Home Tags Nyhed

Tag: nyhed

Bakkeskolens nedlukning forlænges

0

Coronasmitten i Esbjerg-bydelen Jerne ligger fortsat på et meget højt niveau, og en intensiv indsats er nødvendig for at dæmme op for det lokale smitteudbrud. Derfor er det for tidligt at genåbne Bakkeskolen Cosmos, og efter dialog mellem Esbjerg Kommune og Styrelsen for Patientsikkerhed bliver den midlertidige lukning af skolen forlænget med foreløbig en uge til og med den 23. marts.

I Esbjerg-bydelen Jerne er der nu langt flere borgere smittet med coronavirus end i sidste uge, hvor Bakkeskolen Cosmos midlertidigt blev lukket som et led i indsatsen for at dæmme op for smitten. I første omgang blev skolen lukket til og med den 17. marts, men Esbjerg Kommune og Styrelsen for Patientsikkerhed vurderer nu, at skolen skal holde lukket i foreløbig en uge endnu. Det betyder, at eleverne ikke må komme på skolen før tidligst den 24. marts. Det gælder både i skole- og fritiden, men skolen tilbyder nødpasning til de elever, der af forskellige grunde ikke kan være hjemme.  

Elever, forældre og ansatte på skolen er blevet orienteret om forlængelsen af den midlertidige lukning, og skolen fortsætter den undervisning på distancen, som blev sat i værk i sidste uge.

Inden lukningen mærkede også Bakkeskolen Cosmos konsekvenserne af den stigende smitte i Jerne, og flere elever og ansatte blev testet positiv for coronavirus. Derfor anbefaler skolen på linje med Styrelsen for Patientsikkerhed fortsat, at alle lader sig teste, så smitten kan blive opsporet og smittekæderne brudt.

Massivt til stede i Jerne

Esbjerg Kommune følger udviklingen af smitte i området tæt og har i samarbejde med Styrelsen for Patientsikkerhed og lokale aktører sat en række tiltag i værk for at opspore og begrænse smitten, lige som smittede borgere kan få hjælp og rådgivning.

”Vi har i den seneste tid konstant optrappet indsatsen og er massivt til stede i Jerne med muligheder for test og information om, hvordan man bedst kan hjælpe med at komme smitten til livs. Vi kontakter alle smittede i området med tilbud om vejledning og praktisk hjælp, og håbet er, at vi i løbet af nogle dage kan få vendt udviklingen. Foreløbig er vi nødt til at holde Bakkeskolen Cosmos lukket, lige som Præstegårdsskolen Urban også er blevet lukket i en periode, og så håber vi, at de tiltag sammen med de andre aktiviteter kan få bremset smitten”, siger borgmester, Jesper Frost Rasmussen.

Stigende coronasmitte lukker Præstegårdsskolen Urban midlertidigt

0

Smitten med coronavirus stiger i Esbjerg, og efter dialog med Styrelsen for Patientsikkerhed lukker Esbjerg Kommune nu midlertidigt Præstegårdsskolen Urban, idet der midlertidigt er fastsat forbud mod adgangen til eller brugen af skolen. Tiltaget er en del af den samlede indsats for at dæmme op for smittespredningen i området.

Som et led i indsatsen for at dæmme op for udbrud af coronasmitte i Esbjerg Kommune lukker kommunen efter dialog med Styrelsen for Patientsikkerhed nu Præstegårdsskolen Urban foreløbigt frem til den 23. marts. Lukningen betyder, at der i perioden er forbud mod adgang til eller brug af skolen. Lukningen omfatter også Specialundervisningscenter Urban og den afdeling af børnehaven Børnehuset Bøndergårdsvej, som i øjeblikket har til huse på Præstegårdsskolen Urban.

Anbefaling om test

Også Præstegårdsskolen Urban har mærket konsekvenserne af den stigende smitte, og flere elever og ansatte er blevet testet positiv for coronavirus. Den udvikling skal den midlertidige lukning gerne være med til at bremse, så skolen hurtigt igen kan tage del i den gradvise genåbning.

Konkret bliver elever og ansatte sendt hjem fra tirsdag den 16. marts og må tidligst møde op på skolen igen den 23. marts. I den periode foregår undervisningen i stedet på distancen, sådan som både elever og ansatte har prøvet det før.

Elever, forældre og ansatte er blevet orienteret om den midlertidige lukning, og skolen anbefaler på linje med Styrelsen for Patientsikkerhed, at alle ansatte, elever og deres familier lader sig teste i løbet af den næste uge, så smitten kan blive opsporet og smittekæderne brudt.

Fortsætter opsøgende indsats

Esbjerg Kommune følger udviklingen af smitten i området tæt, og en række forskellige tiltag er allerede sat i værk for at opspore og begrænse smitten og rådgive de smittede i samarbejde med Styrelsen for Patientsikkerhed og lokale aktører i området:

”Allerede i sidste uge har vi lokalt sat ind med en fokuseret og opsøgende indsats, hvor vi informerer og opfordrer til at lade sig teste og gå i isolation, hvis man er smittet eller nær kontakt til en smittet. Det fortsætter vi selvfølgelig med. Samtidig har vi udbygget indsatsen, så vi nu kontakter alle smittede i området for at spørge, om der er noget, vi kan hjælpe med, og oplyse om muligheder for test og isolation og råd om adfærd under isolation, så vi kan få bremset smitten. Et af værktøjerne er at lukke Præstegårdsskolen Urban i en kort periode. Jeg håber, at både familierne og skolens ansatte kan trække på de tidligere erfaringer med hjemmeundervisning, til det igen bliver muligt at møde på skolen”, siger Jesper Frost Rasmussen.

Der er og vil fortsat være lokale testmuligheder i området i de kommende dage. Interesserede kan se alle teststeder på: www.esbjerg.dk/om-kommunen/corona/teststeder.

3 steder i Esbjerg har gratis PCR testning lige nu

0

PCR-test i Esbjerg og Esbjerg Ø den 10. – 14. marts 2021

Du kan få taget en PCR-test i:

Mosaikken, Stengårdsvej 163, 6705 Esbjerg Ø

Onsdag den 10. marts kl. 14-20
Lørdag den 13. marts kl. 9-17.30

Festsalen, Platanvej 15, 6700 Esbjerg

Torsdag den 11. marts kl. 14-20
Lørdag den 13. marts kl. 9-17.30
Søndag den 14. marts kl. 9-17.30

Cafeen, Veldtofte Idrætspark, Sportsvej 17-19, 6705 Esbjerg Ø

Søndag den 14. marts kl. 9-17.30

Du skal ikke bestille tid, men blot møde op. Børn kan også blive testet, hvis de følges med deres forældre. Husk det gule sundhedskort.

Møde om Karateprojektet

0

Social & Arbejdsmarkedsudvalget og Børn & Familieudvalget i Esbjerg Kommune har netop haft et godt og konstruktivt dialogmøde med Esbjerg Karateklub om beskæftigelsestilbuddet Karateprojektet.

Esbjerg Karateklub har i dag fremlagt deres handleplan for, hvordan de fremover vil sikre, at deres Karateprojekt – hvor de hjælper uddannelsesparate borgere i Esbjerg Kommune i beskæftigelse – også fremover hjælper borgerne i beskæftigelse.

Det sker efter, at Esbjerg Kommune har modtaget en håndfuld klager fra borgere, der tidligere har været tilknyttet projektet.

Derfor har Socialtilsyn Syd på vegne af Esbjerg Kommune set på beskæftigelsestilbuddet, Karateprojektet. Socialtilsynet har vurderet, at tilbuddet i høj grad har den fornødne kvalitet for at hjælpe borgerne, men at der er fokuspunkter, som karateklubben og Esbjerg Kommune kan arbejde videre med.

Derfor var Esbjerg Karateklub i dag inviteret til dialogmøde med både Social & Arbejdsmarkedsudvalget og Børn & Familieudvalget i Esbjerg Kommune.

Og mødet var godt og konstruktivt, vurderer formændene for Social & Arbejdsmarkedsudvalget, Henrik Vallø (Borgerlisten) og Børn & Familieudvalget, Diana Mose Olsen (SF):

–      Det var et godt møde, hvor vi fik præsenteret Esbjerg Karateklubs handleplan. Vi fik stillet mange opklarende spørgsmål. Så alt i alt ser vi det som et godt og konstruktivt møde, fortæller Henrik Vallø, formand for Social & Arbejdsmarkedsudvalget.

Arbejdet fortsætter

Der blev ikke truffet nogle beslutning for Karateprojektets fremtid på dialogmødet i dag, fortæller Diana Mose Olsen, formand for Børn & Familieudvalget:

–      Nu trækker vi os som udvalg tilbage og kigger nærmere på handleplanen, og så behandler vi sagen igen på næste udvalgsmøde, siger Diana Mose Olsen.

___________________________________________________________________

FAKTA

Karateprojektet

Karateprojektet, som er et beskæftigelsestilbud målrettet primært aktivitetsparate og sekundært uddannelsesparate uddannelseshjælpsmodtagere. Tilbuddet udbydes af Uddannelseshuset i samarbejde med Esbjerg Karateklub. Herudover har Familierådgivningen adgang til at benytte 4 pladser.

Klagerne
Dialogmødet mellem de to udvalg og Karateklubben er kommet i stand, efter Jobcenter Esbjerg og Familierådgivningen hver har modtaget en klage over karateprojektet i efteråret 2020. Efterfølgende er der modtaget yderligere to klager i jobcentret og en klage i Familierådgivningen fra borgere, som tidligere har været tilknyttet Karateprojektet.


http://www.esbjerg.dk

Over 500 voksne handicappede og udsatte borgere i Esbjerg Kommune har fået første vaccinestik

0

Flagene har i de seneste dage været hejst og den røde løber rullet ud på socialområdet i Esbjerg Kommune. Omkring 520 borgere er blevet vaccineret mod Covid-19.

Det gode vejr blev nydt i køen udenfor Ribelunds Festsal, hvor der blev vaccineret i Ribe. Foto: Esbjerg Kommune
Det gode vejr blev nydt i køen udenfor Ribelunds Festsal, hvor der blev vaccineret i Ribe.

Første skridt mod en mere normal hverdag er nu taget af en stor del af borgerne på socialområdet i Esbjerg Kommune. Ikke mindre end ca. 520 voksne handicappede, psykisk sårbare og socialt udsatte har siden torsdag lagt skuldre til det første vaccinestik mod Covid-19.

Og det får en kæmpestor betydning for borgerne på socialområdet, fortæller Lise Willer, direktør for Borger & Arbejdsmarked i Esbjerg Kommune:

– Den her gruppe borgere er særligt udsatte for Covid-19, og derfor er de også så langt fremme i vaccinekøen. Det første vaccinestik er et vendepunkt for alle, og det var tydeligt at mærke henover weekenden, hvor der både var rød løber, flag på kørestolene og der blev klappet, når den enkelte var blevet vaccineret, fortæller Lise Willer.

Minutiøs planlægning

Det har krævet enorm planlægning fra personalets side at få alle voksne handicappede, psykisk sårbare og socialt udsatte, der ønskede en Covid-19 vaccine, vaccineret.

Men med en minutiøs tidsplan og stort pædagogisk arbejde er det de seneste dage lykkedes Esbjerg Kommune at få vaccineret ca. 520 borgere på det sociale område.

–      Hver borger skulle have en ledsager eller pædagog med, og de måtte maksimalt møde op ti minutter før tid. Nogle fik stikkene hjemme i deres botilbud, andre fik det på vores pop-up vaccinesteder, mens nogle helt tredje skulle transporteres ind til det store vaccinecenter i Esbjerg, fortæller Lise Willer og fortsætter:

–      Det er langt fra alle af de her borgere, der har det nemt ved sådan nogle situationer. Nogle er udadreagerende og skal hjælpes for at komme igennem sådan en dag. Andre er hjemløse, og de skulle først findes, og derfor har det krævet en helt særlig indsats af vores personale, og jeg er så stolt af, at det er lykkes på så fornem vis, siger Lise Willer.

Fest og balloner

Derfor er vaccinestikkene også blevet fejret ude på de forskellige botilbud med både pizzafester, burger fra McDonalds og Othello-lagkager.

–      Medarbejderne i de sociale tilbud har gjort alt for, at de borgere der ønskede at blive vaccineret også blev det. Nu venter borgerne på den anden vaccination om nogle uger, så skal der være rigtig fest, siger Lise Willer.

Udover de voksne handicappede, psykisk sårbare, så har også hjemløse borgere tilknyttet kommunens §110 tilbud som Mandecentret, Forsorgshjemmet, Skjoldbo og Refugiet fået del i vaccinerne i denne omgang.

Alle borgere skal vaccineres igen indenfor 3-5 uger for at få andet og sidste stik af Covid-19 vaccinen.

 ________________________________________________________________

FAKTA:
Vaccinationerne på socialområdet

  • Vaccinationerne er givet på vaccinationscentret i Esbjerg Kommune og 5 pop-up vaccinations-steder i Esbjerg Kommune: Bramming fritidscenter, Aktivitetstilbuddet Åmosen, Ribelunds Festsal, Botilbuddene Kornvangen, forsorgshjemmets idrætssal.
  • På flere botilbud kom lægerne ud til borgerne og gav dem stikket i eget hjem.
  • Udover borgerne fra Esbjerg Kommunes egne botilbud tælles også borgere fra Helheden, Mandecentret, Skjoldbo, Det gamle Mejeri og Stormly med i det samlede antal vaccinerede på ca. 520 fra torsdag til søndag.

Fiskeri- og Søfartsmuseet afslører ny kvinde bag roret

Merete Jankowski står fra den 1. maj i spidsen for Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg. Her ser hun frem til sammen med museets personale at fortsætte arbejdet med det store og visionære udviklingsprojekt, som skal gøre museet til Danmarks museum for havet til glæde og gavn for hele Danmark.

Merete Jankowski. Foto: Privat.

Bestyrelsen for Fiskeri- og Søfartsmuseet har på indstilling fra et enigt ansættelsesudvalg valgt at ansætte Merete Jankowski som direktør for Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg fra 1. maj 2021.

Merete Jankowski er uddannet mag.art i kunsthistorie og er specialist i kultur- og oplevelsesøkonomi. Hun har igennem 12 år været leder af en række kulturinstitutioner, senest som direktør for kunsthallen Overgaden i København.

Fremtidens Fiskeri- og Søfartsmuseum 

Når Merete Jankowski tiltræder den nye stillingen som direktør for Fiskeri- og Søfartsmuseet, er det langt fra første gang, hun sætter sine ben i den sydvestjyske kulturinstitution. Her har hun nemlig allerede som barn hvert år troligt dissekeret fisk og lært om hvaltyper på museets sommerskole. En passion for museet og Sydvestjylland er derfor en del af den bagage, Merete Jankowski bringer med ind i den nye stilling foruden en omfattende faglig erfaring og værktøjskasse.

– Nogle gange står stjernerne bare helt rigtigt for at tage de store skridt. Esbjerg skal være foregangsby for den grønne omstilling, en pandemi har åbnet danskernes øjne for den vidunderlige natur i landet, hvor vi bor, og på globalt plan skal vi finde nye og bæredygtige måder at udnytte klodens ressourcer på. Med sit fokus på Vesterhavets unikke natur, samspillet mellem menneske og hav og sin centrale placering i Esbjerg ser jeg fremtidens Fiskeri- og Søfartsmuseum som et oplagt prisme til at belyse nogle af vores samfunds vigtigste dagsordener til glæde og gavn for hele Danmark – og det glæder jeg meget til sammen med museets medarbejdere at blive en del af, siger Merete Jankowski.

En kreativ profil med værdifuld erfaring

Bestyrelsesformand for Fiskeri- og Søfartsmuseet, Jakob Lose, ser frem til samarbejdet og er sikker på, at Merete Jankowski er den rigtige til opgaven: 

– Det har været vigtigt for os at finde en leder, som kan stå i spidsen for det store og visionære udviklingsprojekt, der skal gøre Fiskeri- og Søfartsmuseet til Danmarks museum for havet. Det er af afgørende betydning for projektets succes, at det bliver ledet med en sikker hånd. Det får vi med Merete Jankowski, som er valgt blandt et stærkt felt af ansøgere. Merete er en meget kreativ profil, som kender kulturområdet rigtigt godt. Hun har værdifuld erfaring fra en række tidligere job som leder af kulturinstitutioner, erfaring med oplevelsesøkonomi, og samtidig har hun bevist sit værd i forhold til fundraising, siger Jakob Lose.

Merete Jankowski afløser David Dupont-Mouritzen, som efter knapt fem år på posten valgte at søge nye udfordringer og stoppede som direktør på museet i januar 2021.

Som Danmarks museum for havet, vil vi spille en aktiv rolle i fællesskabet vej mod en mere bæredygtig verden.
Siden 1968 har vi samlet og formidlet Danmarks maritime historie. Gennem indsamling af genstande, dokumenter og beretninger puster vi liv i fortællinger om vores fælles kultur- og naturarv. En arv, vi aktivt bruger til at forstå og formidle fortiden, medfortolke nutiden og sætte ringe i vandet for fremtiden.

Om Fiskeri- og Søfartsmuseet

Fiskeri- og Søfartsmuseet er kultur- og naturhistorisk specialmuseum for dansk fiskerimuseet-omkring-1980, dansk offshore, dansk havmiljø, danske havpattedyr, vestjysk søfart og Vadehavets kultur- og naturhistorie. Vi er en selvejende institution, stiftet i 1962. Statsanerkendt som kultur- og naturhistorisk specialmuseum i 1972.

God vejledning på genbrugspladsen giver lyst til at sortere

Når turen går til genbrugspladsen, så er det i høj grad den gode vejledning, der skaber værdi. Det viser den seneste brugerundersøgelse, hvor de besøgende giver topscore til pladspersonalet.Der er altid hjælp at hente hos pladspersonalet på genbrugspladsen, hvis du er i tvivl om, hvilken container affaldet skal i.

Genbrugspladserne er altid velbesøgte, og det har tiden med Corona ikke ændret på, snarere tværtimod. For brugerne viser stor velvilje til at sortere, og på pladserne gør medarbejderne hvad de kan for at give en god service.


Stor opbakning til genbrug og sortering

Der er en grøn indstilling blandt de besøgende på genbrugspladserne, og mange kommer flere gange om måneden. For de har lyst til at sortere affaldet, og med vejledning fra personalet bliver det en fælles indsats for at passe på miljøet.

”Det er tydeligt at mærke på de mange besvarelser i brugerundersøgelsen, at det betyder noget for de besøgende at sortere rigtigt og vide, at affaldet bliver genanvendt. Flere så allerhelst, at ting i højere grad bliver brugt igen og ikke smidt i containerne. Og jeg kan kun være enig i, at hvis en ting kan bruges i dens oprindelige form igen, så er det bedst at lade fx naboen eller genbrugsbutikken få glæde af det. Er det kommet med på traileren kan ting til direkte genbrug også afleveres på genbrugspladserne. 
Det affald der ligger i containerne, kan vi ikke lade andre tage med hjem. Men når affaldet kommer i den rigtige container, får det nyt liv som noget andet, så indsatsen tæller.

Det er meget positivt at opleve, at der generelt er så stor opbakning til god sortering, både på pladserne og derhjemme. På den måde kan vi i fællesskab sikre, at de mange ressourcer i affaldet bliver brugt og ikke går til spilde”, siger udvalgsformand for Teknik & Byggeudvalget, Søren Heide Lambertsen. 

 
Hjælpsomt og synligt personale

”En af vores vigtigste opgaver på genbrugspladsen er at vejlede borgere og erhverv om sortering, så vi får den højest mulige genanvendelse af affaldet. Når vi spørger brugerne til deres oplevelse af servicen på pladserne, er de ikke i tvivl. Vi har fået en perlerække af rosende ord og tilkendegivelser til medarbejderne. Oplevelsen er et synligt og tilgængeligt personale, som vejleder på en positiv måde. Det er selvfølgelig dejligt at høre, og det motiverer til at fortsætte den gode indsats, så det altid er en god oplevelse at komme på genbrugspladsen.”

 Fakta:

– Esbjerg Kommune har lavet en brugerundersøgelse på kommunens fire genbrugspladser i Tarp, Måde, Ribe og Bramming. Der blev foretaget 150 interviews og udfyldt 362 spørgeskemaer, fordelt på de fire genbrugspladser.

– Den samlede tilfredshed ligger på 4,92, på en skala fra 1-5.

Foto: Esbjerg Kommune

Der er altid hjælp at hente hos pladspersonalet på genbrugspladsen, hvis du er i tvivl om, hvilken container affaldet skal i.

Cykelløb sender toppen af cykelsporten til Esbjerg Kommune

0

Til august er Esbjerg Kommune i fokus på hele to etaper af cykelløbet PostNord Danmark Rundt. Mens den første etape slutter i Esbjerg, begynder den anden i Ribe, og det store cykelløb er med til at sætte kommunen på landkortet.Foto: Esbjerg Kommune

Når cykelløbet PostNord Danmark Rundt til august ruller ud på de danske landeveje, er Esbjerg Kommune i centrum på ikke mindre end to etaper. Allerede på den første etape den 10. august drøner feltet nemlig i mål i Esbjerg, mens starten til løbets anden etape den 11. august går i Ribe. Det betyder, at cykelentusiaster begge dage kan opleve cykelrytterne og hele løbets karavane på kommunens veje.

Et brag af et cykelløb

PostNord Danmark Rundt og Danmarks Cykle Union har netop offentliggjort årets rute rundt i Danmark, og efter at cykelløbet sidste år blev aflyst på grund af coronavirus, er der i år lagt op til et brag af et cykelløb. 20 spændende hold deltager, og seks af dem er såkaldte World Tour hold, som før PostNord Danmark Rundt har kørt bl.a. Tour de France. Publikum kan derfor se frem til et cykelløb på højeste sportslige niveau.

Fra Struer sætter feltet på den første etapes 176 km kursen mod Esbjerg, hvor dagens vinder findes på rundstrækningen i midtbyen med opløb i Havnegade og mål ved Musikhuset Esbjerg. På dag to kører feltet samlet fra pladsen ved Ribe Domkirke og ud gennem Nordens ældste by, inden løbets anden etape for alvor bliver sat i gang i udkanten af byen, og målet for dagens 183 km er Sønderborg. PostNord Danmark Rundt har i alt fem etaper og slutter med en enkeltstart på Frederiksberg den 14. august.

Toppen af cykelsporten

Også sidste år skulle Esbjerg Kommune have lagt veje til PostNord Danmark Rundt, og borgmester, Jesper Frost Rasmussen, glæder sig over, at det i år er lykkedes at få både mål og start i kommunens byer.

”Det bliver spændende igen at mærke stemningen og suset, når toppen af cykelsporten samles her hos os. Vi har efterhånden en del erfaring med at skabe gode rammer om de store cykelløb, og hver gang oplever vi, hvordan det giver gode oplevelser og sætter vores kommune på landkortet, fordi vi får vist os frem og fortalt om alt det gode her hos os”, siger Jesper Frost Rasmussen.

Optakt til festugen

PostNord Danmark Rundt var senest i Esbjerg Kommune i 2016, hvor Esbjerg var målby for en etape, og i 2019 blev DM i Landevejscykling afholdt i Esbjerg Kommune. I år ligger PostNord Danmark Rundt i dagene lige op til Esbjerg Festuge, så cykelløbet bliver en festlig optakt til festugens aktiviteter.

Video: Velkommen til PostNord Danmark Rundt i Esbjerg Kommune

Foto: Esbjerg Kommune

Foto: Esbjerg Kommune

Termansen fortsætter koncerterne

På onsdag (d.3.3.) har Termansen besøg af intet mindre end to (!) kontrabassister, nemlig Morten Ramsbøl og Torben Bjørnskov.

Grafik: Termansen

D. 10.3. gæster Emil De Waal og Gustav Ljunggren den gamle renæssancebygning.

D. 17.3. byder Jazz på dansk op til en hyggelig aften

D. 24.3. er det Jacob Fischer og Martin Schack, der forkæler publikum.

D. 31.3. Kommer kongen af freestylerap og den største ordsmed, Per Vers, sammen med Turkman Souljah + special guests.

Alle koncerterne streames på Termansens facebookside(https://www.facebook.com/Termansens). Når koncerterne er streamet, så bliver de liggende på Termansens facebookside og kan også genopleves der.

NOTE: Til en del af koncerterne bliver det muligt at ønske et nummer et par dage før, og så vil musikerne inkorporere det i settet. Der vil også være rig mulighed for at spørge og kommentere undervejs i koncerten.  Streamen starter kl.19.30. Alle musikere får løn for at optræde,  og der er mulighed for at støtte spillestedet via mobilepay og PayPal under streamingerne.

Detaljeret program:

3.3.: Morten Ramsbøl og Torben Bjørnskov – double bass deluxe:
Morten Ramsbøl 
er bassist og arbejder i dag som professor i jazzbas ved University of Music and Performing Arts i Graz i Østrig. Herudover er han  en flittigt efterspurgt studie-og orkestermusiker  samt producent ved Musikkens Hus i Aalborg, hvor han arbejder med jazzprogramlægning  og tværgående kunstneriske aktiviteter. 

Torben Bjørnskov er musiker og komponist og spiller ca. 100 koncerter årligt. Han har optrådt/turneret i det meste af verden og arbejdet sammen med musikere fra en lang række lande særligt U.S.A og de skandinaviske lande. Koncerterne har fundet sted fra de helt små spillesteder til eksempelvis store internationale steder som North Sea Jazzfestival og Royal Festival Hall i London. Derudover medvirker han på en lang række studie og liveindspilninger, herunder en række albumudgivelser i eget navn.

10.3.: Emil de Waal og Gustav Ljunggreen:

Emil de Waals professionelle liv som musiker begyndte, da han i 1987 var med til at stifte “Bagdad Dagblad”. Siden da har han spillet trommer med stort set alt og alle i Danmark, lige fra undergrund over jazz og rock til sommetider mere stuerene genrer i diverse tv-husorkestre .

Gustaf Ljunggren er – ud over at være den tavse svenske kapelmester fra Det Nye Talkshow med Anders Lund Madsen – en fuldstændig fabelagtig musiker, som faktisk kan spille på stort set alle instrumenter. Altid en overraskelse at lytte på.

Gustaf Ljunggren og Emil de Waal udgav 3. juli 2020 deres andet duo-album ”Måne”.

17.3.: Jazz på dansk:

Mange musiker har gennem tiderne gjort den danske sangskat til grobund for jazzfortolkninger. Vores fælles arv – de danske sange, salmer og viser er en regulær guldgrube og en evig kilde til inspiration for danske jazzmusikere – således også for pianisten, og arrangøren Martin Schack, der sammen med sin kvartet “Jazz på Dansk” har markeret sig som tidens nok allermest succesfulde og sammenspillede bud på genren, og på netop det der er – Jazz på dansk. Gruppen består foruden kapelmester og arrangør Martin Schack, af tenorsaxofonist Michael Olsen, kendt fra Aarhus Jazz Orchestra, og en af Europas bedst sammenspillede rytmegrupper, bassistenMorten Ramsbøl og trommeslager Morten Lund. Spilleglæden, formidlingen, nærværet og ikke mindst lysten til at tage på nye eventyr i det i forvejen så kendte og elskede repertoire er i højsædet, og derfor er en aften med “Jazz på Dansk” en helt unik jazzoplevelse…og i øvrigt er man altid velkommen til at synge med.

24.3.: Jacob Fischer og Martin Schack:

Guitarist Jacob Fischer og pianist Martin Schack er et musikalsk makkerpar, vis samarbejde går langt tilbage. Begge har været akkompagnatører for violinisten Finn Ziegler, som havde sit helt eget repertoire, som bestod at alt muligt godt fra jazzens evergreens til danske sange fortolket på smukkeste vis. Jacob og Martin udgav sammen pladen “Blues” i 2010, og vil denne aften bl.a. spille musik fra deres fælles bagkatalog.

31.3.: Per Vers og Turkman Souljah + Special guests

Per Vers er kongen af freestylerap og vaskeægte ordsmed. Og når nu hans 25 års studenterjubilæum på Ribe Katedralskole blev aflyst pga. corona, må vi jo invitere ham på anden vis. Derfor kommer han nu til Ribe de Janiero og giver os en hel særlig livestream-oplevelse på Termansens!

Per Vers er blevet prisbelønnet med bl.a. Modersmål Prisen og Dan Turèll Medaljen for sit arbejde med det danske sprog (bl.a. i DR-programmetRejsende i dansk sammen med Niels Hausgaard), og har været vidt omkring, siden han som 25-årig pensionerede sig selv som ubesejret skandinavisk battle-rap-champion.

Hele otte albums i eget navn – og derudover hele 16 fuldlængde udgivelser –  er det blevet til for den produktive og poetiske hiphopper, men det på live-scenerne, at  han for alvor hører hjemme.

Per har fået et fantastisk samarbejde med TURKMAN SOULJAH, tredobbelt og ubesejret danmarksmester i DJ-mix. En kreativ og kunstnerisk sjæl, der ikke bare scratcher og mixer plader sammen som en drøm, men også spiller fantastisk klaver. Samspillet mellem Turkmans maskiner og Pers motormund skal opleves. Det er intenst, nærværende og inderligt – fuldt af humor og overraskelser. Og når de begiver sig ud i improvisation, hvor Per freestyler over emner, som I giver ham under koncerten, er det intet mindre end enestående.

Pårørende mødes professionelt og med smil i Esbjerg

0

Lene Voetmann starter i dag som Esbjerg Kommunes nye pårørendevejleder. I sin faglige rygsæk medbringer hun uddannelser som både pædagog, vejleder og familieterapeut, så hun har de allerbedste forudsætninger for at støtte pårørende med professionel vejledning og for at sikre sammenhængende hjælp på tværs af de forskellige afdelinger i kommunen.

Foto: Esbjerg Kommune

Handicaprådet satte fokus på behovet for at få en særlig kontaktperson for pårørende i et budgetforslag sidste år. Siden da har Esbjerg Byråd fundet finansiering til en stilling, der i første omgang løber i to år.

– Flere andre danske kommuner har succes med at gøre en særlig indsats for pårørende, og det har længe været et stort ønske at kunne tilbyde denne vigtige funktion i Esbjerg Kommune. Derfor er jeg meget glad for, at vi nu har fået ansat Lene Voetmann, så det bliver lettere at være pårørende, siger borgmester Jesper Frost Rasmussen.

Tværgående samarbejde

Lene Voetmann vil arbejde på tværs af de kommunale afdelinger for at sikre et smidigt samarbejde. Det er ambitionen, at pårørende på den måde oplever én indgang til kommunen.

Ud over det interne samarbejde i Esbjerg Kommune, kommer den nye pårørendevejleder også til at have tæt dialog med andre samarbejdspartnere, der allerede har været involveret i selve ansættelsen.

– Vi nedsatte en arbejdsgruppe med repræsentanter fra Handicaprådet, Ældrerådet, Udsatterådet og Frivillighuset Vindrosen, der har været med til at vælge den rigtige kandidat. Og der var enighed i ansættelsesudvalget om at pege på Lene Voetmann, siger borgmester Jesper Frost Rasmussen.

Hvem kan få hjælp hos pårørendevejlederen?

Alle voksne pårørende kan blive guidet videre eller få råd og vejledning hos pårørendevejlederen.

Målgruppen omfatter pårørende til mennesker med langvarig fysisk eller psykisk sygdom eller handicap. Det kan også dreje sig om aldersbetingede funktionsnedsættelser eller udfordringer på grund af et misbrug.

En af de vigtige opgaver for pårørendevejlederen bliver individuel vejledning og sparring, der tilpasses efter behovet hos den pårørende. Det kan fx handle om konkrete bekymringer eller praktiske udfordringer i hverdagen. Der vil være stor fokus på, om den pårørende også selv har udfordringer, og måske er der brug for gode råd om, hvordan man passer på sig selv, når man er nær pårørende til en, der har det meget dårligt.

46-årige Lene Voetmann tiltræder den to-årige stilling den 1. marts 2021.

Mere information
Esbjerg Kommunes Pårørendepolitik:
www.esbjerg.dk/om-kommunen/vision-og-politikker/paaroerendepolitik