Spændende nyt initiativ fra Esbjerg Fotoklub indbyder de unge fotografspirer under 25 år.
Foto: Jimmy Juncker
Har du lyst til at tage spændende billeder med din mobil eller med dit kamera? Så har Esbjerg Fotoklub et godt tilbud til dig. Esbjerg Fotoklub, der med sit 50-års jubilæum i år ikke bare ser bagud, men også fremad, starter en dedikeret ungdomsgruppe for alle fotointeresserede op til 25 år. Gruppen får sin helt egen mødeaften i klubbens lokaler og sit eget aktivitetsprogram, som de unge selv er med til at skabe. Samtidig vil de unge kunne deltage i de almindelige klubaktiviteter efter ønske og behov.
“Med en ungdomsafdeling håber vi at engagere de unge mennesker og inspirere dem til at udforske fotograferingens verden, samtidig med de at kan udvikle deres kreativitet og tekniske færdigheder med ligesindede,” udtaler Jimmy Juncker, der er primusmotor for det nye initiativ.
Unge øjne ser tit tingene på ny, tænker jeg!”
Claus Madsen, formand for Esbjerg Fotoklub
“Aldrig før er der blevet taget så mange fotos som i dag. Størstedelen bliver taget med mobiltelefonens kamera, som alle, men især de unge, har taget til sig.
Vi tror, at der er en del unge, der derigennem har opdaget det fotografiske medies spændende muligheder og gerne vil udnytte disse kreativt. Så vi glæder os til at se nye ansigter i klubben og, uden tvivl, mange spændende billeder”, udtaler klubbens formand Claus Madsen til YESBJERG.
Medlemskabet er åbent for unge op til 25 år. Medlemskabet koster kun 50 % af det regulære kontingent og interesserede kan afprøve medlemskabet i de første 3 måneder gratis.
Uanset om du fotograferer med mobilen eller med et kamera – du er velkommen i Esbjerg Fotoklubs nye ungdomsgruppe.
Esbjerg Fotoklub fejrer sit 50-årige jubilæum i år.
Klubben bobler af vitalitet og et rigt aktivitetsprogram året igennem taler sit eget sprog: En bogudgivelse, en fotokalender, et åbent hus arrangement, byvandringer henover sommeren, den 41. Internationale fotoudstilling i september og et værtskab for Selskabet for Dansk Fotografis årsmøde 2024 i oktober. Dertil kommer deltagelse i Esbjerg Kommunes “Sommerferiesjov” for skoleelever, deltagelse i containerudstillingen under Festugen, en stor jubilæumsudstilling på Esbjerg Rådhus og endelig opstart af en dedikeret ungdomsgruppe.
En 39-årig mand blev 17. juli udsat for røveri i egen bolig. Intens efterforskning har ført til tre formodede gerningspersoner.
Den 17. juli blev en 39-årig mand udsat for røveri i sin egen bolig i Esbjerg af flere gerningspersoner. Det skete omkring klokken 15.
Siden Syd- og Sønderjyllands Politi kort efter røveriet modtog anmeldelsen, har vi efterforsket intensivt.
Efterforskningen har ledt til 3 formodede gerningspersoner, som Syd- og Sønderjyllands Politi anholdte tirsdag 23. juli i Sønderborg. Det drejer sig om en 29-årig mand, en 41-årig mand og en 22-årig kvinde. De er alle bosiddende i Sønderborg Kommune.
De 3 personer fremstilles i grundlovsforhør ved Retten i Esbjerg klokken 11.30 i dag. De er alle sigtet for røveri mod person i egen bolig.
I forbindelse med efterforskningen har Syd- og Sønderjyllands Politi været til stede på flere adresser i både Esbjerg og Sønderborg. I øjeblikket er vi til stede på Mådevej i Esbjerg, hvor vi forventer at være det meste af eftermiddagen.
Vidner til vold på dansegulv den 18. maj søges, så sagen kan belyses.
Var du på beværtningen James Bond lørdag den 18. maj klokken 05.20, og så du en mand blive slået i ansigtet med knytnæve af en anden mand? Så vil Syd- og Sønderjyllands Politi gerne i kontakt med dig.
Episoden foregik på dansegulvet på James Bond, og den patrulje, der kom til stedet, fortæller, at der var flere vidner til stede.
Patruljen koncentrerede sig i første omgang om at håndtere den formodede gerningsmand, og da betjentene kort tid efter ville sikre identiteten på vidnerne, var de ikke længere til stede.
Derfor søger politiet nu de vidner for at kunne belyse sagen, hvori en 42-årig mand er sigtet for vold.
Har du set episoden, eller har du andre oplysninger i sagen, beder vi dig kontakte politiets servicecenter på tlf. 1-1-4.
Jacqueline Houtved er modtager af HK’s Fanebærerpris. Prisen bliver uddelt til en særlig elev på hver af regionens uddannelsesinstitutioner indenfor HK’s område.
Jacqueline Houtved fra Esbjerg er denne sommers modtager af HK Sydjyllands Fanebærerpris på Rybners EUX Kontor-uddannelse i Esbjerg. Prisen består af træfiguren Fanebærer af Kay Bojesen og et legat på 4.000 kroner, som hun fik overrakt ved dimissionen.
Hun blev indstillet af skolen som en af dem, der er gået forrest for at sikre et godt studiemiljø, har udvist et stort engagement og er respekteret af sine medstuderende.
– Du har under din uddannelse på EUX, det studierettede forløb, været en sød og behagelig elev med et dejligt smittende humør. Du har været rigtig god til at skabe sammenhold i klassen og sørget for at løse mange praktiske opgaver for at skabe et godt studie- og socialt miljø i klassen. Endvidere har du arbejdet seriøst med opgaverne i fagene og kæmpet for at opnå gode resultater. … Det har været en fornøjelse at have dig som elev, skriver Rybners blandt andet i begrundelsen.
HK Sydjyllands Fanebærerpris er stiftet for at sætte fokus på de elever, der gør en ekstra indsats for, at alle har et godt miljø at lære og udvikle sig i. Prisen bliver uddelt til en elev eller studerende på uddannelsesinstitutioner over hele Sydjylland indenfor HK’s faglige område.
Lørdag den 22. juni kl. 13 er alle velkomne, når Esbjergs seneste street art værker fejres, mens der også er mulighed for at høre en artist talk. To steder i Jyllandsgade er permanente værker kommet til, mens midlertidige kunstværker pryder sommergågaden. Foto: Esbjerg Kommune
I løbet af den seneste uge er bybilledet i Esbjerg blevet forvandlet af street art kunstnere, som på tre placeringer har været i gang med at udsmykke byen. Bag projekterne står Esbjerg Byforum, Galleri GRISK, Områdefornyelsen Bymidte Vest og Kultur & Projekt.
Op af havet er en badende dreng dukket op på gavlen ved parkeringspladsen foran Jyllandsgade 21. Den anerkendte serbiske kunstner Wuper Kec står bag motivet. Værket trækker Vadehavet ind i gadebilledet på samme måde som havet er et gennemgående tema i Kongensgade.
Overfor Jyllandsgade 14D, hvor Esbjerg Bryghus holder til, udsmykker Peter Birk fra Galleri GRISK fem felter på den hvide mur. I Kongensgades vestligste del har Ratur fra Canada, Morik fra Armenien og Ruin fra Østrig skabt imponerende værker, som udstilles i gaden i de tre måneder, forsøget med sommergågaden varer.
Ved ferniseringen lørdag den 22. juni kan man høre mere om de nye værker på en guidet tur rundt til de nye værker. Turen slutter i Kongensgade, hvor der vil være en artist talk om street art, hvor man også kan tale med kunstnerne, som har udsmykket byen. Her kan man også se, hvad det lokale streetart miljø har at byde på. To unge, lokale street art kunstnere, Daniel Zukovíc Kostíc og Niklas Nielsen, har deltaget i en masterclass, hvor de malet egne værker med de professionelle kunstnere som sparringspartnere. Disse malerier bliver også en del af udstillingen i Kongensgade.
Projekterne har nydt godt af mange velvillige hjælpere, som på forskellige vis bidrager til realiseringen:
NEM Byg, A Place to Hotel, Scandic, Cabinn, Spar 2, Malerfirmaet Petersen og Hundebøl, Hulmose stilladser, Bjørnskov & Ehmsen, Kortegaards Planteskole og Entreprenør.
Program for ferniseringen: Street art og artist talk
Mødested: P-pladsen foran Jyllandsgade 21
Kl. 13.00
Velkomst og tale om alle gavlmalerierne i Jyllandsgade og Street Art Festivalen v/ Jakob Lose, formand for Kultur & Fritidsudvalget
Information om Wuper Kec’s gavlmaleri v/Peter Birk og Per Bank fra Galleri GRISK
Esbjerg Byforum byder på mousserende vin og kransekage
Kl. 13.45
Gåtur til malerier i Jyllandsgade over for Esbjerg Bryghus
Information om gavlmalerierne v/ Peter Birk og evt. øvrige kunstnere
Kl. 14.15
Gåtur til mini Street Art Festivalen i sommergågaden (den vestligste del af Kongensgade)
Kl. 14.30
Artist talk om street art og herefter dialog med kunstnerne om værkerne
Kl. 15.30
Stemningsfuld jazzmusik (der kan købes mad og drikkevarer for egen regning hos Kim Anto)
Esbjerg Havn optaget i international havneorganisation, som underbygger havnens internationale position IAPH er navnet på en global organisation, der repræsenterer havnemyndigheder og operatører på verdensplan. Esbjerg Havn har netop meldt sig ind for at styrke havnens position og bidrage til fortsat vækst og udvikling for både havnen og dens virksomheder.
Esbjerg Havn har netop meldt sig ind i International Association of Ports and Harbors (IAPH), en global organisation, der repræsenterer havnemyndigheder og operatører på verdensplan. Både Esbjerg Havn, havnevirksomheder og markeder har udviklet sig betydeligt mod mere global handel over de seneste ti år og er i dag en integreret del af et globalt logistisk netværk. Derfor er det oplagt, at Esbjerg Havn blev en del af International Association of Ports and Harbors (IAPH). “Det er et naturligt skridt for os, og vi ser frem til at samarbejde med andre førende havne og dele vores erfaringer. Vi mener, at vi dermed yderligere kan udbygge Esbjerg Havns position,” siger Dennis Jul Pedersen, havnedirektør på Esbjerg Havn. Medlemskabet skal være med til at underbygge havnens anseelse yderligere og forventes at bidrage til fortsat vækst og udvikling for både havnen og dens virksomheder. Organisationen fungerer som en ikke-statslig organisation (NGO) og repræsenterer omkring 177 havne og 147 havnerelaterede virksomheder fra 84 lande. IAPH repræsenterer havne og havnevirksomheders interesser på reguleringsniveau hos blandt andet International Maritime Organization, World Customs Organization og International Standards Organization. Herudover flere FN-enheder. IAPH’s hovedaktiviteter fokuserer på tre søjler. Klima og Energi, hvor IAPH støtter havnenes bestræbelser på at være førende inden for energiovergang. Det drejer sig primært om dekarbonisering, emissionsreduktioner og effektivisering af dataudveksling. Herudover arbejder IAPH med datasamarbejde, hvor organisationen fremmer samarbejde og deling af viden om data og teknologi mellem havne. Endelig fokuserer IAPH på risiko og modstandsdygtighed, hvor organisationen arbejder med at minimere risici og styrke havnenes modstandsdygtighed over for udfordringer som akutte kriser og klimaforandringer. De tre søjler understøtter havnenes bestræbelser på at være førende inden for de tre områder. Medlemshavnene er blandt de største og mest velansete i verden, og tæller blandt andet Esbjerg Havns nabohavne Helsinki, Göteborg, Hamborg, Antwerpen-Zeebrugge og Rotterdam, samt toneangivende oversøiske havne som Halifax, Los Angeles, Singapore og Mumbai. Fordele ved medlemskab Esbjerg Havn ser flere fordele ved at være tilknyttet IAPH. Medlemskabet giver adgang til den fremmeste viden om den globale maritime udvikling, hvor især klima og miljø vil være et fokus for Esbjerg. Havnen får desuden direkte adgang til strategier og løsninger på pludselige forandringer i global transport i forbindelse med kriser og pludselige forandringer i natur- og klimaforhold. Samtidig fungerer IAPH som en platform for Esbjerg Havn til at markedsføre sig internationalt. Især inden for den grønne omstilling og fornybar energi har Esbjerg Havn noget at byde på. ”Vi ser frem til at kunne trække på viden og erfaringer fra verdens førende havne, men vi mener også selv, at vi har noget at byde på, så vi kommer også til at deltage med vores input til blandt andet grøn omstilling og fornybar energi,” siger Dennis Jul Pedersen. Esbjerg Havn forventer at deltage aktivt i debatter, arbejdsgrupper og konferencer gennem IAPH og dermed vil IAPH også være en platform for havnen til at markedsføre Esbjerg Havn, havnevirksomhederne på havnen og de aktiviteter, som havnen lægger rammer til.
Flere end 3000 unge i 7., 8., 9. og 10. klasse i Esbjerg Kommune har svaret på spørgsmål om deres liv og hverdag i Ungeprofilundersøgelsen, som netop er offentliggjort og viser flere positive tendenser.
De ældste elever i Esbjerg Kommunes folke- og privatskoler har det godt og lever helt almindelige teenageliv med skole, venner, motion, fritidsinteresser og alt, hvad der ellers hører til et godt ungeliv. Det viser Ungeprofilundersøgelsen, som flere end 3000 lokale unge i 7., 8., 9. og 10. klasse har deltaget i. Her står det også klart, at langt de fleste unge – faktisk hele 95 procent – har et rigtig godt forhold til deres forældre, som de ovenikøbet nyder at tilbringe tid sammen med.
Ungeprofilundersøgelsen giver UngEsbjerg et solidt datagrundlag og vigtig konkret viden til de forebyggende indsatser og det professionelle arbejde med børn og unges trivsel.
”Man kan i medierne godt få det indtryk, at rigtig mange unge døjer med ensomhed, angst, mistrivsel og misbrug. Hos os i SSP møder vi netop også ofte de unge, som har det svært, og man kan godt risikere at blive lidt ’fartblind’. Derfor er det vigtigt med data, som slår fast, at det store flertal trives rigtig godt. På den måde kan vi sikre, at vores indsatser og tiltag rettes derhen, hvor der faktisk er brug for dem – i stedet for at basere sig på indtryk, fornemmelser og forbigående fænomener”, siger Lise Møller Rasmussen, der er leder af SSP & Forebyggelse under UngEsbjerg.
Dialog om unges onlineliv
Et eksempel på et område, der har overrasket positivt i undersøgelsen, er de såkaldte ”puff-bars” – eller elektroniske engangs-e-cigaretter.
”Vi har haft en fornemmelse af, at brugen af puff-bars var steget voldsomt, men undersøgelsen viser, at 72 procent af eleverne i udskolingen aldrig har prøvet at bruge puff-bars eller andre nikotinprodukter. Det er klart, at 28 procent, som har prøvet det, stadig er alt for højt et tal, som kalder på fortsat opmærksomhed, men det er ikke så højt, som vi kunne have frygtet ud fra fornemmelsen af udbredelsen”, siger SSP-konsulent Alexandra Felski, som har stået for dataindsamlingen i Esbjerg Kommune.
Til gengæld viser undersøgelsen, at selv om de fleste teenagere oplever, at de har gode og støttende forældre, så er der nogle punkter, hvor det halter med involveringen. Det gælder blandt andet de unges færden på internettet, som f.eks. to tredjedele af eleverne i 7. klasse giver udtryk for, at deres forældre ikke interesserer sig for. Den viden gør det nemmere at italesætte den manglende involvering over for forældrene og gå i dialog med både elever og forældre om de unges onlineliv og forældrenes rolle i det.
Om Ungeprofilundersøgelsen
Ungeprofilundersøgelsen er gennemført i perioden fra den 1. november 2023 til den 31. januar 2024 med deltagelse af både folke- og privatskoler i Esbjerg Kommune. Den samlede svarprocent for 7., 8., og 9. klasse er 82. Undersøgelsen udbydes af BørnUngeLiv og er gennemført af UngEsbjerg.
Det er aldrig for tidligt at springe ud som iværksætter. Otte unge i alderen 13 – 18 år fra Esbjerg Ungdomsskoles iværksætterhold afslutter nu deres kursusforløb, og tre har allerede skabt deres egne virksomheder.
Et udsnit af de seje, unge iværksættere, som sammen med en af deres mentorer og Esbjerg Kommunes erhvervsplaymaker har arbejdet hårdt på at sætte fart i mange forskellige idéer og få gjort iværksætterdrømme til virkelighed.
Foto: SilasFilm
Innovation og handlekraft er en del af Esbjergs DNA. Det gælder også hos de otte unge i alderen 13 – 18 år, som lige nu er i færd med at afslutte et forløb på Esbjerg Ungdomsskoles iværksætterhold. Alle bobler de af gode idéer, initiativ og ægte entreprenørånd, og tre har allerede startet deres egen virksomhed.
Siden de unge mennesker for to måneder siden startede på iværksætterforløbet, er nye idéer blevet udtænkt, mens andre har fået hjælp og sparring til at finpudse en idé, som de allerede var godt i gang med. Alt sammen godt hjulpet på vej af oplæg fra lokale erhvervsfolk og andre iværksættere, vejledning fra mentorer, som selv er selvstændige, og af Esbjerg Kommunes erhvervsplaymaker.
Stor succes
– Det har vist sig, at de unge mennesker har super meget potentiale, men har brug for at mødes, så de kan få støtte og hjælp til at få svar på de spørgsmål, som man ellers ikke lige kan finde svar på som ung iværksætter. Holdet har været så stor en succes, at vi forsætter med at udbyde det til næste år, siger Julie Skals, erhvervsplaymaker ved Esbjerg Kommune.
De unge iværksættere er blandt andet blevet klogere på opsætning af hjemmesider, websalg, fotoredigering, udvikling af logo og produktion af markedsføringsmateriale som f.eks. t-shirts, klistermærker og plakater. Samtidig har de haft mulighed for at sparre med hinanden og sammen videreudvikle deres idéer.
Tre nye virksomheder
Iværksætterforløbet er foreløbigt resulteret i tre nye virksomheder:
18-årige Silas, som elsker at lave mad, har efter måneder med at lære om kunstig intelligens og app-udvikling skabt appen MisterMealMate. Med den er det nemt at finde opskrifter baseret på de ingredienser, man allerede har derhjemme i køleskabet.
I en alder af blot 15 år har en anden Silas fra Esbjerg skabt sin egen virksomhed, Silasfilm, som specialiserer sig i droneoptagelser. Med sit skarpe øje og sin passion for teknologi laver Silas optagelser af alt fra hoteller og kirker til sommerhuse og supermarkeder.
Endelig har Nicklas som blot 15-årig etableret sin egen virksomhed, der specialiserer sig i fitnessshakere (GymShaker).
Da han selv trænede i fitnesscenter, oplevede han et stort problem med de traditionelle shakere, som ofte efterlod klumper i shaken. Det inspirerede ham til at udvikle en innovativ løsning, der gør shakes klumpfri på under 15 sekunder.
Mød de unge iværksættere
Pressen er velkommen, når iværksætterholdet samles for foreløbigt sidste gang til et oplæg om revision og et Løvens Hule-pitch torsdag den 30. maj 2024 kl. 16.00 – 19.00 hos UngEsbjerg, Grønlandsparken 300, 6715 Esbjerg N.
Endnu en mand anholdt i forbindelse med knivstikkeri i Esbjerg fredag aften. Politi søger vidne med gul jakke, kasket og solbriller
Syd- og Sønderjyllands Politi anholdt tirsdag over middag endnu en mand i forbindelse med fredagens knivstikkeri i Esbjerg. Den anholdte er en 22-årig mand fra Esbjerg Kommune.
Syd- og Sønderjyllands Politi fik klokken 20.28 fredag aften en anmeldelse om et knivstikkeri, hvor en 27-årig lokal mand var blevet stukket med kniv i Frodesgade i centrum af Esbjerg og blev indlagt i kritisk tilstand. Den 27-årige mand er nu uden for livsfare.
Politiet indledte straks fredag aften en omfattende efterforskning, der førte til anholdelse af ni personer, der alle er fra Esbjerg Kommune. To af mændene blev lørdag varetægtsfængslet i fire uger ved Retten i Esbjerg sigtet for forsøg på manddrab. De øvrige anholdte blev løsladt efter endt afhøring, men er fortsat sigtet for forsøg på manddrab.
Den 22-årige, der blev anholdt tirsdag, er blevet sigtet for forsøg på manddrab og fremstilles i grundlovsforhør onsdag klokken 10.30 ved Retten i Esbjerg.
Politiet beder fortsat om, at man tjekker videoovervågning fra området i tidsrummet mellem klokken 20.15 og 20.45 fredag aften, ligesom politiet fortsat gerne hører fra vidner til overfaldet, der fandt sted omkring Frodegade nummer 150. Politiet er især interesseret i at få kontakt med en mand, der cyklede forbi gerningstedet på gerningstidspunktet iført en gul jakke, kasket og solbriller. Politiet kan kontaktes på telefon 1-1-4.
Politiet fortsætter efterforskningen og har i øjeblikket ikke yderligere oplysninger i sagen.
Byrådet har netop godkendt aftalen mellem Esbjerg Kommune og Musikhuset Esbjerg om den fremtidige drift af spillestedet Tobakken. Dermed er Musikhuset klar til at slå dørene op til spillestedet fra 1. august 2024.
Musikhuset overtager driften af Tobakken og åbner dørene igen 1. august 2024. Det glæder fra venstre Musikhuset Esbjergs direktør Torben Seldrup, Jakob Lose, formand for Kultur & Fritid i Esbjerg Kommune, Johnny Søtrup, bestyrelsesformand for Musikhuset Esbjerg og Jesper Frost Rasmussen, borgmester.
Foto: Esbjerg Kommune
Så kan Esbjergs musikelskere godt begynde at støve øregange godt af igen, for nu kommer nyheden, som alle har ventet på med længsel: Tobakken genopstår.
Byrådet har netop godkendt den endelige driftsaftale med Musikhuset Esbjerg, som betyder, at Musikhuset fremover skal drive det rytmiske spillested Tobakken. Der er både en driftsaftale og en erhvervslejekontrakt på markedsvilkår, hvilket sikrer, at det kommunale tilskud alene bliver brugt til kulturaktiviteter, og Musikhuset har mulighed for at lave kommercielle arrangementer på Tobakken.
”Vi er ovenud tilfredse med, at byrådet i dag har givet mandat til Musikhuset Esbjerg om at overtage driften af Esbjergs vigtige rytmiske spillested. I en kultur- og oplevelsesby skal vi selvfølgelig have flere musikscener, og jeg er rigtig glad for, at Tobakken nu genopstår,” siger Jesper Frost Rasmussen, borgmester i Esbjerg Kommune.
Også i Musikhuset Esbjerg er optimismen stor.
”Det er en enig bestyrelse, der har besluttet, at Musikhuset skal påtage sig den store og vigtige opgave, det er at drive Tobakken. Vi er overbevist om, at vi er de rette til at løfte opgaven, og vi vil gøre vores ypperste for at sikre, at sydvestjyderne får et fantastisk rytmisk spillested” siger Johnny Søtrup, bestyrelsesformand i Musikhuset Esbjerg.
Glæd dig til et alsidigt program
Kunstnerisk skal Musikhuset Esbjerg på det nye spillested sikre et alsidigt program med rytmiske koncerter og arrangementer, der tilgodeser både det brede publikum og de mere smalle genrer med fokus på det yngre publikum.
”Vi vil skabe et spillested, hvor de gode ting fra det gamle Tobakken bliver bevaret, men hvor der også kommer til at ske en masse spændende, nye ting. Vi vil have fokus både på de store, populære navne, på vækstlaget og på det lokale musikmiljø. Allerede fra i dag går vi i gang med at søge efter en booker, der skal ansættes hurtigst muligt og sætte den kunstneriske kurs for Tobakken, siger Torben Seldrup, direktør i Musikhuset Esbjerg.
Tobakken genåbner fra 1. august, og Musikhuset vil sikre liv og koncerter i bygningen resten af året, dog kan det ikke undgås det vil tage lidt tid, før Tobakken er fuldt oppe i gear igen. Resten af 2024 skal bruges til at slå tonen an med et mindre antal arrangementer og først fra næste år vil det være muligt at skrue op for bookningerne, så kommunens musikelskere fra anden halvdel af 2025 kan gå til koncert på et fuldt kørende spillested.
”Jeg er så glad for, at vi er landet på den her gode løsning for at genåbne Tobakken. Musikhuset er en stabil og driftssikker operatør, og efter den her lange proces, så er der ingen tvivl om, at det er lige det vi musikelskere har brug for, så vi kan få Tobakken op i fuld gear igen, siger Jakob Lose, formand for Kultur & Fritidsudvalget i Esbjerg Kommune.
FAKTA
Aftalen om Tobakken
Aftalen om tilskud til Tobakken gælder i første omgang for tre år, hvor kommunen årligt bidrager med 5,9 millioner kroner. Aftalen indeholder blandt andet:
40 gratisdage, hvor byens unge og lokale musikforeninger kan bruge Tobakkens faciliteter og medarbejdere gratis til at holde bl.a. koncerter, som er tilgængelige for alle. Værdi for musikforeningerne: 1,5 millioner kroner.
Musikhuset Esbjerg/Tobakken etablerer et rådgivende forum med repræsentanter fra musikforeninger i Esbjerg Kommune. Der udpeges minimum 5 repræsentanter, og i dette forum kan der stilles forslag til programlægningen på Tobakken og i den forbindelse sættes fokus på udviklingen af koncerter og arrangementer, hvor de unge og vækstlaget bliver inddraget.
Musikhuset/Tobakken skal hvert år aflevere et revisorgodkendt internt regnskab til Esbjerg Kommune, hvor der krone for krone bliver redegjort for, hvordan det kommunale tilskud er brugt, så vi sikrer lovligheden i forhold til Kommunalfuldmagten.
Musikhuset skal skabe aktiviteter og arrangementer i den store sal, lille sal og på caféscenen på Tobakken.
Vi anvender cookies for at sikre at vi giver dig den bedst mulige oplevelse af vores website. Hvis du fortsætter med at bruge dette site vil vi antage, at du er indforstået med det.