Sommerferiesjov er klar med masser af aktiviteter

0
888

Esbjerg Kommunes Sommerferiesjov er igen i år klar med et program, som giver børn, unge og deres familier mulighed for at fylde den lange sommerferie med sjove udflugter og spændende aktiviteter. Her er både gratis aktiviteter i samarbejde med kommunens foreninger og aktiviteter, som kræver billet. Salget af billetter til Esbjerg Kommunes Sommerferiesjov er åbnet.

Sommerferien nærmer sig med hastige skridt, og en dejlig lang ferie er en god anledning til at være aktiv og bruge tid på sjove oplevelser sammen med familie og venner. Esbjerg Kommunes Sommerferiesjov byder på masser af sjove og spændende tilbud til børn, unge og deres forældre, og programmet indeholder et bredt udvalg af muligheder med oplevelser for enhver smag.

 

Prøv en ny aktivitet i en forening – det er gratis

Dette års Sommerferiesjov tilbyder blandt andet en lang række aktiviteter i samarbejde med kommunens foreninger. Her kan man gratis prøve for eksempel atletik, badminton, bueskydning og karate eller fisketure med Sydvestjysk Sportsfiskerforening. Som noget nyt er det i år også muligt at deltage i cricket, cykling, droneflyvning, kunstskøjteløb og yoga. Til aktiviteterne i foreningerne kan man bare møde op på de tider og steder, der er nævnt i programmet for Sommerferiesjov. Her behøver man ikke at tilmelde sig eller købe billet.

 

Tag med på udflugt

Der er også mulighed for at komme på udflugter til sjove og spændende steder og aktiviteter både i Esbjerg Kommune og rundt i Jylland og på Fyn. Det gælder for eksempel ture til Djurs Sommerland, Odense Zoo, Randers Regnskov, oplevelsesparken Universe, forfatterværksted og besøg hos Sydvestjysk Brandvæsen. Som noget nyt er det i år også muligt at deltage i eSport. Til udflugterne og udvalgte aktiviteter er det nødvendigt at købe billet.

 

En aktiv sommer

– De mange tilbud til børn, unge og deres familier i Esbjerg Kommunes Sommerferiesjov er en god mulighed for at komme ud og være aktiv. Som en del af partnerskabet Bevæg dig for livet vil vi sammen med kommunens idrætsforeninger gerne medvirke til, at flest mulige er fysisk aktive. Jeg er glad for, at vi i samarbejde med foreningerne har mulighed for at tilbyde så bredt et udvalg af aktiviteter, og håber, at mange vil gøre brug af dem, siger formand for Kultur & Fritidsudvalget i Esbjerg Kommune, May-Britt Andrea Andersen.

Se programmet for årets Sommerferiesjov, og køb billetter på hjemmesiden www.sommerferiesjov.esbjergkommune.dk. Billetsalget er åbnet.

 

Foto: Esbjerg Byhistoriske Arkiv

Leave a Reply