Home Tags Esbjerg

Tag: Esbjerg

Nul smittede beboere på plejehjemmet Esehuset

0

Alle de 15 beboere, som potentielt kunne have været i kontakt med en coronasmittet medarbejder på plejehjemmet Esehuset i Esbjerg, er nu blevet testet, og svaret viser, at ingen af dem har coronavirus. Der er dermed fortsat ingen konstaterede smittede beboere på Esbjerg Kommunes plejehjem.

Efter at en medarbejder på plejehjemmet Esehuset i Esbjerg i onsdags blev konstateret smittet med coronavirus, er de 15 beboere, som vedkommende kunne have været i kontakt med, blevet testet for coronavirus. Svaret viser, at ingen af de 15 beboere er smittede. Beboerne vil for en sikkerheds skyld og efter Sundhedsstyrelsens regler blive testet igen på onsdag.

Ingen smittede beboere på plejehjem i Esbjerg Kommune 

– Jeg er glad for, at en test nu viser, at ingen af de berørte beboere på plejehjemmet Esehuset har corona. Det betyder, at vi fortsat ikke har nogen konstaterede smittede beboere på Esbjerg Kommunes plejehjem. Vi gør selvfølgelig fortsat alt, hvad vi kan, for at beskytte beboerne bedst muligt mod smitte, siger direktør for Sundhed & Omsorg i Esbjerg Kommune, Arne Nikolajsen.

Kulturminister Joy Mogensen besøgte i dag Esbjerg

0

Stor succes, lyder det fra MF Anders Kronborg (S).

Fredag har kulturminister fra Socialdemokratiet Joy Mogensen gæstet Esbjerg. Det har været en dag i kunst og kulturens tegn, og Joy Mogensen har undervejs været ledsaget af lokalt Folketingsmedlem og medlem af Kulturudvalget i Folketinget Anders Kronborg (S) og Kulturudvalgsformanden i Esbjerg Kommune, May-Britt Andrea (K).

  • Det har været en rigtig god dag og vi har meget i Esbjerg, som vi stolt kan fortælle landets kulturminister om, siger Anders Kronborg

Også borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) og S-borgmesterkandidat Jakob Lykke deltog, da kulturministeren gæstede Esbjerg Kunstmuseum.

  • Esbjerg har et fantastisk kunstmuseum med en samling, som gør mange misundelige. Kunstmuseet er foran på flere fronter og gør f.eks. et flot og enestående stykke arbejde, når man snakker kulturformidling i børnehøjde, hvor museet har nogle spændende erfaringer med formidling af kunsten også til 2 årige vuggestuebørn, fortæller Anders Kronborg.

De kulturinteresserede politikere besøgte også Fiskeri & Søfartsmuseet og Bakkeskolen. ifølge Anders Kronborg har dagen været en stor succes, som har givet ministeren stor inspiration.

Fotos: Kronborg

Sådan bruger kommunerne 1000 kr.

0

Når kommunerne bruger 1.000 kr., går 573 kr. til Sociale opgaver og beskæftigelse og 189 kr. til Undervisning og kultur.

Fakta: Dansk Statistik

Kommunerne nettodriftsudgifter var i 2019 på i alt 351,5 mia. kr., viser tal fra Danmarks Statistik. Størstedelen af pengene gik til Sociale opgaver og beskæftigelse, som fx dækker Tilbud til ældre, Tilbud til voksne med særlige behov samt Kontante ydelser. Men kommunerne brugte også penge på fx Undervisning og kultur samt Sundhedsområdet.

Hvis kommunerne havde 1.000 kr. og brugte dem, som i 2019, ville de have brugt 573 kr. på Sociale opgaver og beskæftigelse. Af dem gik 127 kr. til Tilbud til ældre, mens Kontante ydelser kostede 99 kr., og 95 kr. blev brugt til Tilbud til voksne med særlige behov.

Undervisning og kultur kostede 189 kr., hvoraf 103 kr. gik til Folkeskolen. Sundhedsområdetlagde beslag på 88 af de 1.000 kr.

driftsudgifter 2019 fordelt på 1000 kr

Kilde: www.statistikbanken.dk/regk11 og www.statistikbanken.dk/regk31


Anm.: De kommunale nettodriftsudgifter er driftsudgifterne fratrukket driftsindtægter og statsrefusion. Grupperingerne i figuren bygger på regnskabernes hovedområder og 4-cifrede funktioner.
”Øvrige” er Transport og infrastruktur (23 kr.), Byudvikling, bolig- og miljøforanstaltninger (14 kr.) samt Forsyningsselskaber (-1 kr.).
Kommunale udgifter

166 kr. pr. indbygger pr. dag

Kommunernes nettodriftsudgifter på 351,5 mia. kr. i 2019 svarer til, at kommunerne brugte knap 1 mia. kr. om dagen i 2019. Det svarer til 60.500 kr. pr. indbygger om året eller 166 kr. pr. indbygger pr. dag.

Til sammenligning havde regionerne nettodriftsudgifter for i alt 117,1 mia. kr. i 2019, hvilket svarer til 55 kr. pr. indbygger pr. dag. Langt størstedelen af pengene gik til sundhedsområdet og i særdeleshed sygehusene.

Anklagemyndigheden har rejst tiltale i omfattende sag om grooming og digitale sexkrænkelser af piger og kvinder

0

Det 68 sider lange anklageskrift mod en 22-årig mand fra Varde-området omfatter i alt 196 forhold.

Anklagemyndigheden ved Syd- og Sønderjyllands Politi har rejst tiltale mod en 22-årig mand fra Varde-området i en omfattende sag om grooming og digitale sexkrænkelser af piger og kvinder over hele landet.

Det 68 sider lange anklageskrift omfatter 196 forhold, der primært vedrører forsøg på ulovlig tvang, andet seksuelt forhold end samleje, et tilfælde af voldtægt samt besiddelse og deling af børneporno.

Den yngste forurettede er en pige på 11 år, mens den ældste kvinde er 21 år. Hovedparten af de forurettede er piger i teenagealderen.

Hændelserne har fundet sted i perioden fra ultimo 2015 og frem til den 2. april 2019, hvor anholdelsen sker dagen efter.
Den nu 22-årige blev varetægtsfængslet den 4. april 2019 og har været fængslet siden.

Retssagens forløb

Den tiltalte har fravalgt medvirken af nævninger, og sagen skal derfor køre som domsmandssag. 
Den finder sted ved Retten i Esbjerg over 30 retsdage. 

Sagen bliver indledt tirsdag den 20. oktober, og der ventes dom i sagen i løbet af december.

Den 20. oktober kl. 10.00 – 15.00: Oplæsning af anklageskrift

Den 21., 22., 26. og 28. – 29. oktober, den 4. – 5., 9., 12., 13., 16. samt 18. november kl. 9.00 – 15.00: Forlæggelse og afhøring af tiltalte

Den 19., 23., 25., 26. samt 30. november og den 2. – 3. december kl. 9.00 – 15.00: Afhøring af vidner og afspilning af videoafhøringer. 

Den 7. december: Procedurer vedrørende erstatningskrav fra bistandsadvokater, hvis klienter ikke er indkaldt 

Den 9. – 10. december: Dokumentation og procedurer

Den 14., 16. – 17., 21. – 22. – 23. december: Votering, dom samt eventuelle reservedage

Medierne har mulighed for at få aktindsigt i et anonymiseret anklageskriftet ved henvendelse til Anklagemyndigheden ved Syd- og Sønderjyllands Politi, sjyl-anklager@politi.dk.

Opfordring til forældrene

Antallet af sager om digitale sexkrænkelser mod børn og unge under 18 år stiger. Derfor opfordrer Syd- og Sønderjyllands Politi forældrene til at vise interesse for deres børns færden på nettet.
Oplys børnene om klog og fornuftig online-adfærd. At det er vigtigt at sætte grænser – og respektere andres grænser – i forhold til deling af private billeder.
Understreg, at børnene skal sige nej til forslag om at dele intime fotos eller film, og at de skal henvende sig til en voksen, hvis de modtager tilbud.
Læs mere på blandt andet www.sikreside.dk og www.sletdet.dk

En medarbejder på Esehuset har coronavirus

0

En medarbejder på plejehjemmet Esehuset i Esbjerg er i dag konstateret smittet med coronavirus. Esbjerg Kommune følger Sundhedsstyrelsens retningslinjer for håndtering af situationen og tager alle nødvendige forholdsregler.

En medarbejder på plejehjemmet Esehuset i Esbjerg er i dag konstateret smittet med coronavirus efter en rutinemæssig test i mandags. Esbjerg Kommune er i kontakt med Styrelsen for Patientsikkerhed og følger Sundhedsstyrelsens retningslinjer for håndtering ved påvist COVID-19 på en institution.

Det betyder bl.a., at 15 beboere på plejehjemmet, som den smittede medarbejder kan have været i kontakt med, i dag bliver testet for corona. De 15 beboere skal så vidt muligt blive i deres egen bolig og vil blive testet igen efter syv dage. De pårørende til de 15 beboere vil blive kontaktet.

Som følge af den generelle situation med corona testes alle medarbejdere på kommunens plejehjem hver anden uge rutinemæssigt for corona. Det er efter en sådan test i mandags, at en medarbejder i dag er konstateret smittet. Den smittede medarbejder er isoleret hjemme. De medarbejdere, som er på arbejde i dag, bliver testet igen i dag.

Stort fokus på at beskytte beboere mod smitte 

– Ingen beboere på Esehuset har symptomer på corona. Vi gør alt, hvad der står i vores magt, for at beskytte beboerne mod smitte. Foruden test af medarbejdere og de beboere, som medarbejderen kan have været i kontakt med, vil der derfor også blive gjort ekstra rent på de arealer i Esehuset, hvor den smittede medarbejder og de pågældende beboere, har befundet sig. Vi har også fortsat meget stort fokus på, at personalet bruger værnemidler, når de er i tæt kontakt med beboerne, så vi kan beskytte alle beboere bedst muligt mod smitte, siger direktør for Sundhed & Omsorg i Esbjerg Kommune, Arne Nikolajsen.

Når flere testes, findes også flere smittede 

– Det stigende smittetal i Esbjerg Kommune giver selvfølgelig anledning til bekymring og ekstra stor opmærksomhed, men vi må også forvente, at når vi tester flere, finder vi flere smittede. Gennem de rutinemæssige test af bl.a. alt plejepersonale med faste intervaller og test af grupper af personer i forbindelse med smitteopsporing vil vi være på forkant og finde så mange smittede som muligt, så vi forhåbentligt på sigt vil se et fald i smittetallet, slutter Arne Nikolajsen.

Clinton Antwi skal styrke EfB

0

Esbjerg fB styrker holdet med venstre backen Clinton Antwi, der er lejet frem til sommer i FC Nordsjælland. Den 20-årige ghaneser tiltræder med det samme.

Foto: EfB

For at stå stærkest muligt i den igangværende sæson tilføjer Esbjerg fB nu endnu en forstærkning til holdet, idet venstre back Clinton Antwi med omgående virkning tiltræder på en lejeaftale fra FC Nordsjælland.

Den 20-årige venstre back spillede 16 kampe for FCN i 3F Superligaen i seneste sæson.

Hos sportschef Jimmi Nagel Jacobsen er der tilfredshed med tilføjelsen. Han udtaler:

– Clinton Antwi er en rigtig dygtig venstre back, som passer godt ind i den spillestil, der skal kendetegne EfB med power, aggressivitet og fart. Samtidig får vi en ekstrem sulten og ærgerrig spiller ind, som vil give os en fleksibilitet i bagkæden fra dag et, så vi glæder os meget til det kommende samarbejde.

Ghanesiske Antwi er med på træningsbanen onsdag.

Fakta:
Navn:
Clinton Antwi
Født:
D. 6. november 1999
Tidligere klubber:
FC Nordsjælland

Unge fra Esbjerg skal lære om demokrati

0

I sidste uge drog 37 elever fra SOSU Esbjerg til Ungdomsøen uden for København for at træne deres demokratiske kompetencer. Gennem øvelser blev de klædt på til at lytte, sige deres mening og engagere andre. Nu følger otte ugers forløb, hvor eleverne skal skabe forandringer i deres lokalmiljø i Esbjerg.

Foto: SOSU Esbjerg

Solen skinner skarpt i øjnene. Vinden får håret til at hvirvle rundt. Lyden af 37 spændte elever fylder kajen på Ungdomsøen. Med grin og tunge tasker kommer de af færgen og bliver samlet foran det gamle fort på øen lidt uden for Københavns havn. Nu bliver mange timers transport med mundbind afløst af højt til loftet og plads til at udforske, hvad demokrati og forandring har med eleverne fra SOSU Esbjerg at gøre.

Eleverne fra SOSU Esbjerg er nogle af de første, der deltager i uddannelsesforløbet ”Grib Demokratiet”, som skal styrke de unges demokratiske selvtillid og -mod ved at lade dem øve sig i at tale, lytte og flytte noget i fællesskab.

De to dage på Ungdomsøen kickstarter Grib Demokratiet-forløbet med spørgsmålene ”Hvad er demokrati? Og hvad er min rolle i det?”, og alle øens 50.000 m2 tages i brug, når eleverne skal opleve forskellige sider af at sige sin mening og lytte til andres.

At turde stille sig op på ølkassen

Lyden af råb og grin kan høres over hele øen, da eleverne om eftermiddagen er på Demokratiløb. Ét sted skal de råbe deres mening fra en udkigspost, og selvom der først er nervøse grin og blikke, gjalder lyden af meninger snart udover Øresund. Ved næste post er der fokus på at lytte, og efter fem minutter i stilhed går snakken på værdien af at lytte på alt fra muligheden for at lære noget af andre til at vise respekt og omsorg for den, der snakker.

Aftenens sidste punkt hedder Ølkassetaler. Efter en halv time sidder eleverne med hver deres tale i hånden. Halvbuen rundt om den grønne kasse summer af spændte og nervøse stemmer. Rammerne er klare: Der er ingen pres, I kan stille jer herop, hvis I har lyst. 
Introduktionen er kun lige færdig, da den første hånd er i vejret med et ønske om at være den første på ølkassen. Lærerne ser let overraskede til, mens den ene elev efter den anden stiller sig op og holder deres taler. Et par gange er der lang tid med stilhed, inden den næste rejser sig og med enten nervøse eller beslutsomme skridt træder op på kassen, men alle ser stolte og glade ud, når de træder ned, og bifaldet fra deres klassekammerater ruller ind over dem.

”Noget af det sværeste har været at finde ud af, hvad man skulle sige i forhold til, hvad ens mening og holdning er, og hvad andre tænker”, forklarer Jakob, elev fra SOSU Esbjerg.

Men til trods for, at det var svært at finde på, hvad man skulle mene, så var oplevelsen på ølkassen, noget af det, der gjorde størst indtryk på flere af eleverne. ”Det var virkeligt fedt det med, at man skulle lytte til andre, og det, at vi skulle holde en tale og stille os op og snakke foran folk og på den måde få nogen til at lytte på en”, sigerFreja, elev fra SOSU Esbjerg.

En plads i demokratiet

Erfaringerne med at turde sige sin holdning og lytte til andres, og refleksionerne over hvilken rolle, man selv spiller i demokratiet, er danner grundlaget for det, eleverne nu skal i gang med. De skal nemlig hjem til Esbjerg og prøve kræfter med at skabe en forandring i samarbejde med andre. Det er ikke nemt at stable et projekt og en forandring på benene, men eleverne har nu otte uger og en masse værktøjer i tasken til at prøve komme i mål og til at få en masse erfaringer med at skabe og engagere andre i de forandringer, de ønsker sig.

En forandring, der skal arbejdes med i Esbjerg er body-shaming og mobning, ”Vi har snakket om at tage ud og holde nogle foredrag, vi vil fx gerne gøre en forskel ved at tage ud på nogle skoler, der måske er særligt udsatte, eller nogle skoler, der har en politik om, at det ikke skal ske hos dem. Så kan vi lige som komme ud til nogle elever og fortælle dem, hvad vi synes, og så måske sætte nogle tanker i gang hos dem,” forklarer Jakob

En anden forandring er plastik og affald, ”Vi skal hjem og lave noget med, at folk skal stoppe med at smide affald i naturen, så vi har lavet sådan noget med, at det skal være federe at smide ting i en skraldespand i stedet for i naturen,” siger Freja.

Det første skridt 

Grib Demokratiet og folk, som er uddannelsesinstitutionen bag projektet, er kun lige begyndt, og når Grib Demokratiet om otte uger besøger eleverne fra SOSU Esbjerg, er der fokus på at dele erfaringer fra praksisforløbet og på, at forandring ikke er noget, man skaber alene.

Over det næste år skal 200 unge fra 8., 9. og ungdomsuddannelser igennem uddannelsesforløbet og trænes i demokratisk mod, handlekraft og selvtillid. Håbet er, at folk og Grib Demokratiet kan være med til at give flere unge en følelse af, at de har en rolle og en plads i demokratiet.

Eleverne vender i hvert fald hjem til Esbjerg med en masse erfaringer og oplevelser i bagagen.

”Jeg vil helt klart ikke glemme den her tur, fordi man har prøvet så meget nyt, og det har faktisk været ret spændende. Jeg har også lært rigtigt meget af de andre og af at høre deres mening, og hvis jeg skulle sige noget til dem derhjemme er det nok, at du har en mening, du har en holdning, og den synes jeg, du skal sige,” slutter Jakob.

Grønne skraldebiler i Esbjerg

0
grønne skraldebiler
Mandag den 21. september, rullede 22 spritnye skraldebiler ud på Esbjerg Kommunes veje og gader.
De nye skraldebiler kører på biogas og er CO2-neutrale. Dermed sparer Esbjerg Kommune miljøet for mere end 600 tons CO2 om året i forhold til den tidligere brug af dieselbiler.
Med de nye skraldebiler tager Esbjerg Kommune endnu et skridt på vejen mod en grøn omstilling.
Foto: Esbjerg Kommune, Torben Meyer

Borgmester i Esbjerg Kommune, Jesper Frost Rasmussen, tog sammen med transportminister Benny Engelbrecht de ny skraldebiler nærmere i øjesyn, før de første gang blev taget i brug.

22 spritnye skraldebiler rullede i går, mandag den 21. september 2020, for første gang ud på gader og veje i Esbjerg Kommune fra deres base hos Marius Pedersen A/S på Måde Industrivej i Esbjerg.

Udenpå er bilerne blå, men indvendigt er de supergrønne. Bilerne kører på biogas, som er produceret i Danmark på affald fra husholdninger, landbrug og industri. De er CO2-neutrale, og i forhold til de tidligere dieseldrevne skraldebiler betyder det, at Esbjerg Kommune sparer miljøet for mere end 600 tons CO2 om året.

Borgmester i Esbjerg Kommune, Jesper Frost Rasmussen, tog sammen med transportminister Benny Engelbrecht de ny biler nærmere i øjesyn, før de første gang blev taget i brug.

Grøn løsning bidrager til at nå klimaaftalens mål

Esbjerg vil være en grøn kommune, der går forrest og viser det gode eksempel på at tage ansvar for klimaet. De nye, grønne affaldsbiler er endnu et positivt skridt på vejen i den grønne omstilling og et vigtigt bidrag til at nå klimaaftalens ambitiøse mål om at reducere udledning af CO2 med 70 procent. Jeg er meget glad for, at transportminister Benny Engelbrecht i dag har valgt at komme på visit, så vi kan fortælle ham om vores massive satsning på grøn omstilling og energi, sådan som det også kommer til udtryk i vores kommende el-bybusser og på Esbjerg Havn.

Borgmester Jesper Frost Rasmussen

Transportminister Benny Engelbrecht har set frem til at se og høre nærmere om Esbjergs grønne løsning på affaldsområdet: – Jeg er rigtig glad for, at Esbjerg Kommune netop har indgået en klimasamarbejdsaftale med regeringen, som den 8. kommune i landet. Vi kommer kun i mål med målsætningen om en CO2-reduktion på 70 pct., hvis alle arbejder sammen. Her er kommunerne en meget stor og vigtig aktør, og Esbjerg viser i den grad vejen både med de kommende elbusser og nu med skraldebiler på biogas, siger transportminister Benny Engelbrecht.

I valget af nye skraldebiler er der lagt vægt på, at bilerne på alle måder belaster miljøet mindst muligt og i mindst muligt omfang giver anledning til støj, røg og lugtgener. Når skraldebilerne kører på biogas i stedet for diesel, slipper både renovationsmedarbejdere og borgere, som opholder sig nær bilerne, også for partikler fra dieseludledningen og lugten af dieselos. Samtidig bruges el ved komprimering af affaldet, og det betyder, at støjniveauet herfra er lavt.

Team Esbjerg spiller Champions League søndag

0

Team Esbjergs overbevisende indsats i DELO EHF Champions League frem til coronaudbruddet og den vellykkede indledning på dette års turnering mod SG BBM Bietigheim har ikke fået fødderne til at lette på klubbens cheftræner, Jesper Jensen.

Han kender sit holds omtrentlige placering i hierarkiet blandt Europas ypperste hold forud for den første hjemmekamp mod storholdet CSM Bucuresti søndag eftermiddag. – Jeg er fortsat spændt på at se, hvor vi ligger styrkemæssigt, og kampen mod CSM Bucuresti er et meget godt pejlemærke. Vi er nok ikke et top sekshold, men ligger lige under, og det bliver vigtigt at udnytte chancen for sejr, når de store hold ikke rammer topniveauet. Vi var skuffede, da vi tabte til rumænerne på hjemmebane i fjor, og vores selvforståelse siger, at vi skal vinde over dem søndag. Bucuresti havde mere bredde i truppen i fjor, men har til gengæld en meget stærk startopstilling, siger Jesper Jensen. Under den europæiske opstigning i efteråret 2019 tabte Team Esbjerg hjemme til Bukarest med 24-22, men overraskede håndboldeuropa ved at vinde med 25-21 ude. Østeuropæerne har inden denne sæson mistet serbiske Andrea Lekic i bagkæden, men har til gengæld fået Barbara Lazovictilbage fra en sæson i montenegrinske Buducnost. Den største forskel er formentlig, at en af verdens bedste håndboldspillere, Cristina Neagu, er i topform. Hun indledte CL-sæsonen med at score 12 mål mod franske Metz. I fjor var hun ikke med i den første kamp i Esbjerg, men vendte tilbage fra 10 måneders knæskade runden før returopgøret i Bukarest. Marit Malm Frafjord har indledt sin 12. sæson i Champions League. En af dem var i CSM Bucuresti, som hun kom til i 2017 samtidig med Cristina Neagu. – Jeg anser Rostov-Don for at være gruppens stærkeste hold, og Bucuresti følger sammen med flere andre hold lige efter. De har helt sikkert ambitioner om at spille med i toppen. Bucuresti har mange gode spillere, heriblandt naturligvis Neagu, som det var sjovt at prøve at spille sammen med i en sæson. Hun var og er superstjernen, som nogle gange kan vise det på banen, men uden for er sød og hyggelig at være sammen med, siger Marit Malm Frafjord. I modsætning til 32-årige Neagu har Frafjord aldrig vundet Champions League, men har ellers et håndbold-cv, der langt overgår rumænerens. Ligesom Jesper Jensen var hun på dagen skuffet over, at det ikke blev til en sejr over CSM Bucuresti i Esbjerg, hvad de færreste ellers havde forventet på forhånd. – Vi er kommet godt fra start i denne sæson, selv om vi ikke er så mange spillere. Andre tager ansvar i fraværet af ”Essie” og Line Jørgensen, og det vil komme os til gode, også når de vender tilbage. Kan vi få forsvaret til at fungere og hindre Neagussamspil med stregen, er vi ikke uden muligheder. Og så har de to gode målvogtere, som vi havde problemer med sidst, siger hun. Når Neagu ikke selv afslutter, spiller hun ofte Crina Pintea på stregen, som Team Esbjerg første gang mødte, da hun spillede sammen med blandt andre Sonja Frey i Paris 92. Hun kan også vælge at spille den spanske fløjspiller i absolut verdensklasse, Carmen Martin.

Champions League-kampen i Blue Water Dokken foregår i regi af det europæiske håndboldforbund, EHF, hvis Covid-19-protokol foreskriver, at der ikke må være tilskuere på de forreste tre rækker. Derudover blev den danske regerings corona-restriktioner for hovedstadsområdet ved et pressemøde fredag eftermiddag udstrakt til at gælde hele landet og yderligere strammet, så der på ny maksimalt må være 500 i det væsentlige siddende personer til indendørs arrangementer, inklusive personer involveret i kampafviklingen. De godt 400 tilskuere, der vil få mulighed for at overvære kampen, bliver kontaktet direkte. Team Esbjerg har Vilde Ingstad med efter hendes fine comeback mod Horsens HE i den hjemlige liga, hvorimod Stella Muir har fået fri til andre opgaver.

Team Esbjergs trup til kampen i DELO EHF Champions League, gruppe A, mod CSM Bucuresti søndag den 20. september kl. 14.00 i Blue Water Dokken:

Målvogtere: Rikke Poulsen og Rikke Granlund

Venstre fløj: Sanna Solberg og Elma Halilcevic

Højre fløj: Marit Røsberg Jacobsen

Streg: Marit Malm Frafjord, Vilde Ingstad og Kaja Kamp

Bagspillere: Kristine Breistøl, Sonja Frey, Annette Jensen og Mette Tranborg.

Fem rollemodeller skal minde borgerne om de vigtige corona-råd

0

Syd- og Sønderjyllands Politi og Esbjerg Kommune går sammen om en onlinekampagne.

Foto: Esbjerg Kommune

Hvad har brandmanden
politibetjenten
hjemmesygeplejersken
Esbjergs borgmester
og politidirektøren for Syd- og Sønderjyllands Politi til fælles?



De sætter ansigt på en kampagne på sociale medier, der skal minde borgerne i Esbjerg Kommune om, at det er vigtigt at holde fast i de enkle, men effektive metoder til at mindske antallet af smittede med COVID-19:

– Vask ofte hænder eller brug håndsprit
– Host eller nys i dit ærme
– Undgå håndtryk, kindkys og kram
– Vær opmærksom på rengøring – både hjemme og på arbejdspladsen
– Hold afstand – og bed andre tage hensyn

Flere smittede

De fem personer kommer således til at optræde på fotos på kommunens Facebook-side og på politikredsens Twitter-profil med en reminder om de forebyggende corona-råd.

Baggrunden for kampagnen er, at det desværre går den forkerte vej med hensyn til antallet af smittede i kommunen.

Ifølge den seneste opgørelse fra Statens Serum Institut er der p.t. 81 smittede med COVID-19 i Esbjerg Kommune. Det svarer til 70 smittede pr. 100.000 indbyggere – og dermed et så højt tal, at Esbjerg er havnet på Sundhedsstyrelsens liste over kommuner, hvor det er ekstra vigtigt at følge udviklingen. 

Vigtigt at holde fast

– Borgerne i kommunen har generelt gjort det rigtig godt. Og det er på mange måder menneskeligt, hvis man efter så mange måneder med COVID-19 måske begynder at slække på de daglige rutiner, der ellers er med til at holde smitten nede. Men netop nu er det vigtigt, at vi holder fast. For udviklingen går lige nu i den forkerte retning i kommunen, understreger Esbjerg Kommunes borgmester, Jesper Frost Rasmussen. 

Det er ikke første gang, at Syd- og Sønderjyllands Politi og Esbjerg Kommune kører tæt parløb i forbindelse med corona-situationen.

I april gik parterne også sammen for at sikre, at Esbjergs centrum og andre velbesøgte steder i kommunen kunne genåbne, uden at der opstod problemer i forhold til de aktuelle forsamlingsforbud.

Positiv kampagne

Politidirektør Jørgen Meyer fremhæver, at der er tale om en positiv kampagne med fokus på at huske de fem gode råd. Kampagnen skal ikke ses som et udtryk for, at der bliver peget fingre af nogen.

– Både borgere og virksomheder har opført sig eksemplarisk, selvom vi igennem mange måneder har stået i en helt ekstraordinær situation. Vi har reelt set haft få hændelser, hvor politiet har måttet tage bødeblokken frem, fordi corona-reglerne ikke har været overholdt. Vi har lavet en kampagne, hvor vi gentager de enkle råd og minder borgerne om, at rådene stadig er vigtige at følge, pointerer Jørgen Meyer. 

Fælles ansvar

Han tilføjer, at vi alle har et fælles ansvar for, at vi får vendt udviklingen og bragt antallet af smittede ned.

– Lad os stå sammen om at få knækket smittekurven. Det kan lade sig gøre ved en minimal indsats fra den enkeltes side, men alt i alt gør indsatsen en stor forskel. Og der er ingen tvivl om, at situationen er alvorlig. Andre steder er der sat en række omfattende, men nødvendige restriktioner i værk for at vende udviklingen. Ingen ønsker, at vi også skal nå dertil i vores politikreds, siger Jørgen Meyer.