Home Tags Nyhed

Tag: nyhed

Skolegade i Bramming får et løft

0

Fra september og året ud renoveres Skolegade i Bramming. Med flere tiltag bliver gaden både grønnere og tryggere at færdes i.

Foto: Esbjerg Kommune

I begyndelsen af september starter renoveringen af Skolegade i Bramming. Projektet er en direkte udløber af byfornyelsen i Bramming, og derfor har arbejdsgruppen for Nørregade og Skolegade været involveret i planlægningen af de tiltag, der nu gennemføres i gaden.

 

Arbejdsgruppen har bl.a. haft fokus på at gøre Skolegade til en indbydende by- og boliggade, som både er attraktiv for gadens beboere og for de mange handlende i Nørregade, der benytter Skolegades parkeringspladser. Målet er at gøre Skolegade både grønnere og tryggere af færdes i.

 

“Jeg vil gerne takke arbejdsgruppen for de gode input, som gør, at vi kan sætte gang i det første vejprojekt i arbejdet med byfornyelsen i Bramming. I det hele taget er der god opbakning til arbejdet i de forskellige grupper, og med stærke medspillere skabes der holdbare projekter til glæde for alle i byen”, siger formand for Plan & Miljøudvalget, Karen Sandrini.

 

Trafikken påvirkes

Langs gadens sydside etableres et helt nyt fortov, som giver adgang til parkeringspladserne og passagerne mod Nørregade. Langs nordsiden omlægges det eksisterende fortov med kantsten og fliser, så der også her kommer en mere sikker adskillelse af fodgængere og øvrige trafikanter.

“Alle der færdes i gaden skulle gerne få en bedre oplevelse, fordi vi både kigger på sikkerheden og æstetikken. Den kommende tids anlægsarbejder vil påvirke trafikken i området, men vi håber på forståelse samtidig med, at planlægningen gerne skulle reducere eventuelle gener mest muligt”, siger formand for Bygge & Teknikudvalget, Søren Heide Lambertsen.

I krydset mod Plantagevej etableres en hævet flade, som sænker bilernes hastighed. Samtidig fjernes midterhellen, og kørebanerne samles i ét spor. Det frigiver plads til at etablere et lille grønt opholdsareal, som afgrænses fra kørebanen med en lav hæk og opstammede træer. Opholdsarealet indrettes med bord og bænke, og lave pullerter med lys er med til at forskønne området.

 

Kanten ind mod OK tankstationen og SuperBrugsens tidligere parkeringsplads gøres også grønnere, når de små hække, som fandtes tidligere, genetableres.

Menighedsråd og politi vil gøre det bøvlet at være kirketyv

0

Stigning i antallet af indbrud i kirker har fået nogle menighedsråd til at sikre sig bedre.

Samtlige menighedsråd under Sønderborg Provsti været samlet for at høre om, hvordan kirkerne kan sikre både de kostbare genstande, der bruges inde i kirken og de tit også betragtelige værdier, der er bundet i gravernes og kirkegårdenes udstyr.

Foto: Yesbjerg

–        Vi kan kun opfordre andre menighedsråd til at tage imod vores tilbud om at holde oplæg om sikring mod tyveri og indbrud, siger vicepolitiinspektør Christian Østergård fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

Sidste år oplevede politikredsen en voldsom stigning i antallet af indbrud og tyverier fra kirkerne. Der var 41 anmeldelser i 2018 mod 23 anmeldelser i 2017. I år er der indtil nu 10 anmeldelser.

–        Vi håber selvfølgelig vi har knækket kurven, men når vi efter indbrud er ude og se på forholdene omkring sikring, kan vi se, at der mange steder er plads til forbedring, siger Christian Østergård.

Kirkerne opbevarer dels store værdier i kulturhistorisk inventar, men der har også været eksempler på, at det er designermøbler, bankkort, små grave- og entreprenørmaskiner etc., der er blevet stjålet. Tyvene ved godt, at der kan være noget at hente, og det er desværre ting, der er nemme at afsætte til almindelige danskere. Og som altid gør lejlighed tyv.

Det var Ejler Skjerning fra Sønderborg Provstiudvalg, der tog initiativet til mødet om sikring.

-Vi har jo med bekymring set stigningen i antallet af indbrud og indbrudsforsøg, siger Ejler Skjerning. Og det viser sig jo, at der faktisk kan gøres en del ved sikringen – også uden at det nødvendigvis koster mange penge. 

Så han kan kun anbefale, at flere menighedsråd tager imod rådgivning. 

Læs evt. også på www.stop-e-hæleri.dk 

Byens Hjerte i Tjæreborg indvies

0

Alle er velkomne, når Byens Hjerte indvies torsdag den 12. september 2019 kl. 16.00.

Det sker ved krydset mellem Kirkestien og Skolevej.

Foto: Esbjerg Kommune

Kom og vær med til at fejre Tjæreborgs nye rekreative område. Efter kloaksepareringen og etableringen af regnvandsbassinet er der nu skabt et nyt grønt bytorv, hvor gadekæret genopstår i en moderniseret udgave med flere funktionaliteter.

Projektet er blevet til i samarbejde med borgere i Tjæreborg, naboer til Byens Hjerte, DIN Forsyning og andre interessenter.

Program for indvielsen

1.    Velkomst ved formand for Sneum-Tjæreborg Lokalråd, Flemming Storgaard

2.    Tale ved borgmester Jesper Frost Rasmussen

3.    Området indvies

 

Efter indvielsen serveres kaffe/te/juice og kage/frugt.

Ensemblet udvider sit samarbejde med Musikhuset

0

Ensemblet er i kontinuerlig udvikling og søger nye partnerskaber, koncertformer og kontaktflader, og vores sæsonåbning markerer begyndelsen på et tæt samarbejde med Musikhuset Esbjerg, som fra og med denne sæson bliver nyt fast koncertsted. Ensemblet vil dermed kunne høres oftere i byens store koncerthus – men også stadigvæk i konservatoriets forrygende koncertsal.

Vores koncertsæson bliver en tematisk rundrejse i Europas regioner sammen med byens internationale kammermusikere. Åbningskoncerten 18. september klokken 19.30 i Musikhuset Esbjerg har fået titlen Slaviske Sjæle, og publikum inviteres op på den store scene sammen med musikerne til en intim og intens musikoplevelse med håndspillet musik af bedste kvalitet fra det slaviske område. Det bliver en temperamentsfuld, frisk vare fra to unge passionerede kvinder med ben i næsen: Ana Sokolović og Milica Djordjević er begge hede navne på musikscenen og præsenteres for første gang i Esbjerg. Det bliver også smuk, romantisk russisk musik af de to tjekkiske klassikere Dvořák og Janáček med både jubel og smerte i hjertet. Forvent en følelsesladet aften! Læs mere  www.esbjergensemble.com.

 

Vi vil dog fortsat spille hos vores venner i den smukke konservatoriesal på Syddansk Musikkonservatorium. Vi kommer til at pendle og give halvdelen af vores sæsonkoncerterne på Syddansk Musikkonservatorium og halvdelen i Musikhuset Esbjerg. 

 

Allerede mandag den 16. september spiller ensemblet til åbningen af Musikhuset Esbjergs nye foyér med kulturcafé, hvor borgmester Jesper Frost Rasmussen holder tale for et indbudt publikum og klipper den røde snor.

Foto: Ensemblet

Kæmpe domicil på Bryggen

0

Et af Sydjyllands største sammenhængende domicilbyggeri planlægges i Esbjerg.

Det Faglige Hus og Esbjerg Kommune er klar med en historisk købsaftale, der baner vejen for et markant domicilbyggeri på 12 etager ved Esbjerg Brygge.

Illustration Det Faglige Hus’ kommende domicil set fra Esbjerg Strand.

Det Faglige Hus og Esbjerg Kommune har underskrevet en købsaftale, hvor virksomheden køber i alt 22.500 m2 for at realisere et ambitiøst domicilbyggeri på 12 etager med 22.000 m2 etageareal og et fireetagers parkeringshus. Derudover er der plads til at udvide med endnu en bygning på 4.875 m2 etagemeter.

“Jeg vil gerne rose de ambitioner og de løsninger, som Det Faglige Hus skitserer i planerne for arealet på Esbjerg Brygge. Den oprindelige interesse har udviklet sig til et storslået projekt. I sig selv er projektet enestående, men i samspil med de nuværende bygninger skabes et flot og interessant facadeforløb langs Esbjerg Brygge, som visuelt spiller godt op til vandet og havneøen med de rekreative muligheder”, siger borgmester Jesper Frost Rasmussen.

Allerede i 2017 købte Det Faglige Hus 12.500 m2 ved Esbjerg Brygge. I tre år har virksomheden haft køberet på yderligere 7.500 m2, men arealet vokser til 10.000 m2 i den nuværende købsaftale.

“Ifølge vores oplysninger bygger vi et af de største sammenhængende domicilbyggeri i Sydjylland på en beliggenhed med en fantastisk udsigt og i et område, som i de næste år vil blomstre og blive en ny attraktiv bydel i Esbjerg. Det er vi selvfølgelig meget stolte af, og vi er glade for, at Esbjerg Kommune har bidraget til omsætte vores visioner til virkelighed”, siger administrerende direktør for Det Faglige Hus, Brian Elsted Hansen.

Store p-arealer erstattes af p-hus

Aftalen indeholder også planer om et stort parkeringshus med 480 p-pladser, mens der etableres 380 p-pladser ved bygningen. P-huset bygges forskudt for domicilet og tæt på Molevej.

P-huset er resultatet af en konstruktiv dialog mellem Det Faglige Hus og Esbjerg Kommune, hvor ønsket om at etablere 860 parkeringspladser til brugerne af domicilbyggeriet blev til en ny plan centreret omkring et p-hus. Bygningen etableres af hensyn til helhedsindtrykket af området og udsigten fra Esbjerg Strand.

 

“Netop naboskabet med Esbjerg Strand har været vigtigt. Her udvikles et spændende rekreativt område, hvor der vil komme domicilbyggerier og hvem ved, om der måske på sigt også kan etableres boliger i området. Derfor har det været vigtigt, at der netop ikke laves massiv overfladeparkering, som på nogle tidspunkter af døgnet vil stå øde hen”, uddyber Jesper Frost Rasmussen.

Esbjerg Brygge

Esbjerg Brygge er en del af Esbjerg Strand projektet, som udover et attraktivt byområde med lystbådehavn, rekreative maritime funktioner og grønne områder også rummer Esbjerg Brygge. Dette område har hele tiden været planlagt som et højprofileret erhvervsområde med mulighed for domicilbyggeri i tæt kontakt til hav og havn. IKun 15.500 m2 resterer nu af det samlede erhvervsområde.

Illustration Esbjerg Brygge vil huse en række markante byggerier.

I dag har både Claus Sørensen Gruppen og Semco Maritime til huse på Esbjerg Brygge.

Vedhæftede illustrationer skal krediteres det faglige hus.

Esbjerg fB lejer ny offensiv

Esbjerg fB har indgået en lejeaftale for resten af sæsonen med offensivspilleren Mohammed Dauda, der er på kontrakt i belgiske RSC Anderlecht. Der er samtidig aftalt en købsoption.

 Foto: EfB

21-årige Mohammed Dauda er ny mand i Esbjerg fB, som har lejet offensivspilleren i belgiske RSC Anderlecht resten af sæsonen.

Dauda, der er inde omkring det ghanesiske landshold, var i foråret udlejet til Vitesse, hvor han scorede tre gange i den bedste hollandske række.

Sportschef Jimmi Nagel Jacobsen har store forventninger til Dauda, som han mener vil tilføre EfB-holdet en ekstra dimension i offensiven.

– Med Mohammed Dauda, der kan spille alle offensive positioner, får vi tilført fart og power på den sidste tredjedel af banen. Han er samtidig en hårdtarbejdende spiller, som kan skabe plads til både sig selv og holdkammeraterne, ligesom det at score mål ikke er fremmed for ham. Vi tror på, at EfB og Dauda bliver et godt match, siger Jacobsen.

 

EfB har sikret en købsoption på Dauda, der har ni førsteholdskampe for Anderlecht på CV’et.

 

Fakta:

Navn: Mohammed Dauda

Født: D. 20. februar 1998

Tidligere klubber: Asante Kotoko, RSC Anderlecht, Vitesse

Unge tyskere anholdt efter butikstyverier

0

Syv tyske teenagere er sigtet for butikstyverier i Ribe under en tur til Danmark med deres skole

Syd- og Sønderjyllands Politi fik lidt efter kl. 14.00 i dag anmeldelse om, at en gruppe unge tyskere lavede butikstyverier i flere forretninger i Ribe.

Patruljer kunne kort tid efter anholde syv unge tyskere mellem 14 og 16 år. De er sigtet for butikstyveri, men da det også er anmeldt, at de unge i et tilfælde har truet butikspersonale med en peberspray, kan sigtelsen muligvis blive udvidet til røveri.

Gruppen er tilknyttet en tysk skole, som er på en tur til Danmark. 

I øjeblikket er tyskerne ved at blive afhørt. En lærer fra skolen befinder sig sammen med dem.

Da efterforskningen er i gang, kan Syd- og Sønderjyllands Politi i øjeblikket ikke oplyse yderligere.

Foto: Yesbjerg

Markant færre indbrud i sommerferien

0

Fra den 15. juni til den 15. august modtog Syd- og Sønderjyllands Politi 17 procent færre anmeldelser om indbrud i private hjem og hele 40 procent færre anmeldelser om indbrud i virksomheder – i forhold til sommeren 2018.

Foto:Yesbjerg

De fleste af os kender sikkert følelsen.

Man er på vej hjem fra sommerferien – og tanken lurer i baghovedet: Har der været ubudne gæster?

I perioden fra den 15. juni til den 15. august modtog Syd- og Sønderjyllands Politi 310 anmeldelser om indbrud i private hjem. Og det er et fald på godt 17 procent i forhold til samme periode af 2018, hvor tallet lå på 374.

– Der er ingen tvivl om, at det er en meget ubehagelig oplevelse at blive udsat for indbrud, at der har været nogen inde og rode i ens private ting. Man skal kunne være tryg i sit hjem. Og derfor er vi også meget tilfredse med udviklingen, understreger vicepolitiinspektør Chr. Østergård fra Syd- og Sønderjyllands Politis Forebyggelsessektion.

Det er ikke udelukkende i private hjem, at antallet af indbrud er dalet i sommerperioden. Det samme er også tilfældet i virksomheder. I perioden fra den 15. juni til den 15. august i år – og målt i forhold til samme periode af 2018 – er tallet således dalet med hele 40 procent, fra 249 til 149.

Faldet kommer ikke af sig selv

Der er ikke nogen entydig forklaring på udviklingen. Men to vigtige facetter spiller ind.

– Dels har politikredsen som helhed haft betydeligt fokus på området, blandt andet i Sønderborg, hvor udviklingen er vendt. Og både patruljer og efterforskere har gjort en stor indsats, der har ført til anholdelser og i sidste ende domme, pointerer Chr. Østergård.

– Dels spiller borgernes eget engagement ind i form af nabohjælp og sikring af boligen mod indbrud. Og det bidrag er yderst vigtigt. Politiet kan efterforske og opklare indbrud, men skal vi gøre det mere bøvlet at være indbrudstyv, er vi afhængige af aktive borgere, fremhæver politimanden og tilføjer:

– Det kan være fristende blot at ånde lettet op i et boligområde og glæde sig over de nye tal. Men det er nu, man skal tænke anderledes. 

Stress tyveknægtene

Chr. Østergård peger således på, at aktive nabohjælpere mindsker risikoen for indbrud med helt op til 26 procent, fordi de stresser tyveknægtene. 

– Det tager måske blot et kort øjeblik at bryde et vindue op. Men fornemmer tyven, at han når at blive opdaget inden da, så vælger han kvarteret fra. Bare det at sige ”hej” til folk, du ikke kender i kvarteret og spørge, om de har brug for hjælp, gør en forskel, fordi tyven ved, at han nu risikerer at blive genkendt, fastslår vicepolitiinspektøren.

Bedre døre og vinduer

Mange boligejere får i disse år nye døre og vinduer. Og her er der store fordele ved at tænke i indbrudshæmmende løsninger – og bede tømreren om at tænke i sådanne baner, når man indhenter tilbud. Prisforskellen er i mange tilfælde ikke særlig stor, men effekten betydelig.

– For en indbrudstyv er sekunderne bogstaveligt talt kostbare. Tager det længere end tre minutter at bryde et vindue, en hoveddør eller en terrassedør, der er mange tyveknægtes foretrukne udgang med tyvekosterne, op, så opgiver tyven. Risikoen for at blive opdaget er for stor. Så investerer man i indbrudshæmmende døre og vinduer, mindsker man risikoen med næsten 50 procent. Det viser erfaringer fra nybyggeri i Holland, siger vicepolitiinspektøren.

Nyt kørselstilbud til mennesker med demens

0

Nu kan mennesker med demens, som bor hjemme, få hjælp til at komme ud til fritidsaktiviteter, indkøb og besøg hos familie og venner. Esbjerg Kommune tilbyder denne gruppe af borgere kørsel med taxa eller efter behov kørsel med kommunen. Brugere af taxaordningen betaler to kr. per kilometer. Det er også muligt at få en ledsager med. Tilbuddet er en forsøgsordning, som gælder i 2019 – 2020.

Når man har en demenssygdom, kan det være svært at komme ud til fritidsaktiviteter og holde kontakten til familie og venner, blandt andet fordi mange med demens mister orienteringsevnen og ikke længere kan køre bil eller overskue at tage offentlig transport. Det skal et nyt transporttilbud nu råde bod på.

Borgere i Esbjerg Kommune, som har demens og bor hjemme, kan nu køre med taxa til fritidsaktiviteter, indkøb eller besøg hos venner og familie én gang om ugen eller op til 52 gange om året. Brugerne af taxaordningen for mennesker med demens, som bor hjemme, betaler to kroner per kørt kilometer. Man kan også få en ledsager med.

Har man ikke en pårørende, som kan være ledsager, har man mulighed for at få en ledsager med fra kommunen. I de tilfælde er det kommunen, der kører. Ledsageren fra kommunen følger borgeren med demens til dørs, men deltager ikke i aktiviteten.

Livskvalitet

– Esbjerg vil være en demensvenlig kommune, som skaber bedst mulig livskvalitet for borgere med demens og deres pårørende. Derfor er jeg glad for, at vi nu som et forsøg kan tilbyde en fleksibel kørselsordning, som gør det lettere for mennesker med demens og deres pårørende at komme ud og deltage i sociale aktiviteter, siger formand for Sundhed & Omsorgsudvalget, Olfert Krog.

 

Et forsøg

Tilbuddet om kørsel er en forsøgsordning, som gælder i 2019 – 2020. Forsøget skal blandt andet belyse, hvordan en kørselsordning for mennesker med demens skal organiseres, for at den bliver velfungerende. Ordningen er støttet af midler fra den satspulje, som staten tidligere har afsat til at styrke den danske ældrepleje.

 

Tilmelding nødvendig

For at bruge kørselsordningen skal man først tilmelde sig hos kommunens demensvenkoordinator på til 76 16 6969 eller e-mail dinsundhed@esbjergkommune.dk. Her kan man også høre mere om ordningen.

Foto: Esbjerg Byhistoriske

Legendarisk 60’er fest genoplives i Esbjerg

0

Det bliver et fantastisk genhør med 60’ernes gyldne toner, når The Cliffters m. Johnny Reimar, The Rocking Ghost, Sir Henry and his butlers og the Great Pretenders besøger Esbjerg 60’er Fest den 21. marts 2020 i E.G.F. Hallen.

Foto: Yesbjerg

I år er det 30 år siden Esbjerg 60’er Fest blev gennemført første gang, og i mange år var festen en tilbagevendende, årlig succes med masser af glade publikummer og god musik.

Efter en længere pause genopstår den legendariske festival igen i 2020 – med originale 60’er bands – lørdag den 21. marts 2020. En fantastisk mulighed at se fire hæderkronede, danske bands, som efterhånden giver gå koncerter.

Esbjerg 60’er Fest anno 2020 bliver en udsøgt musikalsk palette, som på alle måder serverer et kærligt genhør med det helt særlige musikalske årti: The Cliffters m. Johnny Reimar, The Rocking Ghost, Sir Henry and his butlers og the Great Pretenders vil nemlig sørge for, at den musikalske underholdning bliver i særklasse.

Fire, fantastiske originale bands

På scenen i E.G.F. Hallen vil publikum få den ægte vare i form af fire danske bands, der repræsenterer perioden måske bedre end nogen andre artister:

The Cliffters med Johnny Reimar i spidsen behøver næppe den store introduktion til 60’ernes kernepublikum. Fra starten i 1961 hærgede de den hjemlige hitliste og utallige spillesteder i både Danmark og udlandet. Efter en længere solokarriere blev Johnny Reimar genforenet med resten af bandet, og Johnny Reimar og resten af bandet har nu spillet sammen i flere år, end de gjorde tilbage i 60’erne.

The Great Pretenders er et af absolut bedste 60’er bands, hvor de to hovedpersoner – Jan Eliasson og Steen Christensen – lægger vægt på de allerstørste hits fra blandt andre The Hollies, The Searchers, The Who og – ikke mindst – The Rolling Stones og The Beatles.

The Rocking Ghosts ynder at beskrive sig selv som pigtrådsmusikkens gentlemen igennem 40 år. De har haft store Internationale hits og turneret over det meste af verden. De var med i de glade dage i Hit house og har oplevet tiden med hvinende piger ved scenekanten. Og så har de optrådt sammen med Cliff Richard & The Shadows og andre af rockens store koryfæer. Gennem 40 år har de været forbilledlige ambassadører for dansk pigtråd – og de har ikke tænkt sig at stoppe foreløbig.

Sir Henry and His Butlers er det eneste pigtrådsband fra 60’erne, der har spillet kontinuerligt gennem alle årene. Orkestret blev dannet i 1964 og blev i sandhed et af de største pigtråds-eventyr i dansk musikhistorie. Eventyret med Ole Bredahl i front begyndte med landeplagen “Lets Go”, som var nummer 1 på både den danske og den svenske hitliste. Derefter fulgte en række hits som “Beautiful Brown Eyes”, “Camp”, “Annie Got A Date” og mange flere.

Uden mad og drikke….

Naturligvis skal der mad til, når der skal festes og danses i mange timer. Til arrangementet vil det derfor være muligt at købe en lækker festplatte, som kan købes online – samme sted hvor du køber din adgangangsbillet.

Følg med på Esbjerg 60’er Fest’s Facebook-side – facebook.com/Esbjerg60er – hvor du – ud over at købe adgangs- og madbilletter – også vil kunne følge løbende med i optakten til det spændende arrangement.

Billetsalget starter mandag 26. august kl. 9

Bemærk: Der vil kun blive sat et begrænset antal billetter til salg.

Tid: Lørdag den 21. Marts 2020 (kl. 14 til 22) Sted: E.G.F. Hallen, Esbjerg

Billetter: facebook.com/Esbjerg60er’