Home Tags Event

Tag: Event

FOREDRAG: JUL I ESBJERG

Damer sorterer julepost på Esbjerg Postkontor.

Ved arkivchef Jørgen Dieckmann Rasmussen, Esbjerg Byhistoriske Arkiv
Tid: Søndag, den 24. november kl. 14.00-16.00
Sted: Samlingsalen, Esbjerg Byhistoriske Arkiv
Pris: 50 kr. der betales ved indgangen. Forhåndstilmelding kræves ikke.

»Rør blot ikke ved min gamle jul«, står der i julesangen Sikken voldsom trængsel og alarm. Det kan få os til at tro, at den traditionsrige juletid slet ikke forandrer sig, men nye elementer er løbende kommet til og gamle forsvundet. Hvad blev der fx lige af julebrevene og -kortene? Fra at julebreve skulle skrives og sendes, er de næsten helt forsvundet eller har taget nye former.
I dag ser man de første tiltag til julen omkring 1. november, og i år tændes juletræet på Torvet allerede den 22. november. Tidligere begyndte juletravlheden med en stor juleudstilling den 1. søndag i advent. Dette var fx noget alle slagtere gjorde meget ud af, og folk valfartede fra nær og fjern for at se årets juleudstillinger.
Julen forandrer sig altså, hvad enten man vil det eller ej.
Tag med på en hyggelig tidsrejse ved juletid i Esbjerg, og kom ind til søndag eftermiddags foredrag, der selvfølgelig er ledsaget af billeder.

Billeder:

Juleudstilling i Esbjerg Andels Svineslagteris Udsalg i Kongensgade 15, med cyklende, menneskeliggjorte grise, 1952. ”Cykeldragterne” var sparkedragter uden fødder. 
Foto: Paul Bølling – EBA 55765-008. © Esbjerg Byhistoriske Arkiv.

Damer sorterer julepost på Esbjerg Postkontor, ca. 1950.
Foto: Paul Bølling – EBA 33675-008. © Esbjerg Byhistoriske Arkiv.

Fotos: © Esbjerg Byhistoriske Arkiv.

Tag til Jule kunst kaos

Lørdag d. 16. november kl. 10 – 16 inviterer Esbjerg Kunstmuseum igen indenfor til det årlige kunsthåndværk- og designmarked JULEKUNSTKAOS.

Udstillingssalene bliver fyldt med gode gaveidéer og fine fund fra de atten deltagere, der spænder vidt i materialer og udtryk. Fra papirklip og tegning over læder, minkpels og børnetøj til porcelæn, japansk recycling og unikt julepynt!

I år deltager: JYTTE LYSGAARD – keramik, BETINA LETH TRAMPEDACH – illustration og klip, MIA JENSEN – porcelæn, RIGMOR CPH – indisk / japansk recycling, SVÆRT FINT / NINA UNA KNUDSEN – bæredygtigt børnetøj, GITTE FRANDSEN – strik, MARIANNE FARUP-HANSEN – smykker og sælskind, LOUISE MAAGAARD – porcelæn, KAREN MARIE STENUM – minkpels, BIBI HANSEN – keramik, JESPER SAND – industrielt design, LOUISE JOHANSEN / LULU DESIGN – tekstil og børnetøj, MONA THY / THYDESIGN – tekstil, læder og beton, MARIA SVENDSEN / BY PIPPIP – smykker og tekstil, KAREN SEGALL – tegning og tekstil, BIRTHE SØRENSEN / ANCILLA – smykker, KAREN KORSGAARD – smykker og unika julepynt og RANDI PLATZ – keramik.

Vores kreative værksted er åbent hele dagen, så både børn og voksne kan klippe juleklip af gamle kunstplakater og finde idéer til indpakning, pynt og kort.

Vi samarbejder i år med Musikhusets café KULISSEN, der sælger gløgg og æbleskiver i dagens andledning, og kl. 13.00 spiller det energiske, unge orkester Gadekryds en koncert i caféens behagelige omgivelser.

Foto: Esbjerg kunstmuseum

Fri entré hele dagen.

Danseworkshop med cha-cha-cha

GRATIS: I samarbejde med Dance Company Twenty afholder Musikhuset Esbjerg cha-cha-cha-aften

Denne mandag aften afholdes den tredje gratis danseworkshop dette efterår, og denne gang er der fokus på den latinamerikanske dans cha-cha-cha. Så kom forbi Musikhuset og lær at vrikke hofterne rigtigt under kyndig vejledning af danselærer Caroline Sander fra Dance Company Twenty. Caroline vil lære dig grundtrinene samt forskellige kombinationer, og sammen vil vi nyde at danse til god musik fra ældre til nyt.

Så kom forbi Musikhuset Esbjerg og dans til nogle gode rytmer og nyd et lækkert glas vin i Kulissen.

Tid: Mandag den 18. november, kl. 17:00
Sted: Musikhuset Esbjerg, Kulissen

Foto: Musikhuset

Cafékoncert med Gadekryds

GRATIS: Det lokale band Gadekryds spiller en af de første cafekoncerter i Kulissen, Musikhusets nye cafe.

Gadekryds er et seks mand stort orkester, der fortolker gamle og nye folk/pop numre og giver dem en ny, lækker lyd. Musikspekteret er bredt og spænder lige fra det rockede hjørne til de sarte singersongwriter-melodier, som vi alle kan synge med på.

Denne lørdag holder Esbjerg Kunstmuseum også deres årlige Julekunstkaos – et kunsthåndværk- og designmarked i udstillingssalene. Når I har snuset i de lækre håndværksvarer, og måske købt et par julegaver, kan I sætter jer i Musikhusets café, Kulissen, og nyde koncerten med Gadekryds. I Kulissen kan man som altid købe en god kop kaffe eller en lækker glas vin og hvis man så småt er begyndt at komme i julestemning, kan man også nyde æbleskiver og et glas gløgg.

Tid: Lørdag den 16. november, kl. 16:00
Sted: Musikhuset Esbjerg, Kulissen

Foto: Musikhuset

Ungebyråd jagter ideer til det gode ungdomsliv

Medlemmer af Esbjerg Kommunes Ungebyråd fremlægger deres ideer for det folkevalgte byråd under et byrådsmøde.

Mandag den 18. november får Esbjerg Byråd selskab af Ungebyråd 2019, som præsenterer gode ideer til at gøre Esbjerg Kommune til et endnu bedre sted at være ung. Ideerne bliver testet på de politiske udvalgsformænd i Løvens Hule, inden byrådet vælger den bedste idé, som får 200.000 kr. til at blive ført ud i livet.

Til sidste års ungebyråd valgte byrådet ideen om et nyt samlingssted for unge ved åen i Ribe som vinder, og projektet er netop blevet indviet.

Foto: Torben Meyer, Esbjerg Byhistoriske Arkiv

Hvad kan gøre Esbjerg Kommune til et endnu bedre sted at være ung? Det ved de unge selvfølgelig bedst selv, og de deler gerne ud af deres gode ideer. I hvert fald sprudler idékataloget til Ungebyråd 2019 af kreativitet og gåpåmod og indeholder mange spændende forslag. Hvad med for eksempel Ungdommens Dag som et folkemøde for de unge, et udendørs opholdssted for unge ved Esbjerg Strand, en café eller lektiecafé for unge et centralt sted i Esbjerg eller et ungerabatkort til lokale butikker, begivenheder og kulturinstitutioner.

Ungebyråd 2019 er sammensat af 25 unge fra kommunens folkeskoler og ungdomsuddannelser, og mandag den 18. november indtager ungebyrådet Esbjerg Rådhus, hvor de vælger de bedste ideer ud og arbejder videre med dem i grupper. De får sparring af kommunens fagfolk og repræsentanter fra de politiske ungdomspartier, inden turen går i Løvens Hule, hvor ideerne skal stå deres prøve for de politiske udvalgsformænd. Efter aftenens byrådsmøde fremlægger ungebyrådet ideerne for det rigtige byråd, som vælger et vinderprojekt, der får 200.000 kr. til at blive ført ud i livet.

Indvielse af sidste års vinderprojekt

Til sidste års ungebyråd var det ideen om et ungemiljø ved åen i Ribe, der løb med sejren, og de nye faciliteter er netop blevet indviet med nye faciliteter til aktiviteter og fællesskab i Vedels Anlæg.

2019 er det tredje år med ungebyrådet, der har som mål at aktivere og engagere de unge. Konceptet er kogt ned til én dag, hvor de unge oplever, at der er kort vej fra idé til beslutning, og efterfølgende kan de følge vinderprojektet blive til virkelighed.

“I byrådet glæder vi os til igen at få besøg af ungebyrådet. De unge byder ind med god energi og et frisk pust, som er inspirerende at opleve. Fremtiden er de unges, og i en tid, hvor vi i høj grad sætter bosætning og studieliv på dagsordenen, er det vigtigt, at vi lytter til deres ideer og ønsker, så Esbjerg Kommune er et godt sted for dem at bo og leve, mens de er unge, og forhåbentlig får de lyst til at blive her som voksne”, siger borgmester Jesper Frost Rasmussen.

Program for dagen

Kl. 8.00: Ungebyrådet møder ind på rådhuset.

Kl. 11.00: Faglig og politisk sparring.

Kl. 13.45: Ideer i Løvens Hule.

Kl. 17.00: Byrådsmøde, hvorefter ungebyrådets ideer præsenteres for byrådet, som vælger en vinder.

Fyraftensforedrag: Den mest dramatiske nat i Esbjergs historie

0
Esbjerg Byråds mindeplade over redaktør Laurids V. Jensen, der blev skudt ned i sin gadedør af landsforrædere den 14.11.1944.

Ved arkivchef Jørgen Dieckmann Rasmussen
Tid: Onsdag den 13. november kl. 16.30-ca. 18.30
Sted: Samlingssalen, Esbjerg Byhistoriske Arkiv
Pris: 50 kr. som betales ved indgangen. Der kræves ikke forhåndstilmelding.

Natten mellem den 13. og 14. november er det 75 år siden, Esbjerg og esbjergenserne oplevede den mest dramatiske og blodigste nat i byens historie. Natten, hvor redaktør Laurids V. Jensen og praktiserende læge Povl Carstensen blev myrdet af landsforrædere samtidig med, at schalburgtagerne prægede byen, ikke mindst Kongensgade. Disse hændelse og baggrunden for dem berøres i dette foredrag, der ledsages af billeder.

Billedet viser Esbjerg Byråds mindeplade over redaktør Laurids V. Jensen, der blev skudt i sin gadedør af landsforrædere natten mellem den 13. og 14. november 1944. 
Foto: © Esbjerg Byhistoriske Arkiv

GuldBageren Esbjerg uddeler gratis surdej i anledning af Homemade Bread Day

GuldBageren Esbjerg fejrer Homemade Bread Day og uddeler derfor gratis hvedesurdej til alle, der har lyst til at prøve kræfter med at bage surdejsbrød derhjemme.

Vi spiser fuldkorn som aldrig før, og ny undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse viser, at de fleste af os får mere end de anbefalede 75 gram om dagen. Det er en tendens, som kan mærkes hos GuldBageren Esbjerg, hvor de rustikke brødtyper ofte vælges frem for de klassiske hvide franskbrød. For at sætte fokus på kvalitetsbrød og markere den internationale Homemade Bread Day den 17. november uddeler den lokale bager hvedesurdej til alle.

– Fuldkornsbrød hitter i vores bageri, og i dag kan kunderne også finde et stort udvalg af grove brødtyper på hylderne. Med uddelingen af en gratis surdej får vores kunder mulighed for at prøve kræfter med selv at bage et surdejsbrød med masser af smag, siger Michael Mikkelsen, der er bagermester hos GuldBageren Esbjerg.

Gratis hvedesurdej til spirende bagere

Alle, der har lyst til at bage deres eget surdejsbrød, kan bestille et glas hvedesurdej, der kvit og frit kan afhentes i GuldBageren i Nørregade torsdag den 14. november. Sammen med surdejen kommer opskriften på SesamDrøm, der sidste år blev valgt til årets brød hos GuldBageren. For at bestille en gratis surdej skal man ringe til GuldBageren Esbjerg eller møde op i butikken.

Foto: PR

Intet hold kan vide sig sikker i den danske liga

Skanderborg Håndbold er Team Esbjergs sidste modstander i første halvdel af HTH Ligaens grundspil, når østjyderne onsdag aften gæster Blue Water Dokken.

Kampen afrunder i ligasammenhæng et forrygende 2019, hvor Team Esbjerg ikke har tabt en grundspilskamp og har 12 sejre i træk i denne sæson.

– Især anden halvdel af året har været vildt for vores vedkommende. Bortset fra udekampen mod Silkeborg-Voel synes jeg, vi har været det bedste hold i alle kampe, men det er ikke det samme som, at det ikke er en fed liga at spille i. Jeg synes, det er befriende, at Ajax kan slå Viborg, og at man ikke ved, hvem der vinder, når holdene i top seks møder hinanden, siger Team Esbjergs cheftræner, Jesper Jensen.

Foruden den hårde konkurrence blandt topholdene har Jesper Jensen iagttaget, atholdene i bunden af den 14 hold brede liga har forbedret sig. 

– Det er sværere bare at tage ud og slå et af de lavererangerende hold på udebane. Vi markedsfører os for at tiltrække dygtige spillere udefra på, at det er svært at vinde alle kampe i den danske liga. I Østeuropa har tophold som Bucuresti og Györ mange penge, og de skal bare vinde hver gang. I Danmark tillader vi os at være glade, når vi vinder, i stedet for at fokusere på fejl i sejrene, siger Jesper Jensen.

Skanderborg Håndbold har tjent sine point med sejre over Ajax København og senest EH Aalborg i forrige spillerunde. Klubben skifter meget ud inden hver sæson og har de seneste sæsoner afgivet klassespillere som Kristina Jørgensen, Laura Damgaard og den unge målvogter, Anna Kristensen. 

I 2019-2020-udgaven er venstrebacken Sofia Deen den største profil med 63 mål i 12 kampe. Hun scorede ni mål, da Skanderborg i den seneste ligakamp måtte bøje sig sent og tabte 27-28 til København Håndbold. Det 22-årige talent udgør sammen med Stine Kristensen og Anna Wierzba en fin bagkæde.

– Vi ved, at vi er favoritter, men når man lige har spillet i Rostov-Don og Bukarest, er det største faremoment, at nu kan vi trække vejret mod Skanderborg. Vi kan ikke bare trille i mål. Spillerne er helt med på, hvordan det forholder sig, og de er så ærgerrige og supplerer hinanden så godt, at der ikke er behov for at sige en masse til dem, siger Jesper Jensen.

I samråd med Rut Jónsdóttir og sundhedsstaben er det besluttet, at islændingen lige så godt kan blive opereret for en mus, et knoglestykke i den ene fod, som har generet hende i nogen tid, samtidig med, at hun er plaget af en mindre hjernerystelse. Det mindre indgreb foregår onsdag, hvorefter hun har god tid til at blive frisk og kampklar til programmet efter nytår. 

Team Esbjerg spiller årets sidste kamp søndag kl. 15.10, når de slagne polske mestre, MKS Perla Lublin, kommer på besøg til den sidste kamp i gruppe B i EHF Champions League. Du kan købe billetter til begge kampe på www.teamesbjerg.dk.

Team Esbjergs trup til kampen i HTH Ligaenmod Skanderborg Håndbold onsdag den 13. november kl. 20.00 i Blue Water Dokken: 

Målvogtere: Rikke Poulsen og Rikke Granlund

Venstre fløj: Sanna Solberg og Elma Halilcevic 

Højre fløj: Marit Røsberg Jacobsen 

Streg: Vilde Ingstad, Marit Malm Frafjord og Clara Monti Danielsson

Bagspillere: Kristine Breistøl, Sonja Frey, Line Jørgensen, Estavana Polman og Lene Østergaard.

Kick off for ambitiøse iværksættere i Esbjerg

0

Nu går det løs for et nyt hold af innovative iværksættere, der ønsker et boost til forretningen. Boost Esbjerg tilbyder et gratis forretningsudviklingsforløb for lokale iværksættere, der ønsker sparring til videreudvikling af forretningen.

Den 19. november – i forbindelse med iværksætterugen – afholdes et kick off arrangement på Aalborg Universitet – Esbjerg, hvor interesserede iværksættere kan høre mere om forløbet og hvor tidligere Boost-deltagere deler ud af erfaringerne. Arrangementet er tænkt som informationsdeling mellem hhv. tidligere- og kommende Boost deltagere samt lokale interessenter indenfor iværksætteri.

Tidligere deltager, 3bustilbud.dk er ikke i tvivl om at forløbet har været en hjælpende hånd i den rigtige retning: ”Når man er iværksætter, har man mange forskellige kasketter på og skal forholde sig til både samarbejdspartnere, kunder, moms og marketing – så er det godt at få gode råd fra en mentor, der har prøvet det hele før. Jeg fik rigtig god hjælp til at få virksomheden det næste skridt,” fortæller stifter Daniel R. Jensen.

Nye muligheder
Boost Esbjerg er for nylig blevet en del af det i forvejen etablerede initiativ Next Step Challenge, hvor erfarne forretningsudviklere og tilknyttede mentorer fra det etablerede erhvervsliv, vil give inspiration, sparring og netværk som støtte til de nye, ambitiøse virksomheder. 

”Vi håber at rigtig mange iværksættere vil møde op på dagen og få en snak med forretningsudviklere, mentorer og interessenter omkring mulighederne for sparring til vækst og udvikling. Det er for os meget vigtigt at supportere de helt tidlige spirer og forhåbentlig skabe en underskov af iværksættere, som senere kan accelerere og skabe vækst for vores lokale erhvervsliv,” siger Lisbeth Valther, CEO i Boost Esbjerg og Next Step Challenge.

Har du en ny forretningsidé? Eller brænder du for iværksætteri i Esbjerg og omegn? Så kom med til en eftermiddag i mulighedernes tegn den 19. november 2019 kl. 15.00 på Aalborg Universitet – Esbjerg Campus, Niels Bohrsvej 8, DK-6700 Esbjerg eller se mere på boostesbjerg.dk

Tilmelding til eventet, senest den 15/11 på kontakt@boostesbjerg.dk

Silkeborg bliver en ubehagelig modstander for Esbjerg

0

Team Esbjerg har med 11 sejre i træk bragt sig i den bekvemme situation, at et nederlag ikke vil være skæbnesvangert for målet om at vinde grundspillet i HTH Ligaen. Faren lurer mod Silkeborg-Voel KFUM, der er en ubehagelig modstander tre dage efter hjemkomsten fra Rostov ved Don i Rusland.

– Silkeborg-Voel er et rigtig træls hold at skulle spille mod efter en lang rejse og et døgn uden søvn. De løber hurtigt og meget i 60 minutter, og det skal vi forberede os på. Men det er en opgave, jeg tror, vi kan løse. Spillerne har haft en god og respektfuld tilgang til kampene i den periode med ligakampe og Champions League-kampe, vi har været inde i. Vi skal i hvert fald ikke komme til Silkeborg og have ondt af os selv, for så taber vi, siger Team Esbjergs cheftræner, Jesper Jensen.

De seneste fire opgør i Jysk Arena er endt med to smalle Team Esbjerg-sejre en uafgjort og et nederlag. De to sejre er i friskest erindring. 

Silkeborg-Voel har i denne sæson fået Jane Schumacher tilbage efter en diskusprolaps, og bagkæden med hende og en anden sønderjyskfødt spiller, Sofie Bæk Andersen, samt Helene Kindberg er livlig og gennembrudstærk.

– Silkeborg-Voel gør det godt og har skrabet mange point til sig, siger Jesper Jensen.

Onsdagens modstander er aktuelt på femtepladsen med 15 point. Efter nimålssejrenover Herning-Ikast i tredje spillerunde har resultaterne været noget svingende med et nederlag til Ajax København og uafgjort hjemme mod TTH Holstebro som lavpunkterne. 

– Vi vil ikke kunne bruge undskyldninger til noget, men det vil være naivt at tro, at vi kan være på 100 procent. Der vil være tunge ben hos nogle, og dem, der ikke har det, skal præstere på topniveau, siger Jesper Jensen.

Rut Jónsdóttir blev hjemme fra Rusland med en mindre hjernerystelse og er fortsat tvivlsom til den sidste udekamp i første halvdel af grundspillet. Derimod er Clara MontiDanielsson klar efter sygdom.

Team Esbjergs trup til kampen i HTH Ligaenmod Silkeborg-Voel KFUM onsdag den 6. november kl. 18.30 i Jysk Arena:

Målvogtere: Rikke Poulsen og Rikke Granlund

Venstre fløj: Sanna Solberg og Elma Halilcevic

Højre fløj: Marit Røsberg Jacobsen 

Streg: Vilde Ingstad, Marit Malm Frafjord og Clara Monti Danielsson

Bagspillere: Kristine Breistøl, Sonja Frey, Line Jørgensen, Estavana Polman, Rut Jónsdóttir og Lene Østergaard.