Anders Kronborg (S) jubler over klimaaftale: Kæmpe energiø i Nordsøen bliver en realitet

0
269

Regeringen har sammen med et bredt flertal i Folketinget i nat indgået en klimaftale, hvor etableringen af to energiøer ved Bornholm og i Nordsøen bliver til virkelighed inden 2030.

Foto: Presse

Den kæmpestore energiø på 3 GW, der skal ligge i Nordsøen, er den første af sin slags i verden, og kommer til at være rigtig god for Esbjerg Havn – verdens største udskibningshavn for vindmøller.

Esbjerg og Fanøs lokale folketingsmedlem Anders Kronborg (S) jubler over, at energiøen i Nordsø nu rent faktisk bliver en realitet.

– Allerede før valget er en havvindmølle-ø i Nordsøen blevet italesat over for politikere på Christiansborg og i Europa-Parlamentet. Det er derfor ikke til at få armene ned, efter at det i nat er blevet en realitet i en bred politisk aftale, siger Anders Kronborg, der også er medlem af Folketingets Energi-, Klima- og Forsyningsudvalg.

Anders Kronborg peger på, at den nye energiø også vil betyde nye arbejdspladser for Esbjerg Kommune.

– En vindmølle-ø i Nordsøen vil kunne skabe ny gejst, optimisme og arbejdspladser til Esbjerg. Spiller vi vores kort rigtigt, så kan vi bruge en kommende vindmølle-ø aktivt til at styrke vores transformation i Esbjerg til et grønt magtcentrum for hele Nordeuropa, lyder det fra Anders Kronborg.

Leave a Reply