Halvdelen af Team Esbjerg-truppen har været med respektive landshold, og de øvrige spillere har samlet kræfter med meget individuel træning, styrke, matchning mod U17-drenge og et par friweekender inden godt halvanden måned med et krævende program i HTH Ligaen og DELO Women’s EHF Champions League. Alene i oktober er der ni kampe begyndende med ligaopgøret mod København Håndbold onsdag aften i Blue Water Dokken og storholdet CSM Bucuresti søndag.
Foto: Yesbjerg
– Det bliver lige på og hårdt, men mange ting fungerer heldigvis for os som hold, og forhåbentlig har vi ”Essie” tilbage mod København, siger Team Esbjerg-cheftræner Jesper Jensen.
Estavana Polman har været ude med ledbåndsproblemer i det ene knæ siden ligapremieren i Odense, men har nu været med i den hollandske landsholdslejr, hvor hun har deltaget i en træning. Derudover får hun to træninger med klubholdet, og hvis de forløber godt, er hun klar til et comeback. Med sin kapacitet og spilintelligens finder hun ofte rytmen hurtigt efter skader.
– Vi går ind i en periode, hvor vi må vurdere ressourcerne fra halvuge til halvuge. Målet er at vinde alle kampe, men vi vil forsøge at give nødvendige pauser til spillere undervejs. Jeg håber, vi kan være lige så dygtige som i fjor til at afgøre kampe tidligt, så vi kan give spilletid til hele truppen, siger Jesper Jensen.
Efter premierenederlaget til Nykøbing F. Håndbold har København vundet fire kampe i træk mod modstandere, hvor de tidligere mestre har været favoritter. Klubben mistede inden denne sæson Jenny Alm, der har stoppet karrieren, Kelly Dulfer, Mai Kragballe og Emily Stang Sando. Senest har Johanna Bundsen meddelt, at hun er gravid, og det er op til det blot 19-årige målvogtertalent, Amalie Milling, at tage over.
– København har mistet rutine og er et forynget hold, der har fået tilført spillere af flere nationaliteter og frem for alt har fået Mia Rej tilbage, siger Jesper Jensen.
Efter langtidsskaden er den københavnske playmaker vendt tilbage i en om muligt endnu bedre udgave. Mia Rej har ud over at styre spillet scoret ikke færre end 45 mål i fem kampe, et snit på ni mål pr. kamp. Hendes radius og indflydelse skal Team Esbjerg have begrænset for at sikre sig den sjette sejr i lige så mange ligakampe.
Estavana Polman føjer sig til en trup på 14 spillere.
Team Esbjergs trup til kampen i HTH Ligaenmod København Håndbold onsdag den 2. oktober kl. 18.30 i Blue Water Dokken:
Målmænd: Rikke Granlund og Rikke Poulsen
Venstre fløj: Sanna Solberg og Elma Halilcevic
Højre fløj: Marit Røsberg Jacobsen
Streg: Vilde Ingstad, Marit Malm Frafjord og Clara Monti Danielsson
Bagspillere: Kristine Breistøl, Sonja Frey, Line Jørgensen, Estavana Polman, Rut Jónsdóttir og Lene Østergaard.