Home Tags Info

Tag: info

Flot punktum for gaderenovering i Ribe

Gravsgade, Korsbrødregade, Sønderportsgade er vendt tilbage til et mere originalt udtryk, fordi asfalt er blevet udskiftet med brosten. Der er lagt et stort stykke arbejde i at skabe et resultat, som er tro mod de gamle gader.

Foto: Esbjerg Kommune

For tre år begyndte arbejdet med kloaksepareringen og genskabelsen af de brostensbelagte gader i centrum af Ribe. I sidste uge blev arbejdet afsluttet.

Fra Tyskland er der kommet slidte brosten med den helt rigtige patina. Stykket langs husfacaderne prydes af små pigsten, og fortovene fremstår med gangvenlige granitbånd. De velkendte Ribe-lamper er blevet moderniseret, så de lever op til nutidens krav og efter et lag maling og en ny kobberhat har de fået fornyet liv. De nyrenoverede gader har inspireret beboerne til også at gøre det pænt ved gadedøren med bænke, potter og i denne tid små lys.

”Fra Esbjerg Kommunes side ville vi gerne have inviteret til en festlig indvielse af gaderne. For vi skylder beboerne i de berørte gader en stor tak ovenpå de gener og ulemper, som arbejdet helt uundgåeligt har medført. Afspærringer, arbejdskørsel og støj og vibrationer fra arbejdet har sat sit præg på gaderne, hvor julefreden nu får lov til at sænke sig. Desværre kan vi ikke fejre færdiggørelsen sammen, men hver især kan vi nyde det færdige resultat,” siger formand for Teknik & Byggeudvalget, Søren Heide Lambertsen.

Kloakken er blevet opdelt i regn- og spildevand

DIN Forsyning har gennemført et omfattende kloakeringsarbejde i de gamle gader. Arbejdet er blevet udført med forsigtighed af hensyn til Ribes kultursvamp. Det er nemlig vigtigt at bevare fugten i undergrunden, så lagene ikke tørrer ud og husene sætter sig.

”Vi har udført en traditionel separatkloakering, hvor vi adskiller regn og spildevand. Det gør områderne mere robuste i forhold til at undgå oversvømmelser i forbindelse med regn. Men selvom separatkloakering er noget, vi laver mange steder hvert eneste år, har det været usædvanlige forhold at arbejde under, fordi der har været ekstra hensyn at tage. Men det er lykkedes rigtig godt – takket være entreprenørens store forståelse af, hvor vigtigt det er at være forsigtig, når det gælder Ribes undergrund”, fortæller Tommy Andersen fra DIN Forsyning, der har været projektleder på kloakarbejdet.

Han tilføjer, at selvom belægningsarbejdet er færdigt, har DIN Forsyning stadig kloakarbejde at udføre i Ribe i de kommende år. Det gælder bl.a. Erik Menveds Vej, Rosen Allé og Saltgade.

Flere historier fra Ribes undergrund

Fra sidelinjen har Sydvestjyske Museer fulgt nøje med undervejs for at sikre, at kultursvampen ikke led under arbejdet og der er blevet føjet nye kapitler til Ribes historie på baggrund af de fund, der er gjort i gaderne.

I den sydlige ende af Korsbrødregade fandt man rester af Gråbrødrekloster, som lå der indtil Reformationen i 1536. I den nordlige ende mod Skibbroen fandt man rester af bolværkskonstruktioner fra 1200-tallet og renæssancen, som vidner om to byudvidelser mod nord, da man udvidede byen længere end det tørre land ved Grønnegade tillod.

Museet har for første gang haft lejlighed til at undersøge byporten Sønderport, som kendes fra 1370 og som lå i Sønderportgade frem til 1801. Det krævede en dispensation fra Slots- og Kulturstyrelsen.

Tykkelsen på muren viser at der var tale om en stor bygning på tre etager – det forklarer hvorfor porten blev kaldt Tårnporten i slutningen af 1500-tallet. Ligesom ved Nørreport er Sønderport nu markeret i belægningen, så man på nærmeste hold kan forestille sig, hvordan det var at ankomme til byen fra syd. Museet er taknemmelig for, at den nye markering af Sønderport føjer endnu en fortælling til Ribe, som er til gavn for byens beboere og mange besøgende.


Du kan besøge kommunens hjemmeside på www.Esbjerg.dk og www.Esbjergkommune.dk.

Det halvhemmelige datacenter Bulk markerer ny forbindelse i Esbjerg

0

I begyndelsen af december inviterede Bulk borgmester Jesper Frost Rasmussen indenfor i virksomhedens nybyggede faciliteter i Esbjerg, Denmark Data Center Campus, DK01. Besøget blev brugt som en anledning til at markere opkoblingen til det undersøiske fiberkabel, Havfrue, så der nu er forbindelse mellem kablet og det nye energieffektive datacenter.Venstre til højre: Rikke Vestergaard, Susanne Nordenbaek, Rune Bråten og Jesper Frost Rasmussen.

Foto:Bulk

Havfrue er det første undersøiske kabelsystem i 20 år, der forbinder Danmark med Nordamerika. Den nye fiberforbindelse tilføjer ny kapacitet til et globalt netværk, der står over for stigende overbelastning og udfordringer på grund af aldrende systemer. Det er en vigtig del af Bulks voksende fibernetværk, der forbinder Norden med verdens største markeder via fiber med lav latenstid og høj kapacitet.

”Jeg ønsker Bulk tillykke med den vellykkede udvidelse her i Esbjerg og forhåbentlig er dette kun begyndelsen,” siger Jesper Frost Rasmussen. “Vi ser frem til at udvikle forholdet yderligere, og sammen vil vi skabe endnu større opmærksomhed omkring vores unikke geografiske placering, der forhåbentlig vil tiltrække flere investeringer fra den fremadstormende it-sektor.”

I mødet deltog kommunaldirektør Rikke Vestergaard, administrerende direktør for Business Esbjerg, Susanne Nordenbaek og erhvervschef Karsten Rieder. Dette var første møde med Bulk siden 2018, hvor der blev taget første spadestik på det 50.000 kvadratmeter store areal, hvor virksomheden nu har bygget. De ansatte i Esbjerg viste stolt rundt og forklarede om datacentrets formåen.

På grund af rejserestriktioner og ud fra et forsigtighedsprincip blev der afviklet et digitalt møde med den Oslo-baserede ledelse, som også inkluderede grundlæggeren af Bulk, Peder Nærbø.

Der blev bl.a. talt om Bulks vision for regionen og fælles mål omkring bæredygtighed og tilslutningsmuligheder. Ambitionerne på disse områder deles af begge parter.

Besøget faldt sammen med at, det ca. er et år siden, DK01-campusset i Esbjerg stod færdigt. Faciliteterne tager højde for bæredygtige principper og satser på vedvarende energi i form af vind.

”Vores tilstedeværelse i Esbjerg med DK01, der nu er forbundet med Havfrue, er vigtig for at være med forrest i løbet om at bringe bæredygtig infrastruktur til et globalt publikum. Borgmester Jesper Frost Rasmussen, virksomhederne i Esbjerg og i hele verden anerkender vigtigheden af at reducere CO2 udledningen, og her ser vi, at det samtidigt kan gøres omkostningseffektivt,” siger Peder Nærbø.

Esbjerg er kendt som den danske EnergiMetropol, og det skyldes ikke mindst den vindenergi, som havvindmøller udskibet fra Esbjerg generer. Havvindmøllerne forsyner Bulk, og understøtter virksomhedens vision om at levere bæredygtig infrastruktur til et globalt publikum. Konkrete planer, der har til formål at reducere CO2-fodaftrykket yderligere, inkluderer tiltag som fx at genbruge varmen fra datacentret i Esbjergs kommende fjernvarmesystem.

UC SYDs rektor modtog ridderkorset

0

Hendes Majestæt Dronningen har udnævnt UC SYDs rektor Birthe Friis Mortensen til Ridder af Dannebrogordenen. Den fornemme hædersbevisning gives for Birthe Friis Mortensens mangeårige virke i uddannelsessektoren. Ordenen blev overrakt på et bestyrelsesmøde i UC SYD af bestyrelsesformand og regionsrådsformand Stephanie Lose.

Rektor Birthe Friis Mortensen blev dekoreret med Dannebrogordenen overrakt af Stephanie Lose, formand for UC SYDs bestyrelse og regionsrådsformand.
Foto: Jonas Normann/UC SYD

Det var en glad og overvældet Birthe Friis Mortensen, der modtog ordenen af en lige så glad bestyrelsesformand, der bl.a. sagde:

– Det er en imponerende indsats, du har ydet for UC SYD siden du kom her i 2012. Ikke alene har du sat en kurs for UC SYD, du har også været en central drivkraft i, at UC SYD blev akkrediteret i første forsøg i 2017. Jeg er også stolt over, at vi har en høj studentertilfredshed, et højt undervisningstimetal, og at medarbejderne har en god arbejdsplads.

– Det er utrolig dejligt at få en påskønnelse for sit arbejde, og meget rørende og intenst at modtage ridderkorset, siger Birthe Friis Mortensen.

– Jeg var meget berørt af bestyrelsesformandens tale, og på en måde, jeg var helt uforberedt på. Det er nemt at yde en stor indsats, når man har så fine rammer, så fine kolleger og studerende. UC SYD er et fantastisk sted, og jeg er enormt stolt af alt det, vi kan sammen.

18 år som øverste leder
Det er UC SYDs bestyrelse, der har indstillet rektor Birthe Friis Mortensen til modtagelse af ordenen på baggrund af hendes 18-årige virke som øverste leder ved en række videregående uddannelsesinstitutioner.

Birthe Friis Mortensen har siden 2012 været rektor ved professionshøjskolen UC SYD, Sydjyllands største uddannelsesinstitution, med campusser i Esbjerg, Haderslev, Aabenraa og Kolding. Hun var forinden direktør for Århus Købmandsskole og VIA University College samt rektor for Jysk Center for Videregående Uddannelse. Hun har som øverste leder i alle ansættelser stået i spidsen for store udviklings- og fusionsprocesser med positive resultater og med stor vægt på kvalitet i uddannelserne.

18 år som øverste leder
Birthe Friis Mortensen har desuden varetaget en række tillidsposter som bestyrelsesformand for Tønder Gymnasium, Erhvervsakademi Aarhus og næstformand for bestyrelsen for Aabenraa Statsskole samt medlem af bestyrelserne for Rybners i Esbjerg, Esbjerg Gymnasium, Fonden Syddanske Forskerparker samt Vækstforum i Region Syddanmark. Desuden har hun været medlem af- og næstformand for UNI-C’s bestyrelse, beskikket af Undervisningsministeriet.

Herudover er Birthe medlem af Uddannelses- og Forskningsministeriets referencegruppe for “Nyt optagesystem” og var medlem af Uddannelses- og Forskningsministeriets censorudvalg.

Det nye udsatteråd er på plads

0

Der træder fire nye personer ind i Udsatterådet 2018-2021. De nye kandidater repræsenterer Kirkens Korshærs varmestue, Ballast under KFUM’s Sociale Arbejde, Red Barnet Ungdom og Foreningen Grønlandske Børn.

Social & Arbejdsmarkedsudvalget og Børn & Familieudvalget i Esbjerg Kommune har godkendt Udsatterådet 2018-2021.

En vigtig stemme for udsatte grupper

En af Udsatterådets vigtigste funktioner er at være et samlet talerør for mange forskellige udsatte grupper i Esbjerg Kommune. Derfor er sammensætningen vigtig for at sikre, at flest muligt føler sig repræsenteret.

– Jeg er utroligt glad for, at vi med de 12 medlemmer får tilført ny viden fra vidt forskellige foreninger, der har fingeren på pulsen og gør et fantastisk stykke arbejde for dem, der har brug for en hjælpende hånd. Kirkens Korshær og KFUM’s Sociale Arbejde har fået nye repræsentanter, men det er meget glædeligt, at begge organisationer fortsat er med i Udsatterådet, siger Henrik Vallø, der er formand for Social & Arbejdsmarkedsudvalget.

Diana Mose Olsen glæder sig også over, at det nye Udsatteråd er på plads, og at der nu er endnu mere fokus på de yngste.

– Esbjerg Kommune skal være et trygt sted at vokse op, og det glæder mig, at børnenes stemme også får plads i Udsatterådet. Vi får nye medlemmer fra Red Barnet, Foreningen Grønlandske Børn og fra Ballast, der er et gratis og anonymt tilbud for 5-25 årige, der vokser op i familier med alkohol eller andre misbrug. Jeg ser meget frem til at fortsætte samarbejdet med Udsatterådet, siger Diana Mose Olsen, der er formand for Børn & Familieudvalget.

Udsatterådet får et nyt medlem fra Kirkens Korshærs varmestue, hvor deres socialsygeplejerske bygger bro til det offentlige sundhedssystem, der nogle gange mangler erfaring med misbrugsproblematikker.


Medlemmer af Udsatterådet 2018-2021

Disse fire personer er de nye medlemmer af Udsatterådet 2018-2021:

• Sunyan Nordquist fra Kirkens Korshærs varmestue
• Charlotte Mathiesen fra Ballast under KFUM’s Sociale Arbejde
• Lasse Olsen fra Red Barnet Ungdom 
• Anton Nielsen fra Foreningen Grønlandske Børn


Disse medlemmer fastholder deres plads i Udsatterådet:

• Anja From fra SIND Sydvest (formand)
• Janni Vesti Mai fra RECOVERY BULLS (næstformand) 
• Ingelise Wenzel fra De Hjemløses Venner 
• Cliff Hulsten fra Foreningen X-House 
• Gitte Morberg Jensen fra Frivillighuset Vindrosen 
• Jette Jensen fra Mødrehjælpen 
• Erik Gram fra Unge på vej – Kids ‘n’ Teens
• Pernille Hermansen fra Ventilen

Udsatterådet fungerer blandt andet som rådgivningspartner for byrådet, og de arbejder ud fra Esbjerg Kommunes Strategi for socialt udsatte mennesker. En af hovedpointerne i strategien er, at vi alle kan havne i en udsat livssituation.

For at komme i betragtning til Udsatterådet skal man indstilles som kandidat af en af bruger- og interesseorganisationerne i Esbjerg Kommune.

Det sociale frikort fortsætter

0

Siden januar 2019 har Esbjerg Kommune været med i den forsøgsordning, der giver socialt udsatte mulighed for at få et socialt frikort. Med frikortet kan de tjene 20.000 kr. om året skattefrit og uden at blive trukket i sociale ydelser. Socialministeriet har nu forlænget ordningen, så borgere med særlige sociale problemer kan bruge et socialt frikort til og med 2022. Alle skal dog søge igen for at få et frikort til perioden 2021-2022.

Jobs til de mest udsatte

Med et socialt frikort i hånden kan socialt udsatte, hjemløse, misbrugere og andre af samfundets udsatte tage mindre jobs og tjene op til 20.000 kroner om året uden at blive trukket i deres kontanthjælp eller andre offentlige ydelser. Det sociale frikort giver mulighed for, at socialt udsatte kan få en chance for at blive en del af arbejdsfællesskabet på vilkår, som de kan leve op til, og dermed tjene egne penge. 
Det at arbejde og blive en del af et fællesskab kan bidrage til en følelse af værdighed, selvstændighed og livskvalitet.

Lokale virksomheder kan ansætte socialt udsatte

Indtil videre har ca. 50 borgere i Esbjerg Kommune fået bevilget et socialt frikort.

Det kan være en gevinst for virksomheden at ansætte en medarbejder med et socialt frikort, og Esbjerg Kommune, Jobcentret og Videns- og netværkshuset Cabi har samarbejdet med flere lokale virksomheder.

TrygFonden støtter projektet økonomisk, og der er desuden stor opbakning fra de frivillige organisationer i Esbjerg Kommune.

Et eksempel fra ”Gadens stemmer”

Kasper er en af dem, der har benyttet sig af et socialt frikort. Han arbejder for den socioøkonomiske virksomhed ”Gadens stemmer”. Kasper fortæller, at han takket være det sociale frikort har en stabil indkomst, der gør at hverdagen fungerer bedre. Han føler sig værdsat og undgår at være kriminel for at fungere i det daglige.

Søg om socialt frikort

For at få et socialt frikort, skal man leve op til en række forskellige kriterier, der er beskrevet på denne side, hvor man kan søge om at komme med i ordningen hos Esbjerg Kommune:
www.esbjerg.dk/din-oekonomi/oekonomisk-hjaelp/soeg-om-socialt-frikort

Planer for udvidelse af p-hus går i offentlig høring

0

Sydvestjysk Sygehus er et sygehus i udvikling, og allerede i dag mangler sygehuset parkeringspladser til sine medarbejdere – som derfor parkerer uhensigtsmæssigt. Derfor ønskes en udvidelse af det eksisterende p-hus i Nørrebrogade, hvilket kræver en kommuneplanændring og dernæst en ny lokalplan.

Foto: Esbjerg Kommune

Sydvestjysk Sygehus får flere og flere funktioner – blandt andet en ny lægeuddannelse, og der er generelt flere og flere af os, der kører i bil. Det betyder, at der i området omkring sygehuset mangler parkeringspladser til både medarbejdere, patienter og pårørende.

– Parkeringshuset i Nørrebrogade er fyldt op, og vores medarbejdere er nødt til at parkere andre steder. Vi er meget opmærksomme på, at det er til gene for området. Det vil vi gerne gøre bedre med en udvidelse af parkeringshuset, siger administrerende sygehusdirektør, Per Busk.

– Så kan vores medarbejdere være sikre på at få en parkeringsplads i huset, og vi kan sikre pladserne tættest på sygehuset til vores patienter og pårørende.

Planer i offentlig høring

For at sikre parkeringspladser ønskes en udvidelse af det eksisterende parkeringshus i Nørrebrogade, og der er derfor udarbejdet forslag til en kommuneplanændring, som er en forudsætning for forslaget til den nye lokalplan. Når der sker større ændringer i et område, skal kommunen lave en lokalplan og en efterfølgende høring. Til materialet hører også et teknisk notat, som undersøger, hvordan en udvidelse vil påvirke trafikken, om der kommer mere støj og hvordan den visuelle fremtræden vil påvirke de, der bor tæt på.

P-husets naboer er fx kolonihaverne, lejlighederne i karreen, som Arbejdernes Boligforening har. Tæt på finder man også det gamle vandtårn fra 1952 og det gamle remiseanlæg fra 1904 med GAME Street Mekka.

– I den offentlige høring inviterer vi alle interesserede til at dykke ned i forslaget til lokalplanen og læse hele materialet og kommentere på det, fortæller Karen Sandrini, der er formand for Plan & Miljøudvalget i Esbjerg Kommune.

– Efter høringen skal vi i byrådet kigge på det, der er kommet ind og eventuelle ændringsforslag, når vi behandler lokalplanen.

Høringsfasen løber fra 10. december 2020 til 4. februar 2021. Kommentarer, forslag og input skal sendes til plan@esbjerg.dk for at indgå i den videre behandling. Se mere på: www.esbjerg.dk/planer-projekter-og-trafik/byudviklingsprojekter/p-huset-noerrebrogade

Dom i omfattende sag om sexafpresning og digitale sexkrænkelser

0

En 22-årig mand er blevet idømt seks års fængsel i sagen. Han udbad sig betænkningstid i forhold til anke. 

I Retten i Esbjerg er der netop faldet dom i den omfattende sag om sexafpresning og digitale sexkrænkelser af 169 piger og kvinder over hele landet. 

En 22-årig mand fra Varde var tiltalt for via sociale medier som Snapchat at have presset piger og kvinder i alderen 11-21 år til at sende seksuelle billeder og videoer. Overgrebene fandt sted fra ultimo 2015 og frem til den 2. april 2019. Manden blev anholdt dagen efter. Størstedelen af de forurettede har politiet fundet frem til under efterforskningen. 

Manden var også tiltalt for at have voldtaget en 16-årig pige, som han tvang til at møde op i et skovområde i august 2018. Han blev også dømt for det forhold 

Den 22-årige mand blev idømt seks års fængsel. Han udbad sig betænkningstid i forhold til anke. 

Sagen har været afviklet som domsmandssag, da den tiltalte har fravalgt medvirken af nævninger.

Specialanklager Rikke Brændgaard-Nielsen udtaler efter dommen:

– Vi er tilfredse med, at tiltalte blev dømt for voldtægt. Og at han er dømt for at have afpresset alle 169 piger og kvinder.
I forhold til strafudmålingen har det ikke været muligt at finde retspraksis, som var direkte sammenlignelig med denne sag. Derfor har Anklagemyndigheden ønsket at give domsmandsretten et vist spillerum for strafudmålingen.
Anklagemyndigheden vil nu gennemlæse dommens præmisser i forhold til, om den skal ankes fra anklagemyndighedens side.

Farshad Kholghi er tilbage i EsbjergRevyen

0

Sammen med de stærke lokale kræfter Trine Gadeberg og Jan Svarrer, glæder EsbjergRevyen sig til et lad os håbe mere normalt 2021.

EsbjergRevyen er klar til en hylende morsom 2021-sæson med et super stærkt hold på plakaten.

Farshad Kholghi, der tidligere har været en del af holdet, er nu tilbage med alle sine uforudsigelige skøre indslag. Revydebutanten Teit Samsø fik i 2020 lov at snuse lidt til atmosfæren i revy-showet ”Mens vi venter på vaccinen”. Han blev så vild med det, at han omgående sagde ja til for alvor at prøve kræfter med revy-genren i 2021. Endelig er der gensyn med Jan Svarrer, der har været med lige fra starten, ligesom Trine Gadeberg vil være et glædeligt og kærkomment gensyn. Bag tangenterne sidder en-mands-bandet Peter Bom, der også har været med siden starten. Det bliver igen Jens Frausing, der skal pakke scenen ind i en smuk scenografi.

Den stærke opstilling glæder Hanne Bjørnskov, der driver og ejer EsbjergRevyen, og hun glæder sig til et mere normalt år uden rutsjebaneturen med håb og frustrationer i år.

Fire udsolgte støtteforestillinger trods aflysning
– I 2020 sad følelserne helt uden på tøjet i den lange opslidendeperiode, hvor vi ikke vidste, om vi måtte spille eller ej. Ligesom de fleste af landets andre revyer, blev vi nødt til at aflyse årets revy. Det lykkedes dog at lave et alternativt show ”Mens vi venter på vaccinen”, som blev opført med stor succes og fire udsolgte forestillinger i september. Det gav os håbet og lysten til at kigge frem mod 2021 med positive øjne og fornyet energi, siger Hanne Bjørnskov.

Mange valgte at overføre deres billet fra 2020 til 2021. Det er Hanne Bjørnskov dybt taknemmelig for, og kommer samtidig med en opfordring til esbjergenserne:

– Jeg håber, at esbjergenserne vil skynde sig at købe billetter til 2021, og vise os, at det er det rigtige, vi gør – nemlig at vi tror på, at vi til den tid har en mere normal hverdag, og igen kan forsamles og more os sammen. Vi har brug for den lokale opbakning, og vi håber, at en billet til revyen kunne være en oplagt julegaveide – både for private og firmaer. På den måde kan man både støtte lokalt, og samtidig give modtageren noget at glæde sig til, siger hun.

Der er premiere onsdag 25. august 2021. Billetsalget starter den 11. december.

Fakta:

Premiere 25. august 2021 – der spilles 12 forestillinger i perioden til og med den 10. september 2021

Der kan tilkøbes spisning til alle forestillinger, menuen leveres af Kunsten v/Jacob Justesen.

Medvirkende : Trine Gadeberg, Farshad Kholghi, Jan Svarrer, Teit Samsø og kapelmester Peter Bom

Producent : EsbjergRevyen v/Hanne Bjørnskov

Foto Red Star

Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg skal have ny direktør

Museumsdirektør for Fiskeri- og Søfartsmuseet, David Dupont-Mouritzen, har valgt at opsige sin stilling med udgangen af januar 2021.

Foto: Fiskeri- og Søfartsmuseet

Museumsdirektør for Fiskeri- og Søfartsmuseet, David Dupont-Mouritzen, har valgt at opsige sin stilling med udgangen af januar 2021.

David Dupont-Mouritzen har opsagt sin stilling som museumsdirektør for Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg. David Dupont-Mouritzen blev ansat som museumsdirektør 1. marts 2016 og har efter knapt fem år i stillingen valgt at søge nye udfordringer. Han stopper derfor på museet med udgangen af januar 2021.

– Det er med beklagelse, at jeg har modtaget David Dupont-Mouritzens opsigelse. David har udført et meget stort stykke arbejde med at udvikle museet, og har bragt Fiskeri- og Søfartsmuseet ind i den næste vigtige fase, så det nu er på vej til at blive Danmarks museum for havet. Jeg takker David for hans indsats og ønsker ham alt det bedste på sin vej videre. Bestyrelsen vil nu søge hans afløser, som vil tage over på det store forarbejde, der er gjort, og drible bolden i mål med en realisering af de ambitiøse planer om at gøre museet til et oplevelses- og attraktionscenter, som vil skabe opmærksomhed både nationalt og internationalt, siger bestyrelsesformand for Fiskeri- og Søfartsmuseet, Jakob Lose.

Efter at have lagt sidste hånd på forprojektet for museets udviklingsplaner, er museumsdirektør David Dupont-Mouritzen klar til at give stafetten videre:

– Det har været både spændende og berigende at stå i spidsen for Fiskeri- og Søfartsmuseet, og sammen med alle museets dygtige medarbejdere, at videreudvikle museets tilbud og profil, så museet i fremtiden fortsat kan være en maritim attraktion, der kan tiltrække både lokale besøgende og turister. Der ligger nu et forprojekt klar for den videre udvikling af museet, som jeg er sikker på, at bestyrelsen sammen med min efterfølger vil bære godt videre, siger museumsdirektør for Fiskeri- og Søfartsmuseet, David Dupont-Mouritzen.

Om jobsituationen uddyber direktøren:

– Selvom det har været et stort privilegium at bestride posten som direktør for Fiskeri- og Søfartsmuseet, har jeg fået tilbudt et job, som jeg ikke kunne sige nej til. Jeg kan dog desværre endnu ikke afsløre, hvad jeg skal lave i fremtiden.

Bestyrelsen for Fiskeri og Søfartsmuseet mødes senere i december for at aftale den videre proces for rekruttering af ny direktør.

Både dagtilbud og skoler har fået nye hjemmesider

0

Esbjerg Kommunes dagtilbud og skoler er gået i luften med helt nye hjemmesider. Her kan forældrene få et kig ind i hverdagen i den enkelte daginstitution eller skole og blive klogere på mulighederne for deres barn.

Både dagtilbud og skoler har fået nye hjemmesider. Her får du et kig ind i skolernes nye hjemmesideunivers.

Når man som forældre skal vælge dagpleje, daginstitution eller skole for sit barn, er det en stor beslutning. Der følger mange tanker og overvejelser med, og mavefornemmelsen skal gerne være rigtig. I Esbjerg Kommune har forældrene nu fået et bedre grundlag for at træffe det bedste valg for netop deres barn og familie. Dagplejen og alle daginstitutioner og skoler har nemlig fået helt nye hjemmesider, som er mere moderne end de gamle og præsenterer et aktuelt og reelt billede af kommunens dagtilbud og skoler.

I øjenhøjde med forældre
Det er let at finde de nye hjemmesider, som er samlet i to universer – børnepasning.esbjerg.dk og folkeskoler.esbjerg.dk. Også fra Esbjerg Kommunes overordnede hjemmeside, Esbjerg.dk, bliver man let hjulpet videre til dagtilbud og skoler.

På de nye hjemmesider er der lagt vægt på at kommunikere i øjenhøjde med forældrene og gøre siderne indbydende og overskuelige, så forældrene let kan finde de informationer, der er vigtige for dem. Det handler fx om hverdagens rytme, fysiske rammer, særlige profiler og samarbejde med forældre, og siderne samler også praktiske oplysninger om opskrivning, ferie, transport og madordninger. På den måde kan forældrene ét sted navigere i alt det, der følger med valget af dagtilbud eller skole.

Sammenhæng og forskel
Strukturen for hjemmesiderne er ens, så forældrene oplever sammenhæng og samtidig kan kende forskel og sammenligne mulighederne.

”Det er helt naturligt for forældrene at søge viden digitalt, og de nye hjemmesider fungerer som et vindue ind i vores dagtilbud og skoler. Siderne skal selvfølgelig afspejle de trygge, levende, aktive og udviklende steder, som vi hver dag gør vores allerbedste for at skabe, fra børnene er helt små, til de som unge mennesker går ud af folkeskolen. Derfor håber jeg, at de nye hjemmesider bliver et værdifuldt redskab, der bakker forældrene op i at træffe velovervejede valg for deres barn og familie”, siger direktøren for Børn & Kultur, Jørn Henriksen.

Skoleindskrivning til januar
For børn født i 2015 er det tid til skolestart efter sommerferien i 2021. Selve skoleindskrivningen ligger fra den 4. til den 17. januar 2021, og forældrene får nærmere besked i eBoks. Forældrene kan fx bruge de nye hjemmesider til at blive klogere på folkeskolerne i Esbjerg Kommune.