgade overtages nu af Esbjerg Kommune, som vil rive hovedparten af bygningerne ned for at komme videre med planerne om at skabe et nyt attraktivt bykvarter.

Skitse fra vinderprojektet vedr. Jernstøberiet. Kreditering: Tegnestuen Vandkunsten

På årets sidste byrådsmøde besluttede Esbjerg Byråd at købe hele arealet, som tidligere husede Ribe Jernindustri. Området strækker sig over ca. 25.000 m2 i Ribe midtby, og Esbjerg Kommune nu vil gå videre med planerne om et innovativt byudviklingsprojekt under navnet Jernstøberiet.

Esbjerg Kommune forventer at rive den eksisterende bygningsmasse ned for at skabe plads til at realisere den helhedsplan for området, som i 2017 sikrede Tegnestuen Vandkunsten førstepladsen i arkitektkonkurrencen udskrevet i fællesskab af Ribe Jernindustri, Realdania og Esbjerg Kommune. Nedrivningen åbner for den planlagte byudviklingsproces for Jernstøberiet, der skal munde ud i et kvarter med ca. 250 boliger, der bliver en moderne udgave af den historiske bymidte i Ribe.

Borgmester Jesper Frost Rasmussen glæder sig over beslutningen om at købe jernstøberigrunden: 
”Det er en unik mulighed for at tilføje Nordens ældste by et nyt, centralt bykvarter, der skal spille perfekt sammen med Ribe midtbys helt unikke bykvaliteter og samtidig tilføre Ribe nye, moderne byboliger til mennesker med forskellige boligønsker, men som har det tilfælles, at de ønsker at bo midt i en helt unik by.” 

Kim Baarsøe, bestyrelsesformand i Ribe Jern Ejendomme A/S, er glad for salget til Esbjerg Kommune:
”Med Esbjerg Kommune som køber af jernstøberiet, er vi sikret, at de flotte intentioner i vinderprojektet fra 2017 kan realiseres, og den industriepoke, der sluttede med lukningen af Jernstøberiet for relativt kort tid siden, nu kan afløses af en ny epoke med en bydel, der vil tilføje Ribe midtby endnu flere kvaliteter.”

Udover høj kvalitet i arkitekturen og bymiljøet, kommer Esbjerg Kommune til at lægge vægt på, at der tænkes bæredygtigt i opførelsen af nye bygninger på stedet. For at mindske CO2 belastningen ved det samlede projekt, vil cirkularitet indgå som et element i byggeplanerne. Der er allerede udført analyser af potentialerne i genanvendelse af bygningsmaterialer fra nedrivningen i de nye bygninger, der skal opføres på arealet og andre steder i Esbjerg Kommune. Et kommende lager for genbrugelige byggematerialer, der etableres i samarbejde med Esbjerg Havn, får i denne forbindelse sin debut.

”Det er et vigtigt element i Esbjergs målsætning om CO2 neutralitet i 2030 at tænke bæredygtighed og cirkularitet ind i byudviklingsprojekter. Produktion af nye byggematerialer er typisk noget, der medfører belastning af klimaet, hvorfor vi ønsker at genbruge flest mulige materialer højt oppe i værdikæden og dermed mindske behov for produktion af nye materialer”, udtaler Jesper Frost Rasmussen.

Med opkøbet forestår der en længere proces med udvikling af området i samarbejde med investorer, borgerne i Ribe og øvrige samarbejdspartnere. Esbjerg Kommune forventer at igangsætte nedrivningsaktiviteter i løbet af 2022 sideløbende med en opdatering af plangrundlaget for området.

Se mere om Jernstøberiet her: www.esbjerg.dk/planer-projekter-og-trafik/byudviklingsprojekter/ribe-jernstoeberi

Domkirkebyen Ribe er Nordens ældste by med en meget velbevaret og smuk historisk bymidte. Ribe har knap 8.500 indbyggere og oplever i disse år vækst i både indbyggertal og antal arbejdspladser, herunder en stor vækst i statslige arbejdspladser, anført af Færdselsstyrelsen og Skats kundecenter.

Seniorer i Esbjerg Kommune inviteres til kaffe, musik og fællessang

Seniorer i Esbjerg Kommune kan i november gratis deltage i en række arrangementer, som foruden musik og fællessang byder på samvær og en god samtale over kage og en kop kaffe. Bag initiativet står Esbjerg Kommune, Ældrerådet og Ældre Sagen i Esbjerg, Bramming og Ribe.

I november åbner Esbjerg Kommune sammen med Ældrerådet og Ældre Sagen i Esbjerg, Bramming og Ribe dørene til en række arrangementer med musik og fællessang for kommunens seniorer.

Her kan seniorerne nyde et par hyggelige timer i hinandens selskab og sammen få en god oplevelse gennem levende musik, fællessang og en god samtale omkring bordet over kage og en kop kaffe.

For den musikalske underholdning står henholdsvis Trine Gadeberg, som blandt andet er kendt fra revyer og musicals, og Maja H. Morthorst, der sammen med en saxofonist eller bassist vil lede fællessang fra klaveret.

– Det gode liv er noget, vi skaber sammen. Derfor er jeg rigtigt glad for, at vi sammen med Ældrerådet og Ældre Sagen har fået mulighed for at invitere kommunens seniorer til musik og fællessang, hvor man samtidig kan mødes med andre og få en god snak over en kop kaffe. Jeg håber, at mange vil benytte sig af tilbuddet, siger formand for Sundhed & Omsorgsudvalget i Esbjerg Kommune, Olfert Krog.

Hvor og hvornår

Arrangementerne finder sted:

Trine Gadebergs Seniorkoncert:

Esbjerg Konference & Event, Gl. Vardevej 82, 6700 Esbjerg
17. november 2021 kl. 10.00-12.00

Ribe Fritidscenter, Sportsvej 8, 6760 Ribe
17. november 2021 kl. 14.00-16.00

Fællessang ved Maja Morthorst m.fl.:

Kvaglundhallen, Askekrattet 4, 6705 Esbjerg Ø
19. november 2021 kl. 14.00-16.00

Gørding Idræts- og kulturcenter, Skolegade 17, 6690 Gørding
23. november 2021 kl. 14.00-16.00

Kongeåhallen Gredstedbro, Gredsted Kjærvej 10, 6771 Gredstedbro
24. november 2021 kl. 14.00-16.00

Bramming Kultur- og Fritidscenter, Idræts Alle 10, 6740 Bramming
29. november 2021 kl. 10.00-12.00

Kultur- og Aktivitetscenter Egebæk-Hviding, Egebækvej 30, 6760 Ribe
30. november 2021 kl. 10.00-12.00

Det er gratis at deltage, men tilmelding er nødvendig. Man kan tilmelde sig alle hverdage kl. 10.00-12.00 på tlf. 40 11 95 43 eller 20 37 43 94 eller elektronisk på www.esbjerg.dk/sundhedscentre.

Seks uger med byrumsforsøg langs Tved Å i Ribe

0

En sti og en ny udsigtsplads er blandt de midlertidige tiltag, som afprøves i området hvor Saltgade krydser Tved Å. Byrumsforsøget skal give beboere og besøgende større glæde af området og være med til at udvikle kvaliteterne i området.Den nye udsigtsplads ved Tved Å giver mulighed for at se åen og marsken.

Esbjerg Kommune har i den seneste tid etableret de midlertidige tiltag, som frem til midten af november skal udgøre Byrumsforsøget i Ribe. Tiltagene udspringer af Programmet for Områdefornyelse i Ribe, som Esbjerg Byråd vedtog d. 17. maj 2021. Lokale borgere, foreninger og interessenter har bidraget til indholdet i programmet. Der er afsat 12,6 mio. kr. til områdefornyelsen, som frem mod 2026 skal medvirke til at udvikle, udvide og styrke helheden i Ribes bykerne.

”I stedet for straks at begynde med permanente løsninger, har vi bl.a. i Bramming og Esbjerg opnået gode resultater med først at lave midlertidige tiltag. Efter forsøgsperioden pilles tiltagene ned igen, ligesom det bliver tilfældet i Ribe. En evaluering skal vise os, om vi er på rette vej eller om der måske skal justeres før, tiltag bliver til en permanent løsning”, siger Søren Heide Lambertsen, formand for Teknik & Byggeudvalget.

Holdninger og ønsker til områdets udvikling undersøges under forsøget og samles efterfølgende i en evalueringsrapport. På baggrund af rapporten arbejder Esbjerg Kommune videre med udformningen af mere permanente løsninger.

Byrumsforsøget giver forskellige fysiske eksempler på hvordan området kan udvikles. Som en lille forsmag på, hvordan en sti f.eks. kunne omkranse Jernstøberi-området, er der blandt de midlertidige tiltag lavet en sti fra Saltgade hen til en udsigtsplads, hvor man kan nyde udsigten over åen og marsken. Langs stien er der opsat skilte, som fortæller om forsøget og områdets historie.

”Med tiltagene ønsker vi at støtte udviklingen og forbedre sammenhængskraften i bykernen. Her handler det især om at udnytte det eksisterende, og med få greb gøre området endnu mere attraktivt for alle, der bor her. Samtidig føjer vi endnu en dimension til besøgsoplevelsen, når man kommer for at besøge byen og parkerer på P-Nord”, siger Karen Sandrini, formand for Plan & Miljøudvalget.

Ved P-Nord er der lavet en midlertidig lille plads med bænke og oplysningskilte på et græsareal ved Saltgade-broen over Tved Å. Her danner to træer også en midlertidig portal, som en velkomst ved ankomsten til byen.

Læs mere på www.esbjerg.dk/omf.ribe.

Foto: Esbjerg Kommune

Nationalpark Vadehavet: Sort sol i Ribe-marsken

0

Marskområderne ved Vadehavet udgør netop nu et vigtigt fødesøgnings- og rasteområde for hundredtusinder af stære. De kommer fra hele Skandinavien og i dagtimerne søger de føde på især de vidtstrakte græsmarker i området, hvor især larver af stankelben og gåsebiller er på menukortet. Stærene foretrækker at overnatte mange sammen, og hen mod aften kan man se de mange fugle samles i større og større flokke, som til sidst flyver til et godt vådområde, hvor de overnatter i rørskoven.


Ved Ribe findes sådan et kollektivt overnatningsområde i sumpene langs Ribe Å sydøst for byen, og for tiden kan man i timen, inden aftenmørket trænger sig på, opleve et par hundrede tusinde stære samles, før de sætter sig til at sove i tagrørene ved åen. Det kan være en fantastisk oplevelse at se de mange fugle sværme over området, og hvis en rovfugl angriber, så ’danser stærene’ for alvor!

Foto: Lars Gejl

Det imponerende ’fugle-show’ opleves bedst fra Hundegades forlængelse mellem Ribe og Damhus. Her kan man stå på offentlig vej og følge sceneriet. En anden mulighed er at opsøge fugletårnet i Ribelunds anlæg syd for åen – ved stien i forlængelse af Kastanie Alle.
NB. Om morgenen ved solopgang kan man så at sige få den modsatte oplevelse, når stærene vågner og i store flokke letter med kurs mod marsken.

Miljøministeren besøger Ribe på vild turne

0

Miljøminister Lea Wermelin besøger Esbjerg Kommune den 23. august for at høre mere om kommunens deltagelse i Miljøministeriets konkurrence om at blive Danmarks vildeste kommune.

Esbjerg Kommune er en af de 92 kommuner, der dyster om at blive Danmarks Vildeste Kommune i en konkurrence udskrevet af Miljøministeriet. I den anledning besøger miljøminister Lea Wermelin de deltagende kommuner. Nu er turen kommet til Esbjerg Kommune, hvor miljøministeren skal se på landbrug i marsken ved Vadehavet.

Det sker den 23. august kl. 12.15 ved Ribe. Her er borgmester Jesper Frost Rasmussen klar til at byde miljøministeren velkommen på Klimagården.

Jesper Frost Rasmussen præsenterer kort, hvordan Esbjerg Kommune arbejder med at fremme biodiversiteten nu og på længere sigt. Bl.a. skal en ny strategi gøre det nemmere at tænke biodiversitet ind i flere aspekter af kommunens arbejde koblet med flere borgerrettede initiativer fx en frøtjeneste og et idekatalog, der kan inspirere alle i kommunen.

Derefter bliver miljøministeren vist rundt på Klimagården, som drives efter Permeco-modellen. Her forsøger man at udvikle fremtidens landbrug ved at drive landbrug på lavbundsarealer, hvor der skabes artsrige græsningsarealer, der er økonomiske rentable med både høj foderkvalitet og biodiversitet, mens der ophobes kulstof og tilbageholdes næringsstoffer i marken. Driftsformen kan reducere det miljøbelastende aftryk betydeligt.


Oplev stjernespækket cykelløb i Esbjerg og Ribe

Foto: Esbjerg Kommune

Det bliver med ikke mindre end seks World Tour hold i feltet, at cykelløbet PostNord Danmark Rundt 2021kommer til Esbjerg og Ribe den 10. og 11. august. Med cykelløbet følger kortvarige begrænsninger af trafikken for sikre den gode oplevelse og sikkerheden.

I Esbjerg kører cykelrytterne i mål i Havnegade. Foto: Esbjerg Kommune

Det bliver spændende om den drilske vestenvind kommer til at spille en afgørende rolle for, om første etape af PostNord Danmark Rundt 2021 skal afgøres af enten massespurt eller en enkelt rytter på målstregen i Esbjerg tirsdag den 10. august 2021.

Det er i hvert fald sikkert, at toprytterne fra fx World Tour holdene Quickstep, Lotto-Soudal, Trek-Segafredo og det danske landshold får nok at se til på den 176 km lange og udfordrende etape fra Struer i nord til Esbjerg i sydvest. I hjertet af Esbjerg slutter etapen med tre runder på den 3,6 km lange rundstrækning, inden dagens vinder kører først over målstregen ved Musikhuset Esbjerg.

På cykelløbets anden etape går starten i Ribe med Domkirkepladsen som den stemningsfulde kulisse, og herfra sætter rytterne kursen mod Sønderborg.

”Vi glæder os til at lægge veje til det stjernespækkede felt til dette års PostNord Danmark Rundt i både Esbjerg og Ribe. Cykelløbet er en oplagt mulighed for at vise det bedste af vores kommune frem, og vi håber, vi kan samle mange glade tilskuere på ruterne, så vi kan få skabt en fantastisk stemning og heppe cykelrytterne godt på vej”, siger Jesper Frost Rasmussen, borgmester i Esbjerg Kommune.

Cykelfest begrænser trafikken

Cykelfesten og den gode oplevelse er i centrum for cykelløbet, og det skal være sikkert for både cykelryttere og tilskuere at være med. Derfor etablerer Esbjerg Kommune i samarbejde med Syd- og Sønderjyllands Politi en række begrænsninger af trafikken.

Den 3,6 km lange rundstrækning i Esbjerg går ad opløbsstrækningen i Havnegade og videre til Englandsgade, Nørregade, Strandbygade, Stormgade, Toldbodvej, Østre Havnevej, Hulvejen og tilbage til Havnegade. Tirsdag den 10. august kl. 16.15-18.00 vil gaderne på rundstrækningen være spærret, og kørende trafik har kun begrænset mulighed for at krydse rundstrækningen i sluser ved Nørregade/Stormgade, Nørregade/Torvegade, Englandsgade/Skolegade og Englandsgade/Borgergade. For fodgængere er der også en sluse ved Englandsgade/Kongensgade.

Målområdet ved Musikhuset Esbjerg er centralt for cykelløbet, og tirsdag den 10. august kl. 9-21 vil Havnegade derfor være spærret fra Englandsgade til Kirkegade, lige som Torvegade er spærret fra Havnegade til Borgergade.

For at sikre fri passage for cykelrytterne i gaderne vil det tirsdag den 10. august kl. 12-20 være forbudt at standse og parkere på rundstrækningen. Ulovligt parkerede biler bliver fjernet for ejerens regning.

Onsdag den 11. august vil Domkirkepladsen, Von Støckens Plads og en del af Dagmarsgade i Ribe være afspærret kl. 11-13.30. I samme område og på Sct. Catharinæ Plads vil det være forbudt at standse og parkere kl. 6-14.

Begrænsningerne af trafikken i både Esbjerg og Ribe gælder naturligvis ikke for udrykningskørsel og andre nødsituationer.

Få mere information om cykelløbet og trafikken på www.esbjerg.dk/postnorddanmarkrundt

I Esbjerg kører cykelrytterne i mål i Havnegade.

I Ribe går starten på Domkirkepladsen.

Cykelrytterne slutter første etape med tre omgange på rundstrækningen i Esbjerg midtby, og derfor er det nødvendigt at begrænse trafikken.

I Ribe fører starten på anden etape ændringer af trafikken med sig.

Danmarks ’dåbsattest’ i Ribe

Den første kirke blev bygget i Ribe omkring år 855. Gravene omkring den viser, at den nye tro hurtigt fik følgere. Nu skal de spændende resultater af udgravningerne ved Ribe Domkirke vises i en flot udstilling i Kannikegårdens store ruinrum.

Foto: Presse

Før det store menighedshus, Kannikegården, kunne bygges ved siden af Ribe Domkirke i 2015-16, foretog arkæologerne fra Sydvestjyske Museer meget omfattende udgravninger. Der havde været kirkegård i området frem til 1805, så arkæologerne stødte selvfølgelig først på et stort antal grave fra tiden efter middelalderen. Da de kom længere ned i lagene, dukkede den første store overraskelse frem, nemlig resterne af et kloster. Det er bygget i anden halvdel af 1100-tallet og er det ældste teglstensbyggeri i Danmark.

Men mere epokegørende opdagelser kom i over fire meters dybde. Så omfattende er kulturlagene i Ribe. Her fandt arkæologerne 83 grave, alle fra før 1050 hvor gravpladsområdet blev forseglet af kulturlag og bygninger. Med kulstof 14-dateringer kunne det konstateres, at flere af gravene var fra 8- og 900-årene, og der var vel at mærke tale om kristne begravelser.Den ældste kirkegård var afgrænset af grøfter og dermed indviet jord, og trods brugen af fine kister, havde de afdøde ikke fået gravgods med i graven.

Arkæologerne havde hermed fundet Danmarks første kristne kirkegård, som blev etableret i tilknytning til Ansgars første kirke. Fra skriftlige kilder ved vi, at kong Horik II i ca. 855skænkede missionæren Ansgar en grund i Ribe, så der her kunne opføres en kirke og tilknyttes en fast præst.- Flere af de begravede har hermed været en del af den første kristne menighed i det nuværende Danmark, siger overinspektør Morten Søvsø, Sydvestjyske Museer. – Der har nok været tale om stormandsfamilier, da de første kristne kirker var placeret ved datidens hovedhandelsbyer som Hedeby og Ribe.

I et tæt samarbejde mellem Ribe Domsogns menighedsråd og Sydvestjyske Museer er det lykkedes at skaffe fondsfinansiering til, at Danmarks ’dåbsattest’ nu kan blive udstillet. Det sker i det såkaldte ruinrum i Kannikegårdens kælder, hvor publikum kan blive klogere på historien om de første kristne og det første teglstensbyggeri. Vender de sig om, kan de se den store statue af Ansgar foran Ribe Domkirke.

Menighedsrådsformand Tage Rosenstand er rigtig glad for, at flere fonde har gjort udstillingerne mulige: – I respekt for de unikke fund i kulturlagene under Kannikegården har det været et længe næret ønske og en forpligtelse at vise dem frem og fortælle historien. 

“Ribe er en af Danmarks ældste og meget spændende kulturhistoriske byer. I Augustinus Fonden har vi gennem mange år arbejdet målrettet med at løfte denne formidling af byen.

Det har vi gjort gennem støtte til både Riis Museet, Kunstmuseet, Rued Langgaard Festivalen samt en udstilling om samme komponist, som også er på vej i det gamle rådhus. Det glæder os, at også Domkirken nu kan bidrage til fortællingen og kulturformidlingen af byen, og vi håber, at udstillingen vil nå mange”, siger Frank Rechendorff Møller, direktør for Augustinus Fonden.

“De arkæologiske fund ved Ribe Domkirke har vist sig at være af enestående karakter og er et stykke nationalkulturarv, som kalder på formidling. Vi er glade for at kunne bidrage til udstillingen, der i de smukke arkitektoniske rammer på Kannikegården kan gøre os klogere på de tidligt kristne og et unikt stykke Danmarkshistorie”, siger fondsdirektør Christine Wiberg-Lyng.

Fakta

Det nye museum får titlen De Første Kristne og bliver officielt indviet den 18. juni i år.

Museet er muliggjort af donationer fra Augustinus Fonden, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond og Brødrene Hartmanns Fond.

Formelt bliver museet en del af Fonden Ribe Domkirkemuseum, hvor menighedsrådsformand Tage Rosenstand er formand. 

Der bliver gratis adgang til De Første Kristne i domkirkens åbningstid.

Nationalpark Vadehavet uddeler 75.000 kr. til lokale projekter

Der er mange i vadehavsområdet, som gerne vil bidrage til udviklingen af Nationalpark Vadehavet. Nationalparken har således modtaget hele 20 spændende ansøgninger om støtte til lokale projekter og arrangementer fra en pulje på i alt 75.000 kr., som nationalparkens bestyrelse har afsat til formålet.

Midlerne rækker til, at 11 ansøgere kan få tildelt et støttebeløb, og dermed må der desværre gives afslag til ni ansøgere.

“Selv om det naturligvis er ærgerligt ikke at kunne imødekomme ellers fine ansøgninger, så glæder vi os over at så mange ønsker at være med til at forbedre naturen og muligheden for at komme ud og opleve nationalparken”, siger økonomikonsulent Marianne Thorlund Tølbøll fra Nationalpark Vadehavet.

“Det er meget positivt, at mange lokale foreninger og aktører ønsker at bidrage til at gøre Vadehavet kendt og tilgængeligt for såvel lokale som besøgende udefra”, tilføjer hun.

De 11 modtagere fordeler sig geografisk set fra hele vadehavsområdet, og der er således modtagere fra alle fire vadehavskommuner, Tønder, Esbjerg, Fanø og Varde. Tilskudsmodtagerne er her anført med: ansøgernavn, projekttitel og støttebeløb i kroner:• Havneby og Kirkeby Digelag, – Sti på Havneby og Kirkeby dige: 10.000• Foreningen Martha af Sønderho – Sejlads i Vadehavet: 2000• Tid i Naturen (Ribe) – Temadag om Vadehavslaksen: 10.000• Ribe Netværket, lokale fra landforeningen Praktisk Økologi – Vilde haver, bier og blomster: 3000• Støtteforeningen for Rømø Skovlegeplads – Træ er lyd: 5000• Nordby Handelsstandsforening – Fanø og vores Vadehav året rundt: 5000• MYRTHUE – Natur, kultur og læring (Esbjerg) – Inden vi lægger fra land: 10.000• Ribe Roklub – Ribe Vesterå – mulighedernes å: 7000• Ribe Træskibslaug – Toiletsystem til KAREN af Mandø: 10.000• Fugleværnsfonden – Kratluskersti ved Stormengene på Rømø: 10.000• Frivilligforeningen Træfpunkt Sædding – PartnerNetværk Nord: 3000

Nationalpark Vadehavet ser frem til at modtage ansøgninger igen i 2022.