Home Tags Barn

Tag: Barn

EfB henter Rafal Kurzawa

Esbjerg fB styrker holdet yderligere til den kommende forårssæson, idet polske Rafal Kurzawa tilknyttes på en lejeaftale fra den franske Ligue 1-klub SC Amiens. Den 26-årige polak kan dække flere roller på midtbanen og begå sig i forsvaret.

Oprustningen frem mod forårets bestræbelser i 3F Superligaen fortsætter for Esbjerg fB, der nu tilknytter Rafal Kurzawa på en lejeaftale gældende for resten af sæsonen.

Den 26-årige polak, der har syv A-landskampe under bæltet, kommer til fra den franske Ligue 1-klub SC Amiens. I foråret 2019 var Kurzawa i FC Midtjylland på en lejeaftale.

Hos sportschef Jimmi Nagel Jacobsen er der tilfredshed med tilføjelsen. Han udtaler:

– Rafal Kurzawa er en dygtig spiller, som styrker vores muligheder på midtbanen, og giver os øget fleksibilitet og kvalitet. Han kan både spille på kanterne og den centrale midtbane, og med sit gode blik for spillet og stærke venstrefod giver det os en ekstra dimension i især det offensive spil. Derudover kan han udfylde rollen som back.

– Ydermere kommer han med meget erfaring fra højeste niveau fra blandt andre Ligue 1 i Frankrig og Polens A-landshold, som vi kan trække på. Vi glæder os over, at Rafal nu er en del af EfB.

Rafal Kurzawa tiltræder med det samme, og skal onsdag med resten af truppen til Tyrkiet på træningslejr.

Fakta:
Navn:
Rafal Kurzawa
Født:
D. 29. januar 1993
Tidligere klubber:
Górnik Zabrze, ROW 1964 Rybnik, SC Amiens, FC Midtjylland

Foto:EfB

400 børn fejrer Fortælletræets 1-års fødselsdag

0

Hovedbiblioteket i Esbjerg har indbudt alle kommunens indskolingsklasser til fejringen af Fortælletræets fødselsdag d. 24. januar, som meget belejligt også er ”Fortællingens dag”, hvor der landet over fortælles for store og små.


Det fejrer biblioteket med en fødselsdag, hvor nogle af kommunens bedste børneformidlere tager deres sjove, underfundige eller gamle historier med og fortæller dem for kommunens indbudte indskolingsklasser. På dagen vil fortællere fra MYRTHUE – Natur, Kultur & Læring, Ældresagen, Biblioteket og andre fortælle deres historier.
Hvorfor er det nu en god ide?
For et år siden sprækkede Hovedbibliotekets nypolerede gulve og et træ skød op midt i biblioteket. Træet blev kaldt ”Fortælletræet” og var startskuddet på et øget fokus på fortællingen.


På Biblioteket samler vi på gode fortællinger, fordi de er med til at sige noget om, hvem vi er som mennesker og det samfund, vi lever i. Samtidig er den gode fortælling med til at styrke fællesskabsfølelsen, fantasien og kreativiteten hos børn – noget som Esbjerg Kommunes Biblioteker gerne vil være med til at understøtte.


Tid: 10-13
Sted: Hovedbiblioteket Esbjerg, Nørregade 19

Fantastiske fortællinger på kunstmuseet

Pernille Stockfleth

En lystfyldt, overraskende og nærværende fortælleoplevelse på Esbjerg Kunstmuseum for kommunens 0. – 5. klasser og specialklasser.

Foto: Esbjerg Kunstmuseum (Pernille Stockfleth)

Sammen med historiefortæller Pernille Stockfleth inviterer vi indenfor i den aktuelle særudstilling Mark Dion: Wunderkammer 2 – mirabilia fra tirsdag d. 28. januar til og med fredag d. 31. januar 2020. En session varer ca. 40 minutter, og indholdet til fortællingerne hentes direkte ud af værkerne og Pernille Stockfleths omfattende fantasi. Undervejs får eleverne mulighed for at bidrage til historierne. Når Pernille folder sine improviserede fortællinger ud, inddrager hun hele kroppen, hun synger, tilpasser stemmeføringen og formår at kombinere en imponerende opfindsomhed med en stærk sammenhængskraft, så alle fortællingens fine forviklinger og forgreninger samles til sidst med et twist.

Tidligere samarbejder har vist, at historiefortællingen kan finde uudtømmelig inspiration i billedkunsten, og at deltagerne får nye, overraskende oplevelser med kunstværkerne gennem fortællingerne. Hvem kunne f.eks. have forestillet sig, at én af Mark Dions gamle æsker rummede en hårdkogt bande af mobbe-muslinger – eller at fiskene i hans store installation kan synge jazz?

Hvor: Esbjerg Kunstmuseum, Havnegade 20, 6700 Esbjerg
Hvornår: Fra tirsdag d. 28/1 til og med fredag d. 31/1.
Hver dag kl. 9.30, kl. 11.00 og kl. 13.00.
Arrangement er fuldt booket.

Arrangementet har modtaget betydningsfuld støtte fra Lida & Oskar Nielsens Fond

EfB lejer en mand fra Brøndby

Esbjerg fB øger konkurrencen på den offensive del af banen, idet angriberen Ante Erceg i foråret lejes hos Brøndby IF.

Den offensive del styrkes i forårssæsonen, idet Esbjerg fB tilknytter den kroatiske angriber Ante Erceg på en lejeaftale fra Brøndby IF.

Foto: EfB

30-årige Erceg kommer til EfB efter halvandet år i Brøndby, og inden da spillede han blandt andet i den kroatiske storklub Hajduk Split, hvor det blev til 20 mål i 44 kampe.

Sportschef Jimmi Nagel Jacobsen fortæller om tilgangen:

– I Ante Erceg får vi en stærk offensivspiller, der er hurtig og aggressiv i sit spil. Erceg har tidligere vist sig som en kynisk målscorer, og vi er sikre på, at vi i fællesskab kan finde dette frem igen til glæde for begge parter.

– Vi har i forvejen stærke angribere, og nu øger vi konkurrence yderligere på den sidste tredjedel af banen i bestræbelserne på at præstere en god forårssæson.

Fakta:

Navn: Ante Erceg
Født: D. 12. december 1989
Tidligere klubber: RNK Split, Junak, Balikesirspor, Hajduk Split, Shabab Al-Ahli, Brøndby IF

Hjælp dit barn til at undgå at blive endnu et offer for digital krænkelse

Forældrene er vigtige i forhold til at forberede børn på, hvad de kan opleve på sociale medier og på nettet, lære dem at ikke alle er dem, de udgiver sig for at være og lære dem at sætte grænser og sige fra.

Syd- og Sønderjyllands Politi efterforsker i øjeblikket to meget omfangsrige sager om grooming og digitale krænkelser af børn og unge. I hver sag sidder der en sigtet mand varetægtsfængslet.

Det understreger endnu en gang vigtigheden af, at forældre gør, hvad de kan i forhold til at tale med deres børn om adfærd på nettet.

• Forældrene kan, fra børnene begynder selv at færdes på nettet, vænne dem til at tale om, hvad man oplever på de forskellige sociale medier og platforme. På den måde får man også bygget et tillidsforhold op om emnet.

• Tal også med barnet om, hvem de er venner med – både i virkeligheden og på nettet – og hvad, de laver på de sociale medier.

• Afdæk hvor meget barnet ved om god adfærd på nettet og vær konkret, når du spørger ind.

• Aftal rammer med barnet for, hvordan I bruger de forskelle platforme og medier. Hvem må man dele brugernavne med, hvem sender man billeder og videoer til, hvad fortæller man mennesker, man ikke har mødt i virkeligheden, om sig selv.

• Hvilke sociale medier passer til barnets alder, og hvilke er ikke tilladt.

• Spørg positivt og interesseret ind. Undlad at være fordømmende.

• Fortæl barnet, at uanset hvad er du altid på dit barns side og vil hjælpe det.

• Hvis dit barn ændrer adfærd, så forsøg at afdække, hvad der påvirker barnet.

På www.sletdet.dk og www.sikreside.dk kan du finde flere gode råd.

Energy spiller i aften mod Herlev

Efter en friweekend, hvor Esbjerg Energy var oversiddere i Metal Ligaen, spilles der tirsdag aften igen ishockey i Granly Hockey Arena, hvor Herlev Eagles klokken 19.00 gæster Esbjerg, hvor Energy tager imod.

  • Personligt har jeg nydt den kampfri weekend med min kone, men ellers har vi i forbindelse med træningspassene på hverdagene og i weekenden som vanligt fortsat arbejdet med de rutiner, der udgør dagligdagen i truppen. Vi har på isen trænet fysisk og taktisk, ligesom vi som altid har kigget video frem mod kampen, smiler cheftræner Mark Pederson fra Esbjerg Energy.
  • Vi havde op til jul en god stime af sejre. Den har vi ikke formået at fortsætte i det nye år. En uge uden kampe gav os mulighed for dels at arbejde med holdet og kollektivet, dels at arbejde med de enkelte spillere. Og så har ugen betydet, at flere spilleres skader er blevet bedret.
    Esbjerg Energy tabte den seneste kamp tirsdag med 5-1 til Herning Blue Fox hjemme i Granly Hockey Arena. Fredag aften måtte Herlev Eagles hjemme se sig besejret af SønderjyskE med 5-4.
  • Herlev førstekæde har vist sit værd og har tiltrukket sig en del opmærksomhed. Men ingen skal være i tvivl om, at Eagles er andet og mere end én eller to kæder. Herlev er et helt og komplet mandskab, hvor de enkelte spillere udfylder de roller, som trænerteamet har tildelt dem.
  • Vores tilgang til kampen er der ikke ændret på. Vi håber og tror altid på muligheden for en sejr, men ved hvad det kræver. Pointene er vigtige i en tæt liga, hvor vi igen møder et hold fra midterfeltet. Så kampen er en mulighed for at komme tilbage på vindersporet, fortsætter Energy-coachen.
    Esbjerg Energy er nummer fem i Metal Ligaen med 54 point efter 35 kampe. Herlev er nummer syv med 53 point efter 37 kampe.
  • Med færre spillere på skadeslisten har vi muligheden for at spille med fire kæder, men det giver samtidigt mulighed for at spille med nye konstellationer i over- og undertal. Det betyder, at vi på sigt kan spille kampene i et højere tempo. Jeg håber, at det kan forløse holdet og samtidigt give muligheden for, at kæderne kan finde en bedre rytme.
    Efter Herlev-sejre på 3-2 i september og 4-1 i oktober, fandt Esbjerg nøglen til ”ørnenes forsvar”. I november sejrede vestjyderne med 4-1 i Herlev inden holdet fra den københavnske forstad i julemåneden tabte 5-3 i Granly Hockey Arena.
    ESBJERG ELITE ISHOCKEY A/S
    Gl. Vardevej 82 – 6700 Esbjerg
    Tlf.: 7612 66 18 – Mail: info@esbjergenergy.dk

Organisationsændringer på Sydvestjyske Museer

En netop offentliggjort kvalitetsvurderingsrapport fra Slots- og Kulturstyrelsen viser, at det går rigtig godt på Sydvestjyske Museer.
Alligevel har direktør Flemming Just valgt at foretage nogle organisationsændringer.

Foto: Sydvestjyske Muséer

Vi vokser heldigvis, men det gør kravene også, både på det museumsfaglige område og med hensyn til formidling og kommunikation. Vi har derfor valgt at lægge nogle enheder sammen og samtidig styrke kommunikationsområdet.

Tidligere var samlings- og magasinområdet en selvstændig enhed. Den blev i 2019 lagt sammen med Arkæologi og hedder nu Arkæologi & Samling med overinspektør Morten Søvsø som leder. Museumsinspektør Mette Højmark er magasinansvarlig.

Senest er formidlingsenheden og historieenheden blevet slået sammen til Historie & Formidling. Her er overinspektør Lulu Anne Hansen leder, medens museumsinspektør Mikkel Kirkedahl Nielsen er udpeget til formidlingsansvarlig.

For at styrke kommunikationsområdet, ikke mindst i lyset af de nye museer, er der oprettet en ny stilling som kommunikationsansvarlig med reference til direktøren. Det bliver museumsinspektør Anne-Sofie Lundtofte, der får ansvaret for at løfte kommunikationen på nettet, sociale medier, skriftligt materiale m.m.

For godt et år siden oprettede museet også en helt ny afdeling, Marketing og Publikum, med Kenneth Mørk i spidsen. – Det har været en stor succes, således at vi nu på hele det område er præget af samme professionalisme som i de to museumsfaglige enheder, Arkæologi & Samling og Historie & Formidling, siger Flemming Just.

Fakta

Sydvestjyske Museer havde i 2018 en samlet omsætning på 46,7 mio. kr. og rådede over over 46,5 årsværk, heraf 27 videnskabelige årsværk.

Museet har udstillingssteder i Esbjerg, Ribe og Bramming. I 2019 åbnede Jacob A. Riis Museum og i 2020 åbner HEX! Museum of Witch Hunt i Ribe.

Fra 2021 fusionerer Sydvestjyske Museer og Esbjerg Byhistoriske Arkiv.

Esbjerg fB henter Kevin Conboy hjem

Esbjerg fB henter med omgående virkning venstre back Kevin Conboy i Randers FC, og sender samtidig Jesper Lauridsen den anden vej. Conboy, der har fået sin fodboldopdragelse i EfB, tiltræder på en aftale gældende til sommeren 2022.

Foto: EfB

Esbjerg fB og Randers FC er blevet enige om en aftale, der involverer de to venstre backs Kevin Conboy og Jesper Lauridsen. Således skifter 32-årige Conboy, der hidtil har spillet 88 kampe for EfB, øjeblikkeligt på en kontrakt frem til sommeren 2022, mens Jesper Lauridsen tager turen øst på.

Sportschef Jimmi Nagel Jacobsen er glad for, at det er lykkes at hente Kevin Conboy tilbage til EfB.

– Med Kevin Conboy får vi en dygtig og erfaren spiller med en god mentalitet, og vi er overbeviste om, at han bliver vigtig for EfB på både kort og lang sigt. Både defensivt og offensivt kommer han til at tilføre vores spil en ekstra dimension, og så er det et plus, at han i forvejen kender klubben særdeles godt, siger han.

Samtidig sender han de bedste anbefalinger efter Jesper Lauridsen, der i fire år har været EfB en god ambassadør.

– ”Lau” har været et fantastisk bekendtskab både på og uden for banen gennem alle årene i EfB, og vi ønsker ham alt det bedste fremover, siger Jimmi Nagel Jacobsen.

Fakta:

Navn: Kevin Conboy
Født: D. 15. oktober 1987
Tidligere klubber: Jerne IF, Esbjerg fB, NEC Nijmegen, FC Utrecht, Randers FC

DBU, DBU Jylland og Esbjerg Kommune underskriver velfærdsalliance om fodbold

I dag, onsdag den 15. januar, kl. 16.40 underskriver DBU, DBU Jylland og Esbjerg Kommune en fælles velfærdsalliance, som skal få flere borgere i Esbjerg Kommune til at være fysisk aktive og dyrke motionsfodbold.

Velfærdsalliancen gælder fra 2020 til 2023, og i de fire år vil parterne sammen med lokale fodboldklubber arbejde for at udvikle og gennemføre en række fodboldindsatser i kommunen.

Underskrivelsen markeres med taler af borgmester Jesper Frost Rasmussen, Esbjerg Kommune, og formand for DBU Jesper Møller m.fl. Piger fra Ribe Boldklubs U16-liga 1 vil samtidig træne på kunstgræsbanen ved Ribe Boldklub, Ribe Fritidscenter, Sportsvej 8, 6760 Ribe.

Nu skal alle bestille tid til borgerservice

0

Esbjerg Kommune indfører krav om tidsbestilling, hvis man ønsker personlig betjening i Borgerservice. Ved at bestille tid kan man komme til uden ventetid, og man kan selv vælge det tidspunkt, som passer bedst.

Spring køen over, book tid til personlig betjening i Borgerservice. Sådan har opfordringen allerede i nogen tid lydt til de borgere, der f.eks. vil bestille nyt pas, kørekort eller sundhedskort ved personlig betjening i Esbjerg Kommunes borgerservicecentre. Fremover bliver tidsbestilling ikke kun et tilbud, men et krav, hvis man møder op i Borgerservice.

Fordele ved at bestille tid

Der er mange fordele ved at bestille tid. Man kan blive betjent uden ventetid, og man kan selv vælge det tidspunkt, som passer bedst. Samtidig får man inden mødet en sms om, hvad man skal medbringe, så man er bedre forberedt til mødet i Borgerservice. Mange borgere har da også allerede taget tidsbestillingen til sig. Syv ud af ti, som skal have nyt pas, benytter sig f.eks. allerede i dag af muligheden for at bestille en tid.

– Vi håber, at borgerne vil tage godt imod tidsbestillingen og de fordele, som den medfører for dem. Samtidig ser vi frem til med dette tiltag at kunne drive vores borgerservicecentre endnu mere effektivt, siger formand for Social & Arbejdsmarkedsudvalget i Esbjerg Kommune, Henrik Vallø.

Fortsat muligt at møde op akut i særlige tilfælde

Kravet om tidsbestilling gælder alle henvendelser til Borgerservice undtagen enkelte kassebetjeninger og hjælp til selvbetjening. Tidsbestillingen er trådt i kraft, men medarbejderne i Borgerservice vil i en overgangsperiode frem til 1. februar være fleksible, hvis nogle skulle møde op og have glemt at bestille tid. Der vil også fortsat være mulighed for at møde op akut i særlige tilfælde, så ingen lades i stikken, hvis man f.eks. har mistet et kørekort, eller man skal ud at rejse inden for tre uger og opdager, at passet er udløbet.

Sådan bestiller man tid

Man kan bestille tid til betjening i Borgerservice via hjemmesiden esbjerg.dk eller ved at ringe til tlf. 76 16 16 16.