Home Tags Mhe

Tag: mhe

The Electric Nomads

0

Musikhuset præsenterer jazz-funk i verdensklasse, når Chris Minh Doky og resten af The Electric Nomads spiller i Teatersalen.

Foto: Musikhuset

The Electric Nomads er tilbage med alle de oprindelige jazzverdensstjerner. Udover en af dansk jazz’ største stjerner, bassisten Chris Minh Doky, består bandet af Dave Weckl (trommer), Dean Brown (guitar) og George Whitty (piano).

At bandet igennem årene har været et enormt succesfuldt liveband er ikke så underligt. Det intense sammenspil, spilleglæden og de dybe grooves er noget af det, deres mange fans beskriver som kernen i dette ægte liveband.

Pressen hæfter sig ved alle de Grammy’er, legendariske indspilninger, legender og bands, der er repræsenteret på scenen, når dette unikke band er samlet. For bandet selv er The Electric Nomads stedet, hvor de blandt venner lader musikken føre dem, hvor end øjeblikket og inspirationen leder dem – om det så er jazz, funk, rock eller RnB.

Tid: 31.oktober kl. 19.30
Sted:Musikhuset Esbjerg, Teatersalen

I sidste øjeblik

0

Lisbet Dahl, Sonja Oppenhagen og Susanne Heinrich i lun komedie om at blive ældre.

Foto: Musikhuset Esbjerg

Det gælder om at have det sjovt, så længe man kan. Eller som Piet Hein opfordrede: ”Husk at elske, mens du tør det. Husk at leve, mens du gør det”. Det forsøger tre gamle veninder at holde sig for øje – i sidste øjeblik.

Lisbet Dahl er enken Marianne, som er det dominerende centrum i bridge-aftenerne med veninderne Solvej og Anne-Louise. Som fjerdemand til kortspillet kommer den nyslåede enkemand Per og får Solvejs kinder til at gløde. En yngre mand, der er udsendt af kommunen, fordrejer hovedet på både Solvej og Per, og har man nået en alder, hvor man er ligeglad med, hvad andre tænker om en, er der lagt op til overraskende slutninger. Før det er for sent. I sidste øjeblik.

Glæd dig til at opleve nogle af dansk teaters mest erfarne og dygtige skuespillere i denne lune og livsbekræftende komedie fra Folketeatret.

Tid: 24. oktober kl. 20.00
Sted: Musikhuset Esbjerg, Koncertsalen

10 året for Frivillighedsfesten blev fejret med manér

0

Det blev på alle måder lidt vildere i år til den netop veloverståede Frivillighedsfest i Musikhuset Esbjerg. Og det manglede da også bare. For i år var det nemlig 10 året for fejringen af de frivillige på det sociale område i Esbjerg Kommune, og det kunne ses på både antallet af deltagere – og antallet af priser.

Grafik: Adobe/Yesbjerg

Fredag den 28. september var der igen fest for frivilligheden på det sociale område i Esbjerg Kommune. Og det for 10. gang, så det skulle markeres med lidt ekstra af det hele. Derfor var festen flyttet fra sin vanlige plads i Rådhushallen til Musikhuset Esbjerg, hvor der var plads til endnu flere glade frivillige, og så havde der også sneget sig en ekstra Frivillighedspris ind.

I anledningen af 10-året var tredjeprisen nemlig blevet skiftet ud med to ekstra andenpriser, så der i alt blev uddelt fire Frivillighedspriser 2018. Og det var nogle glade vindere fra KFUM Ballast, Recovery Bulls, AURA-Esbjerg og Mødrehjælpens lokalforening Esbjerg, der løb med årets priser.

“Det var ikke helt til at forestille sig, at vi skulle stå her og markere og fejre frivilligheden og de frivilliges store indsats for 10. gang, dengang for lidt over 10 år siden, da jeg som formand for Vindrosen foreslog det første gang. Derfor kan jeg heller ikke lade være med at være lidt ekstra glad og stolt over at stå her i dag. Det er blevet en glædelig tradition, som jeg ser frem til hvert år.”

Henrik Vallø

Årets vindere af Frivillighedsprisen 2018

Antallet af indstillinger har været helt overvældende i år, hvor intet mindre end 73 personer havde benyttet sig af muligheden for at indstille deres favoritkandidat. Af dem opfyldte 19 frivillige foreninger kriterierne for at komme med i kampen om de fornemme priser. Fælles for dem alle er, at de på hver sin måde gør en uvurderlig frivillig indsats på det sociale område, og at de gør en kæmpe stor forskel for rigtig mange.

Med tredjeprisen på bænken til fordel for to ekstra andenpriser så årets fordeling af frivillighedspriserne 2018 sådan ud:

  • Førsteprisen gik til Recovery Bulls
  • Andenprisen gik til:
    • KFUM-Ballast
    • AURA-Esbjerg
    •  Mødrehjælpens lokalforening Esbjerg

Johan Hoffmann Fondens pris
Heldigvis kom der sidste år en helt ny pris på banen, som Social & Arbejdsmarkedsudvalget uddelte på vegne af Johan Hoffmann Fonden. Prisen er et tilskud på 15.000 kr. til en udvalgt handicapforening, og i år gik den til Sydvestjysk Handicapdans.

credit: Esbjerg Kommune, foto: Torben Meyer, Esbjerg Byhistorisk arkiv.

Opera i guldalderens København

0

Operaekspert Henrik Engelbrecht fortæller, og Den Ny Opera synger, når Musikhuset serverer Opera i guldalderens København.

Foto: Musikhuset

I begyndelsen af 1800-tallet synger Det Kongelige Teaters skuespillere Mozart uden nogen særlig uddannelse – med kun meget få prøver og for nogles vedkommende i en evig brandert. Hvis de pjækker fra prøverne, risikerer de at ryge i fængsel. Kongen smider landets førende operasanger helt ud af landet, da han tager rollen som Don Juan lidt for bogstaveligt overfor en af prinsesserne på Amalienborg.
Operaeksperten Henrik Engelbrecht, der for nylig udgav den anmelderroste bog Opera i guldalderens København, fortæller levende og engageret om dengang ordensmagten også havde travlt på tilskuerpladserne og når københavnerne købte teaterbilletter; der var fysisk kamp om at få fat i de eftertragtede billetter, og der var tit slagsmål efter forestillingerne. Tag med i det iskolde og stinkende teater, hvor publikum spiser den medbragte mad undervejs i forestillingerne og drikker rigeligt med brændevin til… når de altså ikke skal koncentrere sig om at smide rotterne ud af deres loger.
To af Den Ny Operas faste sangere, sopran Anne Mette Balling og baryton Jens Søndergaard, vil undervejs supplere med arier, duetter og romancer fra datidens repertoire.


Tid: Søndag den 30. september kl. 15.00
Sted: Musikhuset Esbjerg, Teatersalen

A Tribute to Dire Straits

0

Musikken fra farrockbandet over alle farrockbands bliver fejret i Musikhuset.

Foto: Musikhuset

Dire Straits blev dannet af Mark Knopfler, John Illsley, David Knopfler og Pick Withers i 1977 og blev en ren verdenssucces. Deres World Tour i 1985-1986 endte med tre millioner solgte billetter samtidig med, at fans havde købt over 100 millioner plader, hvorpå hits som Sultans of Swing, Walk of Life og Money for Nothing var at finde.

Dire Straits’ bedstsælgende album, Brother in Arms, var det første album, som solgte over en million eksemplarer i det dengang nye CD-format. Bandet gik i opløsning i 1995, men deres musik lever videre – ikke mindst takket være A Tribute to Dire Straits.

Efter udsolgte koncerter i hele Sverige kommer hyldestkoncerten A Tribute to Dire Straits – Sultans of Sweden endelig til Danmark. Navnet Sultans of Sweden refererer til Dire Straits’ kæmpe hit Sultans of Swing. De svenske gutter, som står bag, har i løbet af de seneste seks år finpudset deres show, så koncertturneen, de er på, bliver deres største og bedste til dato.

Tid: Lørdag den 29. september kl. 20.00       
Sted: Musikhuset Esbjerg, Teatersalen

Linda P.’s Talkshow

0

Linda P. gæster MHE Comedy Club i Musikhuset med sit nye talkshow

Foto: Musikhuset

I Linda P.’s nye show vil publikum være med til at præge aftenen, for udover en række dejlige gæster – fra komikere til sangere og nettomedarbejdere – får publikum mulighed for at tale med Linda under showet. Der vil nemlig være en sektion, hvor man kan fyre løs med spørgsmål til Linda. Og man må spørge om alt! Det bliver en aften uden censur, også når Linda deler ud fra sin ømme dagbog fra 90’erne.
Det bliver et show, hvor alt kan ske, og det kræver noget af en vært. Men er der nogen, der kan og tør, er det Linda P.

“Det skal først og fremmest være smadder hyggeligt”

Linda P.

Selvom programmet lyder uplanlagt, kræver en hel del planlægning.


“For det skal også være vildt morsomt”

Linda P.


Tid: Lørdag den 29. september kl. 19.00
Sted: Musikhuset Esbjerg, Koncertsalen

Festugen på Torvet

0

Her kan du se Festugens netop udgivede program for Torvet og Musikhuset.

Torvet

”Vi har tidligere fortalt at Folkeklubben gæster Torvet torsdag 16. august, men de kommer ikke alene. De får nemlig godt selskab af ingen ringere end Andrew Strong, som mange kender fra Commitments filmen.

Man kunne forledes til at tro at Andrew Strong er en af den slags musikere, der havde sin prime time først i 90erne, men det er på ingen måder sandheden. Senest, på tour i Australien i foråret, fik han allerfineste anmeldelser med på vejen om en stemme, der stadig er på toppen (Amnplify: The first thing noticeable about Strong’s performance is that his incredible voice is untouched by the decades of use)” fortæller Annette Posselt, der glæder sig til besøget.

”– og skulle det ikke være rigelig musikoplevelse for én aften, så topper vi den lige med Ida Nielsen, også kendt som dén verdenskendte Ida, der spillede bas for Prince. Hun medbringer bl.a. Mika Vandborg og Kuku Agami, så vi tør vist love at der lægges op til en funky, bluesy, folky aften”.

Musikhuset

Fra opera over 60’er-rock og hårrock til dejlige danske popperler – det musikalske program, som Esbjerg Festuge præsenterer i samarbejde med Musikhuset Esbjerg, giver dig mulighed for at opleve det hele.

Søndag den 12. august kl. 16.00 kan du igen være med til det yderst populære arrangement Opera i det fri, hvor dygtige solister fra Det Kongelige Teaters ensemble synger smukke arier under åben himmel i Byparkens skønne omgivelser. Der er gratis adgang, men antallet af pladser er begrænset, så kom i god tid.

Mandag den 13. august kl. 19.30 kan du tage på en musikalsk rejse tilbage til en af rockhistoriens mest skelsættende begivenheder, når Musikhuset slår dørene op til hyldestkoncerten Woodstock ´69. Koncerten finder sted i Musikhusets Koncertsal.

Woodstock løb af stablen i staten New York i sommeren 1969, og her spillede en nærmest endeløs række af tidens – og eftertidens – største musikikoner, herunder Jimi Hendrix, Joe Cocker, Janis Joplin, Santana, The Who, The Band, Creedence Clearwater Revival og Crosby, Stills, Nash & Young – for blot at nævne nogle få. Nu får du mulighed for – i selskab en perlerække af dygtige, lokale musikere – at opleve den magiske stemning og musik fra Woodstock.

”Vi glæder os meget til at præsentere denne koncert, og jeg tror, der venter en rigtig stor oplevelse for publikum,” siger Musikhuset Esbjerg direktør Torben Seldrup.

Torben Seldrup er også begejstret over, at Musikhuset i år har gjort lidt af et scoop ved at booke bandet Hair Metal Heröes, som har ingen ringere end den danske viking, Grand Prix-vinder Jonas Rasmussen i front.

Jonas Rasmussen og resten af hårrockheltene spiller forrygende, farverige udgaver af nogle af 80’ernes største hits fra band som Van Halen, Bon Jovi og Europe. Koncerten finder sted i Musikhusets Koncertsal tirsdag den 14. august kl. 19.30.

Dagen efter, onsdag den 15. august kl. 10.00 og igen kl. 14.00, er det blevet tid til Seniordagen. I år er det James Rasmussen Trio og Helge Engelbrecht, der underholder i Musikhusets Hovedfoyer. Koncerten er gratis, men da antallet af pladser er begrænset, kræver deltagelse billet. Billetter udleves i Musikhuset Esbjerg onsdag den 8. august fra kl. 10.00 efter først til mølle-princippet.

Fredag den 17. august kl. 19.30 er det Poul Halbergs band Halberg & Friends, der lukker festugen i Musikhuset. Poul Halberg var med til at danne Sneakers og Ray Dee Ohh, og han er manden bag kæmpehits som Magi i luften, Efterår, Jeg vil la’ lyset brænde, Mandags-stævnemøde, Elskes af dig og Brændende læber.

Billetter til Musikhuset Esbjergs festugearrangementer kan købes nu på www.mhe.dk og i Musikhusets billetsalg på hverdage kl. 13.00-16.00.