Har du tabt en ring i Marbæk

politidk har tidligere på måneden fået indleveret denne vielsesring i sterlingsølv, der er fundet i Marbæk Plantage ved Esbjerg. Der er indgraveret 8/2-21 og et...
Home Tags Klima

Tag: klima

Borgmesterbesøg ved Pave Frans

Img 3696 1

Paven vil lære af Esbjergs grønne erfaringer for at bekæmpe klimakrisen, derfor har Esbjerg Kommunes borgmester, Jesper Frost Rasmussen, netop været i Vatikanet for at deltage i pavens klimakonference: From Climate Crisis to Climate Resilience.

Som borgmester for Esbjerg Kommune og præsident for WECP – verdens energibyer, har Jesper Frost Rasmussen, mødt mange prominente personer, men invitationen fra paven er dog en af de dem, der overgår de fleste.

”Det viser endnu engang, hvordan verdens øjne er rettet mod Esbjerg, når vi taler om grønne løsninger på klimakrisen. Mens man mange andre steder i verden, blot taler om den grønne omstilling, har vi her i Esbjerg allerede levet af den i flere år. Derfor er vi nogle af dem, som resten af verden lader sig inspirere af, og det kan vi godt være stolte af,” siger Jesper Frost Rasmussen, borgmester i Esbjerg Kommune.

Invitationen til at deltage i Pave Frans’ klimakonference – From Climate Crisis to Climate

Resilience – i Vatikanstaten kom under WECP årsmødet i Houston i marts. Onsdag deltog borgmesteren i klimakonferencen, hvor han kunne fortælle om de grønne erfaringer fra Esbjerg.

Esbjerg Kommunes borgmester var i godt selskab med blandt andre borgmestrene fra Perth, London, Rom, Paris og guvernøren fra Californien, som alle var blandt de 25 borgmestre fra hele verden, der var inviteret med til Pavens klimakonference.

Foto: Esbjerg Kommune

I Vatikanet talte Jesper Frost Rasmussen blandt andre med Londons borgmester Sadiq Khan, der står i spidsen for C40 byerne, sammenslutningen af verdens største byer, der har forpligtet sig til at reducere udslippet af drivhusgasser. Desuden talte borgmesteren med Californiens guvernør, Gavin Newsom og Roms borgmester Roberto Gualtieri. Dagsordenen i disse samtaler og under hele konferencen var entydig: Det er byerne og kommunerne, der skal vise vejen mod en grøn fremtid.

”Forandringen skal komme nedefra. I Esbjerg er vi med helt i front, og den viden vil vi gerne dele ud af,” siger Jesper Frost Rasmussen.

0

Nyt fælles klimaprojekt giver landbrugsbedrifter på tværs af Varde og Esbjerg Kommune viden og værktøjer til styrket klimahandling.

70% i Varde Kommune. 40% i Esbjerg Kommune. Så meget fylder landbrugets CO2-udledning.

Det skal der gøres noget ved.

Varde og Esbjerg Kommune er derforgået sammen med Sydvestjysk Landboforening i et 3-årigt klima-landbrugsprojekt med SAGRO som projektleder. Projektet har til formål at understøtte det lokale landbrugserhverv i deres grønne omstilling.

10 landbrugsbedrifter som pionerer

Ti forskellige landbrugsbedrifter på tværs af de to kommuner får mulighed for at deltage direkte i projektet, hvor de bl.a. får hjælp til at: 

Skabe overblik over nuværende udledninger ved hjælp af værktøjet ESGreenTool, der er et digitalt værktøj, der kan beregne klimabelastningen på landbrugsbedrifter, give overblik over virkemidler og dokumentere tiltag.

Lave en klimahandlingsplan der rummer konkrete tiltag, der vil reducere den enkelte bedrifts udledning.

I begge kommuner glæder man sig over det fælles projekt.

”Vi glæder os helt vildt til at skyde gang i det her fælles projekt sammen med Varde og Sydvestjysk Landboforening, så vi kan understøtte vores landmænd i også at stå stærkt i den klimaneutrale fremtid, vi skal hen til,” siger Jørgen Ahlquist, formand for Klima & Miljøudvalget i Esbjerg Kommune.

”Landbruget er et vigtigt erhverv for Varde Kommune. Jeg tror på, at man med dette projekt kan give vores mange landmænd konkrete værktøjer, der kan hjælpe dem videre i deres grønne omstilling,” siger Preben Friis-Hauge, formand for udvalget for Plan og Teknik i Varde Kommune.

Barrierer og muligheder

Foruden samarbejdet med de ti konkrete bedrifter, skal projektet også hjælpe med at identificere de både barrierer og muligheder, der er forbundet med den grønne omstilling af landbruget i Varde og Esbjerg Kommune.

”I Sydvestjysk Landboforening ser vi frem til dette næste skridt, vi tager sammen med Esbjerg og Varde Kommuner. Projektet giver os indsigt i de muligheder, der er for reduktion af drivhusgasser fra landbruget med udgangspunkt i de rammer, der er i kommunerne. Det er et spændende projekt, der etableres i et allerede meget stærkt samarbejde,” siger Niels Laursen, formand for Sydvestjysk Landboforening.

Ringe i vandet

Videndeling er et vigtigt fokus i projektet. Begge kommuner rummer nemlig langt flere landbrugsbedrifter, end de ti der bliver udvalgt til projektet.

Derfor bliver der sideløbende skabt et fælles forum for Varde og Esbjerg Kommunes landmænd- og kvinder, hvor viden og resultater fra projektet deles, ligesom man kan få inspiration og sparring til sin grønne omstilling.

Hos alle tre partnere er ambitionen, at projektet både sikrer konkrete reduktioner og læring på de ti bedrifter. Men også, at det er med til at inspirere og skabe ringe i vandet ude i staldene og på markerne hos resten af det sydvestjyske landbrugserhverv.

I udvælgelsesprocessen for de ti deltagende bedrifter lægges der derfor vægt på diversitet, så flere forskellige typer af landbrugsbedrifter bliver repræsenteret i projektet. På den måde sikres et bredt katalog af viden, inspiration og handlinger, som flere forskellige typer af landbrug kan spejle sig i. 

Vil du følge projektet?

Er du interesseret i at følge projektet, få del i resultaterne eller deltage i forummet?

Så kontakt Stine Bundgaard eller Lisbeth Tønning fra SAGRO (kontaktoplysninger står i sidste afsnit), så bliver du skrevet op, så du modtager nyt fra projektet og viden om det kommende forum.

Fra plan til handling

Byrådene i både Varde og Esbjerg Kommuner vedtog sidste år ambitiøse klimaplaner, der forpligter kommunerne til at arbejde målrettet for at gøre deres geografi klimaneutral.

Find Esbjerg Kommunes klimaplanher og Varde Kommunes klimaplanher.

I dag har begge kommuner derfor fokus på at gå fra plan til handling og implementering.

Klima-landbrugsprojektet er én af mange klimahandlinger, der tilsammen udgør den samlede indsats, vi alle skal bidrage til for at lykkes med at gå et CO2-neutralt samfund i møde.

Foto Esbjerg Kommune og Pexels

Penge fra kommunens klimafond fordelt

Esbjerg Kommune skal være CO2-neutral i 2030. Til at hjælpe indsatserne på vej er 2,5 millioner kroner fra kommunens klimafond netop fordelt.

Foto: Esbjerg Kommune

I byrådets seneste budgetforhandlinger blev der afsat 2,5 millioner kroner i en klimafond. Det er penge, der skal være med understøtte arbejdet med at realisere kommunens ambitiøse klimaplan.

Nu har Klima & Miljøudvalget besluttet, hvilke indsatser der modtager støtte fra klimafonden i 2023.

”Det er ikke længe siden FNs klimapanel bad hele verden om at skrue op for investeringerne i klima og grøn omstilling, så det er rigtig dejligt, at vi nu sender penge efter konkrete klimaindsatser, der kan rykke os tættere på målet om CO2-neutralitet,” siger Jørgen Ahlquist der er formand for Esbjerg Kommunes Klima & Miljøudvalg.

Fem puljer får støtte

Klimafondens 2,5 millioner kroner blev fredag fordelt mellem fem puljer:

  • Pulje til landbrugsindsatser
    700.000 kr.
  • Pulje til erhverv og klimapartnerskaber
    600.000 kr.
  • Pulje til lokalt engagement i klimadagsordenen
    300.000 kr.
  • Pulje til udbredelse af Vedvarende Energi 
    600.000 kr.
  • Pulje til fremtidige projekter
    300.000 kr.

Det er kommunens Klima & Miljøudvalg, der på udvalgsmøde fredag fordelte midlerne fra klimafonden.

Læs mere om de fem puljer, der har fået penge fra klimafonen i dagsordenspunktet, side 9 under ’Forvaltningen oplyser’.

Vigtigere end nogensinde før 

Investeringer i klimaindsatsen både i Danmark – og i resten af verden – er vigtigere end nogensinde før. Det slog FNs klimapanel for nyligt fast i deres seneste rapport.

En rapport der desværre igen kan berette, at vi skal gøre meget mere, hvis vi skal lykkes med at vende den udvikling, der gør fremtiden usikker for kommende generationer.

Bæredygtig EnergiMetropol går forrest for klimaet

Som bæredygtig EnergiMetropol vil Esbjerg Kommune gå forrest i den grønne omstilling sammen med borgere og virksomheder.

Derfor arbejder Esbjerg Kommune efter en ambitiøs klimaplan, der rummer 36 indsatser fordelt på emnerne:

  • Energi
  • Landbrug
  • Transport
  • Bæredygtigt Forbrug

Klimaplanen og indsatserne skal, sammen med både borgere og virksomheder, føre hele Esbjerg Kommune mod målet om CO2-neutralitet i 2030.

Esbjerg Kommune som geografi udledte i 2019 1,2 millioner tons CO2e. Det er det tal, som kommunen, sammen med borgere og virksomheder, skal få til at falde frem mod 2030.

Er du nysgerrig på Esbjerg Kommunes klimaplan, så finder du den her.

PensionDanmark er klar til at bygge klimaerhvervsskole i Esbjerg

Danmarks største arbejdsmarkedspensionsselskab støtter ønsket om, at én af de tre nye klimaerhvervsskoler placeres i Esbjerg, så den kan understøtte udviklingen af fremtidens grønne teknologier med specialiseret arbejdskraft. Sammen med Esbjerg Kommune og uddannelsesinstitutionen Rybners har PensionDanmark underskrevet en hensigtserklæring om at samarbejde om en kommende skole.

PensionDanmark har sammen med Esbjerg Kommune og uddannelsesinstitutionen Rybners underskrevet en hensigtserklæring for at samarbejde om en ny klimaerhvervsskole i Esbjerg. Foto: Esbjerg Kommune

Som Danmarks grønne EnergiMetropol og med en unik placering som den største havneby ud til Nordsøen, er det oplagt at placere en klimaerhvervsskole i Esbjerg. Med en ny hensigtserklæring er der nu også kapital klar til at realisere byggeriet af én af de tre skoler, som regeringen ønsker, i Danmarks femtestørste by.

Sammen med Esbjerg Kommune og samarbejdskredsen bagved en klimaskole i Esbjerg, herunder den lokale uddannelsesinstitution Rybners, har Danmarks største arbejdsmarkedspensionsselskab, PensionDanmark, aftalt at samarbejde om finansieringen af en klimaerhvervsskole, hvis den placeres i Esbjerg.

I Esbjerg, Varde og Fanø bakker både kommunerne, uddannelsesinstitutioner, erhvervsliv og arbejdsmarkedets parter op:

“Esbjerg spiller en ubestridt nøglerolle i den grønne omstilling på nationalt og europæisk plan. Etableringen af en klimaerhvervsskole i Esbjerg vil være med til at sikre, at de mange forskellige aktører kan rekruttere de nødvendige kræfter, der bringer os tættere på at nå de ambitiøse klimamål. Her er det fornøjelse at byde velkommen ombord til PensionDanmark, og med denne hensigtserklæring sender vi et stærkt signal om, at en af de kommende klimaerhvervsskoler naturligt hører hjemme i Esbjerg,” siger Jesper Frost Rasmussen, der er borgmester i Esbjerg Kommune.

Støtte til en klimaerhvervsskole i Esbjerg

Esbjerg har udviklet sig til en metropol for grøn energi i Nordeuropa, og i takt med, at tusindvis af olie- og gasrelaterede jobs over de kommende år skal erstattes med arbejdspladser inden for bæredygtige energikilder som havvind og power-to-x, vil der opstå et vedvarende behov for erhvervsuddannet arbejdskraft og specialiseret efteruddannelse af faglærte.

“Som understreget i ”Esbjerg-erklæringen” er det altafgørende, at vi får sikret en effektivt og CO2-neutral energiforsyning i Danmark, som kan realisere vores ambitiøse klimamål. Det kræver flere faglærte, og det kræver nye og specialiserede kompetencer. Med vores erfaring inden for bæredygtigt byggeri og offentligt-private partnerskaber kan vi skabe de ideelle rammer om fremtidens grønne uddannelser,” udtaler Torben Möger Pedersen, administrerende direktør i PensionDanmark.

Underskriver hensigtserklæring

Den grønne omstilling kræver ressourcer og nye kompetencer på arbejdsmarkedet. Konkret forventer Dansk Energi, at investeringerne i den grønne omstilling frem mod 2030 vil indebære et samlet behov for 130.000 årsværk fra faglærte.

“Skal vi have en klimaerhvervsskole med fokus på energi, der skal løfte hele sektoren og skabe en internationalt anerkendt erhvervs- og efteruddannelsesinstitution i Danmark, så kræver det yderligere investeringer til udstyr, kompetenceudvikling og bygninger,” lyder det fra Olaf Rye, adm. direktør for uddannelsesinstitutionen Rybners i Esbjerg.

PensionDanmark har sammen med Esbjerg Kommune og uddannelsesinstitutionen Rybners underskrevet en hensigtserklæring for at samarbejde om en ny klimaerhvervsskole i Esbjerg.

Foto: Esbjerg Kommune

Ambitiøs klimaplan viser vejen mod CO2-neutralitet i 2030

Byrådet i Esbjerg Kommune har netop vedtaget en klimaplan, som sætter både mål og handlinger for, hvordan Esbjerg Kommune i partnerskaber med brancheforeninger, virksomheder og lokalsamfund kan reducere CO2 mest muligt. Samtidig indeholder planen mål og handlinger for, hvordan kommunen kan tilpasse sig fremtidens klima, hvor der bl.a. forventes flere oversvømmelser.

En ny klimaplan viser Esbjerg Kommunes vej mod CO2-neutralitet i 2030. Foto: Esbjerg Kommune.

Med en ny klimaplan sætter Esbjerg Kommune fokus på, hvordan Esbjerg på sigt kan blive en CO2-neutral kommune. Målet er at blive CO2-neutral allerede i 2030. Det vurderes dog allerede nu, at det ambitiøse mål ikke fuldt ud kan nås med de planlagte handlinger, men de udgør vigtige skridt på vejen dertil.

Særligt inden for landbrugssektoren, energiforsyningen og transportområdet er der brug for at sætte ind, hvis kommunen skal reducere CO2 mest muligt. De tre områder står tilsammen for 98 procent af CO2-udledning i Esbjerg Kommune. Men også et bæredygtigt forbrug er på fremtidens klimadagsorden.

– Europæiske regeringsledere skrev i Esbjerg i maj under på en erklæring om at ville udbygge den grønne energi på havet og dermed bane vejen for et klimaneutralt Europa. At have lagt navn til Esbjerg-erklæringen, det forpligter. I Esbjerg Kommune skal vi selvfølgelig også selv gå forrest i klimakampen, og det gør vi nu med den ambitiøse klimaplan, som vi i byrådet netop har vedtaget. Jeg ser frem til i partnerskab med brancheforeninger, virksomheder og lokalsamfund at føre planen ud i livet, siger borgmester i Esbjerg Kommune, Jesper Frost Rasmussen.

Klimapartnerskaber

Klima skal indgå som en naturlig del af alle kommunens beslutninger, og alle kommunens borgere, virksomheder, landbrug, lokalsamfund, boligforeninger og uddannelsesinstitutionerne skal inddrages og vide, at de kan gøre en forskel for klimaet.

Kommunen har bl.a. indgået et strategisk partnerskab med Esbjerg Havn og DIN Forsyning om fremtidens fjernvarme. Her skal Danmarks største havvandsvarmepumpe være en vigtig del af fremtidens fjernvarmeløsning.

Også en række virksomheder, bl.a. Semco Maritime, Nordea og Jutlandia, og lokalsamfundet Hunderup-Sejstrup har allerede meldt sig på banen til et klimapartnerskab, der kan nedbringe CO2-udledningen og bidrage til den grønne omstilling.

Kommunen som grøn rollemodel

Klimaplanen handler ikke kun om, hvad borgere og virksomheder kan gøre for at udlede mindre CO2. Planen forholder sig også til Esbjerg Kommune som virksomhed.

Esbjerg Kommune har allerede skiftet de dieseldrevne bybusser ud med el-busser, og alle renovationsbiler kører på biogas. Derudover vil kommunen også have lokal-, regional- og skolebusser, entreprenørbiler, kommunale personbiler og anden kommunal transport over på et klimavenligt drivmiddel, f.eks. el eller biogas, ligesom der skal flere solceller på de kommunale tage.

Klimaet forventes at blive mere ekstremt. Det kan allerede opleves i form af blandt andet hyppigere oversvømmelser. Derfor arbejder Esbjerg Kommune sideløbende med at tilpasse sig klimaet i kommuneplanen, klima- og risikostyringsplanen og beredskabsplanerne.

– Klimadagsordenen kan blive en gevinst for hele vores kommune. Selvom det på kort sigt måske kan synes besværligt med alle de nye klimakrav, så er det i virkeligheden en meget positiv udfordring. Hele tænkningen om den grønne omstilling er ikke, at vi skal lukke ned, men at vi skal se det som en driver for vækst. Ved at være innovative og tilpasse os en grøn omstilling kan vi både gavne erhvervslivet og tiltrække flere borgere, som lægger vægt på at bo i en klimabevidst, grøn kommune, siger formand for Klima & Miljøudvalget i Esbjerg Kommune, Jørgen Ahlquist.

En ny klimaplan viser Esbjerg Kommunes vej mod CO2-neutralitet i 2030. Foto: Esbjerg Kommune

Esbjerg er landets femtestørste by og Danmarks EnergiMetropol. Vi har sat ambitiøse klimamål og går forrest i den bæredygtige udvikling, hvor byen spiller en central rolle for hele Europas grønne kurs.

I Esbjerg Kommune er pionerånd og viljen til fremdrift en del af DNA’et, og der er ikke langt fra idé til handling. Vores nye mål for Esbjerg er at blive et fyrtårn inden for oplevelser og kultur. Her er allerede masser af spændende muligheder, og nu sætter vi turbo på, så endnu flere får øje på Esbjerg.

Ny klimaplan skal debatteres i Ribe, Bramming og Esbjerg

Den sidste uge i januar står i klimaets tegn i Esbjerg Kommune. Ved tre borgermøder præsenteres udkastet til en ny klimaplan, og møderne afvikles i forskellige formater for at sikre bred involvering i emnet, der påvirker alle.

Esbjerg Kommunes nye klimaplan stiler mod CO2-neutralitet i 2030, men planen synliggør også hvilke sektorer, der står for den største CO2-udledning i kommunen bl.a. fra landbrug, energi- og varmeforsyningen og transporten, og hvor der på den anden side også er et enormt potentiale i at reducere udledningen.

Den store klimarundtur i Esbjerg Kommune begynder i Ribe tirsdag den 25. januar, og derefter får Bramming besøg den 27. januar og den 29. januar er det så Esbjergs tur.

Foto: Christina Simonia

I Ribe holdes borgermødet på Ribe Katedralskole, og har man ikke tid eller mulighed for at møde på, kan man deltage virtuelt i mødes ved at logge på via Esbjerg Kommunes hjemmeside. I Bramming passer borgermødet temamæssigt godt ind i rammerne på det gamle elværk, hvor Bramming Egnsmuseum nu holder til.

I Esbjerg er borgermødet rykket ud under åben himmel i Kongensgade, hvor der er lagt op til en mere uformel snak om indholdet i klimaplanen. Udover borgermøderne kan alle interesserede også komme med input til klimaplanen via et spørgeskema på kommunens hjemmeside og via Høringsportalen på Esbjerg.dk.

”Klimaspørgsmålet berører os alle. Vi kommer alle til at ændre adfærd og tænke vores individuelle klimaaftryk ind i hverdagen. Nogle borgere er allerede langt i forhold til at træffe mere hensigtsmæssige valg, mens andre først lige er begyndt. Det skal klimaplanen tage højde for, og det kommer den bedst til, hvis vi nu får en masse forskellige input”, siger formand for Klima & Miljøudvalget Jørgen Ahlquist.

Arbejdet med klimaplanen udspringer af Esbjerg Kommunes deltagelse i DK2020, hvor de deltagende kommunerne skal udarbejde planer, der lever op til de internationale standarder fra Paris-aftalen. Forandringer skal dog ske lokalt, og derfor går Esbjerg Kommune efter at involvere mange i de tiltag, der skal støtte op om målsætningen i klimaplanen.

Klimaplanen findes i udkastform på esbjerg.dk/klimaplan, hvor det også er muligt at svare på en undersøgelse, som udspringer af klimaplanen.

Se mere om borgermøderne her:

www.esbjerg.dk/om-kommunen/vision-og-politikker/klimaplan/borgermoede-om-klimaplan

Jakob Lykke: Esbjerg bør have ny klimaerhvervsskole

Jakob Lykke (S): En af de tre nye klimaerhvervsskoler bør placeres i Esbjerg.

– Det vil være helt optimalt, hvis en af tre nye klimaerhvervsskoler bliver placeret i Esbjerg, fastslår Jakob Lykke, Socialdemokratiets borgmesterkandidat ved kommunalvalget til november.

– Esbjerg er Danmarks naturlige centrum for grøn omstilling, især pga. vores rolle som viden- og erhvervsknudepunkt i forhold til havvind og den kommende energiø i Nordsøen, som vil betyde endnu flere nye, grønne virksomheder i Esbjerg.

– Vi har allerede sat fokus på omstillingen og sikring af de grønne kompetencer i det nyetablerede samarbejde mellem bl.a. arbejdsmarkedets parter, AMU-Vest, Rybners og Jobcenter Esbjerg i Fællessekretariatet Green Skills, siger Jakob Lykke.

Jakob Lykkes forslag om at gøre Esbjerg til hjemby for en af de tre nye klimaerhvervsskoler kommer i kølvandet på regeringens lancering i dag tirsdag den 7. september af initiativ-pakken ”Danmark kan mere 1”

For at sikre faglært arbejdskraft til den grønne omstilling og virksomhederne vil regeringen investere i tre nye klimaerhvervsskoler i verdensklasse. De skal i et partnerskab med førende, grønne danske eksportvirksomheder og erhvervsfonde være faglige fyrtårne og sikre uddannelser af højeste kvalitet med den nyeste viden og de nyeste teknologier.

– I Esbjerg kan vi sikre optimale rammer for at opnå formålet med de nye klimaerhvervsskoler. Derfor vil jeg hurtigst muligt tage dialog med alle relevante samarbejdspartnere – i erhvervslivet, pensionsfonde, fagbevægelsen mv. – og arbejde benhårdt for, at regeringen og de kommende forligspartier omkring dette initiativ ikke kan komme uden om Esbjerg som hjemsted for den ene af de tre foreslåede klimaerhvervsskoler, siger Jakob Lykke.

Foto: Red Star/presse

Ny klima- og risikostyringsplan får input fra oversvømmelsestruede borgere

0
Plan & Miljøudvalget har netop godkendt rammerne for, hvordan en kommende klima- og risikostyringsplan skal udarbejdes for dele af Esbjerg. Beboere i oversvømmelsestruede og nærliggende kvarterer inviteres med i planprocessen i løbet af efteråret.    
Som led i EU’s oversvømmelsesdirektiv er der udpeget 14 områder i Danmark med væsentlig risiko for oversvømmelse, og hvor oversvømmelsen vil være til fare og stor skade med vidtrækkende konsekvenser.   
I 2018 blev dele af Esbjerg føjet til listen, og derfor har Kystdirektoratet bedt Esbjerg Kommune om at lave en risikostyringsplan, som undersøger, hvordan store mængder havvand skal håndteres. I Esbjerg kommer planen dog både til at handler om hav-, grund- og regnvand, som hver for sig og i kombination kan skabe oversvømmelser.  

Forebyggelse og sikring
Planen kommer til at indeholde mål for, hvordan oversvømmelser håndteres og hvilke indsatser, der kan sættes i gang før, under og efter en evt. oversvømmelse. Det handler både om forebyggelse, sikring og beredskabet under en oversvømmelse.   Processen er allerede gået i gang, og Esbjerg Havn, DIN Forsyning og Sydvestjysk Brandvæsen arbejder sammen med kommunen om at få udarbejdet en plan.  

Vandet skal samle vandene
I dag har Plan & Miljøudvalget godkendt, at planprocessen også kommer til at involvere en høj grad af borgerinddragelse. I tre udvalgte områder bliver beboere inviteret til at give deres besyv med, blandt andet via en app, når der skal arbejdes med konkrete tiltag, som skal mindske oversvømmelsesrisikoen. Et af områderne bliver i kvarteret omkring Esbjerg Rådhus.  

“Det lokalkendskab, som beboerne kan bidrage med, er vigtigt i forhold til at finde de smarte løsninger, som giver mening. Denne plan skal have mange ejere, fordi vi er fælles om at stå med problemet, når først vandet kommer. Med planen bliver vi i stand til at håndtere vandet på måder, som giver mening i et større perspektiv”, siger formand for Plan & Miljøudvalget Karen Sandrini.

Klima- og risikostyringsplanen skal være færdig i midten af 2021, og inden planen vedtages, vil den også komme i offentlig høring.    

Anders Kronborg (S) jubler over klimaaftale: Kæmpe energiø i Nordsøen bliver en realitet

Regeringen har sammen med et bredt flertal i Folketinget i nat indgået en klimaftale, hvor etableringen af to energiøer ved Bornholm og i Nordsøen bliver til virkelighed inden 2030.

Foto: Presse

Den kæmpestore energiø på 3 GW, der skal ligge i Nordsøen, er den første af sin slags i verden, og kommer til at være rigtig god for Esbjerg Havn – verdens største udskibningshavn for vindmøller.

Esbjerg og Fanøs lokale folketingsmedlem Anders Kronborg (S) jubler over, at energiøen i Nordsø nu rent faktisk bliver en realitet.

– Allerede før valget er en havvindmølle-ø i Nordsøen blevet italesat over for politikere på Christiansborg og i Europa-Parlamentet. Det er derfor ikke til at få armene ned, efter at det i nat er blevet en realitet i en bred politisk aftale, siger Anders Kronborg, der også er medlem af Folketingets Energi-, Klima- og Forsyningsudvalg.

Anders Kronborg peger på, at den nye energiø også vil betyde nye arbejdspladser for Esbjerg Kommune.

– En vindmølle-ø i Nordsøen vil kunne skabe ny gejst, optimisme og arbejdspladser til Esbjerg. Spiller vi vores kort rigtigt, så kan vi bruge en kommende vindmølle-ø aktivt til at styrke vores transformation i Esbjerg til et grønt magtcentrum for hele Nordeuropa, lyder det fra Anders Kronborg.

Coop lancerer personlig klimaberegner

0

Som den første dagligvarekoncern i Danmark giver Coop nu kunderne mulighed for at følge deres eget klimaaftryk fra de varer, de køber.

Fra i dag den 15. juni kan man som kunde i Coops butikker – Kvickly, SuperBrugsen, Dagli’Brugsen, fakta og Irma – følge med i det klimaaftryk, som éns varer generer. Hvis man vælger at trykke på en ny grøn knap i Coops app, får man nemlig nu en oversigt over klimaaftrykket fra éns indkøb.

20% af danskernes klimaaftryk kommer fra den mad, vi spiser. Derfor er det oplagt for Coop som forbrugerejet virksomhed at hjælpe danskerne med at få indsigt i deres klimaaftryk.

”Vi står overfor store klimaudfordringer, og der er brug for helt konkrete værktøjer, der kan hjælpe os alle sammen med at blive endnu mere bevidste om vores klimaaftryk. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi nu giver kunderne mulighed for at se klimabelastningen af deres konkrete indkøb”, siger Peter Høgsted.

Med den nye klimaberegner kan man:

  • se éns aftryk fra indkøb i Coops butikker
  • se hvilke varer, der giver det største aftryk
  • se den totale klimabelastning fra årets fødevareindkøb
  • sammenligne sig med gennemsnittet af Coop-kunder
  • få inspiration og forslag til nye, mere klimavenlige vaner

CSR-chef Thomas Roland har stået i spidsen for udviklingen af klimaberegneren og den metode, der er brugt:

”Der har været meget debat om klimamærkning og med god grund, for der er mange måder at beregne klimaaftryk på. I vores nye værktøj indregner vi aftrykket for produktion, forarbejdning og transport af varerne frem til butikken samt madspild undervejs fra produktion til butik,” fortæller Thomas Roland og fortsætter:

”Ofte fokuserer vi som forbrugere meget på, om vi skal vælge den ene grøntsag frem for den anden. Men det er ikke det vigtigste. Det væsentlige er, hvilke typer varer, vi køber mest af, og hvilket klimaaftryk det har”.

Coop stiller metoden bag klimaberegningen gratis til rådighed for de dagligvarebutikker, der vil gå samme vej, fortæller Thomas Roland.

”Klimaudfordringen er så stor, at vi er nødt til at arbejde samme på tværs af gamle skel. Jeg håber, at de øvrige dagligvarekæder vil være med på denne rejse,” siger Thomas Roland.

Den nye klima-funktion er en del af Coops klimastrategi. Du kan læse mere om klimaberegneren her: https://kampagner.coop.dk/mitklimaaftryk/

WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com