Home Tags Musik

Tag: Musik

Termansen fortsætter koncerterne

På onsdag (d.3.3.) har Termansen besøg af intet mindre end to (!) kontrabassister, nemlig Morten Ramsbøl og Torben Bjørnskov.

Grafik: Termansen

D. 10.3. gæster Emil De Waal og Gustav Ljunggren den gamle renæssancebygning.

D. 17.3. byder Jazz på dansk op til en hyggelig aften

D. 24.3. er det Jacob Fischer og Martin Schack, der forkæler publikum.

D. 31.3. Kommer kongen af freestylerap og den største ordsmed, Per Vers, sammen med Turkman Souljah + special guests.

Alle koncerterne streames på Termansens facebookside(https://www.facebook.com/Termansens). Når koncerterne er streamet, så bliver de liggende på Termansens facebookside og kan også genopleves der.

NOTE: Til en del af koncerterne bliver det muligt at ønske et nummer et par dage før, og så vil musikerne inkorporere det i settet. Der vil også være rig mulighed for at spørge og kommentere undervejs i koncerten.  Streamen starter kl.19.30. Alle musikere får løn for at optræde,  og der er mulighed for at støtte spillestedet via mobilepay og PayPal under streamingerne.

Detaljeret program:

3.3.: Morten Ramsbøl og Torben Bjørnskov – double bass deluxe:
Morten Ramsbøl 
er bassist og arbejder i dag som professor i jazzbas ved University of Music and Performing Arts i Graz i Østrig. Herudover er han  en flittigt efterspurgt studie-og orkestermusiker  samt producent ved Musikkens Hus i Aalborg, hvor han arbejder med jazzprogramlægning  og tværgående kunstneriske aktiviteter. 

Torben Bjørnskov er musiker og komponist og spiller ca. 100 koncerter årligt. Han har optrådt/turneret i det meste af verden og arbejdet sammen med musikere fra en lang række lande særligt U.S.A og de skandinaviske lande. Koncerterne har fundet sted fra de helt små spillesteder til eksempelvis store internationale steder som North Sea Jazzfestival og Royal Festival Hall i London. Derudover medvirker han på en lang række studie og liveindspilninger, herunder en række albumudgivelser i eget navn.

10.3.: Emil de Waal og Gustav Ljunggreen:

Emil de Waals professionelle liv som musiker begyndte, da han i 1987 var med til at stifte “Bagdad Dagblad”. Siden da har han spillet trommer med stort set alt og alle i Danmark, lige fra undergrund over jazz og rock til sommetider mere stuerene genrer i diverse tv-husorkestre .

Gustaf Ljunggren er – ud over at være den tavse svenske kapelmester fra Det Nye Talkshow med Anders Lund Madsen – en fuldstændig fabelagtig musiker, som faktisk kan spille på stort set alle instrumenter. Altid en overraskelse at lytte på.

Gustaf Ljunggren og Emil de Waal udgav 3. juli 2020 deres andet duo-album ”Måne”.

17.3.: Jazz på dansk:

Mange musiker har gennem tiderne gjort den danske sangskat til grobund for jazzfortolkninger. Vores fælles arv – de danske sange, salmer og viser er en regulær guldgrube og en evig kilde til inspiration for danske jazzmusikere – således også for pianisten, og arrangøren Martin Schack, der sammen med sin kvartet “Jazz på Dansk” har markeret sig som tidens nok allermest succesfulde og sammenspillede bud på genren, og på netop det der er – Jazz på dansk. Gruppen består foruden kapelmester og arrangør Martin Schack, af tenorsaxofonist Michael Olsen, kendt fra Aarhus Jazz Orchestra, og en af Europas bedst sammenspillede rytmegrupper, bassistenMorten Ramsbøl og trommeslager Morten Lund. Spilleglæden, formidlingen, nærværet og ikke mindst lysten til at tage på nye eventyr i det i forvejen så kendte og elskede repertoire er i højsædet, og derfor er en aften med “Jazz på Dansk” en helt unik jazzoplevelse…og i øvrigt er man altid velkommen til at synge med.

24.3.: Jacob Fischer og Martin Schack:

Guitarist Jacob Fischer og pianist Martin Schack er et musikalsk makkerpar, vis samarbejde går langt tilbage. Begge har været akkompagnatører for violinisten Finn Ziegler, som havde sit helt eget repertoire, som bestod at alt muligt godt fra jazzens evergreens til danske sange fortolket på smukkeste vis. Jacob og Martin udgav sammen pladen “Blues” i 2010, og vil denne aften bl.a. spille musik fra deres fælles bagkatalog.

31.3.: Per Vers og Turkman Souljah + Special guests

Per Vers er kongen af freestylerap og vaskeægte ordsmed. Og når nu hans 25 års studenterjubilæum på Ribe Katedralskole blev aflyst pga. corona, må vi jo invitere ham på anden vis. Derfor kommer han nu til Ribe de Janiero og giver os en hel særlig livestream-oplevelse på Termansens!

Per Vers er blevet prisbelønnet med bl.a. Modersmål Prisen og Dan Turèll Medaljen for sit arbejde med det danske sprog (bl.a. i DR-programmetRejsende i dansk sammen med Niels Hausgaard), og har været vidt omkring, siden han som 25-årig pensionerede sig selv som ubesejret skandinavisk battle-rap-champion.

Hele otte albums i eget navn – og derudover hele 16 fuldlængde udgivelser –  er det blevet til for den produktive og poetiske hiphopper, men det på live-scenerne, at  han for alvor hører hjemme.

Per har fået et fantastisk samarbejde med TURKMAN SOULJAH, tredobbelt og ubesejret danmarksmester i DJ-mix. En kreativ og kunstnerisk sjæl, der ikke bare scratcher og mixer plader sammen som en drøm, men også spiller fantastisk klaver. Samspillet mellem Turkmans maskiner og Pers motormund skal opleves. Det er intenst, nærværende og inderligt – fuldt af humor og overraskelser. Og når de begiver sig ud i improvisation, hvor Per freestyler over emner, som I giver ham under koncerten, er det intet mindre end enestående.

Kom til gratis koncert hjemme i stuen

Lad musik og billedkunst strømme ind i dagligstuen torsdag d. 11. februar kl. 19.30. Her rykker Esbjerg Ensemble ind i udstillingen Kontrapunkt på Esbjerg Kunstmuseum og skaber en koncert for både ører og øjne.

Foto: Esbjerg Kunstmuseum

Programmet er tænkt som en intens lille pause og en varm hilsen fra kunsten midt i en ganske kold tid:
Carl Nielsen (1865-1931): Pan og Syrinx
W.A. Mozart (1756-1791): Serenade i C-mol kv. 388.
Kontrapunkt er ikke alene titlen på museets udstilling. Det musikalske begreb er også hele grundprincippet bag ophængningen, hvor hovedværker er installeret side om side med tætkomponerede felter af andre værker fra samlingen. Værker, der både enkeltvis og tilsammen forholder sig kontrapunktisk til hovedværket. Og når ensemblet indtager udstillingen, vil der opstå endnu et kontrapunkt, der kan give det digitale publikum mulighed for at skabe nye forbindelser mellem kunst og musik.

Om musikken

I 1918 var Carl Nielsen på højdepunktet af sin musikalske karriere. Hans musik var anerkendt og elsket, og han var selv en populær offentlig person. På datoen for koncerten er det præcis 103 år siden, at han skulle dirigere en portrætkoncert med sin egen musik, og han havde besluttet, at et nyt værk Pan og Syrinx skulle have premiere. Værket beskriver myten om skovguden Pan, der forfølger nymfen Syrinx. For at beskytte sin dyd, lader hun sig forvandle til hule siv i flodbredden. Pan tager sivene og skærer af dem sin første panfløjte. Den meget musikalske myte har inspireret til en masse smukke og næsten gådefulde melodier, naturligt nok især for blæsere. Ved denne koncert er stykket omarbejdet af komponisten Henrik Budde, så det spilles af Esbjerg Ensembles blæsere og slagtøj.
På Mozarts tid var ’serenaden’ på mode. Ordet kender vi måske især som elskovsserenader sunget til den udkårne på balkonen. Men egentlig betyder serenade bare et musikstykke for underholdningens skyld. Så lige denne serenade af Mozart virker faktisk påfaldende seriøs og mørk i sit tonefald, og man kan godt tro, at publikum første gang har været overraskede. Blæserorkestre var almindelige dengang, og stykket her er oprindelig skrevet til otte blæsere, formodentlig til en given lejlighed – hvilken fortaber sig i historien. Her er stykket omarrangeret til blæserkvintet.

Medvirkende

Obo, Pina Mohs; fløjte, Kerstin Thiele; klarinet, Ron Chen-Zion; fagot, Antti Salovaara; horn, Joke Wijma og slagtøj, Christian Giuseppe Martinez Alegria.
Koncerten kan kun følges live enten direkte på ensemblets Facebookside eller via link til livestream på ensemblets hjemmeside før koncertstart.

https://esbjergensemble.com

https://www.facebook.com/EsbjergEnsemble

Jubilæum: Esbjergenserne vil stadig opleve den gode lyd i butikken

0

Selvom mange køb i dag foregår i HiFi Klubbens onlineshop, oplever butikschef Henrik Rahbek fortsat et stort behov for at få den personlige rådgivning og teste udstyret i butikken på Kongensgade.

Overpriser, forkerte produktoplysninger og en branche med et alt for stort – og kortsigtet – fokus på profit frem for den gode lydoplevelse. Det kendetegnede 1980’ernes hifi-verden, som var det vilde vesten for forbrugerne og gjorde ondt i hjertet på den audiofile Peter Lyngdorf. Derfor grundlagde den unge iværksætter Danmarks Hi-Fi Klub med det formål at sikre, at kunderne rent faktisk fik et alternativ i branchen, de kunne stole på.


I år fylder HiFi Klubben, som Peter Lyngdorfs livsprojekt skiftede navn til i 1994, 40 år. Men selvom Billie Eilish og Ariana Grande for længst har skubbet Guns N’ Roses og U2 af tronen på hitlisterne, er både fokus og udfordringer grundlæggende de samme, som dengang Peter Lyngdorf langede de første Cerwin-Vega-højtalere over disken.
– En af ambitionerne med klubben var at uddanne kunderne, så de ikke faldt for de falske tilbud og oppustede produktbeskrivelser. Og det er stadig vores opgave og vision i dag. For selvom kunderne med internettet har fået større adgang til viden om hifi, er der mere bullshit og falsk reklame end nogensinde før, siger Peter Lyngdorf.
Søger lokal rådgivning
Det til tider uigennemskuelige marked for hifi på internettet får ifølge Henrik Rahbek, der er butikschef i HiFi Klubben i Esbjerg, mange til at besøge butikken på Kongensgade. Ønsket om at mærke hårene rejser sig i nakken, når man prøver udstyret og få svar på de spørgsmål der opstår, når man shopper hifi-grej, er nemlig ikke blevet mindre til trods for internettet. Men hvor kunderne i 90’erne tog højtalerne under armen, når de forlod butikken, har opgaven ændret sig i butikken i Esbjerg.
– Mange af vores kunder vælger at bestille deres udstyr online, men inden de når dertil, er der mange, der dukker op i butikken for at få vejledning, inden de gennemfører ordren. Det sker dog næsten lige så ofte, at kunderne kommer ind i butikken igen, når de skal afhente deres udstyr, og det giver selvfølgelig anledning til en snak om, hvad de endte med at købe, siger Henrik Rahbek.
Fremtiden er demo-rum
I dag består kæden af tæt på hundrede fysiske butikker fordelt i Danmark, Norge, Sverige, Holland og Tyskland og fem nationale onlinebutikker. Og det er den online, at HiFi Klubben oplever den største vækst. Derfor kommer Henrik Rahbek og de hifi-interesserede kunder i Esbjerg ifølge Peter Lyngdorf til i højere grad til at opleve butikkerne som showrooms, eller ”demo-rum” som HiFi Klubben kalder dem, hvor kunderne prøver udstyret, inden de færdiggør købet online. Denne strategi betyder ifølge Peter Lyngdorf, at fysiske butikker som den i Esbjerg fortsat kommer til at spille en nøglerolle for HiFi Klubben i fremtiden.


– Vi kan allerede se, at vores kunder har taget ideen om at prøve tingene i butikken og bestille det online til sig. Du kan læse nok så meget om et sæt højtalere, men det slår stadig ikke oplevelsen af, at hårene rejser i nakken, som du kan få i de rammer og med den vejledning, du får i vores butikker. Derfor kommer vores fysiske butikker og demo- rum også til at spille en nøglerolle for HiFi Klubben og vores kunder i fremtiden, siger Peter Lyngdorf.

Foto: Privat

Jazz i verdensklasse på Spillestedet Termansens

På fredag, d. 27.november, kl. 19.30 gæster den amerikanske jazzpianist Champian Fulton spillestedet Termansens.

Foto: Presse

Fulton har bjergtaget publikummer på New Yorks fineste jazzklubber og i koncertsale verden over, ligesom hun har gæstet et utal af jazzfestivaler og optrådt med jazzikoner som Lou Donaldson, Frank Wess og Buster Williams.
Aftenen byder på jazz af international klasse: Fulton er bl.a. blevet kåret til ‘Female Jazz Vocalist of the Year’ af Jazz Magazine, og The New Yorker kalder hende: “An assured vocalist with a galvanizing presence”, mens Detroit Free Press kalder Fulton for sin generations mest talentfulde jazzsangerinde. I disse dage turnerer hun i Skandinavien, og at hun også lægger vejen forbi Termansens er lidt af et scoop for Ribe.
Allerede fra barnsben var Champian Fulton omgivet af jazz. Hendes far, jazztrompetist Stephen Fulton, var nær ven af jazzmusikere som Major Holley og Clark Terry, der inspirerede den unge Fulton. Som blot 10-årig havde Champian sin professionelle debut ved Terrys 75-års fødselsdagsfest, og siden er det kun gået fremad for det unge jazztalent fra Oklahoma.
Du kan derfor godt glæde dig til at opleve Fulton dykke ned i den amerikanske sangskat og give sine personlige og stærkt charmerende fortolkninger. Hun er ikke alene et lysende talent som sangerinde og pianist – hun er også en særdeles medrivende performer.
Der er begrænset plads, så billetter skal købes på forhånd af hensyn til covid-restriktioner.

Du kan købe billetter her: https://www.place2book.com/da/sw2/sales/gidfrgpijb


Få en forsmag på Champian Fultons optræden her: https://www.youtube.com/watch?v=DE5vicjJtjo


Line-up:

Champian Fulton – vokal/piano

Hans Backenroth – bas

Kristian Leth – trommer

Det Klassiske Kollektiv: Det er for nemt at aflyse


Musikerne i Det Klassiske Kollektiv har som mange andre været ramt af nedlukning, men er nu friske, klar og fulde af energi til at tage på turné i det Vestjyske.

Foto: Presse


I uge 43 tager Det Klassiske Kollektiv på turné, og spiller koncerter i Vestjylland. “Vi skal ud og spille, fordi det er for nemt at aflyse alt i denne tid. Vi er trætte af at spille for skærme og lukkede vinduer, og vi trænger til at komme ud hvor musikken giver mening – nemlig i mødet med publikum.” – Thea Nøhr, formand for Det Klassiske Kollektiv. 

Det Klassiske Kollektiv består af musikere, som alle studerer klassisk musik på Syddansk musikkonservatorium i Esbjerg. De har i fællesskab sammensat og opøvet et program, som hovedsageligt består af kammermusik omarrangeret eller komponeret af de studerende selv, så det passer til Det Klassiske Kollektivs utraditionelle besætning. “Det giver nogle specielle repertoirevalg, og hvordan vi arrangerer musikken. Vi har forsøgt at sammensætte et program i år, som vil være interessant både i de originale opsætninger og med nye instrumenteringer.” – Jane Beuschau, næstformand for Det Klassiske Kollektiv.

Publikum får en unik mulighed for at høre et bredt program med ny samt ældre klassisk musik.
Vi spiller disse dage: 

Alle koncerterne er gratis, og alle er velkomne! 

Medvirkende:

Thea Nøhr Åskov Hansen – Violin

Francesca Salvatucci – Violin

Philipp Möllgaard – Percussion 

Per Strömberg – Tenor og trombone

Jonas Kohl – Bariton

Lise Gawol – Orgel og klaver

Sidse Lund-Bach Henriksen – Mezzosopran

Charlotte Schou Jensen – Klaver

Jane Beuschau – Blokfløjte  

(De gældende restriktioner og retningslinjer vil selvfølgelig blive overholdt) 

Fakta: 

  • Det Klassiske Kollektiv er startet af studerende på Syddansk musikkonservatorium i Esbjerg
  • De vandt i 2017 entreprenørskabsprisen
  • Besætningen af ensemblet bliver fornyet hvert år.

Sygehus og musikkonservatorium indgår partnerskab

0

Sydvestjysk Sygehus (SVS) og Syddansk Musikkonservatorium (SDMK) i Esbjerg har i mange år haft et godt samarbejde på både børne- og intensivafdelingen. Nu formaliseres samarbejdet med en partnerskabsaftale, der fastlægger rammerne for det tværfaglige samarbejde.

Af aftalen fremgår det, bl.a., at det er parternes hensigt at bygge bro mellem dansk musikliv og det danske sundhedsvæsen til gavn og glæde for indlagte patienter, pårørende, personale og hospitalsmiljøet som helhed. For de konservatoriestuderende giver det desuden mulighed at udvikle musikerskabet langt fra konservatoriets trygge rammer.

Sygeplejefaglig direktør, Susanne Lauth fra Sydvestjysk Sygehus og rektor på Syddansk Musikkonservatorium i Esbjerg, Claus Skjold underskriver samarbejdsaftalen.
Foto: SVS

Det er unikt, at Syddansk Musikkonservatorium er placeret i Esbjerg. Sammen med kandidatdelen af lægeuddannelsen, som starter i 2022 på SVS, sætter vi sammen Esbjerg på landkortet, som en attraktiv uddannelsesby.Det er vigtigt, at vi som store organisationer og arbejdspladser samarbejder om at synliggøre og skabe spændende muligheder for god uddannelse og anderledes samarbejdsformer. Derudover er det oplagt, at kunne kombinere uddannelse og læring for studerende med nydelse og adspredelse for patienter og medarbejdere, når sygehuset kommer til at fungere som ”scene” for optrædener og koncerter. Det glæder vi os rigtig meget til. Aftalen lægger også op til muligheden for at udvikle samarbejdet yderligere, herunder også at igangsætte fælles forskningsprojekter”, siger sygeplejefaglig direktør på SVS, Susanne Lauth.

Ej blot til lyst

Ud over de åbenlyse gevinster for patienter og pårørende i form af musik og koncerter, er der også en række fagligt funderede grunde til at give hinanden håndslag på et mere formaliseret samarbejde. I aftalen fremhæves det bl.a., at man fra sygehusets side gennem aktiviteterne ønsker at give indlagte patienter og pårørende rum til refleksion, lindring og håb og i det hele taget arbejde hen imod en mere helhedsorienteret behandling.

Fra konservatoriet har underviser og pianist Margrethe Langer-Bro gennem en årrække givet studerende indsigt og erfaring i netop arbejdet med at udøve musik for patienter, som supplement til f.eks. en aktiv kræftbehandling. I sin ph.d-afhandling har hun indsamlet evidensbaseret viden om anvendelsen og effekten af levende musik i sundhedsvæsenet.Det er bl.a. denne viden, der bygges videre på.

I forbindelse med underskriften af partnerskabsaftalen onsdag eftermiddag, sagde rektor Claus Skjold Larsen: ”Musikkens grundlæggende værdi viser sig både i forhold til mennesket som privat og som socialt væsen. Derfor er det en god idé, at musikken er nær ved os, når vi netop er skrøbelige, ensomme, fremmedgjorte, ude af de vante rammer og måske ude af os selv. Musikken adresserer vores krop direkte: Pulsen reagerer og biokemien påvirkes. Det er stærke kræfter, og musikeren må både etisk og fagligt bevidstgøres om, hvad musikken i sundhedsmæssige sammenhænge kan gøre for os mennesker. ”

Musikerskabet udvikles
For de konservatoriestuderende giver samarbejdet mulighed for at adressere en række musikfaglige emner, herunder udvikling af målrettede musikoplevelser, refleksion over kunstnerisk praksis, nye formidlingsformer og en bedre kontakt med intuitionen og den medmenneskelige dimension i mødet med et anderledes publikum.

For begge aftalens parter handler det om at tage mennesker alvorligt og stille vores fagligheder til rådighed for dem, der har brug for den. Det bliver ikke meget mere meningsfyldt end det”, sluttede rektor Claus Skjold Larsen sin tale i forbindelse med partnerskabsaftalen blev underskrevet.

Aftalen er indgået for en 2-årig periode.

www.sydvestjysksygehus.dk/

Esbjergbandet StoneKing ude med første album

0

StoneKing – med base i Esbjerg – har netop udgivet deres første fuldlængde album “Southern Ram” – en hyldest til den klassiske, melodiøse hardrock.

Foto: StoneKing

Samtlige sange – bortset fra to – er blevet undfanget i øvelokalet i Esbjerg. En række ældre idéer er blevet støvet af i processen, omarrangeret og omskrevet, og samtidig er der også flere frisklavede sange med på udgivelsen.


Idéen til udgivelsen begyndte for alvor at tage form, efter at Edmund Jacobsen kom med som sanger i 2018. Og efter at trommeslageren Martin Aagaard Wolff og bassisten Tommy Rask Hasle fulgte trop i begyndelsen af 2019, så kunne arbejdet for alvor begynde. I forvejen bestod StoneKing af guitarist og sangskriver Peter Qvortrup og keyborspilleren Søren Kaspersen.

Det skal bemærkes, at Martin Pagaard Wolff og Tommy Rask Hasle efter endte indspilninger har besluttet at forlade StoneKing – i fred og fordragelighed – for at afsøge andre, individuelle musikalske jagtmarker.

StoneKings musik handler i sin kerne om melodi – med hårdtspillet og melodiøs guitar som det bærende element – godt pakket ind i flotte synths og gammeldags hammondorgel – rundet af med fængende vokaler og en kontant og stram rytmesektion.


StoneKing havde planer om at følge “Southern Ram” op med nogle koncerter – men som omstændighederne er nu (maj 2020), må live-optrædener vente på ubestemt tid.
Southern Ram” er produceret, arrangeret og optaget i Esbjerg og Ribe i løbet af 2019 og starten af 2020 med Martin Pagaard Wolff som tekniker. Han har desuden mixet. Jacob Hansen – velkendt lyd-magiker fra Hviding – har stået for mastering.
Udgivelsen er foregået i fællesskab med Gateway Music.

Du kan streame Stonekings musik her:

https://stoneking.lnk.to/SouthernRam

Tidligere studerende vender tilbage som professor

0

Violinisten og komponisten Harald Haugaard udnævnes til adjungeret professor ved folkemusikuddannelsen på Syddansk Musikkonservatorium.

Foto: Syddansk Musikkonservatorium

Fra kommende studieår kan Harald Haugaard føje titlen adjungeret professor til visitkortet. Med udnævnelsen følger opgaven med at inspirere og motivere de studerende ved konservatoriets folkemusikuddannelse gennem projekter, fokusuger og lignende aktiviteter.

I bedømmelsesudvalgets indstilling begrundes valget af den fynske spillemand på følgende måde: ”Harald Haugaard er en af sin generations mest markante og efterspurgte danske folkemusikere med et omfattende og anerkendt nationalt og internationalt kunstnerisk virke, en lang række roste udgivelser samt omfattende turnevirksomhed bag sig.

Harald Haugaard er uddannet fra Det Fynske Musikkonservatorium (nu Syddansk Musikkonservatorium) og var i en årrække centralt engageret i etableringen og udviklingen af den danske folkemusikuddannelse. Derudover er han anerkendt som en fremragende formidler, inspirator og talentudvikler og har desuden opbygget et stort internationalt netværk og virke, bl.a. som kunstnerisk leder af den dansk-tyske musikfestival folkBALTICA.Alt sammen noget, der kommer de konservatoriestuderende til gode.

Om udnævnelsen og den ventende opgave siger Harald Haugaard: “Musik er en af verdens vigtigste udtryksformer og stærkeste sprog. Musikken forbinder mennesker og ophæver kløfter og skel mellem os. Der er brug for musik, og netop derfor har konservatoriestuderende en stor og smuk opgave med at formidle den til os allesammen. Det er mit håb, at jeg som adjungeret professor kan bidrage yderligere til at motivere dem til det”.

Rektor Claus Skjold Larsen siger om Harald Haugaard. ”Som forvalter af en stedbunden folkemusiktradition har Haugaard en dyb forankring i den danske spillemandstradition. Han bidrager imidlertid samtidig til en stadig ekspansion af det musikalske mulighedsfelt, og han er med sit innovative og energiske drive en fremtrædende eksponent for udforskningen af nye udtryk på tværs af genrer og kunstneriske udtryk. ”

Udnævnelsen træder i kraft fra kommende studieår og er gældende for en 5-årig periode.

Fakta:

·        Syddansk Musikkonservatoriums folkemusikuddannelse er hjemmehørende i Esbjerg

·        En videregående uddannelsesinstitution kan tildele titlen adjungeret professor til personer uden for institutionen, som har et højt fagligt niveau, og som institutionen ønsker at hædre med denne titel og derved knytte nærmere til sig.

·        Syddansk Musikkonservatorium har og har haft en række adjungerede professorer tilknyttet forskellige fagområder. Se mere her: https://www.sdmk.dk/adjungerede-professorer

·        Bedømmelsesudvalget bestod af professor Sven Ahlbäck (Kungliga Musikhögskolan i Stockholm), lektor Kristine Heebøll (SDMK) og vicerektor Martin Gade (SDMK).

Henvisninger: https://www.haraldh.dk/

Plante smil og plante solskin

0

Dorte Mørup Tagmose og Martin Guldberg synger skønne viser fra Giro 413’s storhedstid

For ottende gang præsenterer Musikhuset Esbjerg dette populære koncertformat med visesangeren Dorte Mørup Tagmose og operasangeren Martin Guldberg, hvor de fremfører evergreens fra mange årtier.

De to sangeres forskellige baggrund udnyttes til fulde, hvilket er en særlig charme ved denne koncert. Repertoiret rummer således alt fra muntre og seriøse viser over operette og musical til slagere og evergreens fra radioprogrammet Giro 413’s storhedstid.

Dette i sig selv kan løfte humøret og plante smil på publikums læber og solskin i hjertet. Og da de to sangere i øvrigt præsenterer sangene med humor og engagement – godt suppleret af den svenske pianist og akkompagnatør Mats Rudklint – garanteres publikum en underholdende og opløftende eftermiddag, hvor der bliver rig lejlighed til at synge med.

Tid: Tirsdag den 25. februar, kl. 15:00

Sted: Musikhuset Esbjerg, Hovedfoyer
Billetter: https://www.mhe.dk/program/plante-smil-plante-solskin/

Tag til koncert med Lis

0

Lis Sørensen indtager Musikhuset med en koncert, der byder på en perlerække af hendes største hits gennem fire årtier samt nye forrygende numre.

Efter sin deltagelse i Toppen af poppen og den enorme succes med turnéen med Anne, Sanne og Lis, vender Lis Sørensen nu tilbage til scenen med eget orkester.

Lis Sørensens imponerende repertoire byder på en perlerække af hits fra fire årtier samt nye, forrygende numre. Med en sprællevende samling af sange står Lis Sørensen skarpt i nutiden og formidler fortidens hits som Fuld af Nattens StjernerTæt på ÆkvatorMine Øjne De Skal Se og mange flere med en naturlig elegance, som vidner om hendes egen kærlighed til repertoiret.

Her er en sangerinde, som skiller sig ud, og hvis erfaring og passion skinner igennem på hver en scene, hun står på. Med sin varme og stærke vokal i centrum favner Lis Sørensen et større og større publikum, og en aften i hendes selskab er både en rejse ned ad memory lane og en energisk væren i øjeblikket.

Tid: Lørdag den 22. februar, kl. 20:00

Sted: Musikhuset Esbjerg, Koncertsalen
Billetter: https://www.mhe.dk/program/lis-soerensen/