Home Tags Nabohjælp

Tag: nabohjælp

62 indbrud i julen

0

Politiet har fået anmeldelser om 62 indbrud i boliger i politikredsen fra og med den 20. december og til nu. Det er 62 for mange. Så nabohjælp.dk, tænd og sluk-ure, fake-tv, rod i stuen og indbrudshæmmende vinduer m.m. er forslaget fra politiet.

Foto/Statistik: Politiet

Oversigt over indbrud i boliger 2018

Opgørelse over antal anmeldte indbrud i bolig (villa, lejlighed, værelse og landejendom) registreret efter anmeldelsestidspunkt.

Tallene opgøres hver dag kl. 06.00 og dækker det foregående døgn (fra midnat til midnat) – og offentliggøres første gang den 24. december og sidste gang den 27. december (for døgnet den 26. december). Der tages forbehold for efteranmeldelser og efteropdateringer (f.eks. kan et indbrud være sket den 24.12 og først blive anmeldt den 26.12)

I politiet opgøres et juleår fast som perioden fra 20. december til 3. januar.

Oversigt over indbrud i boliger 2017

Opgørelse over antal anmeldte indbrud i bolig (villa, lejlighed, værelse og landejendom) registreret efter anmeldelsestidspunkt. Tallene dækker et døgn (fra midnat til midnat).

Der tages forbehold for efteranmeldelser og efteropdateringer mht. tal for 2018 (f.eks. kan et indbrud være sket den 24/12 (gerningstidspunkt) men først være anmeldt den 26/12 (anmeldelsestidspunkt).

Politiet går i juleindbrudstyvens fodspor

0

I denne uge vil beboere i villakvarterer i Syd- og Sønderjylland muligvis opleve, at politiet opfører sig mistænkeligt.

Foto: Yesbjerg/Adobe

Men det er der en ganske god grund til. For politifolkene fra Syd- og Sønderjyllands Politi tager nemlig tyvens briller på og kigger på udvalgte villakvarterer mellem klokken 17.00 og 21.00.

Her vil de have øje for huse, der er åbenlyse indbrudsemner. Og ejeren får så en løbeseddel og en brochure “Hvor mørk er din hverdag?” i postkassen.

Løbesedlen fortæller, at politiet har kigget forbi, og brochuren giver samtidig ti gode råd om, hvordan indbrudssikringen kan blive bedre.

Nyttig julegave
Hvis politifolkene synes, at et hus trænger til en sikringsmæssig opmuntring, har politiet efterladt to kunstige fyrfadslys.

Initiativet “BoTrygt” har i forbindelse med kampagnen sponseret 300 elektriske fyrfadslys til huse, der trænger.

Målt på størrelse ser lysene måske ikke ud af noget særligt. Men på afstand – og sammen med stuelys, radio og et Fake TV, der er tilsluttet et tænd/sluk-ur – er de kunstige fyrfadslys med til at signalere, at der er nogen, selvom huset er alene hjemme.

Syd- og Sønderjyllands Politi samarbejder med BoTrygt om at sætte fokus på at forebygge indbrud i den mørke tid.

Færre indbrud
BoTrygt er et initiativ fra TrygFonden og Realdania med Bolius og Det Kriminalpræventive Råd, der har til formål at nedbringe antallet af indbrud i Danmark fra i dag omkring 30.000 til maksimalt 10.000 om fem år.

Politifolkene kommer forbi i eftermiddags- og aftentimerne, hvor der sker mange indbrud.

– Heldigvis er antallet af indbrud i villaer dalet med hele 43 procent de seneste år. Og mange indbrud kan undgås med god sikring af bygningen og aktive nabohjælpere, der passer på kvarteret, understreger fg. vicepolitiinspektør Chr. Østergård fra Syd- og Sønderjyllands Politis Forebyggelsessekretariat.

I årets første 11 måneder blev der således begået 1.383 indbrud i villaer i politikredsen, mens det tilsvarende tal i 2014 lå på 2.431.

Er det nemt?
Får man ikke selv besøg af politifolkene, er det forholdsvist enkelt selv at teste, om ens bolig kan virke tillokkende på en indbrudstyv.

– Stil dig udenfor dit hjem og spørg dig selv: Vil det være nemt at bryde ind? Og at komme ud igen med tyvekosterne? Fungerer stuen som et udstillingsvindue, hvor man får et godt overblik over, om der er en fladskærm, en ipad eller en dyr lampe man hurtigt kan tage med sig? spørger Chr. Østergård.

Han peger samtidig på det nyttige i, at man får låst stiger, værktøj og andet udstyr inde, så det ikke kan bruges til at gøre det nemmere at være indbrudstyv.

Borgere skilter med at de er aktive nabohjælpere

0

Onsdag den 5. september vil mange borgere i Syd- og Sønderjylland i bogstavelig forstand stå i kø for at kunne skilte med, at de er aktive nabohjælpere.

Grafik: Adobe/Yesbjerg

Lodtrækning
I dag gennemfører Det Kriminalpræventive Råd og Trygfonden en landsdækkende lodtrækning om 300 gratis Nabohjælpskilte, der signalerer, at aktive naboer holder øje med deres boligområde.

Uddelingen finder sted to gange om året. Og igen i år sker det via lodtrækning blandt alle tilmeldte nabohjælpere, som lægger et lod i hatten på www.nabohjælp.dk/gratisskilte.

Vinderne findes dagen efter og får direkte besked.

Hver husstand kan deltage med et lod. Det er muligt at vinde et skilt pr. husstand og pr. vej. På den måde får flest mulige glæde af skiltene. Hvis flere brugere deltager fra samme vej, øges chancen for, at vejen vinder.

Godt repræsenteret
Traditionen tro er Syd- og Sønderjyllands Politikreds godt repræsenteret, når det gælder antallet af nabohjælpere, målt i forhold til politikredsens indbyggertal. I august 2018 var således 27.177 husstande tilmeldt ordningen.

Leder af Det Kriminalpræventive Sekretariat i Syd- og Sønderjyllands Politi, fg. vicepolitiinspektør Christian Østergård, glæder sig over, at der kommer flere og flere nabohjælpere. Og han fremhæver samtidig, at netop godt, aktivt naboskab holder tyvene på afstand.

Forpligter
– Nabohjælpsskiltet er jo nærmest blevet ikonisk gennem årene. Det signalerer, at her passer naboerne godt på hinanden. Og på den måde kan man sige, at skiltet forpligter til handling. Tyvene opdager hurtigt, om naboerne mener noget med det, eller blot har sat skiltet op som et alibi. Holder naboerne øje med kvarteret og sørger for at signalere liv og aktivitet, søger tyvene andre steder hen. For deres største frygt er at blive set, så de kan genkendes, pointerer Chr. Østergård.

Sønderborg på førstepladsen
Fordelingen er følgende i de otte kommuner i politikredsen (antal husstande tilmeldt nabohjælp pr. 1.000 indbyggere):

1. Sønderborg kommune 75,5

2. Haderslev kommune 68,7

3. Aabenraa kommune 64,2

4. Varde kommune 61,8

5. Esbjerg kommune 57,7

6. Vejen kommune 51,4

7. Tønder kommune 47,6

8. Fanø kommune 27,8

Syd- og Sønderjyllands Politi dækker med områdecentre i Esbjerg, Haderslev og Sønderborg,  samt Udlændingekontrolafdelingen i Padborg den sydligste del af Jylland.