Home Tags Esbjerg

Tag: Esbjerg

43-årig mand dømt for trusler mod statsminister Mette Frederiksen via Facebook

0

Den 43-årige mand blev dømt for i alt fem gange at have overtrådt straffelovens paragraf 119.

En 43-årig mand fra Esbjerg blev mandag ved en domsmandsret ved Retten i Esbjerg idømt seks måneders ubetinget fængsel for trusler om vold mod statsminister Mette Frederiksen via Facebook.

Den 43-årige mand blev dømt for i alt fem gange at have overtrådt straffelovens paragraf 119 (trusler om vold mod personer i offentlig tjeneste).

Tre af truslerne blev rettet mod statsministeren i 2022 og dermed efter, at lovgivningen på området blev strammet ved årsskiftet.
Det er således en skærpende omstændighed, hvis truslerne kan kobles til synspunkter i den offentlige debat, eller hvis truslerne har til formål at forhindre personer i at gøre brug af deres ytringsfrihed.
Som udgangspunkt skal der således ske en fordobling af strafniveauet.

Den 43-årige mand blev desuden dømt for at have overtrådt våbenloven ved at være i besiddelse af fem magasiner til en militær riffel. Han erkendte dette forhold.

Den 43-årige har under sagen derudover nægtet sig skyldig, men modtog dommen. Manden blev fængslet efter dom, hvilket han kærede til Vestre Landsret.

 

Politi søger vidner til påkørsel

0

Politi søger vidner efter anmeldelse af en påkørsel af medarbejder ved vindmølletransport i Esbjerg

Syd- og Sønderjyllands Politi efterlyser vidner efter at have modtaget en anmeldelse om påkørsel af en kvinde, der dirigerede trafikken i forbindelse med en vindmølletransport i Esbjerg.

Episoden fandt sted tirsdag den 8. marts 2022 på strækningen mellem rundkørslen ved Esbjerg-motorvejen/Vestkystvejen og Storebæltsvej/Vestkystvejen. Ifølge anmeldelsen standsede medarbejderen fra en følgebil klokken 18.20 trafikken, der kører mod øst ad Vestkystvejen i retning mod motorvejen, fordi vindmølletransporten, der er på vej mod vest, skulle passere.

En bilist overhalede ifølge anmeldelsen rækken af standsede køretøjer og stoppede op foran den kvindelige medarbejder, hvorefter bilisten angiveligt kørte langsomt frem mod medarbejderen og påkørte hende.

Bilisten kørte i en hvid Kia Picanto personbil.

Ifølge anmeldelsen påkørte bilisten medarbejderen forsætligt. Syd- og Sønderjyllands Politi ønsker at tale med bilisten og søger vidner til episoden. Syd- og Sønderjyllands Politi kan kontaktes på telefon 1-1-4.

Ny møbelstrategi skal gøre Esbjerg Kommune endnu grønnere

Esbjerg Kommune går med den nye møbelstrategi forrest i kampen for miljøet. Strategien skal sikre, at kommunens gamle møbler genbruges og nye møbler fortrinsvis skal være genbrugsmøbler eller lavet af genanvendeligt materiale.

Alle sejl sættes ind for, at Esbjerg Kommune kan nå sit mål om at være CO2 neutral i 2030. En ny møbelstrategi skal sikre, at medarbejderne genanvender de gamle kontormøbler i endnu højere grad end i dag, også på tværs af forvaltninger. Ligesom strategien sikrer, at der fremover så vidt muligt kun købes klima- og bæredygtige møbler.

”Vi har alle et ansvar for at bidrage til, at Esbjerg Kommune når sit mål og bliver CO2 neutral i 2030. Der købes mange møbler i kommunen hvert år til alle afdelinger og institutioner, så det er et område, hvor vi virkelig kan sætte ind og skåne miljøet ved at genbruge de møbler, der bliver tilovers et andet sted i kommunen,” fortæller Stine Mikkelsen, chef for Udbud & Indkøb i Esbjerg Kommune.

Bytte-bytte-købmand

Med den nye strategi følger også en brugtmøbel-portal på kommunens intranet, hvor alle afdelinger og institutioner kan slå annoncer op med møbler, der kan genbruges eller videresælges. På den måde bliver det nemmere for de forskellige afdelinger på tværs af forvaltningerne hurtigt at få et overblik over, om de møbler, de mangler, kan erhverves via portalen uden unødige nykøb.

”Det bliver en ’bytte-bytte-købmand’ portal internt i kommunen, hvormed vi forlænger møblernes levetid. Det er langt bedre, end at vi altid skal ud og købe nyt, og bare smider de gamle brugte møbler ud,” siger Stine Mikkelsen.

Der er allerede kommet godt gang i bytte-biksen, hvor kommunens medarbejdere allerede kan finde alt lige fra borde, reoler, skabe og til et transport løbehjul.

FAKTA

Esbjerg Kommunes nye møbelstrategi

Esbjerg Kommune vil så vidt muligt købe klima- og bæredygtige møbler, hvilket vil ske igennem:

  • Køb af brugte møbler
  • Køb af møbler, lavet af genanvendelige materialer
  • Genbrug af møbler internt i kommunen
  • Færre køb af nye møbler eller møbler lavet af nye materialer.

Politi advarer unge mod deling af børneporno


En video florerer blandt unge i Esbjerg. Politiet advarer om konsekvenserne ved at dele videoen.

Syd- og Sønderjyllands Politi efterforsker lige nu en række tilfælde af deling af en video med børneporno. Videoen viser sex mellem en lille dreng og en voksen kvinde og den bliver i øjeblikket delt mellem unge i Esbjerg via det sociale medie Snapchat.

Syd- og Sønderjyllands Politi advarer nu de unge mod at dele videoen. Deling af denne form for seksuelle billeder eller videoer med børn under 18 år er krænkende for offeret og er man selv over 15 år gammel, vil man blive straffet for deling af børneporno og blufærdighedskrænkelse.

”Delingerne viser, at de unge ikke har forstået konsekvensen. Dels er det krænkende for offeret at blive udsat for denne form for deling, men delingen kan også få store konsekvenser for den, der deler. Bliver de straffet for denne type kriminalitet, kan det eksempelvis have vidtrækkende konsekvenser for deres fremtidige muligheder for job”, siger politikommissær Anders H. Borg fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

I 2017 og 2018 delte flere end 1000 personer – hovedsageligt unge – en video med seksuelt indhold af to 15-årige. Flere end 900 blev straffet for at dele videoen i Facebooks besked-app, Messenger. Med sagen fik mange unge en plet på børneattesten, hvilket kan have stor betydning, hvis man vil arbejde med børn.

”Vi opfordrer til, at de unge stopper med at dele videoen og at man som forældre taler med sine børn om digitale krænkelser og hvordan man opfører sig på de sociale medier”, siger politikommissær Anders H. Borg.

Syd- og Sønderjyllands Politi efterforsker fortsat sagen.

Orientation fra Sundhedsstyrelsen

0

Vaccinationsprogrammet mod covid-19 afrundes snart for denne sæson.

Foråret er kommet, vaccinedækningen i den danske befolkning er tårnhøj, og epidemien er vendt. Derfor afslutter Sundhedsstyrelsen nu den brede vaccinationsindsats mod covid-19 for denne sæson. Det betyder blandt andet, at der ikke længere bliver sendt invitationer ud til vaccination.

Esbjerg: 16-årig idømt et års fængsel

0

Retten i Esbjerg idømte i dag en 16-årig dreng et års fængsel for grov vold

En 16-årig dreng blev i dag idømt et års fængsel ved retten i Esbjerg for legemsangreb af særligt rå, brutal og farlig karakter og for besiddelse af en kniv. Den 16-årige stak en 31-årig mand med en kniv i Exnersgade i Esbjerg søndag den 27. februar 2022 kl. 16.15.

Den unge mand stak den 31-årige med en kniv i brystkassen, så offeret fik overskåret et ribben og perforeret tyktarm. Den 31-årige mand fik en livstruende blødning, så lægerne på Sydvestjysk Sygehus måtte udføre en akut livreddende operation.

Den 16-årige tilstod under grundlovsforhøret og sagen blev ved retten ført som en tilståelsessag.

Udover dommen på et års fængsel henviste dommeren sagen til Ungdomskriminalitetsnævnet, der behandler sager, hvor børn og unge fra 10 til 17 år er mistænkt eller dømt for kriminalitet. Nævnet kan fastlægge foranstaltninger, som kan hjælpe børn og unge til et liv uden kriminalitet. Hvis en ung skal afsone en fængselsstraf kan sagen behandles i nævnet før løsladelsen.

Viggo skal være vandhund

0

Vores dygtige politihund Viggo knokler fortsat for at blive den første vandsøgshund i kredsen. Og den klarer sig flot! Hundene kan snuse sig frem til afdøde i vand. Fornylig var Viggo til tre dages træning i regn og kulde. Så er det godt med varmt tøj og stort gå-påmod.

Sådan skriver politiet i dag om den lille vandhund på deres officielle Twitter profil.

Foto: Politiet

Mand død på Esbjerg havn

0

Alvorlig arbejdsulykke på Esbjerg Havn, hvor 60-årig fører af mobilkran blev ramt af en jernbjælke og efterfølgende erklæret død som følge af kvæstelserne.

Arbejdstilsynet tilkaldt og pårørende underrettet, skriver vagtchefen ved politiet.

31-årig mand idømt halvandet års fængsel for grov vold i gentagelsestilfælde

0

Volden blev begået den 7. september 2021 i Esbjerg i forening med flere ukendte medgerningsmænd, hvor to unge mænd kom alvorligt til skade.

En 31-årig mand fra Varde er ved en domsmandsret ved Retten i Esbjerg blevet idømt halvandet års fængsel for grov vold i gentagelsestilfælde.

Volden blev begået den 7. september 2021 på Præstebakken i Esbjerg i forening med flere ukendte medgerningsmænd.

Den 31-årige begik grov vold mod to mænd på 21 og 26 år.

De to mænd blev først påkørt i deres bil. Og under den efterfølgende flugt blev de udsat for knytnæveslag og spark samt overfaldet med knive og økser.

De to mænd kom ved overfaldet alvorligt til skade og måtte indlægges på sygehus.

Den 31-årige modtog dommen.

Støtteevent for Ukrainske børn

0

Støtteevent i Esbjerg til fordel for børn, der flygter fra krigen i Ukraine
Søndag den 24. April fra kl. 10-14 inviterer Red Barnet i Esbjerg-Ribe til støtteevent med Faber Fortælleteater til fordel for Red Barnets arbejde for børn ramt af krigen i Ukraine.

Der vil udover forestillingen også være en tegneworkshop og muligheden for at se den magiske børneudstilling ’Ø’.
Faber Fortælleteater optræder kl. 10.30 og 12.30 med fortælleforestillingen ”Prinsessen på Ærten”– det velkendte eventyr af H.C. Andersen, hvor børnepublikummet bliver aktører i historien.
Der vil også være en tegneworkshop, hvor børn kan tegne og fortælle, hvordan de synes man kan være en god ven for én, der har oplevet krig og flugt, og hvordan de gerne selv vil byde velkommen til flygt- ninge fra Ukraine.
“Mange børn tænker meget over krigen i Ukraine, og hvad det betyder for børnene der. Det er vigtigt for dem at vide, at de også kan hjælpe og støtte. Workshoppen er en vigtig del af vores arrangement, da vi gerne vil give alle disse børn en mulighed for at sætte ord eller tegninger på nogle af deres tanker og fø- lelser.” fortæller Lica Mathiesen, som er næstformand i Red Barnet Esbjerg-Ribe
Det vil også være muligt at opleve den magiske børneudstilling ’Ø’, hvor børnene kommer med på en eventyrlig rejse til en øde ø beboet af en lille pige og en havfrue. Udstillingen er lavet af Bibiana Danmark med støtte fra Lauritzen Fonden og Esbjerg Kommune.
Vindmøllens unge vil ligeledes være klar med ansigtsmaling, følekasser, en flødebollekaster og det muntre køkken, der kan prøves for en lille skilling.
Om baggrunden for arrangementet fortæller Lica Mathiesen: ”Indtægterne fra støtteshowet går til børn ramt af krig og konflikt, som vi ser nu i og omkring Ukraine. Behovet for humanitær hjælp er stort, og situationen forværres time for time. Vi håber derfor, at mange vil komme og bakke op om vores indsamling og samtidig få et par hyggelige timer sammen med os fra Red Barnet Esbjerg-Ribe”
Arrangementet afholdes SØNDAG 24/4 KL. 10-14 i Platformens Hal14, Gl. Novrupvej 14, 6700 Esbjerg. En billet koster 25 kr. + billetgebyr- uanset om man er barn eller voksen. Billetterne kan købes her: https://platformenmadhus.ticketbutler.io/da/e/sttteevent-for-ukrainske-brn/
Indsamlingen kan desuden støttes på MobilePay 748555, skriv indsamler-id 9800 i kommentarfeltet.
For spørgsmål eller yderligere oplysninger kontakt venligst Lica Mathiesen, næstformand i Red Barnet Esbjerg-Ribe, naestformandesbjerg@redbarnet.dk og 52520518.
Fakta:
Det gør Red Barnet i forbindelse med krigen i Ukraine
• Uddeler bl.a. mad, vand og varmt tøj
• Psykologisk førstehjælp til børn
• Økonomisk støtte til familier, så de kan dække basale behov