Home Tags Affald

Tag: Affald

God vejledning på genbrugspladsen giver lyst til at sortere

Når turen går til genbrugspladsen, så er det i høj grad den gode vejledning, der skaber værdi. Det viser den seneste brugerundersøgelse, hvor de besøgende giver topscore til pladspersonalet.Der er altid hjælp at hente hos pladspersonalet på genbrugspladsen, hvis du er i tvivl om, hvilken container affaldet skal i.

Genbrugspladserne er altid velbesøgte, og det har tiden med Corona ikke ændret på, snarere tværtimod. For brugerne viser stor velvilje til at sortere, og på pladserne gør medarbejderne hvad de kan for at give en god service.


Stor opbakning til genbrug og sortering

Der er en grøn indstilling blandt de besøgende på genbrugspladserne, og mange kommer flere gange om måneden. For de har lyst til at sortere affaldet, og med vejledning fra personalet bliver det en fælles indsats for at passe på miljøet.

”Det er tydeligt at mærke på de mange besvarelser i brugerundersøgelsen, at det betyder noget for de besøgende at sortere rigtigt og vide, at affaldet bliver genanvendt. Flere så allerhelst, at ting i højere grad bliver brugt igen og ikke smidt i containerne. Og jeg kan kun være enig i, at hvis en ting kan bruges i dens oprindelige form igen, så er det bedst at lade fx naboen eller genbrugsbutikken få glæde af det. Er det kommet med på traileren kan ting til direkte genbrug også afleveres på genbrugspladserne. 
Det affald der ligger i containerne, kan vi ikke lade andre tage med hjem. Men når affaldet kommer i den rigtige container, får det nyt liv som noget andet, så indsatsen tæller.

Det er meget positivt at opleve, at der generelt er så stor opbakning til god sortering, både på pladserne og derhjemme. På den måde kan vi i fællesskab sikre, at de mange ressourcer i affaldet bliver brugt og ikke går til spilde”, siger udvalgsformand for Teknik & Byggeudvalget, Søren Heide Lambertsen. 

 
Hjælpsomt og synligt personale

”En af vores vigtigste opgaver på genbrugspladsen er at vejlede borgere og erhverv om sortering, så vi får den højest mulige genanvendelse af affaldet. Når vi spørger brugerne til deres oplevelse af servicen på pladserne, er de ikke i tvivl. Vi har fået en perlerække af rosende ord og tilkendegivelser til medarbejderne. Oplevelsen er et synligt og tilgængeligt personale, som vejleder på en positiv måde. Det er selvfølgelig dejligt at høre, og det motiverer til at fortsætte den gode indsats, så det altid er en god oplevelse at komme på genbrugspladsen.”

 Fakta:

– Esbjerg Kommune har lavet en brugerundersøgelse på kommunens fire genbrugspladser i Tarp, Måde, Ribe og Bramming. Der blev foretaget 150 interviews og udfyldt 362 spørgeskemaer, fordelt på de fire genbrugspladser.

– Den samlede tilfredshed ligger på 4,92, på en skala fra 1-5.

Foto: Esbjerg Kommune

Der er altid hjælp at hente hos pladspersonalet på genbrugspladsen, hvis du er i tvivl om, hvilken container affaldet skal i.

Nu kommer skraldespanden til madaffald

0

Startskuddet er gået, og de første borgere kan finde en ekstra skraldespand i deres indkørsel, når de kommer hjem fra arbejde. Henover de næste måneder får alle husstande en madspand, så madaffaldet kan blive til biogas og naturgødning.

Foto: Esbjerg Kommune

Det er en større organisering, når 35.000 spande skal bringes ud til kommunens husstande. Spandene står i stakkevis gjort klar til levering. Alle madspande har adresselabels på, så husstanden får sin egen spand tilbage efter tømning. 

Nu starter indsamlingen af madaffald i Esbjerg Kommune. Frem til november bliver over 35.000 madspande kørt ud til kommunens husstande sammen med en lille køkkenspand, plastikposer og information. Du skal begynde at sortere madaffaldet, når der står en madspand hos dig.
 

“Vi skal ikke klippe nogen rød snor over, men det føles alligevel som at stå foran en åbning eller indvielse. Det er en længere proces at lave en ny affaldsordning, men nu er vi klar, og vi er mange, der har glædet os. For det giver så meget mening, at vi udnytter ressourcerne i madaffaldet. Så jeg håber, at alle vil give den gas med sorteringen, så vi sammen kan lave grøn energi”, siger Udvalgsformand for Teknik & Byggeudvalget, Søren Heide Lambertsen.

Alle skal sortere

På sigt skal alle borgere sortere madaffald, og når indsamlingen af madaffald er i gang ved alle husstande, forventer Esbjerg Kommune at indsamle 7.000 tons madaffald om året.
 

“Hver husholdning ser selvfølgelig forskellig ud. Nogle vil have mere madaffald end andre. Men jeg tror de fleste af os har kaffefiltre, kyllingeskrog, gulerodsskræller og engang imellem lidt rester på tallerkenen efter aftensmaden. Og det hele tæller. Når ordningen er helt oppe at køre, forventer vi, at madaffaldet kan blive til 1 mio. m3 gas, som kan bruges til transport, opvarmning og el. Vi kan altså alle bidrage til at lave gas, og helt uden at blive blå i hovedet, siger udvalgsformanden med et smil.

En ekstra spand

Madaffaldet skal i en særskilt udendørs madspand, og efterhånden er mængden af restaffald lille. Når man får den nye madspand, bliver både madaffald og restaffald derfor kun tømt hver anden uge.


“For at finde den bedste løsning for indsamling af madaffald, lavede vi tilbage i 2016 et forsøg i Tjæreborg med sortering af madaffald ved 1000 husstande i et år. Her var mange skeptiske, men langt de fleste blev rigtig glade for spanden. Erfaringerne viser, at med en ekstra spand til madaffald får vi den bedste sortering og samtidig den nødvendige plads til restaffaldet, når spandene tømmes hver anden uge. Mange Tjæreborggensere ærgrede sig faktisk, da vi stoppede forsøget, og de skulle af med madspanden. Så jeg er rigtig glad for, at vi nu endelig kan komme i gang med at genanvende vores madaffald. Forhåbentlig overskygger indsatsen for grøn energi og miljøet det at få en ekstra spand”.

Fakta:

– Fra august til november leverer Esbjerg Kommune en udendørs 140 L madspand, køkkenspand, plastikposer og information til hver husstand.
Ribe midtby, Esbjerg midtby og Mandø starter dog først i 2021.

– Husstanden skal begynde at sortere madaffald, når der er leveret en madspand på adressen. Madspanden tømmes hver anden uge. Når man får madspanden ændres tømningen af den almindelige skraldespand til restaffald, fra ugetømning til tømning hver anden uge.

– Madspanden er til alt madaffald. Både råt og tilberedt.

– Madaffaldet skal i de udleverede plastikposer, inden det kommer i den udendørs madspand. Der leveres poser til et år, så man kan skifte posen i køkkenspanden hver anden dag. Esbjerg Kommune kommer med en ny forsyning af plastikposer, inden et år efter husstanden har fået leveret en madspand.

– Læs mere om ordningen og se hvornår Esbjerg Kommune forventer at levere madspanden på din adresse på www.esbjerg.dk/madaffald

Esbjerg Kommune gør klar til madaffald

0

Efter sommerferien skal de første husstande i Esbjerg Kommune begynde at sortere madaffald. Fra august bliver de første madspande kørt ud. Samtidig ændres tømningen af skraldespanden, fra hver uge til hver anden uge. Derfor skal husejere tage stilling til størrelsen af deres skraldespand.

Madaffald skal afleveres i en 140 L udendørs madspand. Restaffald skal fortsat i den almindelige skraldespand. Både madaffald og restaffald bliver tømt hver 2. uge. Nogle husstande kan få brug for en større skraldespand til restaffaldet.

Foto: Esbjerg Kommune

“Esbjerg Kommune vil passe på miljøet. Derfor skal alle snart sortere endnu mere affald fra til genbrug. Fra august skal de første begynde at sortere madaffald i en særskilt madspand. Det glæder mig, at vores madaffald snart bliver lavet om til biogas. Jeg har set frem til, at vi også udnytter ressourcerne i madaffaldet”, fortæller udvalgsformand for Teknik & Byggeudvalget, Søren Heide Lambertsen.

Husejere får en hilsen i e-boks

Du skal begynde at sortere madaffald, når Esbjerg Kommune har leveret en madspand ved din husstand. Madspanden bliver tømt hver anden uge. Samtidig med at du får madspanden, bliver tømningen af den almindelige skraldespand til restaffald ændret, fra ugetømning til tømning hver anden uge. Så begge spande bliver tømt hver anden uge.
 

“Ændringen kan for nogen betyde, at de får brug for en større skraldespand til restaffaldet. Derfor sender vi den 8. maj et brev til alle berørte husejere i e-boks. Vi har brug for en tilbagemelding senest 1. juni, fra dem der ønsker at ændre størrelsen på deres skraldespand. Så kan vi nå at levere en større skraldespand i den samme uge, som vi kommer med madspanden.

Når man skal tage stilling til, om man har brug for en større spand til restaffald, vil det være naturligt at se på, hvor meget affald, man har i skraldespanden, når den bliver tømt. Her skal vi nok alle være opmærksomme på, at denne anderledes tid med corona-virus også kan påvirke vores affald. Mange af os er mere hjemme, spiser flere måltider sammen, og vi har måske fået andre madvaner. Så man skal nok have for øje, at mængden af affald måske er atypisk”.

Over 35.000 madspande skal køres ud

Det er en større planlægning, når alle kommunens borgere skal have en ekstra spand til madaffald. Mere end 35.000 madspande skal bringes ud, og hertil kommer de skraldespande til restaffald, som eventuelt skal skiftes. Derfor sker omdelingen af spande også i to etaper.

“Vi starter i august og frem til december med at levere madspande til langt størstedelen af kommunen. Samtidig skifter vi skraldespande ved dem, der ønsker en anden størrelse.

I anden etape tager vi hånd om Esbjerg Midtby, Ribe Midtby og Mandø. Det sker i efteråret 2021, fordi de affaldsløsninger, de har i dag, vil blive anderledes fremadrettet. Borgerne i Ribe Midtby får dog mulighed for frivilligt at benytte sig af fem nedgravede affaldsstationer, som åbnes op for madaffald fra august 2020″.

Fakta:

– Efter sommerferien starter de første husstande i Esbjerg Kommune med at sortere madaffald.
 

– Madaffald skal sorteres fra i en særskilt madspand. Hver husstand får en udendørs madspand på 140 L, en køkkenspand, poser til madaffaldet og information om sortering.
 

– Den enkelte husstand skal begynde at sortere madaffald fra, når Esbjerg Kommune har leveret den nye madspand. Madspanden tømmes hver anden uge. Når man får madspanden ændres tømningen af den almindelige skraldespand til restaffald, fra ugetømning til tømning hver anden uge.
Alle berørte husejere modtager den 8. maj et brev i e-boks fra Esbjerg Kommune med information og vejledning omkring muligheden for at ændre størrelsen på skraldespanden til restaffald. Her er også information om, hvornår man kan forvente at få leveret den nye madspand.
 

– Andels- og boligforeninger er blevet kontaktet i efteråret 2019. Lejere skal ikke foretage sig noget. Udlejere har fået brev fra Esbjerg Kommune.
 

– Over 35.000 madspande skal bringes ud i to etaper. I første etape leveres spande fra august til december 2020. I anden etape, efteråret 2021, kommer der en affaldsløsning for Esbjerg Midtby, Ribe Midtby og Mandø. Borgerne i Ribe Midtby får dog mulighed for frivilligt at benytte sig af fem nedgravede affaldsstationer, som åbnes op for madaffald fra august 2020.
 

– Opkrævning for indsamling af madaffald sker gennem boligbidraget, som forventes at blive cirka 1.750 kr. pr. år inkl. moms i 2021. Med den mindste skraldespand til restaffald på 140 L vil den samlede pris være ca. 2.300 kr. pr. år.

Foto: Esbjerg Kommune    Kontaktinformation

Udvalgsformand for Teknik & Byggeudvalget, Søren Heide Lambertsen,
telefonnr.: 40 12 24 12Vis i browserAfmeld udsendelser

Social media icon
Social media icon
Social media icon

Følg Esbjerg Kommune

Måde Genbrugsplads moderniseret

0

Siden april er der blevet arbejdet på moderniseringen af Måde Genbrugsplads. Torsdag den 20. december kl. 9 bliver pladsen indviet. Ved samme lejlighed sættes der fokus på plastikforureningen ved Vesterhavet.

Foto: Esbjerg Kommune

Lige til juletid står Måde Genbrugsplads færdig efter knap 9 måneders effektiv modernisering.
“På grund af skærpede miljøkrav og ønsket om en mere brugervenlig plads, satte vi spaden i jorden i april. Der er blevet arbejdet hårdt på, at få pladsen færdig.
Julen står for døren, og det giver altid ekstra travlhed på genbrugspladserne.
Jeg glæder mig over, at der nu står en moderne plads klar til at håndtere det ekstra affald”, siger formand for Teknik & Byggeudvalget, Søren Heide Lambertsen.
“Det har stået på alles ønskeseddel, at få nedsænkede containere i Måde, så vi undgår at løfte affaldet op ad trapper.
Det ønske har vi prioriteret højt. Vi ved, at det skal være nemt at sortere og komme af med vores affald.
Derfor har vi ved renoveringen af Måde Genbrugsplads haft stor fokus på at skabe en praktisk indretning og forbedre servicen. Det synes jeg, at vi er kommet i mål med”.
Slut med trapper
“Under moderniseringen har forholdene naturligvis været mere trange, og besøgende har udvist tålmodighed. Jeg glæder mig over, at vi nu kan tage den nye brugervenlige plads i brug, hvor forholdene for sortering er i top”.
Fokus på plast i havet
Ved indvielsen af Måde Genbrugsplads er det også muligt at opleve, hvad plast kan, når man tænker ressourcer fremfor affald.
Via medlemskabet af Kommunernes Internationale Miljøorganisation modtager Esbjerg Kommune en arkitekttegnet bænk med indbygget spand fremstillet af 10% havplast og 90% genbrugsplast.
Efter at være med til indvielsen i Måde vil bænken flytte ind i formidlingsområdet på Tarp Genbrugsplads.

Ros til renholdelsen i Esbjerg Kommune

0

Ny rapport viser, at der er stor tilfredshed med renholdelsesniveauet på udvalgte offentlige områder i Esbjerg Kommune. Sammenlignet med de andre fem store kommuner på landsplan klarer Esbjerg sig bedst i undersøgelsen.  

Foto: Yesbjerg/Adobe

I 23 kommuner har Hold Danmark Rent kortlagt hvor rent de
offentlige arealer syner i forhold til henkastet affald.
Undersøgelsen er både baseret på borgernes vurdering og en optælling af det henkastede affald på 16 konkrete steder i Esbjerg Kommune. 

Stolthed og tilfredshed med indsatsen for at holde de offentlige arealer frie for henkastet affald præger besvarelserne fra de 116 borgere, som deltog i undersøgelsen. Deres besvarelser indbringer kommunen en
klar førsteplads sammenlignet med kommuner, som tæller over 98.000 indbyggere på landsplan. 

Høj borgertilfredshed.
Generelt set er det svært at forestille sig en højere borgertilfredshed
end den, som borgerne i Esbjerg udtrykker, når de bliver stoppet på
gaden og bedt om at udtale sig om temaet henkastet affald, vurderer
Hold Danmark Rent i rapporten.
Flere borgere fremhæver endda standarden i Esbjerg Kommune
fremfor det, som de oplever andre steder i ind- og udlandet. 

“Det er da svært at få armene ned med de flotte ord, som vores indsats får med på vejen i rapporten, og jeg er stolt af at vores medarbejdere
gør det så godt. Noget af rosen skal selvfølgelig også gå til alle de
borgere, som husker at bruge affaldsspandene eller tager skraldet med hjem.
Vi har alle et ansvar for, at vores offentlige områder også er steder,
hvor man har lyst til at opholde sig”, siger formand for Teknik & Byggeudvalget Søren Heide Lambertsen. 

Kun to steder med forbedringspotentiale.
Generelt viser en optælling af affaldet, at der ikke er problemer med
store mængder af henkastet affald, og den samlede bedømmelse lyder på tilfredsstillende. Hold Danmark Rent sætter dog en ære i altid at
finde steder, som har et forbedringspotentiale, og her bliver kun
Busterminalen i Jernbanegade og Strandpromenaden i Hjerting nævnt.

“Selvom der er ros til renholdelsen i vores kommune, så giver det da
stadig stof til eftertanke, når vi bliver gjort opmærksom på, at der er
steder, hvor man måske med få indsatser kan skabe endnu bedre
resultater. Det vil vi bestemt kigge på”, siger Søren Heide Lambertsen. 
Ser man bort fra cigaretskod, så topper slikpapir og to-go emballage
listen over det affald, der oftest optræder i gadebilledet.  

Få en pølse og del en god affaldsvane på Tarp Genbrugsplads

0

Onsdag den 7. november kan du på Tarp Genbrugsplads både komme af med dit affald og få stillet sulten. Affaldstemaet fra Esbjerg Kommune og formand for Teknik og Byggeudvalget Søren Heide Lambertsen byder nemlig på pølser og affaldsnak.

Foto: Esbjerg Kommune

“Fra kl. 15-17 den 7. november står vi klar på Tarp Genbrugsplads med en pølse og en uformel snak om affald. Lige nu er forslaget til Affaldsplanen for 2019-2024 i høring. Så vi vil gerne fortælle om de initiativer, der er lagt op til, at vi skal arbejde med de næste seks år. Samtidig vil vi gerne høre, hvordan affald fylder i borgernes hverdag, og vi opfordrer til at komme med input til Affaldsplanen. For de mål Affaldsplanen sætter, skal vi alle løfte i fællesskab”, fortæller udvalgsformand Søren Heide Lambertsen.

Del en affaldsvane og vind

“På dialogdagen vil vi også rigtig gerne vise, hvor meget affald, man kan sortere fra til genanvendelse. Vi håber, det giver nogle “aha-oplevelser”. Langt de fleste af os vil jo gerne sortere, vi skal bare vide hvordan. Og så er det optimale at få gjort affaldssorteringen til en god vane, så det sker helt naturligt. Derfor har vi også lavet en konkurrence, hvor alle der deler en god affaldsvane kan deltage i lodtrækningen om en gavekurv. Det er jo rigtig dejligt, hvis vi kan inspirere hinanden og sammen øge affaldssorteringen.”

“For mig selv betyder det fx meget, at jeg under køkkenhåndvasken har gjort plads til en spand til glas, metal og hård plast. Helt automatisk lægger jeg nu den tomme shampooflaske i spanden, fordi muligheden er lige ved hånden. Den lille spand tømmer jeg i genbrugsspanden udenfor.”

“Jeg er overbevist om, at mange har nogle gode tips, der gør sorteringen nemmere. Dem vil vi gerne dele videre. Kommer man ikke ud på Tarp Genbrugsplads til dialogdag, har vi lavet et opslag på facebook, hvor man også kan dele sin gode affaldsvane. Forhåbentlig vil mange give ud af deres guldkorn”.

Affald i fremtiden

Esbjerg Kommune arbejder hele tiden for at vores affaldsordninger hænger bedst sammen i forhold til service, miljø og økonomi. Affald får heldigvis mere og mere fokus, fordi der er så gode ressourcer i det. Jeg håber, at den øgede interesse for affaldssortering betyder, at en masse har lyst til at snakke med os til dialogdagen og give deres besyv med, hvordan vi skal tænke på affaldet i fremtiden”, slutter Søren Heide Lambertsen.

Affaldsplast fra åløb skal genanvendes

0

Mens regeringen i begyndelsen af september 2018 lancerede sin Strategi for cirkulær økonomi, er Esbjerg Kommune allerede langt i forhold til at arbejde med denne tankegang. Et nyt initiativ skal skabe renere vandløb og mindre forurening i havet, samtidig med at være rentabelt.

Foto: Yesbjerg

I Esbjerg Kommune arbejdes der aktivt med at lade den cirkulære økonomi være retningsgivende for affaldsområdet. Tidligere har kommunen sat to initiativer i værk, som skal arbejde videre med tankerne om cirkulær økonomi, hvor samfundet skal blive mere bæredygtigt ved at materialer og produkter genanvendes og udnyttes til fulde for at minimere spild.

Det ene af initiativerne har fokus på virksomhedernes håndtering af plast. I det regi er der nu dannet et nyt forum for cirkulær økonomi, som udspringer af partnerskabet mellem Esbjerg Erhvervsudvikling, Klyngesamarbejdet Clean og Esbjerg Kommune. Et andet initiativ har fokus på landbrugets håndtering af plast og mulighederne for en større genanvendelse.

Nu lanceres et tredje initiativ, som også hænger sammen med principperne bag den cirkulære økonomi. Fokusset er stadig på plast, men denne gang handler det om plast, der desværre finder vej til vores vandløb og dermed også havet.

Fra 30. oktober installeres der opsamlingsudstyr i Fovrfeld Bæk til indsamling af affald. Affaldet bliver derefter sorteret, og det skal forhindre, at fx plaststykker når havet.

“Jeg glæder mig meget over, at Innovationsnetværket Dansk Materiale Netværk harhenvendt sig til Esbjerg Kommune for at høre, om vi vil være partner i et projekt, som handler om kvantificering og type af udledt plastaffald fra et givent vandløb og genanvendelsesmuligheder for plast indsamlet i havet. Som KIMO-kommune ønsker vi at gøre en forskel for vandmiljøet, og her kender alletil de store udfordringer, vi står overfor med plast i havene. Når vi kan samarbejde med virksomheder og vidensinstitutioner, går miljø og forretning op i en højere enhed”. siger Karen Sandrini, formand for Esbjerg Kommunes Plan- og Miljøudvalg

Ud af det sorterede affald vil plast, der kan genanvendes på almindelig vis, blive genanvendt. Det øvrige plast skal på sigt behandles med en optimeret pyrolyseproces, som skal implementeres på et anlæg, som en af samarbejdspartnerne i projektet har under opførelse og som der i projektet udføres test på.

Dette initiativ har formanden for Teknik & Byggeudvalget, Søren Heide Lambertsen høje forventninger til.

“Vores kommune er beriget med mange åløb, og dem skal vi passe på, da de repræsenterer store naturværdier. Derfor er det dejligt, at der forhåbentligt også kan være et forretningsmæssigt perspektiv i at holde dem rene. Vi har brug for at finde holdbare løsninger til genanvendelse af den plast, som ikke kan genbruges direkte”.

Søren Heide Lambertsen