Home Tags Nyhed

Tag: nyhed

Det Konservative Folkeparti på inspirationstur i Esbjerg

Fredag d. 19. juni var Folketingsmedlem, Niels Flemming Hansen, samt flere kandidater til både byrådet og folketinget inviteret på inspirationstur af byrådsmedlem i Esbjerg Kommune, May-Britt Andrea Andersen, som havde arrangeret en dag, hvor der blev sat fokus på iværksætteri og dyrkning af iværksætterspirer.

Foto: Presse

De konservative profiler startede i SAMRUM, hvor Gert Barslund og Marco MacArtney kom med et oplæg om Gen In-forløbene Forslag til citat:

Gert Barslund udtaler at: “GenIN har som mål at børn gennem deres skoleliv lærer konkrete redskaber til innovation og ideudvikling. Så der i fremtiden kommer flere kreative iværksættere, der kan skabe nye løsninger i en verden under forandring.”

Marco MacArtney supplerer: “ Med GenIN har vi skabt nogle forløb, hvor skoler arbejder med reelle udfordringer fra virksomheder og organisationer. Forløbene kører på alle skoler i Esbjerg Kommune i løbet af næste år med enkelte klasser. Her forsøger vi allerede på et tidligt tidspunkt at dyrke den innovative tankegang og anspore iværksættertrang hos eleverne.”

(Se mere på www.genin.dk)

Om GenIn-forløbene siger Niels Flemming Hansen: “Det virker til man her i Esbjerg har fat i noget rigtigt, og det taler lige ind i en dagsorden jeg meget gerne vil arbejde for, hvor vi får sat iværksætteri på skoleskemaet i folkeskolerne. De erfaringer jeg har fået med mig hjem i dag, er helt klart noget jeg vil tage med videre mit politiske arbejde i Folketinget”. Niels Flemming Hansen fortæller endvidere, at han var så imponeret over GenIn, at han har inviteret Gert Barslund og Marco MacArtney til møde i Folketinget, hvor han agter at præsentere de to for partiets repræsentant i børne- og undervisningsudvalget.

Dernæst gik turen videre til Trane Entertainment Group, hvor den konservative delegation skulle høre om virksomheden, som direktør, Patrick Trane Hug, som startede som teenager. Der blev også fortalt om Patricks Trane Hugs egen iværksætterrejse og deltagerne blev ligeledes præsenteret for diverse bud på, hvad der skal til for at få iværksætterspirer til at vokse.

“Esbjerg er en enorm driftig by med virkelystne borgere. Det synes jeg, at jeg i dag er blevet bekræftet i. Jeg har fået meget med mig, som jeg kan bruge i mit daglige arbejde i byrådet. GenIn kender jeg i forvejen som et rigtigt godt projekt, som virker rigtig godt ind i vores folkeskoler, men for mig har det i dag været absolut ligeså interessant, at få input til, hvad vi som kommune med fordel kan arbejde i retning af for at skabe endnu bedre rammer for at muliggøre udvikling af iværksættertalenter”, siger May-Britt Andrea Andersen.

LEV med nyt tiltag mod ensomhed

0

Lev har netop lanceret en ny hjemmeside, der skal bidrage til at bekæmpe ensomhed blandt mennesker med udviklingshandicap. Sammendigitalt.dk er navnet på den nye hjemmeside, der har fået støtte fra de midler som Folketinget afsatte til coronarelaterede initiativer på det sociale område. Et vigtigt tiltag i kampen mod ensomhed, pointerer Anni Sørensen – formand for Lev.

Corona-krisen har medført, at mange har følt sig ensomme eller isolerede, men for mennesker med udviklingshandicap har det været ekstra udfordrende, både fordi mange bosteder har været – og stadig er – underlagt besøgsrestriktioner i større eller mindre grad, men også fordi det kan være svært at forstå, hvorfor mor, far eller vennerne pludselig ikke kommer på besøg.

Problemet med ensomhed og isolation for mennesker med udviklingshandicap er dog på ingen måde nyt, men det er blevet væsentligt større og meget tydeligere i kraft af epidemien. Derfor vedtog et enigt Folketing at afsætte midler til blandt andre Lev for at gøre noget ved ensomhedsproblematikken.

Resultatet er hjemmesiden www.sammendigitalt.dk, der fortæller om nogle af de mange digitale kommunikationsværktøjer, der findes.

Bidrag til bekæmpelse af ensomhed
SammenDigitalt.dk er målrettet pårørende, som måske ikke er så vante med brugen af sociale og digitale medier. Men også pædagogisk personale, der kan have en udfordring i forhold til at støtte med kommunikationen og at hjælpe med at holde de sociale kontakter ved lige.

Med digitale kommunikationsværktøjer får mange flere mulighed for at holde kontakten med deres pårørende og bekendte med udviklingshandicap – og det gælder faktisk begge veje. For at så mange som muligt kan være med, er værktøjerne, der beskrives på siden, nogle alment kendte, gratis og ikke mindst simple at bruge. Digitale kommunikationsværktøjer spiller en vigtig rolle for Levs målgruppe – både nu og fremover, påpeger Anni Sørensen – formand for Lev.

– I disse coronatider, hvor der fortsat er stramme besøgsrestriktioner på bosteder, kan de digitale kommunikationsværktøjer gøre en stor forskel for at bekæmpe isolationsfølelse og ensomhed blandt mennesker med udviklingshandicap. Nok ikke for alle, men for mange flere end dem, der allerede benytter disse værktøjer. Selvfølgelig kan de digitale værktøjer ikke erstatte de fysiske besøg, men de kan være et nyttigt supplement. Og også fremover kan dette supplement bidrage til at mindske ensomhed blandt Levs målgruppe.

Sommerferiesjov er klar med masser af udendørsaktiviteter

Esbjerg Kommunes Sommerferiesjov er igen i år klar med et program, som giver børn, unge og deres familier mulighed for at fylde den lange sommerferie med masser af sjove aktiviteter. Alle aktiviteter foregår i år udendørs, og tilmelding er nødvendig. Billetsalget og tilmelding er åbnet.

Sommerferien venter forude, og traditionen tro arrangerer Esbjerg Kommune også i år Sommerferiesjov med mulighed for masser af spændende oplevelser at vælge imellem for børn, unge og deres forældre. På grund af coronasituationen er der i år ingen indendørsaktiviteter eller busture, i stedet er der skruet op for antallet af andre sjove aktiviteter i et bredt udendørsprogram fordelt hen over hele skolernes sommerferie (ugerne 27-32).

En aktiv sommer

Her kan man kaste sig ud i alt fra bueskydning, cricket, dans og drama og til f.eks. golf, kajak, kunstoplevelser i det fri og street beat workshop. Nogle aktiviteter foregår i foreninger, og her er aktiviteten gratis, mens andre aktiviteter kræver, at man køber en billet. Til alle aktiviteter er det nødvendigt at tilmelde sig på forhånd for at være med. Billetsalget og tilmelding åbner onsdag den 10. juni kl. 10.00 på sommerferiesjov.esbjerg.dk.

– Jeg er glad for, at det på trods af coronasituationen også i år er lykkedes at få skabt et bredt udvalg af aktiviteter, så børn, unge og deres familier selv kan sammensætte et program til en spændende sommerferie med Esbjerg Kommunes Sommerferiesjov. Som en del af partnerskabet Bevæg dig for livet lægger vi vægt på at tilbyde aktiviteter, som giver mulighed for at bevæge sig og være fysisk aktiv, og det giver årets program rig mulighed for. Jeg vil gerne sige en stor tak til kommunens foreninger for deres medvirken. Uden foreningerne havde vi ikke kunnet tilbyde så omfattende et program. Jeg håber, at rigtigt mange vil gøre brug af tilbuddene i årets Sommerferiesjov.

Formand for Kultur & Fritidsudvalget i Esbjerg Kommune, May-Britt Andrea Andersen.

Se programmet for Sommerferiesjov, og køb billetter her:

http://sommerferiesjov.esbjerg.dk/

Ekstra millioner til en god sommerferie for børn og unge

Om lidt ringer skolerne ud til sommerferie, og selv om den i år bliver anderledes end sædvanligt, har Esbjerg Kommune handlet hurtigt og skruer nu op for aktiviteter og fællesskaber i skoleferiens seks uger. Den ekstra indsats kommer alle børn og unge til gavn, men fokus er især rettet mod dem, der har haft det særlig svært i coronatiden.

Det kan godt være, at corona udfordrer sommerferien i år, men derfor skal børn og unge alligevel have den bedst mulige sommer. Det er baggrunden for aftalen mellem KL og Folketingets partier, som i kølvandet på corona sender 3,9 mio. kr. afsted til ekstra sommerferieaktiviteter i Esbjerg Kommune. Pengene bliver kanaliseret direkte ud i konkrete initiativer, som har et både fagligt og socialt sigte. Ambitionen er at få lukket nogle af de faglige huller, der er opstået, mens skolerne var lukkede, og samtidig styrke trivslen og fællesskaberne.

“Vi vil gerne give en ekstra hånd til familierne, så de hen over sommeren kan samle op på noget af det, der uundgåeligt er blevet tabt i foråret. Nogle børn og unge har brug for et fagligt boost efter mange uger hjemme, mens andre især savner oplevelser og fællesskaber. Nu byder vi ind med en kombination af ekstra aktiviteter, som både har noget godt indhold og bakker børn, unge og deres familier op i at få en god sommerferie,” siger Diana Mose Olsen, formand for Børn & Familieudvalget.

Trækker på gode kræfter

Konkret udvider Esbjerg Kommune tilbuddene i Sommerferiesjov, så der bliver sendt endnu flere aktiviteter og billetter i spil med sjove og spændende tilbud i kommunens forenings-, kultur- og fritidsliv.

Derudover etablerer alle syv distriktsskoler Sommer College med tilbud om mindst to aktiviteter i hver af sommerferiens uger.

Endelig arrangerer SSP Forebyggelse & Vejledning sommeraktiviteter på Degnevej i Esbjerg Ø, lige som Esbjerg Ungdomsskole tilbyder camps med overnatning og dagsaktiviteter.

“Vi har handlet hurtigt for at sætte nogle gode tilbud sammen, der rammer ind i de udfordringer og behov, som den lange periode med nedlukning har skabt. De ekstra aktiviteter kommer selvfølgelig alle børn og unge til gavn, men vi ved også, at nogle af dem har haft det særlig svært i coronatiden, så nu er det vigtigt, at vi også gør en ekstra indsats for at tage hånd om netop dem. Heldigvis kan vi trække på gode kræfter rundt i kommunen, så vi hjælper hinanden med at skabe en godt nok anderledes, men alligevel sjov, aktiv og lærerig sommerferie for kommunens børn og unge,” siger formanden for Kultur & Fritidsudvalget, May-Britt Andrea Andersen.

Skal i fængsel for at overtræde opholdsforbud i forbindelse med dom for bandekriminalitet

0

En 30-årig mand er blevet dømt for i to tilfælde at have overtrådt et fireårigt forbud mod at opholde sig i Esbjerg by.

En 30-årig mand blev i sidste uge idømt tre måneders fængsel ved Retten i Esbjerg for i to tilfælde at have overtrådt et fireårigt forbud mod at opholde sig i Esbjerg by.

Den 30-åriges opholdsforbud blev afsagt i forbindelse med en fængselsdom i april 2019 for bandekriminalitet.

Efterfølgende er manden to gange i år blevet opdaget af politiet i bybilledet i Esbjerg, dels i april, dels i juni, hvorefter den 30-årige blev anholdt.

Manden erkendte de to overtrædelser af opholdsforbuddet og modtog dommen.

Opholdsforbuddet dækker postdistrikterne 6700, 6705, 6710 og 6715 i Esbjerg.

Muligheden for at meddele et opholdsforbud i forbindelse med domme for bandekriminalitet blev vedtaget af Folketinget i 2017.

33- årig mand varetægtsfængslet i sag om uagtsomt manddrab

0

Den sigtede erkender delvist.

En 33-årig mand fra Nordjylland blev mandag ved et grundlovsforhør ved Retten i Esbjerg varetægtsfængslet i fire uger, sigtet for spirituskørsel i forbindelse med færdselsuheld og for uagtsomt manddrab.

Den sigtede erkender delvist og har ikke kæret varetægtsfængslingen.

Hændelsen fandt sted søndag den 14. juni 2020 klokken 13.14 på Tarp Byvej tæt på Kibsgårdsvej i Esbjerg, hvor en 63-årig mandlig cyklist blev påkørt af en bil og afgik ved døden.

Personer med COVID-19 får mulighed for isolation uden for hjemmet

0

Fremover skal kommunerne tilbyde et frivilligt isolationsophold for borgere med COVID-19, som ikke kan isolere sig hensigtsmæssig i eget hjem. Sundhedsstyrelsen har i den forbindelse beskrevet rammerne for isolation i og uden for eget hjem og udgiver samtidig informationsmaterialer til borgere og til personale på isolationsfaciliteter.

Under den gradvise genåbning af samfundet er det afgørende, at vi fortsat har fokus på at mindske risikoen for, at COVID-19 spreder sig i befolkningen. Et af de vigtigste midler til at mindske smitten er, at personer, som er smittet med ny coronavirus, isolerer sig under deres sygdom. For at undgå at familiemedlemmer inden for samme hustand smitter hinanden, får borgere, der ikke har mulighed for at isolere sig i eget hjem, tilbud om at kunne isolere sig for eksempel på feriecentre eller hoteller.  

”Det er ikke alle, der har lige gode muligheder for selvisolation derhjemme, hvilket gør, at man risikerer at smitte dem, man bor sammen med. Det gælder især for familier, hvor mange bor sammen på et lille areal, hvor det kan være svært at holde afstand. Der kan også være et behov for isolation uden for hjemmet for borgere, som bor sammen med en person i øget risiko for at udvikle et alvorligt sygdomsforløb med COVID-19. Her hjælper den nye mulighed for isolation i fx en feriebolig eller på et hotel med at forebygge og mindske smittespredning,” fortæller konstitueret vicedirektør i Sundhedsstyrelsen Helene Probst.Ansvaret for at etablere og drive isolationsfaciliteterne ligger hos kommunerne, som også har ansvaret for at afgøre, hvem der kan få et ophold. Kommuner skal indgå aftaler med hoteller, feriecentre m.v. om at oprette og drive isolationsfaciliteterne. 

Materialer til ansatte og borgere

Sundhedsstyrelsen har udarbejdet retningslinjerne for isolation ved påvist COVID-19, som beskriver rammerne for den frivillige selvisolation i og uden for hjemmet. 

Retningslinjerne er målrettet almen praksis, kommunerne og isolationsfaciliteterne og beskriver forløbet, fra borgeren er påvist smittet med COVID-19, til borgeren går i selvisolation i eget hjem eller på en af de udvalgte faciliteter. Retningslinjerne kommer også med anbefalinger til hygiejne og rengøring for at forebygge smitte af personalet på de udvalgte steder.

Sundhedsstyrelsen har samtidig med retningslinjerne udarbejdet en pjece til borgere med en række praktiske oplysninger om isolationsophold. Desuden har Sundhedsstyrelsen udarbejdet informationsmateriale til personalet på faciliteterne, der indeholder information om, hvordan de kan forebygge smitte og beskytte sig selv.

Materialerne er på dansk, men vil også blive oversat til engelsk.

Kilde: SST foto: SST

Fra i dag er vaccination mod pneumokokker gratis for personer, der er fyldt 65

0

Fra i dag kan alle personer, der er fyldt 65 år blive gratis vaccineret mod pneumokokker. Tilbuddet skal bidrage til at sikre, at personer, der er i særlig risiko for svær pneumokoksygdom, ikke bliver ramt af sygdommen under COVID-19 epidemien. 

Pneumokokker er bakterier, der kan forårsage meningitis, blodforgiftning og lungebetændelse. Personer over 65 år er i øget risiko for at udvikle disse alvorlige sygdomme, hvis de bliver smittet med pneumokokbakterier, og fra i dag kan de derfor blive gratis vaccineret.

Tilbuddet om pneumokokvaccination er en del af en samlet vaccinationspakke, som regeringen har vedtaget i forbindelse med corona-epidemien. Formålet med vaccinationspakken er at forsøge at beskytte personer i særlig risiko under COVID-19 epidemien mod at bliver ramt af andre infektionssygdomme. 

Alder og kronisk sygdom øger risikoen

Fra april blev personer med visse kroniske sygdomme tilbudt gratis pneumokokvaccination, og nu er tilbuddet udvidet til også at gælde alle, der er fyldt 65 år.

”Vi ved, at alder og kronisk sygdom har betydning for, hvor sårbar man er over for pneumokokker. Disse grupper er samtidig i øget risiko for et alvorligt forløb med COVID-19, og vaccination mod pneumokokker skal sikre, at de ikke samtidig rammes af en alvorlig pneumokok-infektion under COVID-19-epidemien,” siger overlæge i Sundhedsstyrelsen Bolette Søborg og tilføjer: 

”Vaccinationen beskytter ikke mod COVID-19, men mod pneumokok-infektion og de alvorlige tilstande, der kan opstå i den forbindelse”.

Tilbuddet om gratis vaccination gælder fra og med den 15. juni 2020. For at udbrede kendskabet til tilbuddet lancerer Sundhedsstyrelsen en kampagne, der primært kommer til at køre efter sommerferien. Kampagnen sætter fokus på, at pneumokokvaccination er svært at sige, men let at få og skal bidrage til at øge vaccinationstilslutningen blandt målgruppen. 

Læs mere

Find mere information om vaccinationen mod pneumokokker

Yderligere information til fagpersoner om pneumokoksygdom

Kilde SST

Coop lancerer personlig klimaberegner

0

Som den første dagligvarekoncern i Danmark giver Coop nu kunderne mulighed for at følge deres eget klimaaftryk fra de varer, de køber.

Fra i dag den 15. juni kan man som kunde i Coops butikker – Kvickly, SuperBrugsen, Dagli’Brugsen, fakta og Irma – følge med i det klimaaftryk, som éns varer generer. Hvis man vælger at trykke på en ny grøn knap i Coops app, får man nemlig nu en oversigt over klimaaftrykket fra éns indkøb.

20% af danskernes klimaaftryk kommer fra den mad, vi spiser. Derfor er det oplagt for Coop som forbrugerejet virksomhed at hjælpe danskerne med at få indsigt i deres klimaaftryk.

”Vi står overfor store klimaudfordringer, og der er brug for helt konkrete værktøjer, der kan hjælpe os alle sammen med at blive endnu mere bevidste om vores klimaaftryk. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi nu giver kunderne mulighed for at se klimabelastningen af deres konkrete indkøb”, siger Peter Høgsted.

Med den nye klimaberegner kan man:

  • se éns aftryk fra indkøb i Coops butikker
  • se hvilke varer, der giver det største aftryk
  • se den totale klimabelastning fra årets fødevareindkøb
  • sammenligne sig med gennemsnittet af Coop-kunder
  • få inspiration og forslag til nye, mere klimavenlige vaner

CSR-chef Thomas Roland har stået i spidsen for udviklingen af klimaberegneren og den metode, der er brugt:

”Der har været meget debat om klimamærkning og med god grund, for der er mange måder at beregne klimaaftryk på. I vores nye værktøj indregner vi aftrykket for produktion, forarbejdning og transport af varerne frem til butikken samt madspild undervejs fra produktion til butik,” fortæller Thomas Roland og fortsætter:

”Ofte fokuserer vi som forbrugere meget på, om vi skal vælge den ene grøntsag frem for den anden. Men det er ikke det vigtigste. Det væsentlige er, hvilke typer varer, vi køber mest af, og hvilket klimaaftryk det har”.

Coop stiller metoden bag klimaberegningen gratis til rådighed for de dagligvarebutikker, der vil gå samme vej, fortæller Thomas Roland.

”Klimaudfordringen er så stor, at vi er nødt til at arbejde samme på tværs af gamle skel. Jeg håber, at de øvrige dagligvarekæder vil være med på denne rejse,” siger Thomas Roland.

Den nye klima-funktion er en del af Coops klimastrategi. Du kan læse mere om klimaberegneren her: https://kampagner.coop.dk/mitklimaaftryk/

Nye retningslinjer for besøg på plejehjem

0

Styrelsen for Patientsikkerhed har den 11. juni påbudt kommunerne at udstede nye, midlertidige restriktioner for besøg på plejehjem. Restriktionerne lemper bl.a. reglerne for besøg indendørs. I Esbjerg Kommune kan restriktionerne først træde i kraft, når Sundhed & Omsorgsudvalget har behandlet dem på et møde mandag den 15. juni. Indtil da gælder de nuværende retningslinjer for besøg på kommunens plejehjem.

Styrelsen for Patientsikkerhed har den 11. juni 2020 påbudt kommunerne at udstede nye, midlertidige restriktioner for besøg på plejehjem, når det er nødvendigt for at forebygge eller inddæmme udbredelse af Covid-19. De nye, midlertidige besøgsrestriktioner indebærer, at:

  • besøg på plejehjem så vidt muligt skal foregå på udendørsarealer.
  • beboere, som af helbredsmæssige årsager eller på grund af de fysiske rammer ikke kan modtage besøg udenfor, fremover kan have besøg indendørs af 1-2 faste besøgspersoner.

Afventer behandling i Sundhed & Omsorgsudvalget

I Esbjerg Kommune kan restriktionerne først træde i kraft, når de har været behandlet i Sundhed & Omsorgsudvalget mandag den 15. juni 2020. Indtil da gælder de nuværende retningslinjer for besøg på kommunens plejehjem, som man finder på kommunens hjemmeside, www.esbjerg.dk/corona.

– I takt med, at samfundet genåbner efter coronanedlukningen, er det naturligt, at vi også søger at åbne vores plejehjem mest muligt igen af hensyn til beboernes og de pårørendes livskvalitet. Det skal dog ske på en måde, så vi fortsat har øje for at beskytte sårbare borgere, som bor på plejehjem, mod risiko for coronasmitte. Jeg ser frem til sammen med de øvrige medlemmer af Sundhed & Omsorgsudvalget at behandle de nye besøgsrestriktioner på vores møde mandag, siger formand for Sundhed & Omsorgsudvalget, Olfert Krog.

I Esbjerg Kommune er det allerede nu muligt at komme på udendørs besøg efter aftale med lederen på det enkelte plejehjem. En af de væsentligste ændringer, som følger af de nye restriktioner, som kommunerne er påbudt at indføre, er derfor muligheden for, at beboere, som af helbredsmæssige årsager eller på grund af de fysiske rammer ikke kan modtage besøg udenfor, fremover kan have besøg indendørs af 1-2 faste besøgspersoner.

Læs mere

Se de nuværende retningslinjer for besøg på Esbjerg Kommunes plejehjem på www.esbjerg.dk/corona

Læs mere om de nye besøgsrestriktioner på: https://stps.dk/da/nyheder/2020/lempelse-af-besoegsrestriktioner-paa-blandt-andet-plejehjem-og-sygehuse-covid-19/