Home Tags Nyhed

Tag: nyhed

Konditorbager lærer dig lave de 3 mest kendte julekager

0

Spørgelystne esbjergensere får KonditorBager til at afsløre tips til julesmåkager.

Foto: PR

Klejnen, brunkagen og vaniljekransen er så populære småkager i Esbjerg, at KonditorBager Esbjerg nu har besluttet sig for at offentliggøre sine bedste tips til de tre julegodter.

Selvom man efterhånden skal se langt efter mange danske madtraditioner, hitter julebagningen i stor stil. En undersøgelse fra Coop viser, at højtiden sender halvdelen af danskerne ud i køkkenet for at bage de klassiske julesmåkager.

Det kan KonditorBager i Esbjerg bevidne, hvor butikken igen i år gør sig klar til at svare på spørgsmål fra bagelystne esbjergensere. Og som noget helt nyt har KonditorBager i Esbjerg besluttet sig for i år at offentliggøre sine bedste tips til nogle af byens mest populære julesmåkager nemlig klejnen, brunkagen og vaniljekransen. 

– Vi har besluttet at dele nogle af vores bedste bageerfaringer med de klassiske julesmåkager her. På den måde kan kunderne altid få glæde af de gode bagetips, fortæller bagermester Laila Christensen. 

Udover at vælge gode og velsmagende råvarer, sætte god tid af til bagningen og have alle ingredienserne klar, har den erfarne håndværker følgende tips til, hvordan beboerne i Esbjerg bager de lækreste julesmåkager.

Brunkagen: Rul dejen i aflange ”ruller” med den ønskede diameter, og lad den stå i fryseren natten over. Næste dag skæres dejen i helt tynde skiver, hvilket er nemmest, hvis den kun er meget let optøet. I dejen bør du bruge smør, da det giver den helt rigtige smag. Nødderne, der skal i brunkagen, får også en bedre smag, hvis du rister dem på forhånd. Her kan man både bruge hasselnødder eller mandler alt efter præference. Brunkagen skal bages på en lavere temperatur end andre småkager. Det bedste resultat opnås ved ca. 180 grader i omkring 8 minutter, men bagetiden afhænger af ovnen og kagernes tykkelse, så prøv dig frem. 

Klejnen: Ligesom med brunkagen er det bedst at lave dejen dagen før, og her skal der ikke spares på citronen. Når klejnen skal formes, skal de ikke laves for tykke, da det giver større risiko for, at kagen bliver tør. Ved kogningen skal du holde godt styr på temperaturen af olien, som skal holdes præcis ved 180 grader under hele tilberedningen. Hvis den svinger bare 10 – 20 grader, går det udover kvaliteten. Du kan i princippet bruge alle olier, og du kan også koge klejnerne i svinefedt, der dog afgiver en karakteristisk smag, som nogle elsker og andre ikke. Når klejnerne lægger sig i overfladen, skal de vendes, så kagerne kan få den gyldne farve på begge sider. Herefter tager du klejnerne op af gryden og lægger dem på et viskestykke eller køkkenrulle, der kan tage den overskydende olie. 

Vaniljekransen: Vaniljekransen stiler krav til, at du har det rigtige udstyr, men derudover er det let at nå i mål med et smukt og velsmagende eksemplar. I dejen bør du altid bruge smør og mandler eller mandelmel. Og vælg også altid de noget dyrere vaniljestænger fremfor vaniljesukker. Det sikrer den rigtige og gode smag. Når vaniljekransen skal formes, kan du bruge en sprøjtepose eller køre dejen gennem en gammeldags kødhakker. Til sidst bager du kransene ved cirka 210 grader, til de er gyldne – husk at holde godt øje med ovnen.

Frivillige spreder juleglæde på Skovbo

0

Torsdag den 3. december kan beboerne i ældreboligerne og i plejehjemmet Solglimt på Skovbo-Centeret i Esbjerg se frem til en tidlig julegave. Brugerrådet på Skovbo har besluttet at uddele blomster og chokolade til alle beboere som et lyspunkt i en tid, hvor det ikke er muligt at holde for eksempel julemarked, julefrokost og julebanko.

Skovbo-Centeret plejer at summe af god julestemning, når frivillige fra brugerrådet hvert år i december arrangerer julehygge i form af blandt andet julemarked, julefrokost og julebanko. Coronasituationen betyder desværre, at disse aktiviteter ikke kan gennemføres i år. I stedet kan beboerne på centret nu se frem til en tidlig og uventet julegave, når brugerrådet torsdag den 3. decemberuddeler blomster og chokolade til hver enkelt beboer i de ca. 80 lejligheder på fløjene på Skovbo og til de 20 beboere i plejehjemmet Solglimt.

Anderledes julehygge

– Normalt er der stor opbakning, når vi holder julehygge på Skovbo med både julemarked, julefrokost og julebanko. Jeg ved, at det er aktiviteter, som mange af beboerne plejer at se frem til. I år bliver julen anderledes, men beboerne skal ikke undvære julehygge. Derfor har brugerrådet taget initiativ til at bestille og uddele blomster og chokolade, der forhåbentlig kan give lidt julehygge rundt omkring. Med denne hilsen fra brugerrådet vil vi gerne signalere, at vi glæder os til, at det forhåbentligt snart bliver muligt at genoptage aktiviteter, der er til stor glæde for alle, siger formanden for brugerrådet, Karen Nielsen.

Formanden for Sundhed & Omsorgsudvalget, Olfert Krog, glæder sig over initiativet:

– Jeg vil gerne sige en stor tak til brugerrådet på Skovbo for det fine initiativ. Jeg er sikker på, at sådan en uventet julehilsen vil sprede glæde blandt beboerne på Skovbo. Det er et rigtigt godt eksempel på, hvordan frivillige kan gøre en forskel og være med til at skabe rammerne for det gode liv, siger formand for Sundhed & Omsorgsudvalget, Olfert Krog.

De otte medlemmer af brugerrådet ser frem til, at enten de eller personalet kan uddele julehilsenen til beboerne på Skovbo. Uddelingen vil ske på en måde, så alle nødvendige krav til afstand m.v. kan overholdes.

Den 37. Internationale Fotoudstilling: Fotofesten fortsætter

Fem ugers forlængelse af Esbjerg Fotoklubs store udstilling på hovedbiblioteket i Esbjerg

Den store internationale fotoudstilling, som pt. kan ses på Esbjerg Hovedbibliotek er blevet forlænget til d. 28. december. Det sikrer, at endnu flere esbjergensere – såvel som udenbys besøgende – kan nå at se de mere end 100 udstillede værker uden at opleve trængsel. Samtidig fortsætter medlemmer af Esbjerg Fotoklub med at være til stede hver torsdag aften til at guide og besvare spørgsmål.

”Det har selvfølgelig budt på udfordringer at arrangere en så stor udstilling midt i en Covid-19 krise,” udtaler klubbens formand Poul Helt, ”Den planlagte åbning kolliderede med at krisen skærpedes voldsomt, og derfor måtte vi aflyse ferniseringen med kort varsel. Vi har også hørt om udenlandske gæster, som havde ønsket at besøge udstillingen, men som på grund af situationen har måttet afstå fra at komme. Til gengæld har vi glædet os over en stor hjælp fra Esbjerg Hovedbibliotek, som først indvilligede i at forlænge udstillingen med en måned – til d. 24. november – og som nu har tilbudt os en yderligere forlængelse, som vi naturligvis er glade for.”

På vegne af Esbjerg Bibliotek udtaler afdelingsleder Poul Høst Pedersen: ”Vi har glædet os over at være værter for Den 37. Internationale Fotoudstilling og også for, at vi har haft mulighed for at forlænge udstillingsperioden. Vi håber, at bibliotekets mange brugere – og borgerne i almindelighed – vil benytte den nu udvidede mulighed for at se de mange spændende fotografier på udstillingen.”

Derfor vandt Rikke

0

”Rikke vinder fordi, hun har igennem mange år arbejdet med skelrosepatienter og patienter med hjernekræft, hvor hun altid kæmper for patienternes sag inden for de rammer, hun kan. Og hun passer på de pårørende. Rikke værner om sine kollegaers ve og vel, og bidrager med en skulder, når tingene er svære – og et højt grin, når der er brug for det. Rikke er helt særlig – som sygeplejerske – og som menneske.” – Susanne Lauth, sygeplejefaglig direktør, Sydvestjysk Sygehus

En overvældet og glad Rikke Bjerre Rosengren

Med æren følger også en check på 10.000 kr. møntet på personlig kompetenceudvikling.

Det skal pengene bruges til

Rikkes arbejde med patienter med hjernetumorer og patienter med sclerose er det felt, hun gerne ville kunne kompetenceudvikle sig på. Tankerne har derfor indtil videre været på mødet med den enkelte patient. Det kunne være samtalerne i patientens sidste tid eller arbejdet med kognitiv smerte terapi.

”Jeg er så glad og ydmyg. Jeg havde aldrig tænkt, at jeg skulle nomineres til prisen. Der er så mange dygtige sygeplejersker på Sydvestjysk Sygehus.” – Rikke Bjerre Rosengren

Rikke er netop kåret som årets sygeplejerske

0

I anerkendelse af den vigtige rolle, som sygeplejersker og jordemødre spiller overalt i hele verden, har Verdenssundhedsorganisationen (WHO) udnævnt 2020 til det internationale år for sygeplejersken og jordemoderen.

Sydvestjysk Sygehus markerer året i anerkendelse af de dygtige rollemodeller, der hver dag gør en forskel for patienter og pårørende. Derfor har sygehuset i år nomineret fire dygtige sygeplejersker/jordemødre til titlen som årets sygeplejerske eller jordemoder.

Fredag den 27. november 2020 fejrede sygehuset afslutningen på det internationale år for sygeplejersken og jordemoderen. Det var en dag i sygeplejerskernes og jordemødrenes tegn. På dagen blev årets sygeplejerske også kåret i sygehusets auditorium. Til prisen følger 10.000 kr. til personlig kompetenceudvikling for den heldige vinder.

De nominerede til årets sygeplejerske eller jordemoder var: Sygeplejerske Lea Gadegaard Grønkjær – mave/tarm, sygeplejerske Rikke Bjerre Rosengren – Hjerne- og Nervesygdomme, sygeplejerske Eva Juhl Hansen – Børne & Unge og jordemoder Louise Øllgaard Bloch Pedersen – Fødegangen.

Billeder fra kåringen af årets sygeplejerske på Sydvestjysk Sygehus.
Vinder:
Rikke Bjerre Rosengren.

Billeder med samlede nominerede fra vestre til højre: Eva Juhl Hansen, Rikke Bjerre Rosengren, Louise Øllgaard Bloch Pedersen, Lea Ladegaard.

Billeder fra overrækkelsen: Sygeplejefaglig Direktør: Susanne Lauth og Rikke Bjerre Rosengren

Kunst under huden

0

Esbjerg Kulturskole og Esbjerg Kunstmuseum har i efteråret taget hul på et nyt samarbejde – og i begge institutioner håber vi, at det kan blive en tradition.


Foto: kunstmuseet

Alle kulturskolens ca. 100 billedkunstelever har i oktober besøgt kunstmuseet for at fordybe sig i og hente inspiration fra billedkunstneren Svend Wiig Hansen. Børnene er fordelt på syv hold alt efter alderstrin, men fælles for alle fra 2. klasse til 10. klasse var, at de inden, de gik ind, blot kendte ét værk af kunstneren, nemlig Mennesket ved havet. Undervejs fik børnene udvidet deres billede af, hvor bredt Wiig Hansen har arbejdet, og hvor betydningsfuldt mennesket er i nærmest al hans kunst.
Under besøgene havde vi samtaler om flere af kunstnerens store malerier, bl.a. De Ventende. Og det var ikke svært for eleverne at sætte ord på deres oplevelser af billedet.
Det er som om, de står på det yderste sted.
Alt liv er ligesom suget ud af billedet, men de har heldigvis hinanden. Man kan se på kroppene, at de støtter hinanden. Måske bevæger de sig ud af en krigszone, og alt det grå er bomberøg. De har uden tvivl mistet én. Jeg kan kende følelsen fra, når voksne skændes henover hovedet på mig…
Deres kroppe har nærmest vendt vrangen ud!
Kunstmuseet ejer en stor samling af Wiig Hansens værker, og i de åbne magasiner havde vi fundet en masse grafik og skulpturer frem. Eleverne tog papir, tusch og blyant og fik den opgave at skitsere kropsdele, som de blev optaget af. Inden besøget sluttede, skulle de have dele til at kunne sammensætte en hel krop.
I de seneste uger har eleverne arbejdet videre med deres skitser i Kulturskolens værksteder. Med flydende tusch, kul, fedtfarver, blyant, maling og endda kaffe og the er der vokset menneskeskikkelser med stærke udtryk frem på papirerne. De knapt 100 værker er nu færdige, og lørdag d. 28. november kl. 11.00 åbner vi udstillingen Under Huden i Musikhusets sydfoyer. Det bliver desværre uden en fernisering, men ustillingen kan opleves frem til d. 17. december, hver dag fra kl. 11 – 16.
En elev foreslog, at udstillingen skulle hedde Under huden, fordi Svend Wiig Hansens kunst går under huden! Det er jo et klart tegn på, at samarbejdet har været frugtbart, og at eleverne er blevet bragt nye steder hen i mødet med kunsten.

Julen skal være tryg

0

Syd- og Sønderjyllands Politi, kommunerne og de forretningsdrivende går sammen om at sikre en tryg jul

Politiet, de otte kommuner i politikredsen samt en række repræsentanter for de forretningsdrivende var samlet til møde i sidste uge, hvor parterne gav hinanden håndslag på, at de traditionelle aktiviteter og tilbud til borgerne i perioden frem til jul og nytår sker under skarp hensyntagen til myndighedernes aktuelle regler om forsamlingsforbud og anbefalinger om at holde afstand.

Der bliver traditionen tro masser af julehygge i byerne i Syd- og Sønderjyllands Politikreds. Men aktiviteterne bliver i år rettet til, set i lyset af COVID-19.
På denne måde bliver der således fortsat tale om en tryg oplevelse for borgerne, når de skal købe julegaver og benytte de mange tilbud i handelsgaderne. 

– Vi har de seneste måneder haft det bedst tænkelige samarbejde med både kommunerne og de forretningsdrivende i forhold til at indrette byrummet, så borgerne fortsat holder afstand og dermed mindsker risikoen for smitte med COVID-19, og hvor det samtidig er muligt trygt at nyde tilbuddene i midtbyens handelsgader, understreger politidirektør Jørgen Meyer fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

Han fremhæver, at de gode takter fortsætter i forhold til de traditionelle juleaktiviteter for borgerne i de enkelte byer.

Fælles håndslag

De otte kommuner i politikredsen samt en række repræsentanter for de forretningsdrivende var således samlet til møde i sidste uge på politigården i Esbjerg, hvor parterne gav hinanden håndslag på, at de traditionelle aktiviteter og tilbud til borgerne i perioden frem til jul og nytår sker under skarp hensyntagen til myndighedernes aktuelle regler om forsamlingsforbud og anbefalinger om at holde afstand.

– Alle parter er meget opmærksomme på, at julen bliver anderledes i år, men at det ikke må ødelægge julestemningen i bymidten. Der vil være en julemand, men vi skal naturligvis undgå, at han bliver smittet med COVID-19. Der vil være juleboder, men de vil stå mere spredt end tidligere for at undgå, at for mange stimler sammen. Og der vil være traditionelle juleaktiviteter, men det bliver uden et stort publikum på stedet, forklarer politidirektøren.

Nyt smukt hjem til Esbjergs nye elbusser

Et nybygget busdepot bliver hjemsted for de 29 elbusser, når de begynder at køre i Esbjerg. På Kattegatvej går byggeriet nu i gang, og det skal stå færdigt til december 2021.

Administrerende direktør for Sydtrafik, Lars Berg, borgmester Jesper Frost Rasmussen og udvalgsformand for Teknik & Byggeudvalget Søren Heide Lambertsen tog i fællesskab det første spadestik til det nye busdepot.
Administrerende direktør for Sydtrafik, Lars Berg, borgmester Jesper Frost Rasmussen og udvalgsformand for Teknik & Byggeudvalget Søren Heide Lambertsen tog i fællesskab det første spadestik til det nye busdepot. Foto: Esbjerg Kommune

Esbjergs grønne omstilling bliver endnu mere synlig i de kommende måneder. På en mark i det nordlige Esbjerg skal der bygges et busdepot, som også indeholder de nødvendige lade-faciliteter til de kommende elbusser. Busdepotet indeholder 46 busholdepladser, og heraf optager de nye elbusser 29 pladser, mens der også bliver plads til seks regionale busser. Chaufførerne kan se frem til nyindrettede omklædnings- og pausefaciliteter.

”Det er et kæmpe skridt for den kollektive trafik i Esbjerg og den grønne omstilling, at der nu bygges dedikerede faciliteter til de nye elbusser”, siger borgmester Jesper Frost Rasmussen.

Sammen med udvalgsformand for Teknik & Byggeudvalget Søren Heide Lambertsen og administrerende direktør for Sydtrafik, Lars Berg, tog Jesper Frost Rasmussen i dag det første spadestik til det nye busdepot. Med tre spader blev byggeriet officiel erklæret for igangværende.

Busdepotet har fundet vej til Kattegatvej, fordi placeringen er optimal i forhold til at betjene ruterne i Esbjerg. Det betyder, at kørslen fra start/slut på rute til busdepot uden passagerer, den såkaldte tomkørsel – holdes på et minimum.

” CO2-udledningen fra den kollektive trafik reduceres med 70 %, når elbusser betjener bybusnettet. Den besparelse bidrager til vores overordnede ambition om at være en CO2neutral kommune i 2030,”siger Søren Heide Lambertsen.

Det samlede busdepot koster ca. 42 mio. kr. at opføre. Det er vurderingen, at Esbjerg Kommune ved selv at bygge anlægget, reducerer risikoen for busoperatørerne, og dermed holdes prisen på busdriften nede.

K.G. Hansen og Sønner vandt i begyndelsen af november udbuddet om at opføre det nye busdepot. Fem firmaer havde budt ind på opgaven. COWI har fungeret som rådgiver på projektet.

Sydkoreanske Ulsan optages i eksklusiv energiklub efter Esbjergs anbefaling

Relationerne mellem Sydkorea og Danmark styrkes yderligere og mulighederne for samhandel udbygges, fordi Esbjerg har bevirket at Ulsan indtræder i global sammenslutning.

Foto: Esbjerg Kommune

Borgmester Jesper Frost Rasmussen har haft en markant finger med i spillet, da den verdensomspændende organisation, World Energy Cities Partnership (WECP), i dag bød et nyt medlemsland velkommen på foreningens generalforsamling. For første gang er Sydkorea repræsenteret i WECP, fordi byen Ulsan er optaget som fuldgyldigt medlem af den globale energi-elite efter at have haft status af observatør.

Energibyer satser på grøn omstilling

Esbjerg Kommune har siden 2013 været et aktivt deltagende medlem af WECP, og lige nu fungerer borgmester Jesper Frost Rasmussen også som vicepræsident i den globale forening af energibyer, som tæller fx Houston, Aberdeen, Stavanger, Calgary, Kobe og Perth. Med optagelsen af Ulsan runder tallet 19 byer, som alle har fokus på energiproduktion. Traditionelt set har foreningen mest beskæftiget sig med olie- og gasudvinding, men de senere år er den grønne omstilling rykket højere og højere op på dagsordenen.

”Størrelsesmæssigt er nogle af de andre byer i en helt anden liga, men når det handler om bæredygtige energiformer, så kigger de mod Esbjerg for at skabe en udvikling, hvor de fossile brændstoffer erstattes af grønnere løsninger. I foråret 2019 underskrev Ulsan og Esbjerg en samarbejdsaftale, som forpligter os til at udvikle offshore vindenergi på flere punkter, og at Ulsan nu sidder med omkring bordet i WECP, skyldes de relationer, som vi har skabt”, siger borgmester Jesper Frost Rasmussen.

Samarbejdsaftale baner vej for dansk vind

Hidtil har Ulsan fungeret som et center for skibsbygning, men byen følger en ambitiøs plan om at blive en national hub for offshore vind. Esbjerg har været igennem en lignende omstilling og betragtes i dag som en international hub på området. Derfor var det oplagt udbygge relationerne mellem de to byer. Det skete i foråret 2019, hvor borgmester Jesper Frost Rasmussen deltog i en erhvervsdelegation, som rejste til Sydkorea for at fremme relationerne mellem de to nationer. Ved denne lejlighed underskrev Esbjerg Kommune en samarbejdsaftale inden for offshore vindenergi med byen Ulsan. Direktør i Energistyrelsen, Kristoffer Böttzauw, deltog også, da styrelsen samarbejder med den sydkoreanske energistyrelse, KEA, om grøn omstilling med et særligt fokus på havvind.

”Det er meget glædeligt at se, hvordan by-samarbejdet imellem Esbjerg og Ulsan tager endnu et skridt fremad i forlængelse af Energistyrelsens myndighedssamarbejde med Korea. Sydkorea har sat sig et ambitiøst mål om at opstille 12 gigawatt havvind i 2030, hvor Esbjerg har værdifulde erfaringer at byde ind med som Danmarks offshore-by nummer ét”, siger Kristoffer Böttzauw.

Samarbejdsaftalen mellem Esbjerg og Ulsan fokuserer på udvikling af offshore vind i de to byer, herunder havneudvikling, forskning, reguleringsrammer og flydende havvindmøller. Derfor har repræsentanter fra Ulsan sidenhen besøgt Esbjerg for at forberede processen. På samme måde har et andet medlem af WECP, Barranquilla i Colombia, haft møder med repræsentanter fra Esbjerg for at udforske mulighederne for at kopiere den esbjergensiske udvikling.

”Forbindelserne til de udenlandske energibyer, som også begynder at interessere sig for at etablere offshore vind, skal gerne munde ud i at der skabes kontakter til danske virksomheder, der kan eksportere netop det, som udlandet efterspørger i forhold til vindenergi”, slutter Jesper Frost Rasmussen.

Mobil politistation til stede i Kvaglund og på Stengårdsvej i Esbjerg i eftermiddag

0

Initiativet kommer efter en hændelse torsdag, hvor to køretøjer med tilknytning til bandemiljøet i Esbjerg påkører en tredje personbil i krydset Degnevej – Spangsbjerg Møllevej i Esbjerg.

Syd- og Sønderjyllands Politi er til stede med den mobile politistation fredag eftermiddag i Kvaglund og på Stengårdsvej i Esbjerg.

Der er tale om følgende adresser/tidspunkter:

  • Ved Kvaglund Centret kl. 15.30 – 17.00
  • På Stengårdsvej/p-pladsen ved Bydelsprojekt 3i1 kl. 17.10 – 19.00

Initiativet kommer efter en hændelse torsdag, hvor to køretøjer med tilknytning til bandemiljøet i Esbjerg påkører en tredje personbil i krydset Degnevej – Spangsbjerg Møllevej i Esbjerg.

Ved hændelsen sker der udelukkende materiel skade. Borgeren i den påkørte bil, en 72-årig mand fra Esbjerg, har ikke relation til noget kriminelt miljø.

Politiet efterforsker fortsat hændelsen, og vidner til påkørslen er velkomne til at komme forbi den mobile politistation og tale med betjentene.