Home Tags Børn

Tag: Børn

Børns Voksenvenner søger matchere til Esbjerg-området.

Har du lysten til at skabe venskaber mellem frivillige voksne og børn, der af forskellige grunde har behov for en ekstra voksen i deres liv?

Kan du afsætte ca. 2 timer om ugen til at være frivillig? 

Vil du være med til at skabe glæde og trivsel hos familier med spinkle netværk?

Så er du måske vores nye matcher! 

Læs mere om matcheropgaven her https://voksenven.dk/bliv-frivillig-lokalt og send os din ansøgning hurtigst muligt.

Du er også meget velkommen til at dele opslaget, så flere ser muligheden for at blive en del af Børns Voksenvenner og hjælpe en ambitiøs forening med at gøre små smil større 

Hvis du ønsker at høre mere om opgaven som matcher, kan du ringe til en uforpligtende snak på 26 16 87 00 – vi ser frem til at høre fra DIG

Lukning af daginstitutioner og skoler i Esbjerg fortsætter til efter Påsken

Heldigvis er smitten med coronavirus faldet markant i de dele af Esbjerg, der i den seneste tid har været hårdt ramt. Dog vurderer Styrelsen for Patientsikkerhed, at det endnu er for tidligt at genåbne de daginstitutioner og skoler, der siden den 19. marts midlertidigt har været lukkede. Derfor bliver lukningen nu forlænget til og med den 5. april.

Det går heldigvis den rigtige vej med smitten i de dele af Esbjerg, hvor mange borgere i de seneste uger har været smittet med coronavirus. Det viser markante fald i både de lokale smittetal og det samlede incidenstal for Esbjerg Kommune, og det er tegn på, at den målrettede og opsøgende indsats virker.

Som et forebyggende tiltag blev alle daginstitutioner og skoler i de tre sogne Jerne, Kvaglund og Grundtvig midlertidigt lukket i sidste uge, og lukningen bliver nu forlænget til og med den 5. april. Ifølge Styrelsen for Patientsikkerhed er det nemlig endnu for tidligt at genåbne daginstitutioner og skoler og risikere, at smitten får ny fart.

Nødpasning fortsætter

Det betyder, at den nuværende midlertidige lukning af fem folkeskoler og ti kommunale og selvejende daginstitutioner fortsætter til efter påske, så børn og skoleelever må vende tilbage tirsdag den 6. april. På skolerne har eleverne påskeferie fra undervisningen i næste uge, men forlængelsen af lukningen betyder, at også SFO’er og klubber skal holde lukket.

Både daginstitutioner og skoler har fra denne uge sat tilbud om nødpasning i gang for de børn, der af forskellige grunde ikke kan være hjemme, og den mulighed kan forældrene også bruge i de tre hverdage op til påskens helligdage. Nødpasningen er etableret enkeltvis for hver daginstitution og skole på steder uden for de smitteramte områder.

Indsats har god effekt

Esbjerg Kommune fortsætter med at følge udviklingen i smitten tæt og arbejder videre med aktiviteterne, som har vist sig at have god effekt.

”I sidste uge kunne vi heldigvis se, at den stigende kurve knækkede, og tallene begyndte at falde igen. Vi er gået intensivt til værks og har taget alternative metoder i brug for at informere, vejlede og hjælpe, så vi sammen kunne få vendt udviklingen. Nu skal vi holde fast og banke smitten endnu længere ned, så vi forhåbentlig også trygt og sikkert kan genåbne daginstitutioner og skoler efter påske. I højtiden vil jeg gerne opfordre alle til at være forsigtige og opmærksomme, så vi kan holde coronasmitten fra døren”, siger borgmester Jesper Frost Rasmussen.

Vigtigt at blive testet

Det er fortsat vigtigt at lade sig teste for coronavirus, så eventuel smitte kan blive opsporet og smittekæderne brudt. Få et overblik over de aktuelle muligheder for test på Esbjerg Kommunes hjemmeside: www.esbjerg.dk/om-kommunen/corona/teststeder

Hvor gælder lukningen?

Forlængelsen af den midlertidige lukning gælder følgende steder:

  • Bakkeskolen Cosmos, Præstegårdsskolen Urban, Kvaglundskolen Signatur, Rørkjær Skole Urban og Esbjerg Ungdomsskoles afdeling i Novrup.
  • Børnenes Kontor, Børneuniverset, Tinghøjen, Børnehuset Novrupvej, Bydelens Børnehus, Grønnegården, Rørkjærhusene, Børnehuset Bøndergårdsvej (lige nu genhuset på Præstegårdsskolen og i Lykkegårdsparken), Valmuen og Børnehuset Kvaglund.
  • Derudover forlænges også lukningen af de to private daginstitutioner, Jerne Børnehave og Troldehulen Kvaglund.

76161616
http://www.esbjerg.dk

Esbjerg er kendt som EnergiMetropol i erhvervssammenhænge, men begrebet energi er også relevant i langt bredere forstand. Hele kommunen summer af energi mellem mennesker, og her er stor handlekraft og vilje til at gå nye veje. Erhvervsmæssigt har vi en særlig styrkeposition på energiområdet, og i fremtiden vil en ny type energi i form af digital infrastruktur være med til at definere kommunen. Vi udvikler os hele tiden i en mere bæredygtig retning, og det er vores ambition, at alle skal opleve og bidrage til energien i Esbjerg Kommune.

Nyt koncept for Sommerferiesjov sætter fokus på aktiviteter i foreninger

Fra og med 2021 vil Esbjerg Kommunes Sommerferiesjov tage afsæt i de mange tilbud, som findes i kommunens foreningsliv. Børn og unge fra 0. til 10. klasse får i sommerferien fremover mulighed for at prøve masser af sjove lokale aktiviteter inden for fritid, bevægelse og kultur. Det skal være med til at styrke fællesskaber, foreninger og netværk i kommunen.

Når sommerferien 2021 nærmer sig, kan børn og unge fra 0. til 10. klasse i Esbjerg Kommune igen se frem til Sommerferiesjov. I det omfang coronasituationen tillader det, vil programmet traditionen tro byde på masser af muligheder for at kaste sig ud i sjove aktiviteter. Samtidig bliver der mulighed for at afprøve, om en aktivitet måske kan blive til en ny fritidsinteresse. Fra og med i år tager Sommerferiesjov nemlig afsæt i de lokale foreningers mange tilbud.

Flere skal være en del af fællesskabet

– Vi har i Esbjerg Kommune et rigt og varieret foreningsliv, og det vil vi gerne være med til at styrke, så endnu flere kan være aktive og få del i lokale fællesskaber og netværk. Derfor har vi valgt, at foreningerne fra og med 2021 får mulighed for at spille en endnu mere central rolle i vores tilbud til børn og unge om Sommerferiesjov. Vi har allerede i tidligere år haft et fint samarbejde med mange foreninger, som har budt ind med aktiviteter til programmet for Sommerferiesjov. Det samarbejde udvider vi nu, så Sommerferiesjov fremover bliver bygget op omkring de lokale foreningers tilbud. Jeg håber, at det vil medvirke til, at flere børn og unge får smag for og lyst til at blive en del af foreningslivet, siger formand for Kultur & Fritidsudvalget i Esbjerg Kommune, May-Britt Andrea Andersen.

Esbjerg Idrætsråd bakker op om det nye koncept for Sommerferiesjov, hvor foreningerne kommer til at spille en central rolle:

– Esbjerg Idrætsråd hilser det særdeles velkomment, at idrætsforeningerne får lov at byde ind på sommerferieaktiviteterne. Børnene har været afskåret fra idrætten i lang tid, så dette er en kærkommen lejlighed til at få brugt noget energi. Mange idrætsforeninger er bekymrede for, at det kan blive en svær start, inden medlemmer og frivillige er tilbage og i gang på samme niveau som før nedlukningerne, så det vil helt sikkert give noget gejst at blive en del af kommunens Sommerferiesjov, siger formand for Esbjerg Idrætsråd, Villy Grøn.

Også selvejende og kommunale institutioner i Esbjerg Kommune vil fortsat få mulighed for at byde ind med aktiviteter til Sommerferiesjov, mens busture til aktiviteter uden for kommunegrænsen ikke længere vil være en del af programmet.

Lad hjernen blomstre i vinterferien

Esbjerg Kunstmuseum og Musikhuset Esbjerg inviterer alle til at bidrage med farverige drømme,
spirende håb og sprøde ideer på papir, så vi kan fylde foyerens vinduer frem mod vinterferien.

Foto: Esbjerg Kunstmuseum

Februarmørke, restriktioner og afsavn får hjernen til at gå helt i frø. Sammen vil vi sætte gang i
frydefulde forventninger til forårets og sommerens mulige kunstoplevelser og glædelige gensyn. Li
musik, høje grin, fordybelse i kunst, eksperimenter, forundring, klapsalver, stimulerende oplevelser og
nye perspektiver.
Derfor inviterer vi alle esbjergensere til at skabe deres personlige hjerne–billeder, så vi kan lave en
stor fælles udstilling, der kan opleves udefra.


Opskriften er enkel:

  1. Tænk på, hvad du ser frem til, når kulturlivet og samfundet igen åbner op. Lad bare hjernen
    blomstre!
  2. Brug gerne ’hjerneskabelonerne’ fra museets hjemmeside eller tegn din egen hjerne som
    udgangspunkt. Fyld derefter papiret med dine ideer og tanker, alt det, du glæder dig til, drømmer om,
    tænker på eller længes efter. Du kan arbejde med blyant, kul, vandfarver eller tuscher, trykke, klippe i
    blade eller fotografier eller bruge digitale redskaber. Papiret skal blot være størrelse A4 eller A3.
  3. Når billedet er færdigt, bedes du aflevere det i Esbjerg Kunstmuseums postkasse, Havnegade 20.
    Skriv gerne tydeligt navn på forsiden. Vi skal have dit billede senest torsdag d. 11. februar 2021.
    Fra lørdag d. 13. februar og frem til søndag d. 21. februar 2021 udstilles alle billeder i foyerens
    vinduer ud mod forpladsen.
    Alle er velkomne til at bidrage, og børn og voksne må meget gerne samarbejde!
    Ønsker du at få dit billede retur, kan det afhentes i museumsbutikken, når vi igen må åbne dørene.

    Find hjerneskabelonerne og hele beskrivelsen her:
    https://www.eskum.dk/lad-din-hjerne-blomstrevinterferie-2021/

Med få hegnspæle er folkeskolens frihed på plads

0
Både fra Christiansborg og Esbjerg Byråd har ganske få hegnspæle sat den overordnede retning for den frie folkeskole i Esbjerg Kommune. Det store projekt rykker godt fremad, og snart er det tid til at få alle de gode kræfter rundt om folkeskolen på banen.

Skridt for skridt er Esbjerg Kommune godt på vej ind i den frihed, som statsministeren i efteråret sendte af sted mod den lokale folkeskole. I de næste tre skoleår sætter velfærdsaftalen kommunens ni skoler med 26 afdelinger stort set fri fra både statslige og kommunale regler, og som den helt afgørende præmis for projektet er friheden nu på plads.

Fra Folketinget er der sat få hegnspæle op, og de handler blandt andet om, at det skal være gratis at gå i skole, lige som eleverne skal slutte skoletiden af med en afgangsprøve. Skolerne skal leve op til det, der normalt bliver krævet fagligt i folkeskolen, og der skal være støtte til elever, som har brug for en ekstra hånd.

Aftale mellem skole og byråd

I Esbjerg Kommune har byrådet netop kridtet banen op lokalt, og alle politikker, strategier og retningslinjer på skoleområdet har været oppe at vende. Også her står kun få hegnspæle tilbage, og de markerer en fælles linje og ambition om at sikre læring og trivsel for alle børn og unge. Kernen bliver en samarbejdsaftale mellem hver skole og byrådet.  

”Skolernes frihed skal selvfølgelig være reel, så de i praksis hver især kan gå den vej, der skaber udvikling og løfter skolen lokalt. Derfor har vi politisk fokuseret på værdierne og de store linjer, så der også er en fælles retning. Hele vejen rundt er der god energi i processen, der skrider flot fremad mod det nye skoleår. Som et af de næste skridt inddrager vi de gode kræfter rundt om folkeskolen, fordi vi ved, at de også kan og vil styrke det her ambitiøse projekt. Det bliver på et webinar den 7. april”, siger Jesper Frost Rasmussen, borgmester i Esbjerg Kommune.

Frihed åbner nye døre

Børn & Familieudvalget ser frem til at lade friheden åbne nye døre på skolerne.

”Skolerne får stort rum til at handle selv, og de har også retten til at udfordre både de lokale og nationale hegnspæle, hvis de ikke giver mening hos dem. Den åbenhed ligger i friheden, og der skal være plads til at eksperimentere, tænke vildt og stort, lave fejl og lykkes. Meningen er, at alle bliver klogere undervejs i de tre år, og så vil projektet forandre og udvikle sig med den viden og de erfaringer, skolerne samler op. Sådan går vi vejen mod fremtidens folkeskole”, siger udvalgsformand Diana Mose Olsen.

Sammenhæng mellem skole og fritid

Kultur & Fritidsudvalget har særligt øje for den tid, der ligger uden for den normale skolegang.

”For os er helheden vigtig, så skolerne tænker friheden på tværs af skoledag og fritidstilbud og får skabt nogle spændende sammenhænge og naturlige overgange for børnene, hvor skole og fritid i højere grad tager del i hinanden. Derfor skal der også fortsat være et førskoletilbud, så børnene får et godt og trygt skifte fra børnehave til skole. Samtidig er det en hegnspæl, at skolerne trækker en linje til kulturlivet og giver eleverne den læring og dannelse, der ligger i det”, siger udvalgsformand May-Britt Andrea Andersen.

Både dagtilbud og skoler har fået nye hjemmesider

0

Esbjerg Kommunes dagtilbud og skoler er gået i luften med helt nye hjemmesider. Her kan forældrene få et kig ind i hverdagen i den enkelte daginstitution eller skole og blive klogere på mulighederne for deres barn.

Både dagtilbud og skoler har fået nye hjemmesider. Her får du et kig ind i skolernes nye hjemmesideunivers.

Når man som forældre skal vælge dagpleje, daginstitution eller skole for sit barn, er det en stor beslutning. Der følger mange tanker og overvejelser med, og mavefornemmelsen skal gerne være rigtig. I Esbjerg Kommune har forældrene nu fået et bedre grundlag for at træffe det bedste valg for netop deres barn og familie. Dagplejen og alle daginstitutioner og skoler har nemlig fået helt nye hjemmesider, som er mere moderne end de gamle og præsenterer et aktuelt og reelt billede af kommunens dagtilbud og skoler.

I øjenhøjde med forældre
Det er let at finde de nye hjemmesider, som er samlet i to universer – børnepasning.esbjerg.dk og folkeskoler.esbjerg.dk. Også fra Esbjerg Kommunes overordnede hjemmeside, Esbjerg.dk, bliver man let hjulpet videre til dagtilbud og skoler.

På de nye hjemmesider er der lagt vægt på at kommunikere i øjenhøjde med forældrene og gøre siderne indbydende og overskuelige, så forældrene let kan finde de informationer, der er vigtige for dem. Det handler fx om hverdagens rytme, fysiske rammer, særlige profiler og samarbejde med forældre, og siderne samler også praktiske oplysninger om opskrivning, ferie, transport og madordninger. På den måde kan forældrene ét sted navigere i alt det, der følger med valget af dagtilbud eller skole.

Sammenhæng og forskel
Strukturen for hjemmesiderne er ens, så forældrene oplever sammenhæng og samtidig kan kende forskel og sammenligne mulighederne.

”Det er helt naturligt for forældrene at søge viden digitalt, og de nye hjemmesider fungerer som et vindue ind i vores dagtilbud og skoler. Siderne skal selvfølgelig afspejle de trygge, levende, aktive og udviklende steder, som vi hver dag gør vores allerbedste for at skabe, fra børnene er helt små, til de som unge mennesker går ud af folkeskolen. Derfor håber jeg, at de nye hjemmesider bliver et værdifuldt redskab, der bakker forældrene op i at træffe velovervejede valg for deres barn og familie”, siger direktøren for Børn & Kultur, Jørn Henriksen.

Skoleindskrivning til januar
For børn født i 2015 er det tid til skolestart efter sommerferien i 2021. Selve skoleindskrivningen ligger fra den 4. til den 17. januar 2021, og forældrene får nærmere besked i eBoks. Forældrene kan fx bruge de nye hjemmesider til at blive klogere på folkeskolerne i Esbjerg Kommune.

Team X delte gaver ud for 355.000 kroner

0

Et helt usædvanligt cykelhold samler penge ind til at hjælpe syge børn i Esbjerg.
I år delte Team X gaver ud til glade børn for 355.000 kroner.

Foto: Privat

Protektor for Team X Borgmester Jesper Frost Rasmussen delte gaverne ud ved en noget mindre ceremoni end normalt, denne gang afholdt hos Blue Water Arena for at overholde gældende Covid-19 restriktioner. Det gjorde ikke de små smil mindre, og der blev i år blev givet støtte til i alt 19 mindre og 5 større projekter.

126135846_414654303040375_8767031282035348361_n

Kæmper videre næste år

Trods den modgang som Team X og resten af verden har oplevet i 2020, satser holdet stort på at vende tilbage med nye aktiviteter som cykelhold og fundraisere i 2021.

Fakta:

Sygdoms- eller ulykkesramte børn bosiddende i Esbjerg og omegn kan ansøge om midler til at dække et ekstraordinært behov.

Det kunne være opmuntrende aktiviteter, som kan lindre sygdoms- eller ulykkesramte børns dagligdag. Det kunne eksempelvis være hospitalsklovne, et sportsarrangement i beskyttede omgivelser eller lignende.

Cykelholdet Team X blev etableret i 2016 af tidligere Team Rynkeby deltagere fra Esbjerg og omegn. Holdet mødes til træning én gang om ugen fra marts måned og arrangerer en længere cykeltur til udlandet hvert år. Ud over selve cyklingen har holdet en stærk social profil, hvor vi samler penge ind til fordel for børn og unge i lokalområdet, som er ramt af sygdom eller anden ulykke. Der kan ansøges om dette på deres hjemmeside www.cykelteam-x.dk.

“Fyrværkeri er flot – MEN” kampagne

0
Igen i år gennemfører SSP Forebyggelse & Vejledning den efterhånden traditionelle fyrværkerikampagne for samtlige 5. klasser på folke- og privatskolerne. Formålet er at minimere antallet af fyrværkeriskader blandt børn og unge, og i løbet af kampagnens hidtil 19 år er det lykkedes: Antallet er faldet markant siden 2001.

“I de senere år har børnene heldigvis slet ikke optrådt i skadestuernes fyrværkeristatistikker, og ved årsskiftet 2019/2020 var der 5-6 fyrværkerirelaterede skader i aldersgruppen 18-45 år i hele Esbjerg Kommune. Hvis vi ser på skader med varige mén skal vi en del år tilbage for at finde den seneste registrering, og vi tillader os at mene, at det er vores præventive indsats i forhold til fyrværkeri, der har effekt”, siger SSP-konsulent Morten List Christensen, der er koordinator for kampagnen i Esbjerg Kommune.  

Fyrværkerikampagnen kan medføre gener for nogle 
Hos SSP Forebyggelse & Vejledning er man opmærksom på, at afskydningen af fyrværkeri i forbindelse med de praktiske demonstrationer kan opleves som generende. Det er dog håbet, at hensynet til børnenes læring og sikkerhed kan opveje de tidsafgrænsede gener, fyrværkeriafskydningen medfører i de enkelte lokalområder.
“Vi er meget opmærksomme på, at det kan være generende for nogle borgere og ikke mindst dyr. Det er dog nødvendigt med de praktiske demonstrationer, da eleverne skal se sammenhængen mellem teori og praksis. Samtidig gør vi meget ud af at undervise i, at privatpersoner kun må affyre fyrværkeri i perioden 27. december til 1. januar, og erfaringen viser, at børnene tager dette alvorligt og påvirker både søskende og forældre. På den måde er vi med til at minimere afskydningen af fyrværkeri uden for den tilladte afskydningsperiode og dermed samlet set med til at reducere generne forbundet med fyrværkeriafskydning”, siger Morten List Christensen.
De praktiske demonstrationer, som typisk finder sted på skolernes boldbaner, gennemføres på hverdage i tidsrummet 9 til senest 14 af godkendte, professionelle fyrværkere og er anmeldt til og godkendt af Beredskabet, lige som politiet er orienteret.

I skoledistrikterne Vadehav, Fortuna og Darum finder demonstrationerne sted i perioden 19. til 27. november. I skoledistrikterne Aura, Bohr, Cosmos, Signatur og Urban er det i perioden 30. november til 16. december. Hvis man ønsker konkrete oplysninger om tidspunkter for de enkelte demonstrationer, bedes man kontakte sin lokale skole direkte, da SSP Forebyggelse & Vejledning grundet Covid-19 restriktionerne ikke i skrivende stund har overblik over, hvordan skolerne i de enkelte distrikter indbyrdes har fordelt datoerne mellem sig.  


Fakta:
“Fyrværkeri er Flot – MEN!” indeholder en teoretisk del, hvor eleverne lærer om bl.a. lovgivning om køb, brug og tidsperioder for anvendelse af fyrværkeri. I teorimodulet er der desuden stort fokus på erstatningsansvar. Mange børn, unge og forældre er ikke klar over, at børn allerede fra 5-6 års alderen kan være personligt erstatningspligtige, og at forældrene dermed kan ende med en stor regning. Pjecen “Børn skal også betale” kan downloades på Justitsministeriets hjemmeside.

De 5 fyrværkeriråd fra Sikkerhedsstyrelsen bliver selvfølgeligt også bearbejdet, så børnene får rådene tydeliggjort og visualiseret. Rådene kan ses på Sikkerhedsstyrelsens hjemmeside.   “Fyrværkeri er flot – MEN!” udspringer af et samarbejde mellem SSP i Esbjerg Kommune og Hjemmeværnet. Sidenhen er Hjemmeværnet trådt ud, og Sikkerhedsstyrelsen er blevet samarbejdspartner. Kampagnen er nu blevet et tilbud fra Sikkerhedsstyrelsen til alle Danmarks kommuner, og der gennemføres kurser for nye fyrværkeridemonstratører hvert år.
   

   

Tag på familietur med Gravanden Gustav ved Myrthuegård

Natur, Kultur & Læring har tænkt kreativt, så børnefamilier i små grupper kan tage på opdagelse i naturen ved Myrthuegård. På en rute på 2,8 km. venter ni poster med små fortællinger og opgaver. Med på turen får familierne en rygsæk med grej, og undervejs er der gode steder til hvil, leg og hygge.

Foto: Esbjerg Kommune

I en tid hvor corona gør det nødvendigt at aflyse mange arrangementer og guidede ture, har formidlerne i MYRTHUE – Natur, Kultur & Læring tænkt ud af boksen og udviklet en tur for børnefamilier, så de på egen hånd kan opleve den storslåede natur omkring Myrthuegård.

Med udgangspunkt i Natur- og Kulturformidlingscentret Myrthuegård kan besøgende nu mødes i små grupper af max. 10 personer. Her kan de gratis låne en rygsæk med rutevejledning, grej og historier for børn og voksne og drage på opdagelse.

Nationalpark og verdensarv

I følgeskab med figuren Gravanden Gustav får turdeltagerne mulighed for at finde frem til ni poster på en 2,8 kilometers rute. Hver post rummer en lille fortælling, og så stiller Gravanden Gustav en lille opgave til børn og voksne. Hver post giver en smagsprøve på den enestående natur, som har været afgørende for at området er udpeget til nationalpark, og at Vadehavet er udpeget til UNESCO Verdensarv.

Undervejs på ruten udpeges gode steder at tage sig et hvil og nyde medbragt mad og drikke, og er man ifølge med små trætte ben, er der også markeret smutveje. Ved sidste post får deltagerne en ledetråd til, hvor der gemmer sig en lille præmie pr. deltagende gruppe.

Port til Vadehavet
Udviklingen af familieturen er et forsøg, som MYRTHUE – Natur, Kultur & Læring foretager i forbindelse med, at Myrthuegård er blevet udpeget til port til Nationalpark Vadehavet. Er du interesseret i flere oplysninger om dette projekt, kan du læse mere her.

Myrthuegård en del af MYRTHUE – Natur, Kultur & Læring.

Forrest mod fremtidens folkeskole

Fra skoleåret 2021/2022 og tre år frem sætter Esbjerg Kommune folkeskolen fri. Den ambition har borgmester Jesper Frost Rasmussen nu officielt skrevet under på, at Esbjerg Kommune bakker op om. Borgmesteren var egentlig inviteret til Marienborg i selskab med statsminister Mette Frederiksen, finansminister Nicolai Wammen og borgmestrene fra de seks øvrige kommuner, der lige som Esbjerg deltager i regeringens velfærdsaftaler på dagtilbuds-, folkeskole- og ældreområdet. På grund af den aktuelle coronasituation blev planerne dog ændret til et onlinemøde.

Foto: Esbjerg Kommune

Aftale tegner fælles retning
Mødet var det officielle startskud til arbejdet med velfærdsaftalerne, og Jesper Frost Rasmussen og hans borgmesterkolleger fra Langeland, Viborg, Helsingør, Rebild, Holbæk og Middelfart kommuner har sammen med statsministeren og finansministeren forpligtet sig i en politisk principaftale, der tegner retningen for de fælles ambitioner. Senere i forløbet bliver underskrifterne sat på de endelige velfærdsaftaler. For Esbjerg Kommune venter nu en proces, hvor regeringen og Esbjerg Byråd hver især skal drøfte og beslutte, hvordan folkeskolen konkret skal sættes fri af statslig og kommunal regulering.

”Nu har vi haft den første fælles snak og givet hinanden virtuelt håndslag på, at vi arbejder sammen om at få velfærdsaftalerne til at lykkes. Hos os ligger fokus selvfølgelig på folkeskolen, og det er et ambitiøst og meget spændende projekt, som vi er stolte af at være udvalgt til. Nu trækker vi i Esbjerg Kommune i arbejdstøjet og gør vores allerbedste for at skabe nye og endnu bedre versioner af vores lokale folkeskoler, som forhåbentlig kan løfte kvaliteten her hos os og være til inspiration for resten af Danmark”, siger Jesper Frost Rasmussen.

Frihed sætter handling bag ambitioner
Formanden for Børn & Familieudvalget, Diana Mose Olsen, ser velfærdsaftalen som en unik mulighed for at tænke nyt og gå forrest i udviklingen af fremtidens folkeskole.

”Det er en enestående chance for først grundigt at overveje, hvad folkeskolen skal indeholde, og så bruge den nye frihed til at bakke skolerne op i faktisk at sætte handling bag ambitionerne med tiltag, der giver mening lokalt. Det placerer en stor og spændende opgave hos vores skoler, og mange vil se i vores retning for at følge udviklingen og resultaterne, men jeg ved, at vi i og omkring Esbjerg Kommunes folkeskole har dygtige, modige og engagerede kræfter, og det er afgørende for, at vi sammen kan løfte ansvaret på vejen mod en ny og endnu stærkere folkeskole”, siger Diana Mose Olsen.

Lokale behov og rammer
Også formanden for Esbjerg Lærerforening, Maja Gundermann Østergaard, ser frem til processen og selve projektet.

”Det er en unik mulighed for at vise at ved at lade den fagprofessionelle dømmekraft få et større råderum, så opnår vi ikke bare en bedre folkeskole, men også større engagement og et bedre arbejdsmiljø for de ansatte. Skolen skal udvikles i samarbejde mellem ansatte, ledere, forældre og elever, og ved at give skolerne større frihed bliver det muligt at udvikle skolerne med udgangspunkt i de lokale behov og rammer”, siger Maja Gundermann Østergaard.

Foto: Esbjerg Kommune