Home Tags Børn

Tag: Børn

Billedkunstens dag på Esbjerg Kunstmuseum

Onsdag d. 4. marts 2020 inviterer Esbjerg Kunstmuseum og Danmarks Billedkunstlærere til Billedkunstens Dag for at fejre billedkunstfaget, hylde børns kreativitet og åbne for kunstens uendelige og store verden.

Invitationen er sendt ud til alle kommunens billedkunstklasser og i lighed med de foregående år, blev arrangementet fuldt booket på rekordtid. Museet har udviklet et forberedelsesmateriale og en introfilm, så de ca. 200 elever og lærere fra 0. – 7. klassetrin har kunnet indstille hjernen på Mark Dions univers, bl.a. ved at lade deres fantasi spire ud af et lille plantefrø.

På selve dagen skal eleverne både opleve udstillingen, fremkalde usynlige tegninger, bidrage til en land-life installation inspireret af Mark Dions forunderlige værk Sea Life, og skabe et kæmpestort, selvlysende mørke-museum af minder.

Dagen afsluttes med fernisering og flødebollefest kl. 12.30. Åbningstalen holdes af Hanne Meyer, der også får lov at tænde UV lyset og afsløre elevernes fælles værk – en hel væg fuld af lysende gode minder.

Hvor: Esbjerg Kunstmuseum, Havnegade 20, 6700 Esbjerg
Hvornår: Onsdag d. 4. marts 2020 kl. 9.00 – 13.00
Elevernes udstilling og særudstillingen Wunderkammer 2 – mirabilia kan ses frem til og med d. 8. marts 2020.

Bjarne P’s Final Lap afslutter sæsonen

0

Den danske speedwaysæson både åbnes og lukkes med et brag på Granly Speedway Arena. Der indledes med kvalifikation til GP og EM, mens sæsonens sidste omgang bliver afskedsløbet med kaptajn Bjarne Pedersen den 25. september.

Foto: Benny Skou

Foråret lader vente lidt på sig, men kalenderen peger snart med ræs igen, og det hele kickstartes med kvalifikation til Grand Prix- og EM-serien på Granly Speedway Arena den 9. april. Den danske sæson afsluttes med endnu et brag på samme bane, da der er lagt op til den store afsked med holdkaptajnen fra Esbjerg Vikings, Bjarne Pedersen, den 25. september.

Her køres afskedsløbet Final Lap som en fireholdsmatch, hvor der forventes spændende kørere fra både ind- og udland til en ganske sikkert bevægende afsked med en kører, der har været med til at forme dansk speedway som aktiv i 31 år.

– Vi går en spændende sæson i møde med Esbjerg Vikings, og jeg har alle intentioner om at slutte godt af. Vi skal følge op på vores gode sæson sidste år, og så håber jeg på en fantastisk dag på Granly Speedway Arena til mit Final Lap. Det bliver helt sikkert en bevægende dag, og jeg har sammen med klubben allerede planlagt en del, så publikum kan få en stor oplevelse, fastslår Bjarne Pedersen om arrangementet, som Esbjerg Vikings bakker op om.

– Bjarne Pedersen er gået lige ind i hjerterne hos os, og selvom det ender med, at han ”kun” kører her i to sæsoner, så har han haft en meget stor betydning. Det var en afgørende tilføjelse til truppen sidste vinter, da vi stod foran at genopbygge klubben, og vi har en fantastisk samspil med vores kaptajn. Desuden kan hans betydning for dansk speedway heller ikke undervurderes, og jeg håber, at rigtigt mange vil komme og give ham en flot afrunding på karrieren. Han har begejstret os alle på både danske og internationale baner, så vi er også stolte af, at vi kan have Final Lap på Granly Speedway Arena, konstaterer direktør for Esbjerg Vikings, Lars Guldager Dyhr.

Billetsalget til Final Lap med Bjarne Pedersen åbnes snarest.

Team Esbjerg hyldet af sin by med idrætspris

Team Esbjerg er blandt tre stærke nominerede tildelt Esbjerg Kommunes Idrætspris 2019. Prisen er uddelt siden 1949 og er den største sportslige anerkendelse, en idrætsudøver eller en forening kan opnå i kommunen.

2019 var året, da Team Esbjerg vandt klubbens andet danske mesterskab, var i finalen i den europæiske turnering, EHF Cup, og opnåede stor succes i DELO Women’s EHF Champions League med kvalifikation til hovedrunden og gode muligheder for at nå kvartfinalen for første gang i klubhistorien.

Miss Team Esbjerg, den hollandske VM-guldvinder, Estavana Polman, har været i klubben og byen siden sommeren 2013.

– Jeg er virkelig stolt af at modtage idrætsprisen. Vi arbejder hver dag hårdt for at få det bedste ud af os selv, og det betyder meget at mærke, at byen og publikum er bag os. Vi ønsker frem for alt ikke at skuffe tilskuerne, og vi vil gerne vise dem god håndbold hver gang. Min familie og jeg føler os hjemme i Esbjerg, vi slapper af, og det er bare et godt sted at være. Når jeg er ude at handle, kommer folk og ønsker mig held og lykke, og det er dejligt at høre, siger Estavana Polman.

Cheftræner Jesper Jensen er ikke uvant med priser og er to sæsoner i træk af trænerkolleger og repræsentanter for DHF blevet kåret som Årets Træner i HTH Ligaen. Denne gang deler han en kåring med sine spillere.

– Det fylder mig først og fremmest med glæde, at byen, hvor jeg bor med min familie, giver os idrætsprisen. Det vil være upassende selv at give udtryk for, at det er fortjent, men lad mig sige, at jeg har forståelse for, at vi er valgt blandt andre nominerede med flotte idrætspræstationer. 2019 vil stå som et år, der formentlig aldrig bliver gentaget i Team Esbjerg, siger Jesper Jensen.

Bestyrelsesformand Bjarne Pedersen har været i spidsen for hele Team Esbjergs udvikling fra elevatorhold i Dameligaen til tophold i Danmark og nu også Europa.

– Team Esbjerg deltager på den store scene både nationalt og internationalt, vi går benhårdt efter at kvalificere os til kvartfinalen i Champions Leaque og udelukker med de rette omstændigheder ikke, at vi kan nå frem tilFinal4. Vi runder formentlig fire millioner seere på DR1 og TV 2’s kanaler i denne sæson og sætter Esbjerg på landkortet i ikke bare Danmark, men også ude i Europa, hvor resultaterne har vakt opsigt og skabt respekt. Idrætsprisen deler vi med vores trofaste publikum og sponsorer samt alle dem i byen og omegnen, som bakker os op, siger Bjarne Pedersen.   

De øvrige nominerede til prisen var EfB’s superligahold og speedwayholdet Esbjerg Vikings. 

Esbjerg Kommunes Idrætspris uddeles af en komité bestående af formanden for Esbjerg Idrætsråd, Villy Grøn, en repræsentant for pressen, journalist Chris U. Pedersen, og borgmester Jesper Frost Rasmussen, der overrakte prisen ved Idrætsfesten i Musikhuset Esbjerg fredag aften. 

– Vi følte ikke rigtig, at det kunne blive andre end Team Esbjerg i 2019 efter den fantastiske sæson, der kulminerede med det danske mesterskab og den flotte indsats i de europæiske turneringer. Alt, hvad klubben har rørt ved, har været en succes, og så lægger vi også vægt på, at de repræsenterer Esbjerg fornemt udadtil. Vi vil gerne have nogen at være stolte af, siger Villy Grøn. 

Team Esbjergs kvindehold modtog første gangEsbjerg Kommunes Idrætspris for fire år siden efter sølvmedaljerne i 2015. Tidligere har herreholdet af samme navn modtaget prisen i 1998, og Lotte Haandbæk var prisvinder i 2005.

Fastelavn i Toldbodens gård

Søndag d. 23. februar fra kl. 13
Overdammen, Ribe

Alskens løjer, fest og forklædninger har i århundreder markeret Fastelavn som optakt til den lange fasteperiode.
I dag er Fasten gået i glemmebogen, men Det Antikvariske Selskab i Ribe holder fast i traditionen med at fejre Fastelavn midt i vinterens mørke.

De inviterer til tøndeslagning for børn, barnlige sjæle, forældre og bedsteforældre.
Fra kl. 13 er der liflige toner i Toldboden, ligesom der er mulighed for at få frisket ansigtet op med glade farver.
Kl. 14 gør de klar til tøndeslagningen, og når kattekonger og kattedronninger er kåret, bliver der uddelt præmier til de to bedst udklædte deltagere.
Til sidst er der varm kakao og lækre fastelavnsboller til alle sponsoreret af Lise Frederiksen fra Café Quedens og Bager Møller fra Rådhuskonditoriet.

Foto: Toldboden

Fastelavn på BROEN Shoppingcenter

0

Vær med når vi slår katten af tønden, søndag d. 23 februar, kl. 11 og kl. 13. Der vil være kåring af kattekonge og kattedronning. Vi uddeler præmier til de bedst udklædte deltagere pr. aldersgruppe ( 0-5 år, 6-8 år og 9-12 år) og vi forkæler jer med lækre fastelavnsgodter.

Bugtaleren Peter Nørgaard kommer og underholder på scenen.

Foto: Broen

  • Tøndeslagning: klokken 11 og klokken 13
  • Aldersgruppe: 0-5 år, 6-8 år og 9-12 år
  • Kåring af kattekonge og kattedronning, pr. gruppe
  • Kåring af bedst udklædte, pr. gruppe
  • GRATIS fastelavnsboller og juice til alle udklædte – gratis kaffe til forældrene.
  • Show med BUGTALER PETER NØRGAARD, klokken 12 og klokken 14.

Vikingerne henter polsk stjerne

Piotr Pawlicki bliver A-kører hos Esbjerg Vikings sammen med Niels-Kristian Iversen til den kommende sæson, hvor holdet igen har ambitioner om at blande sig i toppen.

Foto: Benny Skou

Han har tidligere givet prøver på sit store talent på Granly Speedway Arena, og nu kan fans af Esbjerg Vikings se frem til igen at se 25-årige Piotr Pawlicki på de danske baner. Den unge polak er tidligere U21-verdensmester og har desuden erfaring fra det stærke polske landshold og Grand Prix-serien, ligesom han i den seneste sæson var lige omkring top 10 i den stærke, polske liga.

– Det er en rigtigt spændende kører, som vi ser frem til at byde velkommen tilbage. Han har bygget på siden, men jeg tror faktisk stadig på, at han har endnu mere i sig, selvom han allerede kører lige op med de allerstærkeste kørere i den polske liga. Han er desuden også en ret underholdende kører, som altid kæmper for alle point, og det er den tilgang, vi gerne vil se hos Esbjerg Vikings. Vi løfter tingene sammen, og der tror jeg, at Piotr Pawlicki vil vise sit værd, fastslår holdleder Tom Paarup Madsen, som dermed har en solid backup for Niels-Kristian Iversen.

– Med to så stærke A-kørere er vi godt garderet, og jeg synes, at vi har en trup, hvor der både er konkurrence og kvalitet på alle pladser. Vi er meget bevidste om, vi hele tiden skal udvikle os, og jeg synes også, at vi får bygget videre på de ting, som gjorde at vi fik sølvmedaljer sidste år. Piotr Pawlicki har alderen til, at vi har mulighed for at fortsætte samarbejdet i flere år, og vi håber på, at det kan blive til mange flere sæsoner. Vi ser hele tiden på, hvordan vi kan gøre truppen så stærk som mulig, men vi har en god stamme på plads nu, og jeg tror på, at vi igen kan være med, hvor det er sjovt. Det er helt klart planen, konstaterer Tom Paarup Madsen.

I aften fejres mestrenes sejre i 2019 ved årets idrætsfest

0

2019 var et forrygende sportsår i Esbjerg Kommune, og årets sejre bliver fejret, når alle de bedste sportsfolk samles til Idrætsfesten 2020. I år deltager 90 mestre, og samtidig bakker et rekordstort antal gæster op om festen.

90 idrætsmestre, 450 gæster og et program fuld af fest og fejring. Der er lagt op til en fantastisk aften, når Esbjerg Kommune fredag den 21. februar er vært for Idrætsfesten 2020 i Musikhuset Esbjerg. I centrum er toppen af kommunens sportsliv og alle de flotte titler, som de dygtige idrætsudøvere kæmpede sig til sidste år.

Skulderklap til alle mestre

Idrætsfesten hylder idrætsudøvere over 18 år, som i årets løb er blevet danske, nordiske, europæiske eller verdensmestre, og årets liste er både lang og imponerende. Ikke færre end tre europamestre og tre verdensmestre får et velfortjent skulderklap, og det samme gælder hver og en af de andre seje mestre. Sportsfolkene kommer fra 16 forskellige foreninger og dækker idrætsgrene lige fra skydning, agility og dart til håndbold, kampsport og triatlon. Esbjerg Svømmeklub stiller med hele 30 mestre og er dermed den største klub til Idrætsfesten.

“I Esbjerg Kommune er vi stolte af år efter år at kunne samle så mange mestre, der har kæmpet og sejret i de danske og internationale sportsarenaer. Vi har ambitiøse og viljestærke topidrætsfolk, der går efter guldet, og deres sportsånd og succes er til stor inspiration. De er værd at se op til i deres sportsgrene, og de er stærke ambassadører for Esbjerg Kommune ude i verden”, siger borgmester Jesper Frost Rasmussen.

Priser uddeles

Aftenens konferencier er TV2’s sportskommentator og studievært, Thomas Kristensen, der selv er vokset op i Esbjerg, og han guider mestre og gæster igennem aftenens program, der byder på middag og underholdning.

Traditionen tro uddeler borgmesteren Idrætsprisen, og i år er de tre nominerede EfB’s superligahold, Team Esbjergs håndboldkvinder og speedwayholdet i Esbjerg Vikings.

Der skal også udnævnes et nyt medlem til den ærefulde Hall of Fame, og så er Eskilstunapokalen, som er Esbjerg Idrætsråds lederpris, allerede blevet uddelt til Søren Haahr Jensen, som selvfølgelig også skal hyldes til Idrætsfesten for sin indsats i Esbjerg Atletik og Motion.

13000 borgere i Esbjerg Kommune spørges om cykelvaner

Cyklister på nyindviet cykelsti langs Grimstrup Hovedvej og Hovedvej A1.

En omfattende spørgeskemaundersøgelse og en nyskabende borgersamling – en form for panel – bliver udgangspunktet for en ny cykelplan, som Esbjerg Kommune nu sætter i gang.

Foto: Esbjerg Kommune, Torben Meyer

Det er ikke noget nyt, at Esbjerg Kommune arbejder for at forbedre forholdene for cyklisterne. Siden 2012 har kommunen haft en aktiv cykelpolitik med overordnede mål om at forbedre sikkerheden og få flere op på cyklen. Desuden er der sket en løbende udbygning med cykelstier i hele kommunen, og Esbjerg har også fået sin første supercykelsti og endnu en er på vej. Med en ny cykelplan vil Esbjerg Kommune slå et markant slag for at fremme cyklismen.

Cykelønsker afdækkes

“Cyklisterne er allerede en aktiv del af gadebilledet i byerne, men der er plads til flere. Og det er ikke kun i byerne, at der skal være gode forhold for de tohjulede. Det er vores ambition, at det også skal være attraktivt at vælge cyklen selv til de lange distancer. Men vi har brug for, at nuværende og fremtidige cyklister komme på banen for at give et indblik i deres behov og ønsker”, siger formand for Teknik & Byggeudvalget Søren Heide Lambertsen.

Fordelene ved at vælge cyklen til er mange. På det personlige plan tæller den daglige cykeltur i bevægelsesregnskabet og på nogle strækninger er cyklen den hurtigste transportform. Miljøet nyder godt af at flere vælger rugbrødsmotoren frem for den benzindrevne motor, som også påvirker luftkvaliteten negativt. De mange gevinster vil Esbjerg Kommune gøre noget ekstra for at høste.

Første borgersamling

Spørgeskemaundersøgelsen lander i e-Boksen hos 13200 udvalgte borgere fra hele kommunen, og blandt de, der har svaret, inviterer Esbjerg Kommune 36 personer til at deltage i en borgersamling. Det er en form for panel, som bidrager til at se muligheder og udfordringer fra mange forskellige perspektiver. De vil bidrage til cykelplanen på to møder i marts og april.

“Ca. 36 borgere får mulighed for at deltage i borgersamlingen, og det vigtigt, at de repræsenterer en bred vifte af cykelbehov. Lokalrådene bliver også spurgt lige som erhvervs- og foreningslivet også fungerer som vigtige interessenter. Med input fra mange forskellige aktører bliver der lavet et udkast til en bredtfavnende cykelplan”, siger Søren Heide Lambertsen.

Selvom man ikke modtager et spørgeskema, er man velkommen til at cykelundersøgelsen via et link på Esbjerg Kommunes hjemmeside. Sidste punktum i cykelplanen skal være sat inden udgangen af dette år.

Fakta om borgersamling

Borgersamling er en kvalitativ metode til dialog om løsning af komplekse problemstillinger. Borgersamling er en faciliteret dialogproces, hvor borgersamlingen bidrager til at se muligheder og udfordringer fra mange forskellige perspektiver og dernæst give et fælles bidrag til et beslutningsgrundlag med mulighed for partsindlæg fra byens interesseorganisationer.

Borgersamlingen til cykelplanen består af 36 borgere, som er statistisk udvalgt på baggrund af køn, alder, geografi, bil- og cykelejerskab for at opnå en bred viden til gavn for kommunen og for kommunens politikere. Når borgersamlingen har holdt to møder og givet sine anbefalinger til forvaltningen, opløses borgersamlingen igen. Anbefalingerne bruges i det videre arbejde til udviklingen af cykelplanen.

Hendes Majestæt Dronningen besøger Esbjerg på sommertogt

Det bliver en af årets helt store festdage i Esbjerg Kommune, når Kongeskibet Dannebrog den 1. september 2020 lægger til kaj i Esbjerg Havn, og H.M. Dronningen besøger byen på sit årlige sommertogt.

Et smukt syn venter borgerne i Esbjerg Kommune, når Kongeskibet Dannebrog den 1. september 2020 sejler ind i Esbjerg Havn. Som en del af sit sommertogt besøger H.M. Dronningen Esbjerg, og borgmester Jesper Frost Rasmussen ser frem til at byde Dronningen velkommen.

“Det er en stor glæde, at vi får fornøjelsen af at tage imod Kongeskibet på Esbjerg Havn, og jeg håber, at rigtig mange borgere vil være med til at give Dronningen en hjertelig velkomst i Esbjerg, så vi sammen kan vise byen frem fra sin flotteste og mest festlige side,” siger Jesper Frost Rasmussen.

En ny oplevelse af Esbjerg

Det var i 2008, at Kongeskibet Dannebrog sidst satte kursen mod Esbjerg, og borgerne får i år altså muligheden for et glædeligt gensyn. Programmet for Dronningens besøg er endnu ikke fastlagt, men borgmesteren glæder sig til at give Dronningen en ny oplevelse af Esbjerg og har planer om at sætte fokus på byens udvikling.

“Det går stærkt hos os i Esbjerg, og der er sket meget på de 12 år, der er gået, siden Kongeskibet og Dronningen sidst besøgte os. Derfor vil vi gøre os umage med at lægge et spændende program, så Dronningen kan opleve nogle af de nye tiltag og aktiviteter, som giver Esbjerg sin særlige energi. Samtidig er det selvfølgelig vigtigt, at det er en festlig og folkelig begivenhed, som borgerne kan tage del i, så de og Dronningen kan opleve hinandens glæde ved besøget”, siger Jesper Frost Rasmussen.

Børneaktiviteter i Esbjerg Vinterferien 2020

Så er det snart uge 7 og børnene har en hel uge fri fra skolen. Yesbjerg bringer her en oversigt over nogle af de fantastiske aktiviteter, du kan tage dine børn med til i Esbjerg og opland. Har du selv flere gode idéer, så må du meget gerne poste dem som kommentar til dette opslag, så kan andre også nyde godt af dine forslag.

Broen Shopping har igen i år lavet en børnebillet, du kan købe til diverse rabatter og gratis ting i centret. Den koster 95 kroner og kan købes i Kvickly. Bedst af alt (synes Yesbjerg) er den gratis biografbillet, der er med i pakken.

Oplev også Cemira, Tryllekunstner Henning Nielsen, Sminkeklovnen Trut, skattejagt og forskellige workshops.

Fiskerimuseet byder også på en masse hyggestunder for de mindste. Alle dage er der skattejagt og små søde præmier

Åbningstiderne er 10-17 fra lørdag den 8. til søndag den 16. februar. Entre gratis for børn under 18 og Esbjergs studerende, entre 150,- voksen. Du kan læse mere om Fiskerimuseets vinterferie her eller se hele dagsprogrammet her.

Musikhuset Esbjerg har danseworkshops med dansegudinden Caroline Sander, som har sin egen danseskole i Varde. Begge workshops er den 10. Februar 2020. Det er gratis at deltage og alderen er kun vejledende.

Kl.11.00-11.45 er der Funk for de 5-8 årige
Kl.12.00-12.45 er der Hip hop for de 9-12 årige

Der sker en masse andet sjov på Musikhuset, så tjek lige hele ugen her:
Se hele Musikhusets program her.

Skarntyden leverer teaterunderholdning med stykket Klodshans, som opføres i Musikhuset fra onsdag til lørdag i ferien. Det er en forestilling, det henvender sig til børn og barnlige sjæle i alle aldre.

Det foregår i mødesalen i Musikhuset klokken 10 og klokken 13 alle dage.
Billetter koster 95 kroner + gebyr, og kan købes på her.

Kunstmuseet har også lagt planer for underholdningen af de yngste med deres vinterworkshop for de 6-12 årige.
En workshop varer knap to timer og kombinerer samtaler og opdagelser i udstillingen med eksperimenter i værkstedet. Her skal vi lave trofæer over ting, vi gerne vil gemme, er stolte af eller samler på – med alverdens forskellige materialer. Workshoppen henvender sig hovedsageligt til børn i alderen 6 – 12 år.

Hvor: Esbjerg Kunstmuseum, Havnegade 20, 6700 Esbjerg
Hvornår: Tirsdag d. 11/2 – fredag d. 14/2.
Hver dag kl. 10.30 – ca. 12.30.
Pris: 20 kr. pr. barn (til materialer). Betales på dagen.
Tilmelding nødvendig på 7513 0211 eller boe@eskum.dk

Esbjerg Energy leger med byens børn på skøjtebanen på Torvet.
Det sker fredag d. 14 februar kl. 12.00-14-00.
Spillerne er på isen fra 12.30-13.30.

Club Fanø arrangerer sælsafari for hele familien, en vadevandring ud til sælbankerne, hvor der normalt ligger mellem 200 og 400 sæler og soler sig. Husk gummistøvler og varmt tøj, da turen foregår til fods på vadehavets bund og det er (næsten) altid blæsende på vadehavet.

Det muligt at tage en klapvogn, en trækvogn eller lignende med til små børn, som ikke kan gå hele vejen.

Turen varer ca. 2 timer og guides på dansk, engelsk og tysk. Der er en tur den 12. og 14. februar. Køb din billet og se tiderne for hver tur her.