Home Tags Aktiviteter

Tag: aktiviteter

Sommerferiesjov er klar med masser af udendørsaktiviteter

Esbjerg Kommunes Sommerferiesjov er igen i år klar med et program, som giver børn, unge og deres familier mulighed for at fylde den lange sommerferie med masser af sjove aktiviteter. Alle aktiviteter foregår i år udendørs, og tilmelding er nødvendig. Billetsalget og tilmelding er åbnet.

Sommerferien venter forude, og traditionen tro arrangerer Esbjerg Kommune også i år Sommerferiesjov med mulighed for masser af spændende oplevelser at vælge imellem for børn, unge og deres forældre. På grund af coronasituationen er der i år ingen indendørsaktiviteter eller busture, i stedet er der skruet op for antallet af andre sjove aktiviteter i et bredt udendørsprogram fordelt hen over hele skolernes sommerferie (ugerne 27-32).

En aktiv sommer

Her kan man kaste sig ud i alt fra bueskydning, cricket, dans og drama og til f.eks. golf, kajak, kunstoplevelser i det fri og street beat workshop. Nogle aktiviteter foregår i foreninger, og her er aktiviteten gratis, mens andre aktiviteter kræver, at man køber en billet. Til alle aktiviteter er det nødvendigt at tilmelde sig på forhånd for at være med. Billetsalget og tilmelding åbner onsdag den 10. juni kl. 10.00 på sommerferiesjov.esbjerg.dk.

– Jeg er glad for, at det på trods af coronasituationen også i år er lykkedes at få skabt et bredt udvalg af aktiviteter, så børn, unge og deres familier selv kan sammensætte et program til en spændende sommerferie med Esbjerg Kommunes Sommerferiesjov. Som en del af partnerskabet Bevæg dig for livet lægger vi vægt på at tilbyde aktiviteter, som giver mulighed for at bevæge sig og være fysisk aktiv, og det giver årets program rig mulighed for. Jeg vil gerne sige en stor tak til kommunens foreninger for deres medvirken. Uden foreningerne havde vi ikke kunnet tilbyde så omfattende et program. Jeg håber, at rigtigt mange vil gøre brug af tilbuddene i årets Sommerferiesjov.

Formand for Kultur & Fritidsudvalget i Esbjerg Kommune, May-Britt Andrea Andersen.

Se programmet for Sommerferiesjov, og køb billetter her:

http://sommerferiesjov.esbjerg.dk/

Tilskud til ældre- og pensionistforeninger i 2019 er nu fordelt

0

En række lokale foreninger og organisationer med aktiviteter for mennesker over 60 år kan nu se frem til at få et tilskud til deres aktiviteter i det nye år.

Foto: Esbjerg kommune

Esbjerg Kommune har nu fordelt tilskud på i alt 642.300 kr. til aktiviteter i lokale ældre- og pensionistforeninger i 2019. Blandt de 33 ansøgninger var der ønsker om tilskud til alt fra lokaleleje og kørsel til møder og til stolegymnastik, foredrag, udflugter, tryghedsopkald og besøgsvenner.

30 ansøgninger fik del i tilskuddet, som fordeler sig sådan:

  • Lokaleleje: i alt 38.000 kr.
  • Aktivitetsbestemt transport: i alt 51.000 kr.
  • Foreninger med formue under 20.000 kr.: i alt 102.000 kr.
  • Foreninger med formue over 20.000 kr.: i alt 299.000 kr.
  • Telefontjeneste, besøgstjeneste og tryghedsopkald: i alt 152.300 kr.

“I Esbjerg Kommune lægger vi vægt på, at alle borgere kan leve et aktivt liv med livskvalitet længst muligt. Mange lokale foreninger og organisationer gør et stort og vigtigt stykke arbejde, som er med til at skabe livskvalitet blandt ældre. Derfor er jeg glad for, at vi også i år har kunnet bidrage med midler, som kan støtte det frivillige sociale arbejde i ældre- og pensionistforeninger,” siger formand for Sundhed & Omsorgsudvalget, Olfert Krog.

For at få del i midlerne skal aktiviteterne, som foreningerne har søgt tilskud til, være afgrænset til +60-årige, tilskuddene skal gå til generelle tilbud med aktiverende og forebyggende sigte, og der må ikke være tale om en landsdækkende organisation eller en støtteforening i tilknytning til et ældrecenter.


Efterårsferie på BROEN

Efterårsferien er godt i gang, og på BROEN Esbjerg byder de på adskillige aktiviteter for både børn og voksne. Så hvis du endnu ikke har planlagt ugens forløb får du her lidt inspiration. 

Cirkus Big kan du møde til og med på lørdag i tidsrummet kl. 13.00 – 16.00. Mr. Big og Andreas Magic har brug for hjælp til at finde deres cirkusredskaber. Tag ungerne i hånden og lad jagten gå ind. 

Se også:
E-sport på Musikhuset

Panduro byder på kreativt værksted, hvor du får hjælp til at skabe kreative naturværker. Alt du skal gøre er at medbringe dine fund fra skov og have, resten klarer Panduro. Lørdag kan du ligeledes deltage i perlemagisk demonstration foran butikken.

Har du heller ikke fået udhulet dit græskar til årets Halloween? Så vil Kvickly byde på workshop og græskarsuppe torsdag d. 18 oktober. Her får du hjælp til at lave dit eget græskar med det helt rigtige udtryk. 

Se også: 
Efterårsferieworkshops på Esbjerg Kunstmuseum

Søndag d. 21 oktober bydes der på gratis ansigtsmaling og glittertattoo. Ungerne elsker det og BROEN ser frem til at byde velkommen til sminkejunglen foran frk. Anna. 

Økologisk høstmarked på Midtgård

Søndag d. 2. september kl. 10-16 inviterer det økologiske formidlingssted Midtgård for 21. gang til Økologisk Høstmarked. Hele familien er velkommen til en dejlig familiedag i grønne omgivelser omgivet af natur og dyreliv.

Dagen byder på mange forskellige aktiviteter, og der er lagt særlig vægt på økologi, dyrevelfærd og bæredygtighed.

Følgende aktiviteter fremhæves:

  • Falkeflyvning v/ Falkoner Frank Skårup Hansen
    Hør også om falke og falkejagt
  • Oplev fåreklipperen klippe fårene eller prøv selv at filte af uld
  • Prøv bueskydning eller artisteri
  • Byg din egen fuglekasse eller et humle-bo til humlebien
  • Masser af aktiviteter for børn
    Bl.a: Bag snobrød, flette pil, hoppepude, trillebøre-rally, “Gæt en lort”
 Lokale og økologiske smagsoplevelser
Du kan blandt andet få smagsprøver på frisktappet økologisk æblemost, brød bagt af “Mel fra Forum”, produkter fra ged og gris samt forskellige mælkeprodukter.

Enghavegård Osteri og Gårdbutik sørger i år for lækkert økologisk mad til gæsterne. Fra køledisken sælges gårdens lokale oste.

Bier og fugle
Særligt i år har der i medierne været meget fokus på bierne og det har vi også på denne dag. Danmarks Naturfredningsforening står klar til, sammen med børn og forældre, at bygge humlebi-bo til de næste humle-generationer. Fugleinteresserede børn kan samme med voksne bygge en fin fuglekasse til havens fugle.

Det økologiske formidlingssted Midtgård
Midtgård er en del af Myrthue, Natur, Kultur & Læring og indgår således i de samlede natur & kulturlæringstilbud til dagtilbud, skoler og andre målgrupper i Esbjerg Kommune. 
 
Stedet, der drives som et økologisk landbrug, tilbyder autentiske gode læringsmiljøer og årstidsbaserede aktiviteter. Ved at være i de forskellige miljøer kan der skabes og anskueliggøres sammenhænge i naturen og økologien. Børnene kommer tæt på rigtige bondegårdsdyr, når de er med til at fodre og muge ud i stalden.

På Midtgård arbejdes med emner som:

  • Økologi og bæredygtighed
  • Landbrugsdyr og dyrevelfærd
  • Madens vej fra jord til bord
  • Haver – efter ideen “Haver til maver”

Gården besøges af mere end 15.000 gæster om året, hvoraf en stor del er børn fra Esbjerg Kommunes dagtilbud og skoleområdet. Lokalerne på gården benyttes også af foreninger og interessegrupper.

Til Økologisk Høstmarked bidrager gårdens brugere og familie og venner som frivillige. Alle gør et kæmpe stykke arbejde for at dagen bliver god og med et spændende indhold.

Foruden at være et formidlingssted fungerer området også som rekreativt område for alle borgere, og en af kommunens utallige grønne stier kan påbegyndes på gårdspladsen. Her er skov og engarealer, grønne plæner og højt til himlen.

Foto og informationer fra Esbjerg kommune.