UC SYDs rektor modtog ridderkorset

Hendes Majestæt Dronningen har udnævnt UC SYDs rektor Birthe Friis Mortensen til Ridder af Dannebrogordenen. Den fornemme hædersbevisning gives for Birthe Friis Mortensens mangeårige virke i uddannelsessektoren. Ordenen blev overrakt på et bestyrelsesmøde i UC SYD af bestyrelsesformand og regionsrådsformand Stephanie Lose.

Rektor Birthe Friis Mortensen blev dekoreret med Dannebrogordenen overrakt af Stephanie Lose, formand for UC SYDs bestyrelse og regionsrådsformand.
Foto: Jonas Normann/UC SYD

Det var en glad og overvældet Birthe Friis Mortensen, der modtog ordenen af en lige så glad bestyrelsesformand, der bl.a. sagde:

– Det er en imponerende indsats, du har ydet for UC SYD siden du kom her i 2012. Ikke alene har du sat en kurs for UC SYD, du har også været en central drivkraft i, at UC SYD blev akkrediteret i første forsøg i 2017. Jeg er også stolt over, at vi har en høj studentertilfredshed, et højt undervisningstimetal, og at medarbejderne har en god arbejdsplads.

– Det er utrolig dejligt at få en påskønnelse for sit arbejde, og meget rørende og intenst at modtage ridderkorset, siger Birthe Friis Mortensen.

– Jeg var meget berørt af bestyrelsesformandens tale, og på en måde, jeg var helt uforberedt på. Det er nemt at yde en stor indsats, når man har så fine rammer, så fine kolleger og studerende. UC SYD er et fantastisk sted, og jeg er enormt stolt af alt det, vi kan sammen.

18 år som øverste leder
Det er UC SYDs bestyrelse, der har indstillet rektor Birthe Friis Mortensen til modtagelse af ordenen på baggrund af hendes 18-årige virke som øverste leder ved en række videregående uddannelsesinstitutioner.

Birthe Friis Mortensen har siden 2012 været rektor ved professionshøjskolen UC SYD, Sydjyllands største uddannelsesinstitution, med campusser i Esbjerg, Haderslev, Aabenraa og Kolding. Hun var forinden direktør for Århus Købmandsskole og VIA University College samt rektor for Jysk Center for Videregående Uddannelse. Hun har som øverste leder i alle ansættelser stået i spidsen for store udviklings- og fusionsprocesser med positive resultater og med stor vægt på kvalitet i uddannelserne.

18 år som øverste leder
Birthe Friis Mortensen har desuden varetaget en række tillidsposter som bestyrelsesformand for Tønder Gymnasium, Erhvervsakademi Aarhus og næstformand for bestyrelsen for Aabenraa Statsskole samt medlem af bestyrelserne for Rybners i Esbjerg, Esbjerg Gymnasium, Fonden Syddanske Forskerparker samt Vækstforum i Region Syddanmark. Desuden har hun været medlem af- og næstformand for UNI-C’s bestyrelse, beskikket af Undervisningsministeriet.

Herudover er Birthe medlem af Uddannelses- og Forskningsministeriets referencegruppe for “Nyt optagesystem” og var medlem af Uddannelses- og Forskningsministeriets censorudvalg.

Leave a Reply