Støtteevent i Esbjerg til fordel for børn, der flygter fra krigen i Ukraine
Søndag den 24. April fra kl. 10-14 inviterer Red Barnet i Esbjerg-Ribe til støtteevent med Faber Fortælleteater til fordel for Red Barnets arbejde for børn ramt af krigen i Ukraine.

Der vil udover forestillingen også være en tegneworkshop og muligheden for at se den magiske børneudstilling ’Ø’.
Faber Fortælleteater optræder kl. 10.30 og 12.30 med fortælleforestillingen ”Prinsessen på Ærten”– det velkendte eventyr af H.C. Andersen, hvor børnepublikummet bliver aktører i historien.
Der vil også være en tegneworkshop, hvor børn kan tegne og fortælle, hvordan de synes man kan være en god ven for én, der har oplevet krig og flugt, og hvordan de gerne selv vil byde velkommen til flygt- ninge fra Ukraine.
“Mange børn tænker meget over krigen i Ukraine, og hvad det betyder for børnene der. Det er vigtigt for dem at vide, at de også kan hjælpe og støtte. Workshoppen er en vigtig del af vores arrangement, da vi gerne vil give alle disse børn en mulighed for at sætte ord eller tegninger på nogle af deres tanker og fø- lelser.” fortæller Lica Mathiesen, som er næstformand i Red Barnet Esbjerg-Ribe
Det vil også være muligt at opleve den magiske børneudstilling ’Ø’, hvor børnene kommer med på en eventyrlig rejse til en øde ø beboet af en lille pige og en havfrue. Udstillingen er lavet af Bibiana Danmark med støtte fra Lauritzen Fonden og Esbjerg Kommune.
Vindmøllens unge vil ligeledes være klar med ansigtsmaling, følekasser, en flødebollekaster og det muntre køkken, der kan prøves for en lille skilling.
Om baggrunden for arrangementet fortæller Lica Mathiesen: ”Indtægterne fra støtteshowet går til børn ramt af krig og konflikt, som vi ser nu i og omkring Ukraine. Behovet for humanitær hjælp er stort, og situationen forværres time for time. Vi håber derfor, at mange vil komme og bakke op om vores indsamling og samtidig få et par hyggelige timer sammen med os fra Red Barnet Esbjerg-Ribe”
Arrangementet afholdes SØNDAG 24/4 KL. 10-14 i Platformens Hal14, Gl. Novrupvej 14, 6700 Esbjerg. En billet koster 25 kr. + billetgebyr- uanset om man er barn eller voksen. Billetterne kan købes her: https://platformenmadhus.ticketbutler.io/da/e/sttteevent-for-ukrainske-brn/
Indsamlingen kan desuden støttes på MobilePay 748555, skriv indsamler-id 9800 i kommentarfeltet.
For spørgsmål eller yderligere oplysninger kontakt venligst Lica Mathiesen, næstformand i Red Barnet Esbjerg-Ribe, naestformandesbjerg@redbarnet.dk og 52520518.
Fakta:
Det gør Red Barnet i forbindelse med krigen i Ukraine
• Uddeler bl.a. mad, vand og varmt tøj
• Psykologisk førstehjælp til børn
• Økonomisk støtte til familier, så de kan dække basale behov

Leave a Reply