Home Tags Esbjerg

Tag: Esbjerg

Tag på familietur med Gravanden Gustav ved Myrthuegård

Natur, Kultur & Læring har tænkt kreativt, så børnefamilier i små grupper kan tage på opdagelse i naturen ved Myrthuegård. På en rute på 2,8 km. venter ni poster med små fortællinger og opgaver. Med på turen får familierne en rygsæk med grej, og undervejs er der gode steder til hvil, leg og hygge.

Foto: Esbjerg Kommune

I en tid hvor corona gør det nødvendigt at aflyse mange arrangementer og guidede ture, har formidlerne i MYRTHUE – Natur, Kultur & Læring tænkt ud af boksen og udviklet en tur for børnefamilier, så de på egen hånd kan opleve den storslåede natur omkring Myrthuegård.

Med udgangspunkt i Natur- og Kulturformidlingscentret Myrthuegård kan besøgende nu mødes i små grupper af max. 10 personer. Her kan de gratis låne en rygsæk med rutevejledning, grej og historier for børn og voksne og drage på opdagelse.

Nationalpark og verdensarv

I følgeskab med figuren Gravanden Gustav får turdeltagerne mulighed for at finde frem til ni poster på en 2,8 kilometers rute. Hver post rummer en lille fortælling, og så stiller Gravanden Gustav en lille opgave til børn og voksne. Hver post giver en smagsprøve på den enestående natur, som har været afgørende for at området er udpeget til nationalpark, og at Vadehavet er udpeget til UNESCO Verdensarv.

Undervejs på ruten udpeges gode steder at tage sig et hvil og nyde medbragt mad og drikke, og er man ifølge med små trætte ben, er der også markeret smutveje. Ved sidste post får deltagerne en ledetråd til, hvor der gemmer sig en lille præmie pr. deltagende gruppe.

Port til Vadehavet
Udviklingen af familieturen er et forsøg, som MYRTHUE – Natur, Kultur & Læring foretager i forbindelse med, at Myrthuegård er blevet udpeget til port til Nationalpark Vadehavet. Er du interesseret i flere oplysninger om dette projekt, kan du læse mere her.

Myrthuegård en del af MYRTHUE – Natur, Kultur & Læring.

Gaderøveri i Bramming betragtes som opklaret

0

Et tip fra en borger førte til, at politiet har kunnet sigte et ungt par for røveri mod et ældre ægtepar.

Et tip fra en borger har ført til, at Syd- og Sønderjyllands Politi har kunnet opklare et gaderøveri i Bramming.

Det var et ældre ægtepar, der den 20. september i år på gågaden i Bramming blev passet op af et ungt par. Den unge mand truede dem med en kniv og forlangte at få deres mobiltelefon og pung. Da parret nægtede at udlevere noget, løb det unge par fra stedet uden at få noget med sig.

Syd- og Sønderjyllands Politi har i går sigtet og afhørt en 16-årig mand og en 17-årig kvinde. Manden erkendte røveriet, mens kvinden erkendte, at hun var på stedet. Efter afhøring er de blevet løsladt, og sagen skal på et senere tidspunkt behandles i retten.

Populære julefrokoster aflyses

0

Siden 2009 har der i weekenderne i november og december op til jul været afholdt traditionsrige julefrokoster i loungerne på Blue Water Arena. På grund af Covid-19 aflyses de planlagte julefester.

Flere tusinde festglade gæster var allerede tilmeldt og på plads til de populære julefrokoster, der 10 år i streg har været afholdt i loungerne på Blue Water Arena, men i år vil lokalerne stå gabende tomme som en effekt af Covid-19-pandemien.

For EfB Konference, der afholder arrangementerne, er det en streg i regningen, at den mest indbringende måned på året nu er sat ud af spil, idet konsekvenserne rækker længere end ærgrelsen hos de flere tusinde gæster, der havde glædet sig til at deltage.

Konferencechef Lars Fyhn fortæller:

– Vi er kede af at må skuffe mange trofaste gæster og kunder, der havde set frem til en god aften på Blue Water Arena, og det siger sig selv, at det er tungt for os, da netop julefrokosterne har været en fast tradition og en god oplevelse for alle samt det faktum, at vi går glip af en betydelig omsætning.

– Vi forstår naturligvis alvoren i situationen, og respekterer myndighedernes restriktioner, så vi på forsvarlig vis kan komme gennem denne svære periode i fællesskab. Nu kigger vi fremad, og krydser fingre for, at 2021 bliver et bedre år, så vi igen kan tage imod feststemte gæster om et års tid.

Esbjerg Kommune sætter fokus på detailhandelen

0

Esbjerg Kommune har bedt konsulentfirmaet ICP, Institut for Center-Planlægning, om at gennemføre en analyse af detailhandelen i hele kommunen. Derfor kan over 550 forretningsdrivende se frem til et besøg af repræsentanter fra ICP.

Foto: Esbjerg Kommune

I begyndelsen af november begynder ICP arbejdet med en analyse af butikslivet i Esbjerg Kommune. Første skridt bliver et besøg hos alle kommunens forretningsdrivende, hvilket tæller over 550 butikker. Besøget har til formål at få overblik over blandt andet omsætningstal og butiksareal. I anonymiseret form danner tallene grundlag for den omfattende detailhandelsanalyse, som skal være med til at udstikke retningen for udviklingen af butikslivet i hele Esbjerg Kommune.

Opbakning til undersøgelsen
Handelsstandsforeningerne i flere af byerne støtter initiativet og opfordrer deres medlemmer til at bakke op om undersøgelsen, som i den færdige form også vil indeholde anbefalinger til, hvordan fx city- og handelsstandsforeningerne og de enkelte butikker bedst kan fastholde de nuværende kunder og hvordan de kan tiltrække nye.

”Detailhandlen presses helt generelt både af e-handel og senest COVID-19. Grundlaget for at drive en forretning ændrer sig, og det påvirker selvfølgelig også, hvordan vi fra Esbjerg Kommunes side kan støtte op om et levende handelsliv, som gavner kunder og de forretningsdrivende. Billedet ser også anderledes ud fra sted til sted, og netop forskelligheden skal undersøgelsen belyse. I sidste ende skal vi stå med et værktøj, som skal hjælpe med at træffe de rigtige beslutninger i forhold til, hvordan vi sammen kan understøtte en meningsfuld udvikling af detailhandlen”, siger borgmester Jesper Frost Rasmussen.

Butikkerne som en del af livet i byerne
Mens den kommende detailhandelsanalyse kommer med et bud på udviklingsmulighederne, så tænkes resultaterne også ind i andre planmæssige sammenhænge. Sideløbende med detailhandelsanalysen, vil bylivet nemlig blive undersøgt. Analysen af bylivet vil have et bredere perspektiv, men stadig være tæt koblet til detailhandlen. Bylivet kan dække over alt fra kulturtilbud til fællesskaber i byen og de fysiske byrum med plads til at samles og leve.

”Analysens konklusioner skal også kobles på et større udviklingsperspektiv, som handler om bylivet i kommunen. Resultaterne kommer til at indgå i arbejdet med at skabe attraktive bykerner, som emmer af liv. Et attraktivt handelsliv spiller unægteligt en vigtig rolle i det samlede billede, når vi vurderer på oplevelsen af en by”, siger Karen Sandrini, formand for Plan & Miljøudvalget.

Baggrund

Arbejdet med både detailhandel og byliv er forankret i grupper med repræsentanter fra detailhandlen, restaurationsbranchen, ejendomsmæglerbranchen, Designskolen Kolding, Business Esbjerg og Esbjerg Kommune.

ICP, Institut for Center-Planlægning, er et konsulentfirma, der rådgiver alle detailhandelens parter – herunder stat og kommuner – i forbindelse med detailhandelsspørgsmål.

[metaslider id=”8562″]

Forrest mod fremtidens folkeskole

Fra skoleåret 2021/2022 og tre år frem sætter Esbjerg Kommune folkeskolen fri. Den ambition har borgmester Jesper Frost Rasmussen nu officielt skrevet under på, at Esbjerg Kommune bakker op om. Borgmesteren var egentlig inviteret til Marienborg i selskab med statsminister Mette Frederiksen, finansminister Nicolai Wammen og borgmestrene fra de seks øvrige kommuner, der lige som Esbjerg deltager i regeringens velfærdsaftaler på dagtilbuds-, folkeskole- og ældreområdet. På grund af den aktuelle coronasituation blev planerne dog ændret til et onlinemøde.

Foto: Esbjerg Kommune

Aftale tegner fælles retning
Mødet var det officielle startskud til arbejdet med velfærdsaftalerne, og Jesper Frost Rasmussen og hans borgmesterkolleger fra Langeland, Viborg, Helsingør, Rebild, Holbæk og Middelfart kommuner har sammen med statsministeren og finansministeren forpligtet sig i en politisk principaftale, der tegner retningen for de fælles ambitioner. Senere i forløbet bliver underskrifterne sat på de endelige velfærdsaftaler. For Esbjerg Kommune venter nu en proces, hvor regeringen og Esbjerg Byråd hver især skal drøfte og beslutte, hvordan folkeskolen konkret skal sættes fri af statslig og kommunal regulering.

”Nu har vi haft den første fælles snak og givet hinanden virtuelt håndslag på, at vi arbejder sammen om at få velfærdsaftalerne til at lykkes. Hos os ligger fokus selvfølgelig på folkeskolen, og det er et ambitiøst og meget spændende projekt, som vi er stolte af at være udvalgt til. Nu trækker vi i Esbjerg Kommune i arbejdstøjet og gør vores allerbedste for at skabe nye og endnu bedre versioner af vores lokale folkeskoler, som forhåbentlig kan løfte kvaliteten her hos os og være til inspiration for resten af Danmark”, siger Jesper Frost Rasmussen.

Frihed sætter handling bag ambitioner
Formanden for Børn & Familieudvalget, Diana Mose Olsen, ser velfærdsaftalen som en unik mulighed for at tænke nyt og gå forrest i udviklingen af fremtidens folkeskole.

”Det er en enestående chance for først grundigt at overveje, hvad folkeskolen skal indeholde, og så bruge den nye frihed til at bakke skolerne op i faktisk at sætte handling bag ambitionerne med tiltag, der giver mening lokalt. Det placerer en stor og spændende opgave hos vores skoler, og mange vil se i vores retning for at følge udviklingen og resultaterne, men jeg ved, at vi i og omkring Esbjerg Kommunes folkeskole har dygtige, modige og engagerede kræfter, og det er afgørende for, at vi sammen kan løfte ansvaret på vejen mod en ny og endnu stærkere folkeskole”, siger Diana Mose Olsen.

Lokale behov og rammer
Også formanden for Esbjerg Lærerforening, Maja Gundermann Østergaard, ser frem til processen og selve projektet.

”Det er en unik mulighed for at vise at ved at lade den fagprofessionelle dømmekraft få et større råderum, så opnår vi ikke bare en bedre folkeskole, men også større engagement og et bedre arbejdsmiljø for de ansatte. Skolen skal udvikles i samarbejde mellem ansatte, ledere, forældre og elever, og ved at give skolerne større frihed bliver det muligt at udvikle skolerne med udgangspunkt i de lokale behov og rammer”, siger Maja Gundermann Østergaard.

Foto: Esbjerg Kommune

Her er planerne for Bramming Nørretorv

0

Nørretorv skal fremover kunne danne ramme om flere aktiviteter, og derfor indrettes torvet nu på ny med bl.a. en scene. Arbejdet går i gang i næste uge, og det betyder, at årets juletræet sættes op på Strygejernet.

Foto: Esbjerg Kommune

For 14 år siden gennemgik Nørretorv en større renovering, men desværre har pladsen mest fået karakter af et gennemgangsområde, når man færdes fra Nørregade og til p-pladsen i Skolegade. Derfor har en lokal arbejdsgruppe i regi af områdefornyelsen arbejdet med, hvad der skal til, for at udvikle pladsen. Sidste sommer blev der bl.a. eksperimenteret med blomster og siddemøbler på torvet. Nu er projektet så langt, at planerne om at skabe flere aktiviteter på torvet skal realiseres. På grund af arbejdet kan byens juletræ ikke stå på torvet som sædvanligt, i stedet kan træet opleves på Strygejernet.

Lege- og siddeplads

Når arbejdet begynder i den kommende uge, fjernes to træer for at give plads til en ny scene. Den skal være fleksibel, og derfor gøres der både klar til strøm, spotbelysning via master og mulighed for solsejl. Cortenstål og træ går igen i materialevalget til bl.a. blanceplinte til leg og nye siddepladser. Det nye inventar matcher de eksisterende Gørdingklinker godt, mens det eksisterende blomsterbed får træbeklædning.

”Via dialogen i Bramming Byforum står det klart, at flere ønsker, at Bramming får et centralt samlingspunkt, som netop kan danne ramme om arrangementer, der vil være med til at styrke sammenholdet i Bramming. Den gamle plads får et løft, så den fremstår pænere, og de nye faciliteter skal gerne inspirere til, at der kommer mere liv. Det handler om, at man måske lige sidder lidt, mens børnene går balance eller at der opstår nye initiativer med udgangspunkt i scenen”, siger formand for Plan & Miljøudvalget, Karen Sandrini.

Nyt blomsterflor

I slutningen af december vil meget af arbejdet være gennemført, og i løbet af anlægsperioden plantes der 1.245 stauder, 2.490 forårsblomstrende løg og 16 buske.

”Pladsens endelige helhedsudtryk må vi vente lidt med at opleve. Først til sommer vil vi rigtig kunne se, at blomster, buske og træer er udvalgt med stor omhu. Det har været vigtigt, at beplantningen skal byde på noget hele året rundt samtidig med at understøtte pladsens nye indretning”, uddyber formand for Teknik & Byggeudvalget. Søren Heide Lambertsen.

Hen over sommermånederne vil de kommende staudebede blomstrer i lilla, pink, blå, hvide og grønne farver. Der bliver sat et skilt op, så man orientere sig om, hvad der bliver sået i bedene.

Knallertdrengene Maxi Maniacs er tilbage på skærmen

0

Den 5. november ruller knallertklubben Maxi Maniacs endnu en gang over skærmen på Xee. I anden sæson af Vild Vild Vestkyst kommer vi endnu tættere på de glade vestjyske drengerøve, som går en ny, spændende knallertsæson i møde, mens de samtidig forsøger at være gode familiefædre.

Foto: Peter Dalby

Efter en velmodtaget første sæson af reportageserien Vild Vild Vestkyst vender de vestjyske bikere endnu en gang tilbage på Xee. Knallertklubben Maxi Maniacs består af en stor folk drengerøve i 30’erne, som samles for at få et afbræk fra hverdagens hamsterhjul og hylde kærligheden til deres Puch Maxier.

Ham her er én af vores favoritter

I anden sæson af Vild Vild Vestkyst følger vi de vestjyske knallertkørere, som for alvor skyder knallertsæsonen i gang, og forventningerne er tårnhøje. Præsidenten Nikolaj har sammen med sin gode ven, vicepræsidenten Mark, lagt i kakkelovnen til et brag af en sæson, der kræver litervis af benzin, højt humør, mandsmod og masser af krammere og kærlighed. Men der bliver også plads til de store følelser, børnene og familierne, og præsidentfruen Tena er som altid med på sidelinjen. For præsidenten Nikolaj er det vigtigt at skabe en balance mellem klubben og familielivet.

”Det er lidt en hårfin balance en gang imellem, men jeg er efterhånden blevet skarp til at kunne se, hvornår der er brug for mig de forskellige steder. Så der er ingen problemer, og så hjælper det at have en kone der er forstående – sådan langt hen ad vejen i hvert fald.”

Se traileren til sæson to af Vild Vild Vestkyst

I seriens anden sæson kommer man endnu tættere på mændene i klubben og de temaer, som fylder hos dem. Mange af klubbens medlemmer er blevet fædre, og de deler både oplevelser og tanker om familielivet med hinanden. Men der er også stadig plads til mandehørm og klubhygge, og den nye sæson byder blandt andet på manddomsprøver på Fanø, lange roadtrips til storbyen, en fisketur fra Esbjerg havn og Maxi Maniacs’ første julefest.

Se med torsdag den 5. november kl. 22 når de bløde bikere igen begiver sig ud på nye og spændende eventyr.

  • Sæson 2 kan ses på Xee fra den 5. november 2020.
  • Sæson 1 kan allerede streames på Xee.
  • Anden sæson består af 6 afsnit af ca. 22 minutter.
  • Heartland TV har produceret alle sæsoner af Vild Vild Vestkyst.

Sønderrisvej får stitunnel

0

I uge 43 begynder arbejdet med at etablere en stitunnel under Sønderrisvej. Hele projektet skal være afsluttet inden jul.

Foto: Esbjerg Kommune

Fra mandag den 19. oktober vil Sønderrisvej i Sønderris være spærret for gennemkørsel, fordi trafikken ledes væk fra strækningen mellem Skyttens Kvarter og Stjerneparken. Manøvren skal give arbejdsro til etableringen af en ny stitunnel under Sønderrisvej. Efter den 13. november er arbejdet nået så langt, at vejen igen åbner for trafik. 

Den nye tunnel etableres på stedet, hvor cyklister og gående i dag er henvist til at krydse vejen. Mange har dog ønsket en anden løsning på grund af trafikken på Sønderrisvej, som gør det svært at krydse sikkert. Den nye stitunnel styrker hele stisystemet omkring Sønderris og Guldager.

”Projektet med stitunnelen er en udløber af byggemodningen, som har fundet sted ved Erisvænget. Vi har arbejdet på at gøre det mere sikkert at færdes til fods og på cykel i området, og den nye stitunnel underbygger det”, siger formand for Plan & Miljøudvalget Søren Heide Lambertsen.

I sidste måned besøgte han Sønderris for at indvie en anden stitunnel. Dengang blev forbindelsen under Tarphagevej fejret, og nu føjes endnu en stitunnel til infrastrukturen i området. Forbindelserne til og selve tunnelen skal være klar inden jul. Kontakter

Søren Heide Lambertsen, formand for Teknik & Byggeudvalget, tlf. 40 12 24 12
Billeder

DownloadOm Esbjerg KommuneEsbjerg Kommune 
Torvegade 74
6700 Esbjerg

76161616
http://www.esbjerg.dk

Esbjerg er kendt som EnergiMetropol i erhvervssammenhænge, men begrebet energi er også relevant i langt bredere forstand. Hele kommunen summer af energi mellem mennesker, og her er stor handlekraft og vilje til at gå nye veje. Erhvervsmæssigt har vi en særlig styrkeposition på energiområdet, og i fremtiden vil en ny type energi i form af digital infrastruktur være med til at definere kommunen. Vi udvikler os hele tiden i en mere bæredygtig retning, og det er vores ambition, at alle skal opleve og bidrage til energien i Esbjerg Kommune.DelLæs pressemeddelelsen på Via RitzauDu modtager denne pressemeddelelse fra Via Ritzau Jeg ønsker ikke fremover at modtage pressemeddelelser fra denne afsender.

Fodbold for fremtiden

0

Fodbold og fællesskab er nøgleordene, når Esbjerg Forenede Boldklubber, Uddannelseshuset og DBU Bredde søsætter Fodbold for Fremtiden. Et beskæftigelsesprojekt, som har til formål at hjælpe en udsat målgruppe af ledige i alderen 18-29 år ind i samfundets fællesskaber.

Uddannelseshuset starter projekt Fodbold for Fremtiden som et led i velfærdsalliancen mellem DBU (Dansk Boldspil-Union) og Esbjerg Kommune.

Velfærdsalliancen gælder for perioden 1. januar 2020 – 31. december 2023 og skal være med til at understøtte Esbjerg Kommunes indsatsområder som visionskommune i Bevæg dig for livet, styrke foreningslivet i kommunen og få flere og nye målgrupper i kommunen til at dyrke motion.

I 26 uger er de unge mænd og kvinder en del af et aktiveringsforløb, som indebærer fodboldfitnesstræning to gange om ugen. Desuden vil deltagerne løbende opleve forskellige, inspirerende oplæg. Det vil være aktiviteter rettet mod ordinær beskæftigelse og uddannelse. Virksomhedsrettede aktiviteter, studievejledning, jobsøgningskursus, oplæg om sund livsstil, viden om deltagelse i frivillige foreninger og inspiration til træneruddannelse og dommeruddannelse. Deltagerne vil også blive indkaldt til samtaler med henblik på at få et større netværk og blive klædt på til fællesskabet i erhvervslivet, på uddannelsesinstitutionen og i fodboldklubben.

Målet er at have fodbolden som udgangspunkt for arbejdet med at dyrke motion, udvikle sociale kompetencer og give mental timeout og succesoplevelser for unge i alderen 18 – 29 år.

Projektet er en helhedsorienteret og tværgående indsats, hvor fællesskab, rummelighed og stabilitet er omdrejningspunktet for at hjælpe de unge borgere og skabe et endnu stærkere velfærdssamfund.

Fodbold for Fremtiden er metodeudviklende. I et værdifuldt samarbejde mellem tre forskellige aktører hjælpes en særlig målgruppe tilbage i samfundet med fællesskab, glæde, inspiration og motion. Fodbolden er en ny vej at bevæge sig i beskæftigelsesindsatsen.

Fodboldfitnessaktiviteterne vil foregå på Gl. Vardevej i Esbjerg.

Esther fra Tjæreborg er formand for Danske Skoleelever

0

Formanden for Danske Skoleelever, Esther Vyff Petersen, kommer fra Tjæreborg og kigger på et møde med Børn & Familieudvalget og Esbjerg Kommunes Fælleselevråd nærmere på den folkeskole, som hun selv er rundet af. Særligt elevdemokratiet er på dagsordenen.

Foto: Presse

Folkeskolen i Esbjerg Kommune er i søgelyset, og mange har rettet blikket mod sydvest for at følge arbejdet med regeringens og kommunens velfærdsaftale, som fra næste skoleår sætter folkeskolen fri. På vejen mod en ny og endnu bedre folkeskole har Esbjerg Kommune et solidt fundament af erfaringer og viden at stå på, og en del af det grundlag er i fokus, når Børn & Familieudvalget mandag den 26. oktober får besøg af formanden for Danske Skoleelever, Esther Vyff Petersen.

Styrke elevdemokratiet
I mødet deltager også formanden for Esbjerg Kommunes Fælleselevråd, Olga Ahlquist, og næstformanden, Ida Thunbjerg, som sammen med politikerne og formanden for Danske Skoleelever har sat elevdemokratiet på dagsordenen. Netop Danske Skoleelever har givet Esbjerg titlen som Elevvenlig Kommune som en anerkendelse af elevdemokratiet og inddragelsen af eleverne i spørgsmål og beslutninger, der har indflydelse på deres skoleliv.

Konkret bliver der til mødet anledning til at drøfte en undersøgelse, som Børn & Familieudvalget fik lavet sidste år for at blive klogere på elevrådsarbejdet på alle kommunens skoler. Undersøgelsen viser, at alle skoler har elevråd, som bliver inddraget i relevante emner, og den peger samtidig på områder, som skolerne kan arbejde videre med for at styrke elevdemokratiet. Både Esbjerg Kommunes Fælleselevråd og Danske Skoleelever bakker op om ambitionerne og har sammen arrangeret en online workshop for alle elevrådsmedlemmer og deres kontaktlærere den 30. oktober.

Elevernes folkeskole
Formanden for Børn & Familieudvalget, Diana Mose Olsen, ser frem til besøget af Danske Skoleelever og sætter pris på indsatsen for skoleeleverne.

”Folkeskolen er først og fremmest elevernes, og de skal kunne lære og trives, når de hver dag i mange år går i skole, så det er fuldstændig afgørende, at vi lytter til dem både ude på skolerne og hos os på det politiske niveau. Deres mening er vigtig for os, og eleverne skal opleve, at de kan være med til at bestemme over det, der er deres liv og hverdag. Derfor er jeg glad for, at vi har stærke elevråd og et godt samarbejde med Danske Skoleelever, så vi sammen får sat den rigtige retning for et velfungerende elevdemokrati”, siger Diana Mose Olsen.

Indflydelse på skoledagen
Formanden for Danske Skoleelever, Esther Vyff Petersen, kommer fra Tjæreborg og kender derfor selv Esbjerg Kommunes folkeskole. Med til mødet har hun en række emner, som hun ønsker at drøfte. Det handler fx om faglighed for alle, profilering af folkeskolen og fysisk og psykisk undervisningsmiljø.

”Vi elever kender skoledagen bedre end nogen andre, og for mig handler elevdemokrati om noget så simpelt som at lytte til elevere og rent faktisk give os indflydelse på vores egen skoledag. Det er man langt med i Esbjerg. Vi kan dog altid gøre endnu mere, og jeg håber, at vi til mødet får mulighed for at drøfte, hvordan vi sikrer undervisningsmiljørepræsentanter på alle skoler i Esbjerg Kommune, og også dele vores erfaringer om niveaudifferentieret undervisning. Endelig håber jeg selvfølgelig også, at vi i Danske Skoleelever får lov til at give vores besyv med, når kommunen snart skal til at indrette deres drømmeskole i forbindelse med regerings nye frihedsforsøg”, siger Esther Vyff Petersen.