Flere og flere bliver efterhånden testet for Covid-19, men er du én af de resterende, der spekulerer på, hvordan en test tages her i Danmark, får du blik for sagen her.
Christina Simonia fra Yesbjerg var indkaldt til en podning og tog efter samtykke fra sygehuset kameraet med.
Der er børn, der klarer det bedre end Christina, og på videoen kan du se, hvordan det går for sig.
Esbjerg: En 40 årig mand tog sig en tur på sit el-løbehjul, og det er jo for så vidt fint nok. Problemet var bare, at manden var spirituspåvirket, hvorfor han måtte aflægge en blodprøve. Der venter ham nu en bøde. Vagtchefen. #politidk
Kvaglund og Østerbyen er også inviteret med til en anderledes ”fællesspisning” og 485 beboere har allerede meldt sig til.
Foto: Bydelsprojekt 3i1
Bydelsprojekt 3i1 inviterer sammen med Kvaglund Kirke, Platformen, Medvind i Østerbyen og andre lokale aktører til fælles spisning – hver for sig.
Fællesspisning er en del af Danmark Spiser Sammen, som er et initiativ fra Folkebevægelsen Mod Ensomhed.
Bydelsprojekt 3i1 har de sidste par år sammen med lokale aktører deltaget i ”Danmark Spiser Sammen”. Arrangementet har været en stor succes med børn og voksne, som medbragte og nød mad hele Verden.
P.g.a. Corona krisen har initiativtagerne tænkt anderledes i år. Beboere inviteres til at komme og hente mad, som tages med hjem.
Maden leveres af Latakia Grill i Kvaglund og Marina Trafikbar på Esbjerg Havn. Frivillige og medarbejdere uddeler de portionsanrettede menuer frapavillioner i lokalområdet.
Hvis beboere ikke selv kan hente maden – så kommer de frivillige gerne forbi med den.
Initiativtagerne bag fællesspisningen vil gerne benytte lejligheden til at sende en kærlig hilsen til alle beboerne i boligområderne.
Fællesspisningen er for beboere på Stengårdsvej, i Kvaglund og i Østerbyen, som har modtaget en invitation i deres postkasse omdelt af Kvaglund Idrætsforenings U16 fodboldpiger.
Syd- og Sønderjyllands Politi har modtaget væsentlig færre anmeldelser, siden samfundet lukkede ned i marts, målt i forhold til samme periode af 2019. Der er især færre indbrud, færre anmeldelser om vold og færre tyverier.
Færre indbrud. Mindre vold. Og færre tyverier.
Syd- og Sønderjyllands Politi har fået væsentlig færre anmeldelser fra 13. marts til udgangen af april i år, målt i forhold til samme periode af 2019. Og noget tyder derfor på, at covid-19-nedlukningen af samfundet har haft indflydelse på kriminaliteten.
Foto: Politi.dk
Flere områder
Det markante fald gælder en lang række kriminalitetsområder, ikke mindst indbrud og tyverier, hvor der især bliver anmeldt færre indbrud i beboelser og færre tyverier fra borgere. Her har faldet været på henholdsvis 37,3 og 31,3 procent. Tilsvarende er antallet af voldssager dalet med hele 45,7 procent.
– Ser vi på en positiv effekt af coronakrisen, så er det, at trygheden er øget markant. Borgerne oplever færre indbrud, mindre vold og færre tyverier. Vi har haft døgn, hvor der slet ikke har været begået indbrud i hele politikredsen. Og det er naturligvis glædeligt, for indbrudskriminalitet påvirker trygheden, pointerer politidirektør Jørgen Meyer.
Ændret adfærd
Han peger på, at den dalende indbrudskriminalitet meget vel kan hænge sammen med, at mange borgere har været hjemme i dagtimerne. Og den øgede risiko for at blive opdaget, får indbrudstyvene til at holde lav profil.
I tilgift kan det store fokus på at holde afstand, når borgerne er ude at handle, betyde, at tricktyve har fået sværere arbejdsvilkår.
Endvidere holder værtshuse og diskoteker lukket som følge af coronakrisen – og på tilsvarende vis mindskes risikoen for vold og anden personfarlig kriminalitet i nattelivet.
Omvendt har politikredsen ikke oplevet en stigning i antallet af husspektakler, hvilket politidirektøren også glæder sig over.
– Og der er endnu en positiv facet i forhold til udviklingen. De lave tal i coronamånederne skal ses i sammenhæng med, at kriminaliteten i forvejen er dalet de seneste år, fremhæver Jørgen Meyer.
Lokalt Folketingsmedlem: Esbjerg Havn styrker sin position som grøn vækstdynamo.
Foto: Christina Simonia Straarup
Esbjerg Havn har i mange år spillet en nøglerolle i den grønne omstilling og især indenfor vindmøller, hvor Esbjerg Havn er Nordeuropas største udskibningshavn for havvind. Esbjergs lokale folketingsmedlem Anders Kronborg (S), som også er medlem af Folketingets Klima-, Energi- og Forsyningsudvalg, forudser, at nyheden om milliardinvesteringen fra den nordiske infrastrukturfond Infranode vil fremtidssikre og skabe en helt ny ære for Esbjerg Havn.
”Det er ikke bare positivt for Esbjerg-området, men positivt for hele Danmark og den grønne omstilling, at Esbjerg Havn har fundet en stærk partner med stor indsigt i energiområdet. Vi må ikke undervurdere betydningen af, at Esbjerg Havn kan blive ved med at være et knudepunkt for havvind.”
”At få skabt fabriksfaciliteterne indenfor vindenergien på havneområdet vil bidrage positivt til udviklingen for havvind i Nordsøen, og vi må bare erkende, at mølledelene bliver så store, at de ikke alle kan fragtes på vejene i fremtiden”, siger Anders Kronborg, der allerede tilbage i februar offentligt roste Esbjerg Havns planer for en vindmøllefabrik, hvor det nuværende kulkraftværk er beliggende og om få år skal rives ned.
Socialdemokratiet fremlagde før valget en ambition om, at Danmark igen skal være et grønt foregangsland og at man ville gøre den danske del af Nordsøen til et ’Silicon Valley for havvind’. Den ambition har også optaget Anders Kronborg meget i Folketinget.
”Jeg har naturligvis haft planerne for en vindmøllefabrik med på Christiansborg. Uanset om det er vores klimaordfører eller havneordfører, jeg snakker med om visionerne, så møder planerne ros, anerkendelse og begejstring. Der er ingen tvivl om, at man på Christiansborg er opmærksom på Esbjerg Havns centrale og vigtige betydning for at lykkes med flere vindmølleparker”, lyder det fra Anders Kronborg.
Med udsigt til op mod 2000 nye jobs, kan det socialdemokratiske lokale folketingsmedlem ikke få armene ned. Anders Kronborg mener, det er med til at understrege, at netop investeringer i den grønne omstilling er med til at skabe vækst og nye arbejdspladser.
”Der er ingen tvivl om, at den grønne energi er krumtappen i at skabe vækst og nye jobs. Esbjerg Havn viser om nogen det store vækstpotentiale, der er i den grønne omstilling”, siger Anders Kronborg.
Det lokale folketingsmedlem i Esbjerg har også kun roser til overs for havnens ledelse, fordi de har udvist rettidig omhu, siger han.
”Når vi har en regering og et stort flertal i det danske parlament for at have enorme ambitioner på klimaområdet, så er det rettidig omhu at sikre en ordentlig infrastruktur i Danmarks Energimetropol, så investeringerne og arbejdspladserne bliver i Danmark. Esbjergs virksomheder er enormt innovative, og de vil i den grad kunne understøtte havnens visioner og de mange nye grønne arbejdspladser”, slutter en glad og optimistisk Anders Kronborg.
Det har generelt været en stille nat ved politiet. En vaks anmelder hjalp dog politet omkring kl. 01.44 med at finde frem til to personer, der havde begået hærværk på en bil, der holdt parkeret på Frodesgade i Esbjerg. De er blevet sigtet for hærværk. Tak til anmelder, skriver Vagtchefen.
Fanølinjen indfører nu et informationssystem, hvor gæster til færgerne mellem Esbjerg og Fanø kan navigere uden om de lange ventetider, som kan opstå på den populære rute.
Fanø er et af Danmarks mest populære feriemål. Det kan give den lille rute udfordringer med ventetid. Et nyt system kan hjælpe færgegæsterne med at finde de bedste afgange. Foto: Molslinien
Hjælp til selvhjælp. Sådan kan man betegne det nye Informationssystem, som Fanølinjen nu introducerer. Systemet skal afhjælpe de lange ventetider, som de rejsende især oplever, når turisterne flokkes til Fanø.
Gæsterne får mulighed for at indikere, hvornår de ønsker at rejse, og derved får de en estimeret ventetid på deres booking. Med denne information kan man lettere planlægge sin rejse til Fanø, og trafikken fordeles bedre over hele dagen.
”Billetten er fuldt fleksibel på dagen, og kunderne kan løbende via hjemmesiden og appen få en indikation af, hvor belastet den pågældende dag er og på hvilke tidspunkter, der kan opstå ventetid i havnen”, siger Molslinjens kommercielle direktør, Jesper Skovgaard.
Systemet gør det nu muligt for færgegæsterne at vurdere på de enkelte afgange og på den måde undgå at køre ned til færgen, når alle andre også gerne vil med. Herudover får Fanølinjen mulighed for at kommunikere ventetider og trafikændringer direkte med de gæster, der har indikeret, at de skal med på en bestemt afgang.
Systemet er bygget på rejsedata fra tidligere år, men det er også bygget, således at gæsternes rejsemønstre hele tiden gør systemet mere intelligent.
”Vi glæder os til at se systemet i aktion, hvor Kristi himmelfarts-ferien nok bliver første gang, hvor vi kan se, om vi lykkes med at fordele trafikken ud over dagen, så gæsterne ikke kommer til at vente alt for længe”, siger Jesper Skovgaard.
Violinisten og komponisten Harald Haugaard udnævnes til adjungeret professor ved folkemusikuddannelsen på Syddansk Musikkonservatorium.
Foto: Syddansk Musikkonservatorium
Fra kommende studieår kan Harald Haugaard føje titlen adjungeret professor til visitkortet. Med udnævnelsen følger opgaven med at inspirere og motivere de studerende ved konservatoriets folkemusikuddannelse gennem projekter, fokusuger og lignende aktiviteter.
I bedømmelsesudvalgets indstilling begrundes valget af den fynske spillemand på følgende måde: ”Harald Haugaard er en af sin generations mest markante og efterspurgte danske folkemusikere med et omfattende og anerkendt nationalt og internationalt kunstnerisk virke, en lang række roste udgivelser samt omfattende turnevirksomhed bag sig.”
Harald Haugaard er uddannet fra Det Fynske Musikkonservatorium (nu Syddansk Musikkonservatorium) og var i en årrække centralt engageret i etableringen og udviklingen af den danske folkemusikuddannelse. Derudover er han anerkendt som en fremragende formidler, inspirator og talentudvikler og har desuden opbygget et stort internationalt netværk og virke, bl.a. som kunstnerisk leder af den dansk-tyske musikfestival folkBALTICA.Alt sammen noget, der kommer de konservatoriestuderende til gode.
Om udnævnelsen og den ventende opgave siger Harald Haugaard: “Musik er en af verdens vigtigste udtryksformer og stærkeste sprog. Musikken forbinder mennesker og ophæver kløfter og skel mellem os. Der er brug for musik, og netop derfor har konservatoriestuderende en stor og smuk opgave med at formidle den til os allesammen. Det er mit håb, at jeg som adjungeret professor kan bidrage yderligere til at motivere dem til det”.
Rektor Claus Skjold Larsen siger om Harald Haugaard. ”Som forvalter af en stedbunden folkemusiktradition har Haugaard en dyb forankring i den danske spillemandstradition. Han bidrager imidlertid samtidig til en stadig ekspansion af det musikalske mulighedsfelt, og han er med sit innovative og energiske drive en fremtrædende eksponent for udforskningen af nye udtryk på tværs af genrer og kunstneriske udtryk. ”
Udnævnelsen træder i kraft fra kommende studieår og er gældende for en 5-årig periode.
Fakta:
· Syddansk Musikkonservatoriums folkemusikuddannelse er hjemmehørende i Esbjerg
· En videregående uddannelsesinstitution kan tildele titlen adjungeret professor til personer uden for institutionen, som har et højt fagligt niveau, og som institutionen ønsker at hædre med denne titel og derved knytte nærmere til sig.
· Bedømmelsesudvalget bestod af professor Sven Ahlbäck (Kungliga Musikhögskolan i Stockholm), lektor Kristine Heebøll (SDMK) og vicerektor Martin Gade (SDMK).
Pr. 1. juni overtager Dorthe Kingo Thruelsen roret på læreruddannelsen på UC SYD, når hun tiltræder som institutchef på Institut for Læreruddannelse.
Foto: UC Syd
Hun kommer fra en stilling som uddannelsesleder på læreruddannelsen på UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole i Odense.
Før det har hun blandt andet været konsulent i Udlændinge- og Integrationsministeriet og senere i Børne- og Undervisningsministeriet, og fra 2013 til 2016 var hun chefkonsulent i Børne- og Ungeforvaltningen i Odense Kommune.
Stærk udviklingsprofil
– Jeg er utrolig glad for, at Dorthe Kingo Thruelsen bliver vores nye institutchef for læreruddannelsen på UC SYD. Hun kommer med en meget stærk udviklingsprofil og har stor kendskab til professionshøjskolen og til læreruddannelsen, siger prorektor Alexander von Oettingen. Han fortsætter:
– Vores læreruddannelse er i en god udvikling, og med Dorthe på holdet er jeg sikker på, at vi kan fortsætte det gode arbejde – både i uddannelsen og i Center for Undervisningsmidler, der hører under uddannelsen.
– I UC SYD har vi udviklet en stærk profil indenfor universitetsskolen, hvor vi kombinerer læreruddannelse, didaktisk forskning og praksissamarbejdet med kommunerne. Det arbejde skal Dorthe Kingo Thruelsen sammen med hele instituttet og Forskningsafdelingen intensivere endnu mere, så det bliver til en integreret del af hele læreruddannelsen. Det skaber værdi for studerende, medarbejdere og vores aftagere. Jeg glæder mig til at byde Dorthe velkommen i vores fantastiske samarbejde i leder- og chefgruppen og på tværs af organisationen, slutter han.
Stærkt fællesskab
– Jeg har kendskab til UC SYD gennem mange gode samarbejder, og derfor glæder jeg mig også til at blive en integreret del af samarbejdet i leder- og chefgruppen, på tværs af organisationen og med de ni kommuner omkring UC SYD, siger Dorthe Kingo Thruelsen.
– Læreruddannelsen og folkeskolen er komplekse størrelser, hvor vi kun kan lykkes for alvor, hvis vi skaber et stærkt fællesskab på tværs, hvor uddannelse, skole, forskning og Center for Undervisningsmidler mødes og arbejder nysgerrigt og målrettet med det, vi brænder for. Her er universitetsskolen et stærkt format, som jeg ser frem til at arbejde videre med.
Dorthe Kingo Thruelsen er cand.mag. i litteraturvidenskab og fransk og fremmedsprogspædagogik fra SDU (1996) og har taget to masteruddannelser – Master i IKT og Læring fra Aalborg Universitet og Master in Leadership and Innovation in Complex Systems fra Aarhus Universitet.
• Arbejde med markedsføring baseret på statistikken
• Poste og skrive nyheder på Yesbjerg.dk
• Skrive guider til Yesbjerg.dk
• Være bekendt med WordPress
• Være med til de events Yesbjerg afholder
• Arbejde på at få flere nyheder ind, der interesserer de unge studerende.
• Uddele markedsføringsmateriale
• Være med til at organisere Yesbjergs fremtid
• Udarbejdelse af præsentationsmateriale
• Undersøge markedet
• Udarbejde den fremtidige annonce pakkeløsning
Case (én af mange)
Yesbjerg står overfor at skulle have lavet en annonceløsning. Der skal laves en pakkeløsning med forskellige valgmuligheder til kommende annoncører og udarbejdes markedsføringsmateriale herpå.
Profil på den studerende
Den studerende skal være mødestabil, rummelig og fleksibel. Da jeg driver en avis, er det vigtigt, du er god til skriftligt dansk. Godt humør er altid et plus, resten finder vi ud af. Jeg gør alt for, at de der er hos mig har det godt.
Det formelle
Praktikant ønskes hurtigst muligt.
Spørgsmål og ansøgning til Christina Simonia Straarup på: praktik@Yesbjerg.dk
Ugentlig arbejdstid ca. 20-25 timer – efter aftale med den studerende. Hjemmearbejde på nogle af dagene.
Du kommer til at arbejde tæt sammen med undertegnede og sparre med mig om Yesbjergs fremtid.
Om Yesbjerg.dk
Yesbjerg er en lokal online avis, der leverer friske lokale nyheder fra Esbjerg og omegn. Yesbjerg arrangerer også events for byens borgere, der kan give gode gratis oplevelser, skabe netværk og bygge bro.
Lige nu er Yesbjerg finaledeltager i Next Step Challenge.
Vi anvender cookies for at sikre at vi giver dig den bedst mulige oplevelse af vores website. Hvis du fortsætter med at bruge dette site vil vi antage, at du er indforstået med det.