Home Tags By

Tag: by

Idrætsmestre hyldes uden fest

0

Esbjerg Kommune aflyser de traditionsrige mesterskabshyldester i 2021, men idrætsmestrene kan stadig se frem til en anerkendelse af deres præstationer.

Foto: Esbjerg Kommune

Siden marts har mange sportsbegivenheder været præget af diverse restriktioner og aflysninger, når der skulle afvikles stævner og turneringer. Coronapandemien har sat sit alt for tydelige præg på sportsverdenen, og desværre gør det sig også gældende for et lokalt højdepunkt, hvor nyslåede mestre hyldes.

Junior og senior idrætsudøvere plejer at kunne se frem til en invitation fra Esbjerg Kommune om at deltage i en fælles fejring, hvis de i årets løb har vundet et mesterskab.

Esbjerg Kommune afholder to arrangementer, hvor henholdsvis ungdomsudøvere og voksne mestre hyldes for deres præstationer i Musikhuset Esbjerg. I januar deltog knap 350 mennesker i Ungdomsidrætsfesten, mens idrætsfesten i februar samlede 450 deltagere, som kunne hylde vinderne af Årets Idrætspris, Lederprisen og Hall of Fame-prisen på scenen. Denne festligholdelse bliver midlertidigt sat på hold.

“På nuværende tidspunkt er det ikke muligt at gennemføre de populære idrætsfester i Musikhuset. I stedet går vi nu en anden vej for at sikre, at mestrene alligevel får den fortjente hyldest”, siger borgmester Jesper Frost Rasmussen.

I denne uge får alle foreninger en henvendelse fra Esbjerg Kommune om at give besked, hvis de har kendskab til medlemmer, som har vundet mesterskabstitler i løbet af året.

”I stedet for at vi alle mødes og hylder mestrene, kan de dygtige atleter nu se frem til at modtage lykønskningen i form af en hilsen og en lille gave. De traditionsrige præmieringer holder vi fast naturligvis fast i, og vindernavnene offentliggør vi i det nye år,” lover Jesper Frost Rasmussen.Kontakter

Ved sidste idrætsfest stod borgmester Jesper Frost Rasmussen på scenen.

I januar deltog knap 350 mennesker i Ungdomsidrætsfesten, mens idrætsfesten i februar samlede 450 mennesker.

Toptrio er bare bedre

0

Tre hold har skilt sig ud i toppen af Bambusa Kvindeligaen med et samlet pointtab på blot fem point i de første 11. spillerunder. Odense Håndbold har vundet 10 kampe i træk siden premierenederlaget til Team Esbjerg, der er eneste ubesejrede hold og torsdag aften møder det tredje tophold, Viborg HK, i et topbrag med stærkt begrænset publikum i Blue Water Dokken. Midtjydernes eneste pointtab er et nederlag til København Håndbold i oktober.

– Der er individuelle kompetencer til forskel mellem de tre hold og de øvrige. Dog mener jeg, at også Herning-Ikast Håndbold må medregnes, ikke i grundspillet, hvor løbet er kørt for dem, men i slutspillet og de afgørende kampe til foråret, siger Team Esbjergs cheftræner Jesper Jensen.

Hos Viborg skiller ifølge Jesper Jensen tre spillere sig ud. Hvis man kan stække bagspillerne Kristina Jørgensen og Line Haugsted og ikke spille målvogter Anna Kristensen for god, er man som modstander nået et stykke vej.

– Men dermed er opgaven ikke løst, for Viborg har så mange dygtige spillere, at der bliver meget at se til. En helt anden opgave end Vendsyssel Håndbold, før vi rejste mod Rusland. Præmisserne er meget forskellige: Viborg kan koncentrere sig om ligaen, og vi har frisk erfaring fra Europa. Torsdag aften kan jeg sige, hvad der var vigtigst, siger Jesper Jensen.

Bussen med Team Esbjerg-delegationen ramte Blue Water Dokken søndag ved godt 21-tiden efter en søvnmæssigt anstrengende rejse retur fra kampen mod Rostov-Don. Men kendetegnende for spillerne var, at der var (trætte) smil på læberne, da de sagde godnat til hinanden inden en velfortjent søvn. 

– Vi har haft travlt, men er kommet flot igennem. Jeg var lige ved at synes, at det var hårdt, da vi på fire dage i oktober tabte til FTC fra Ungarn og spillede uafgjort mod Silkeborg-Voel KFUM. Det var bekymrende med en mental slitage på holdet. Men på en eller anden måde har vi fået os rejst igen, og det er en gigantisk cadeau til spillerne, at de formår at finde de procenter, der på ny giver overskud, siger Jesper Jensen.

Med til at skabe en positiv konto inden Viborg-kampen er, at Rikke Poulsen vender tilbage fra sygdom, Vilde Ingstad har gode muligheder for et comeback efter en lægskade fra opvarmningen til Champions League-kampenmod Vipers Kristiansand, og at også Stella Muir er tilbage som aflastning til bagkæden. Dermed er kun de langtidsfraværende profiler, Estavana Polman og Line Jørgensen, ikke i truppen. 

Team Esbjergs trup til kampen i Bambusa Kvindeligaen mod Viborg HK torsdag den 12. november kl. 20.00 i Blue Water Dokken: 

Målvogtere: Rikke Poulsen og Rikke Granlund

Venstre fløj: Sanna Solberg-Isaksen og Elma Halilcevic 

Højre fløj: Marit Røsberg Jacobsen

Streg: Marit Malm Frafjord, Vilde Ingstad og Kaja Kamp

Bagspillere: Kristine Breistøl, Sonja Frey, Annette Jensen, Mette Tranborg og Stella Muir.

Krisehjælp til minkavlere

0

Minkavlere og deres ansatte kan få krisehjælp ved Region Syddanmarks krisepsykologiske beredskab.

De kan ringe til hotline 99 44 50 60. Tilbuddet er et supplement til den kommunale krisehjælp #coviddk #dksund

Mere her: regionsyddanmark.dk/wm527685

Nyt brev til minkavlerne

0

I morges udsendte Fødevarestyrelsen et nyt brev til de danske minkavlere, hvor det blev understreget, at raske farme udenfor zonerne på 7,8. km. opfordres til at slå deres besætninger ned hurtigt, men at der ikke er lovhjemmel til at kræve det.

#dkpol #covid19dk

Læs brevet her:

https://mfvm.dk/nyheder/nyhed/nyhed/nyt-brev-til-minkavlere/https://mfvm.dk/nyheder/nyhed/nyhed/nyt-brev-til-minkavlere/

Tag på familietur med Gravanden Gustav ved Myrthuegård

Natur, Kultur & Læring har tænkt kreativt, så børnefamilier i små grupper kan tage på opdagelse i naturen ved Myrthuegård. På en rute på 2,8 km. venter ni poster med små fortællinger og opgaver. Med på turen får familierne en rygsæk med grej, og undervejs er der gode steder til hvil, leg og hygge.

Foto: Esbjerg Kommune

I en tid hvor corona gør det nødvendigt at aflyse mange arrangementer og guidede ture, har formidlerne i MYRTHUE – Natur, Kultur & Læring tænkt ud af boksen og udviklet en tur for børnefamilier, så de på egen hånd kan opleve den storslåede natur omkring Myrthuegård.

Med udgangspunkt i Natur- og Kulturformidlingscentret Myrthuegård kan besøgende nu mødes i små grupper af max. 10 personer. Her kan de gratis låne en rygsæk med rutevejledning, grej og historier for børn og voksne og drage på opdagelse.

Nationalpark og verdensarv

I følgeskab med figuren Gravanden Gustav får turdeltagerne mulighed for at finde frem til ni poster på en 2,8 kilometers rute. Hver post rummer en lille fortælling, og så stiller Gravanden Gustav en lille opgave til børn og voksne. Hver post giver en smagsprøve på den enestående natur, som har været afgørende for at området er udpeget til nationalpark, og at Vadehavet er udpeget til UNESCO Verdensarv.

Undervejs på ruten udpeges gode steder at tage sig et hvil og nyde medbragt mad og drikke, og er man ifølge med små trætte ben, er der også markeret smutveje. Ved sidste post får deltagerne en ledetråd til, hvor der gemmer sig en lille præmie pr. deltagende gruppe.

Port til Vadehavet
Udviklingen af familieturen er et forsøg, som MYRTHUE – Natur, Kultur & Læring foretager i forbindelse med, at Myrthuegård er blevet udpeget til port til Nationalpark Vadehavet. Er du interesseret i flere oplysninger om dette projekt, kan du læse mere her.

Myrthuegård en del af MYRTHUE – Natur, Kultur & Læring.

Gaderøveri i Bramming betragtes som opklaret

0

Et tip fra en borger førte til, at politiet har kunnet sigte et ungt par for røveri mod et ældre ægtepar.

Et tip fra en borger har ført til, at Syd- og Sønderjyllands Politi har kunnet opklare et gaderøveri i Bramming.

Det var et ældre ægtepar, der den 20. september i år på gågaden i Bramming blev passet op af et ungt par. Den unge mand truede dem med en kniv og forlangte at få deres mobiltelefon og pung. Da parret nægtede at udlevere noget, løb det unge par fra stedet uden at få noget med sig.

Syd- og Sønderjyllands Politi har i går sigtet og afhørt en 16-årig mand og en 17-årig kvinde. Manden erkendte røveriet, mens kvinden erkendte, at hun var på stedet. Efter afhøring er de blevet løsladt, og sagen skal på et senere tidspunkt behandles i retten.

Populære julefrokoster aflyses

0

Siden 2009 har der i weekenderne i november og december op til jul været afholdt traditionsrige julefrokoster i loungerne på Blue Water Arena. På grund af Covid-19 aflyses de planlagte julefester.

Flere tusinde festglade gæster var allerede tilmeldt og på plads til de populære julefrokoster, der 10 år i streg har været afholdt i loungerne på Blue Water Arena, men i år vil lokalerne stå gabende tomme som en effekt af Covid-19-pandemien.

For EfB Konference, der afholder arrangementerne, er det en streg i regningen, at den mest indbringende måned på året nu er sat ud af spil, idet konsekvenserne rækker længere end ærgrelsen hos de flere tusinde gæster, der havde glædet sig til at deltage.

Konferencechef Lars Fyhn fortæller:

– Vi er kede af at må skuffe mange trofaste gæster og kunder, der havde set frem til en god aften på Blue Water Arena, og det siger sig selv, at det er tungt for os, da netop julefrokosterne har været en fast tradition og en god oplevelse for alle samt det faktum, at vi går glip af en betydelig omsætning.

– Vi forstår naturligvis alvoren i situationen, og respekterer myndighedernes restriktioner, så vi på forsvarlig vis kan komme gennem denne svære periode i fællesskab. Nu kigger vi fremad, og krydser fingre for, at 2021 bliver et bedre år, så vi igen kan tage imod feststemte gæster om et års tid.

Esbjerg Kommune sætter fokus på detailhandelen

0

Esbjerg Kommune har bedt konsulentfirmaet ICP, Institut for Center-Planlægning, om at gennemføre en analyse af detailhandelen i hele kommunen. Derfor kan over 550 forretningsdrivende se frem til et besøg af repræsentanter fra ICP.

Foto: Esbjerg Kommune

I begyndelsen af november begynder ICP arbejdet med en analyse af butikslivet i Esbjerg Kommune. Første skridt bliver et besøg hos alle kommunens forretningsdrivende, hvilket tæller over 550 butikker. Besøget har til formål at få overblik over blandt andet omsætningstal og butiksareal. I anonymiseret form danner tallene grundlag for den omfattende detailhandelsanalyse, som skal være med til at udstikke retningen for udviklingen af butikslivet i hele Esbjerg Kommune.

Opbakning til undersøgelsen
Handelsstandsforeningerne i flere af byerne støtter initiativet og opfordrer deres medlemmer til at bakke op om undersøgelsen, som i den færdige form også vil indeholde anbefalinger til, hvordan fx city- og handelsstandsforeningerne og de enkelte butikker bedst kan fastholde de nuværende kunder og hvordan de kan tiltrække nye.

”Detailhandlen presses helt generelt både af e-handel og senest COVID-19. Grundlaget for at drive en forretning ændrer sig, og det påvirker selvfølgelig også, hvordan vi fra Esbjerg Kommunes side kan støtte op om et levende handelsliv, som gavner kunder og de forretningsdrivende. Billedet ser også anderledes ud fra sted til sted, og netop forskelligheden skal undersøgelsen belyse. I sidste ende skal vi stå med et værktøj, som skal hjælpe med at træffe de rigtige beslutninger i forhold til, hvordan vi sammen kan understøtte en meningsfuld udvikling af detailhandlen”, siger borgmester Jesper Frost Rasmussen.

Butikkerne som en del af livet i byerne
Mens den kommende detailhandelsanalyse kommer med et bud på udviklingsmulighederne, så tænkes resultaterne også ind i andre planmæssige sammenhænge. Sideløbende med detailhandelsanalysen, vil bylivet nemlig blive undersøgt. Analysen af bylivet vil have et bredere perspektiv, men stadig være tæt koblet til detailhandlen. Bylivet kan dække over alt fra kulturtilbud til fællesskaber i byen og de fysiske byrum med plads til at samles og leve.

”Analysens konklusioner skal også kobles på et større udviklingsperspektiv, som handler om bylivet i kommunen. Resultaterne kommer til at indgå i arbejdet med at skabe attraktive bykerner, som emmer af liv. Et attraktivt handelsliv spiller unægteligt en vigtig rolle i det samlede billede, når vi vurderer på oplevelsen af en by”, siger Karen Sandrini, formand for Plan & Miljøudvalget.

Baggrund

Arbejdet med både detailhandel og byliv er forankret i grupper med repræsentanter fra detailhandlen, restaurationsbranchen, ejendomsmæglerbranchen, Designskolen Kolding, Business Esbjerg og Esbjerg Kommune.

ICP, Institut for Center-Planlægning, er et konsulentfirma, der rådgiver alle detailhandelens parter – herunder stat og kommuner – i forbindelse med detailhandelsspørgsmål.

[metaslider id=”8562″]

Forrest mod fremtidens folkeskole

Fra skoleåret 2021/2022 og tre år frem sætter Esbjerg Kommune folkeskolen fri. Den ambition har borgmester Jesper Frost Rasmussen nu officielt skrevet under på, at Esbjerg Kommune bakker op om. Borgmesteren var egentlig inviteret til Marienborg i selskab med statsminister Mette Frederiksen, finansminister Nicolai Wammen og borgmestrene fra de seks øvrige kommuner, der lige som Esbjerg deltager i regeringens velfærdsaftaler på dagtilbuds-, folkeskole- og ældreområdet. På grund af den aktuelle coronasituation blev planerne dog ændret til et onlinemøde.

Foto: Esbjerg Kommune

Aftale tegner fælles retning
Mødet var det officielle startskud til arbejdet med velfærdsaftalerne, og Jesper Frost Rasmussen og hans borgmesterkolleger fra Langeland, Viborg, Helsingør, Rebild, Holbæk og Middelfart kommuner har sammen med statsministeren og finansministeren forpligtet sig i en politisk principaftale, der tegner retningen for de fælles ambitioner. Senere i forløbet bliver underskrifterne sat på de endelige velfærdsaftaler. For Esbjerg Kommune venter nu en proces, hvor regeringen og Esbjerg Byråd hver især skal drøfte og beslutte, hvordan folkeskolen konkret skal sættes fri af statslig og kommunal regulering.

”Nu har vi haft den første fælles snak og givet hinanden virtuelt håndslag på, at vi arbejder sammen om at få velfærdsaftalerne til at lykkes. Hos os ligger fokus selvfølgelig på folkeskolen, og det er et ambitiøst og meget spændende projekt, som vi er stolte af at være udvalgt til. Nu trækker vi i Esbjerg Kommune i arbejdstøjet og gør vores allerbedste for at skabe nye og endnu bedre versioner af vores lokale folkeskoler, som forhåbentlig kan løfte kvaliteten her hos os og være til inspiration for resten af Danmark”, siger Jesper Frost Rasmussen.

Frihed sætter handling bag ambitioner
Formanden for Børn & Familieudvalget, Diana Mose Olsen, ser velfærdsaftalen som en unik mulighed for at tænke nyt og gå forrest i udviklingen af fremtidens folkeskole.

”Det er en enestående chance for først grundigt at overveje, hvad folkeskolen skal indeholde, og så bruge den nye frihed til at bakke skolerne op i faktisk at sætte handling bag ambitionerne med tiltag, der giver mening lokalt. Det placerer en stor og spændende opgave hos vores skoler, og mange vil se i vores retning for at følge udviklingen og resultaterne, men jeg ved, at vi i og omkring Esbjerg Kommunes folkeskole har dygtige, modige og engagerede kræfter, og det er afgørende for, at vi sammen kan løfte ansvaret på vejen mod en ny og endnu stærkere folkeskole”, siger Diana Mose Olsen.

Lokale behov og rammer
Også formanden for Esbjerg Lærerforening, Maja Gundermann Østergaard, ser frem til processen og selve projektet.

”Det er en unik mulighed for at vise at ved at lade den fagprofessionelle dømmekraft få et større råderum, så opnår vi ikke bare en bedre folkeskole, men også større engagement og et bedre arbejdsmiljø for de ansatte. Skolen skal udvikles i samarbejde mellem ansatte, ledere, forældre og elever, og ved at give skolerne større frihed bliver det muligt at udvikle skolerne med udgangspunkt i de lokale behov og rammer”, siger Maja Gundermann Østergaard.

Foto: Esbjerg Kommune

Fodbold for fremtiden

0

Fodbold og fællesskab er nøgleordene, når Esbjerg Forenede Boldklubber, Uddannelseshuset og DBU Bredde søsætter Fodbold for Fremtiden. Et beskæftigelsesprojekt, som har til formål at hjælpe en udsat målgruppe af ledige i alderen 18-29 år ind i samfundets fællesskaber.

Uddannelseshuset starter projekt Fodbold for Fremtiden som et led i velfærdsalliancen mellem DBU (Dansk Boldspil-Union) og Esbjerg Kommune.

Velfærdsalliancen gælder for perioden 1. januar 2020 – 31. december 2023 og skal være med til at understøtte Esbjerg Kommunes indsatsområder som visionskommune i Bevæg dig for livet, styrke foreningslivet i kommunen og få flere og nye målgrupper i kommunen til at dyrke motion.

I 26 uger er de unge mænd og kvinder en del af et aktiveringsforløb, som indebærer fodboldfitnesstræning to gange om ugen. Desuden vil deltagerne løbende opleve forskellige, inspirerende oplæg. Det vil være aktiviteter rettet mod ordinær beskæftigelse og uddannelse. Virksomhedsrettede aktiviteter, studievejledning, jobsøgningskursus, oplæg om sund livsstil, viden om deltagelse i frivillige foreninger og inspiration til træneruddannelse og dommeruddannelse. Deltagerne vil også blive indkaldt til samtaler med henblik på at få et større netværk og blive klædt på til fællesskabet i erhvervslivet, på uddannelsesinstitutionen og i fodboldklubben.

Målet er at have fodbolden som udgangspunkt for arbejdet med at dyrke motion, udvikle sociale kompetencer og give mental timeout og succesoplevelser for unge i alderen 18 – 29 år.

Projektet er en helhedsorienteret og tværgående indsats, hvor fællesskab, rummelighed og stabilitet er omdrejningspunktet for at hjælpe de unge borgere og skabe et endnu stærkere velfærdssamfund.

Fodbold for Fremtiden er metodeudviklende. I et værdifuldt samarbejde mellem tre forskellige aktører hjælpes en særlig målgruppe tilbage i samfundet med fællesskab, glæde, inspiration og motion. Fodbolden er en ny vej at bevæge sig i beskæftigelsesindsatsen.

Fodboldfitnessaktiviteterne vil foregå på Gl. Vardevej i Esbjerg.