Home Tags Polman

Tag: Polman

Team Esbjerg giver intet ved dørene trods sikret førsteplads

0

Hvis man troede, at Team Esbjerg ville spare spillere i et hårdt program mod Brest Bretagne Handball, så skal man på andre tanker. Opgøret i DELO EHF Champions League har ingen betydning for danskerne, der har sikret førstepladsen, men det får ikke holdet til holde lidt igen af frygt for træthed senere på sæsonen.

I sejren over Ringkøbing i midtugen fik holdt nemlig hurtigt lukket kampen, og det gav cheftræner Jesper Jensen muligheder for at give flere spillere fri, og mange af dem spillede således ikke det sidste kvarter af opgøret. Holdet var nemlig opmærksom på, at der ventede en udfordring af en hel anden kaliber denne weekend. Og når det er mod et hold i den absolutte top, så gør det kampen på søndag endnu sjovere.

– Vi var klar over, at der kom en fed kamp på søndag, og derfor fik flere spillere tid til at sidde lidt over mod Ringkøbing. En topkamp mod Brest kilder meget mere i maven end en udekamp i ligaen mod et bundhold, fortæller Jesper Jensen.

At Team Esbjerg har spillet sig i en situation, hvor de to sidste kampe af gruppespillet ingen betydning har, er stadig lidt svært for cheftræneren at forstå, men det fortæller også meget om, hvor stort et skridt holdet har taget op mod den europæiske top. Tidligere har det handlet om at stoppe modstanderens våben. Nu handler det også om, hvordanmodstanderen stopper Team Esbjergs.

– For et halvt år siden ville jeg have sagt, at der er mange ting, der skulle lykkes, hvis vi skulle vinde gruppen. Men vi har også bevist, at vi har noget at skyde med. Vi er nummer et, og det har vi spillet os til. Det er lidt en surrealistisk fornemmelse, når man ser på de hold, som vi har distanceret, siger Jesper Jensen.

Samtidig gælder det også om at nyde det, for det var tæt på, at holdet overhovedet ikke kvalificerede sig til DELO EHF Champions League i år. Derfor er det vigtigt, at man udnytter chancen for at spille mod de bedste i verden, når man endelig har muligheden.

– Hvert år kæmper vi for at spille Champions League, og når vi endelig gør, ville det være skørt ikke at bruge muligheden for at teste sig selv. Vi går ind til kampen med fokus på at maksimere vores præstation. Mod Ringkøbing kunne vi godt sætte den et gear ned, men det kan vi ikke i Champions League. Samtidig er Brest også ved at finde den form frem, som gjorde, at de kom i finalen i sidste sæson, siger cheftræneren.

Til kampen er Marit Malm Frafjord stadig tvivlsom, men resten af holdet er klar til møde et fransk mandskab, der består af en håndfuld olympiske mestre fra Frankrig, samt tidligere 

 

 

 

 

 

 

 

Herning-Ikast-profil Helene Fauske. Glem heller ikke tidligere Team Esbjerg-spiller Sandra Toft i målet.

Team Esbjerg har aldrig vundet over Brest Bretagne Handball i de tre kampe, de har mødt hinanden. Men én gang skal være den første.

 

Team Esbjergs trup til kampen i DELO EHF Champions League Gruppe A mod Brest Bretagne Handball søndag 13. februar kl. 16.00 i Blue Water Dokken: 

Målvogtere: Rikke Poulsen og Dinah Eckerle

Venstre fløj: Sanna Solberg-Isaksen og Beyza Irem Türkoglu 

Højre fløj: Marit Røsberg Jacobsen

Streg: Kaja Kamp og Vilde Mortensen Ingstad

Bagspillere: Kristine Breistøl, Henny Reistad, Annette Jensen, Michala Møller, Estavana Polman, Line Myers og Mette Tranborg.

Estavana Polman er tilbage efter uenighed i truppen

0

Estavana Polman vil være tilbage i Team Esbjerg mandag.

Oven på en episode under kampen i DELO EHF Champions League mellem Team Esbjerg og HC Podravka Vegeta lørdag den 29. januar i Blue Water Dokken har Team Esbjergs ledelse tirsdag aften haft et møde med EstavanaPolman.

Parterne er enige om at lægge det hændte bag sig og i fællesskab arbejde for klubbens bedste. Det indebærer, at Estavana Polman kan genoptage sit virke i Team Esbjerg fra mandag den 7. februar. 

Spilleren indgik ikke i truppen til kampen i Bambusa Kvindeligaen mod Ajax København mandag aften, og det samme vil gælde i onsdagens hjemmekamp mod Skanderborg Håndbold og i Champions League-kampen mod Buducnost Bemax lørdag i denne uge.

Parterne har ikke yderligere kommentarer.

Team Esbjerg er sikret plads blandt Europas store klubber

0

Team Esbjerg er blandt seks klubber, der er blevet opgraderet til at deltage i den nye sæsons DELO EHF Champions League. Klubben vandt grundspillet i Bambusa Kvindeligaen og var dermed i betragtning til en ekstra dansk plads ud over de danske mestre fra Odense Håndbold i Europas højest rangerende klubturnering.

– Det er fantastisk, at vi nu er sikret en plads i den fornemmeste europæiske turnering. Hele vores økonomiske og organisatoriske setup er gearet til, at vi deltager i Champions League, vi har for første gang indgået aftaler med internationale partnere, og vi har hentet spillere, der har en klar forventning om at spille med i turneringen. Alt går dermed op i en højere enhed, siger Team Esbjergs bestyrelsesformand, Bjarne Pedersen.

Cheftræner Jesper Jensen er ikke mindre fornøjet over, at Champions League-pladsen nu ligger fast. Han havde i sammenligning med de nationer, Danmark og Team Esbjerg var oppe imod, også forventet at være med.

– Med Champions League-opgraderingen kan vi fortsætte ad den vej, vi for længst er på. Vi har handlet efter, at vi skulle være med, både med de spillere, vi har hentet ind i truppen, og måden, vi har forberedt os på. Jeg vil rangere deltagelsen på højde med at blive dansk mester, fordi det er så vigtigt for rekrutteringen af nye spillere, at vi for tredje sæson i træk er med og dermed attraktive for europæiske topspillere at komme til, siger Jesper Jensen.

Han anser mulighederne for at hævde sig sportsligt i sæsonen 2021/22 for fine, efter at klubben med flere skadede profiler ude opnåede en skuffende placering i det indledende gruppespil i den foregående sæson og kun lige nåede med i playoff-runden. 

– Selv om vi syntes, at vi var godt med i kampene mod alle hold, var vi ikke rigtig i nærheden af at nå kvartfinalen, og det var skuffende. Jeg har en fornemmelse af, at vi kan gøre det bedre i år, og jeg synes, vi hører til i top otte i Europa. Det må være målet. Det kræver imidlertid, at vi placerer os bedre i gruppespillet, siger Jesper Jensen.

Champions League-formatet vil også i den kommende sæson svare til herrernes med to grupper a otte hold. Lodtrækningen foregår 2. juli i Wien, og Jesper Jensens præferencer er overvejende geografiske med Metz Handball, IK Sävehof, Vipers Kristiansand og Dortmund som de foretrukne modstandere på grund af rejseafstanden, når turneringen indledes i september.

 

 

 

 

 

 

Økonomisk har Champions League tidligere været en tvivlsom oplevelse, men det har ændret sig, og med eksponeringen for millioner af tv-seere er både Team Esbjerg og byen sikret uvurderlig synlighed til gavn for tiltrækningen af både turister, borgere – og håndboldspillere.

Estavana Polman kommer ikke til OL og skal undersøges

0

Estavana Polman kommer ikke til at repræsentere Holland ved OL i Tokyo, og en undersøgelse i nær fremtid hos professor Uffe Jørgensen, Privathospitalet Kollund, Fredericia,skal klargøre, hvor langt en ny korsbåndsskade vil trække spor ind i den nye sæson for Team Esbjerg.

– Jeg prøvede at komme tilbage efter den forrige skade i slutspillet, det lykkedes ikke, og lige nu er jeg ked af det og skuffet. Knæet er for ustabilt, og jeg kunne løbe en ny risiko, men jeg tænker langsigtet på mit helbred. Jeg vil også gerne kunne lege med børn, når jeg er 50 år, siger Estavana Polman.

Cheftræner Jesper Jensen erkender, at en ny operation er et af scenarierne.

– Vores ekspert er Uffe Jørgensen, og før han har set knæet igen og vurderet, hvad der er bedst for ”Essie” på kort og på langt sigt, vil vi ikke konkludere på skaden. Vi håber at have hende tilbage i en 100 procents udgave så hurtigt, som det ud fra et helbredsperspektiv er forsvarligt, siger Jesper Jensen.

28-årige Estavana Polman, der har været Team Esbjergs største profil i en årrække, overrev korsbåndet i højre knæ i slutningen af juli i fjor og var ude indtil de afgørende kampe i slutspillet. 11. maj vred hun om på samme knæ i en DM-semifinale mod Odense Håndbold med et delvis overrevet korsbånd og en beskadiget menisk til følge. 

– Mit knæ er ikke godt, men jeg er positiv og ser fremad. Nu skal vi have lavet en plan sammen med Uffe, og jeg vil vise Esbjerg, at jeg kan komme tilbage igen. Jeg lover også at være med ved OL om tre år. Klubben og min familie står bag og støtter mig hele vejen. Det gør det hele lettere for mig. Det er trods altkun et knæ, og der er ingen, der er døde, siger Estavana Polman. 

Hun og familien opholder sig for tiden i et feriecenter i Holland for at slappe af, men hun vender snart tilbage til Danmark. Estavana Polman beder alle respektere, at hun har behov for at sunde sig og have ro omkring sig i den kommende tid.

Stjernen over alle er ude – der skal hentes ny klassespiller

0

Team Esbjergs største profil, Estavana Polman, overrev korsbåndet i højre knæ ved et uheld under torsdagens træning og er efter al sandsynlighed ude i hele den forestående sæson.

Den snart 28-årige verdensmester med Holland blev sent fredag eftermiddag scannet, og resultatet lørdag bekræfter de værste anelser, som hun selv, chokerede holdkammerater og cheftræner Jesper Jensen havde efter uheldet.

– Jeg kunne straks mærke, at det var alvorligt. Det er risikoen ved at spille håndbold, og jeg kan ikke gøre noget ved det. Nu lægger jeg en plan og satser på at blive opereret så hurtigt som muligt, og derefter venter masser af hårdt arbejde med genoptræning. ”Shit happens”, siger Estavana Polman.

Hun skal i den kommende uge gennemgå en undersøgelse hos professor Uffe Jørgensen, Privathospitalet Kollund, Fredericia, men det vil næppe ændre væsentligt ved prognosen.

– Vi er først og fremmest vildt kede af det på ”Essie”s vegne, og dernæst er det selvsagt et hårdt slag for os og vores ambitioner om at placere os helt fremme i dansk og europæisk klubhåndbold. Vi går nu i markedet for at finde en erstatning, men en spiller af den ekstraordinære klasse erstatter man ikke 1:1, siger Jesper Jensen.

Bestyrelsesformand Bjarne Pedersen bekræfter, at klubben vil finde økonomi til at hente en klassespiller til bagkæden så hurtigt som muligt.

– Estavanas uheld er et chok for også ledelsen i klubben. Team Esbjerg var sammen med Odense Håndbold storfavoritter til at vinde det danske mesterskab, men nu er situationen en anden. Vi vil nu gøre alt for at finde en god erstatning for ”Essie”, så vi fortsat kan være medbejler til det danske mesterskab. Vi har været ramt af så meget det seneste halve år – den afbrudte liga og aflysningen af EHF Final4 – men med sydvestjysk sammenhold vil vi vise, at vi kan rejse os oven på også vores bedste spillers uheld, siger Bjarne Pedersen.

Estavana Polmans mor og far havde inden uheldet planlagt at besøge datteren og hendes familie i Esbjerg i næste uge, og den timing fortryder de ikke. De vil kunne yde moralsk støtte i en tid, som hovedpersonen selv ser frem til med stor realisme.

– Når operationen er overstået, vil jeg gøre alt for at være der og hjælpe holdet i den kommende sæson, siger Estavana Polman, der var på vej til at spille sin ottende sæson i Team Esbjerg, da uheldet indtraf.

Team Esbjerg hyldet af sin by med idrætspris

Team Esbjerg er blandt tre stærke nominerede tildelt Esbjerg Kommunes Idrætspris 2019. Prisen er uddelt siden 1949 og er den største sportslige anerkendelse, en idrætsudøver eller en forening kan opnå i kommunen.

2019 var året, da Team Esbjerg vandt klubbens andet danske mesterskab, var i finalen i den europæiske turnering, EHF Cup, og opnåede stor succes i DELO Women’s EHF Champions League med kvalifikation til hovedrunden og gode muligheder for at nå kvartfinalen for første gang i klubhistorien.

Miss Team Esbjerg, den hollandske VM-guldvinder, Estavana Polman, har været i klubben og byen siden sommeren 2013.

– Jeg er virkelig stolt af at modtage idrætsprisen. Vi arbejder hver dag hårdt for at få det bedste ud af os selv, og det betyder meget at mærke, at byen og publikum er bag os. Vi ønsker frem for alt ikke at skuffe tilskuerne, og vi vil gerne vise dem god håndbold hver gang. Min familie og jeg føler os hjemme i Esbjerg, vi slapper af, og det er bare et godt sted at være. Når jeg er ude at handle, kommer folk og ønsker mig held og lykke, og det er dejligt at høre, siger Estavana Polman.

Cheftræner Jesper Jensen er ikke uvant med priser og er to sæsoner i træk af trænerkolleger og repræsentanter for DHF blevet kåret som Årets Træner i HTH Ligaen. Denne gang deler han en kåring med sine spillere.

– Det fylder mig først og fremmest med glæde, at byen, hvor jeg bor med min familie, giver os idrætsprisen. Det vil være upassende selv at give udtryk for, at det er fortjent, men lad mig sige, at jeg har forståelse for, at vi er valgt blandt andre nominerede med flotte idrætspræstationer. 2019 vil stå som et år, der formentlig aldrig bliver gentaget i Team Esbjerg, siger Jesper Jensen.

Bestyrelsesformand Bjarne Pedersen har været i spidsen for hele Team Esbjergs udvikling fra elevatorhold i Dameligaen til tophold i Danmark og nu også Europa.

– Team Esbjerg deltager på den store scene både nationalt og internationalt, vi går benhårdt efter at kvalificere os til kvartfinalen i Champions Leaque og udelukker med de rette omstændigheder ikke, at vi kan nå frem tilFinal4. Vi runder formentlig fire millioner seere på DR1 og TV 2’s kanaler i denne sæson og sætter Esbjerg på landkortet i ikke bare Danmark, men også ude i Europa, hvor resultaterne har vakt opsigt og skabt respekt. Idrætsprisen deler vi med vores trofaste publikum og sponsorer samt alle dem i byen og omegnen, som bakker os op, siger Bjarne Pedersen.   

De øvrige nominerede til prisen var EfB’s superligahold og speedwayholdet Esbjerg Vikings. 

Esbjerg Kommunes Idrætspris uddeles af en komité bestående af formanden for Esbjerg Idrætsråd, Villy Grøn, en repræsentant for pressen, journalist Chris U. Pedersen, og borgmester Jesper Frost Rasmussen, der overrakte prisen ved Idrætsfesten i Musikhuset Esbjerg fredag aften. 

– Vi følte ikke rigtig, at det kunne blive andre end Team Esbjerg i 2019 efter den fantastiske sæson, der kulminerede med det danske mesterskab og den flotte indsats i de europæiske turneringer. Alt, hvad klubben har rørt ved, har været en succes, og så lægger vi også vægt på, at de repræsenterer Esbjerg fornemt udadtil. Vi vil gerne have nogen at være stolte af, siger Villy Grøn. 

Team Esbjergs kvindehold modtog første gangEsbjerg Kommunes Idrætspris for fire år siden efter sølvmedaljerne i 2015. Tidligere har herreholdet af samme navn modtaget prisen i 1998, og Lotte Haandbæk var prisvinder i 2005.

Polman er tilbage på banen

Halvdelen af Team Esbjerg-truppen har været med respektive landshold, og de øvrige spillere har samlet kræfter med meget individuel træning, styrke, matchning mod U17-drenge og et par friweekender inden godt halvanden måned med et krævende program i HTH Ligaen og DELO Women’s EHF Champions League. Alene i oktober er der ni kampe begyndende med ligaopgøret mod København Håndbold onsdag aften i Blue Water Dokken og storholdet CSM Bucuresti søndag.

Foto: Yesbjerg

– Det bliver lige på og hårdt, men mange ting fungerer heldigvis for os som hold, og forhåbentlig har vi ”Essie” tilbage mod København, siger Team Esbjerg-cheftræner Jesper Jensen.

Estavana Polman har været ude med ledbåndsproblemer i det ene knæ siden ligapremieren i Odense, men har nu været med i den hollandske landsholdslejr, hvor hun har deltaget i en træning. Derudover får hun to træninger med klubholdet, og hvis de forløber godt, er hun klar til et comeback. Med sin kapacitet og spilintelligens finder hun ofte rytmen hurtigt efter skader.  

– Vi går ind i en periode, hvor vi må vurdere ressourcerne fra halvuge til halvuge. Målet er at vinde alle kampe, men vi vil forsøge at give nødvendige pauser til spillere undervejs. Jeg håber, vi kan være lige så dygtige som i fjor til at afgøre kampe tidligt, så vi kan give spilletid til hele truppen, siger Jesper Jensen. 

Efter premierenederlaget til Nykøbing F. Håndbold har København vundet fire kampe i træk mod modstandere, hvor de tidligere mestre har været favoritter. Klubben mistede inden denne sæson Jenny Alm, der har stoppet karrieren, Kelly Dulfer, Mai Kragballe og Emily Stang Sando. Senest har Johanna Bundsen meddelt, at hun er gravid, og det er op til det blot 19-årige målvogtertalent, Amalie Milling, at tage over. 

– København har mistet rutine og er et forynget hold, der har fået tilført spillere af flere nationaliteter og frem for alt har fået Mia Rej tilbage, siger Jesper Jensen.

Efter langtidsskaden er den københavnske playmaker vendt tilbage i en om muligt endnu bedre udgave. Mia Rej har ud over at styre spillet scoret ikke færre end 45 mål i fem kampe, et snit på ni mål pr. kamp. Hendes radius og indflydelse skal Team Esbjerg have begrænset for at sikre sig den sjette sejr i lige så mange ligakampe.

Estavana Polman føjer sig til en trup på 14 spillere.

Team Esbjergs trup til kampen i HTH Ligaenmod København Håndbold onsdag den 2. oktober kl. 18.30 i Blue Water Dokken: 

Målmænd: Rikke Granlund og Rikke Poulsen

Venstre fløj: Sanna Solberg og Elma Halilcevic

Højre fløj: Marit Røsberg Jacobsen 

Streg: Vilde Ingstad, Marit Malm Frafjord og Clara Monti Danielsson

Bagspillere: Kristine Breistøl, Sonja Frey, Line Jørgensen, Estavana Polman, Rut Jónsdóttir og Lene Østergaard.

Klubikonet Estavana Polman klar til syvende sæson

Team Esbjergs største profil igennem en række sæsoner, Estavana Polman, har indgået en ny etårig aftale og er klar til sin syvende sæson i klubben.

Foto: Christina Simonia Straarup

Polman har som tidligere haft tanken, om tiden var inde til at prøve noget andet efter mange år i samme klub. Men også denne gang faldt overvejelserne ud til Team Esbjergs fordel, når hun opvejede plusser og minusser.

– Jeg har det fantastisk, og min familie har det det fantastisk, hvad der er det allervigtigste. Når Rafael og Jesslynn har det godt, har jeg det godt. Klubben er blevet mit andet hjem, og jeg ser fortsat udvikling på holdet. I denne sæson håber jeg, at vi kan være kandidat til DM-titlen, selv om konkurrencen er hård, og at vi kan gå hele vejen i EHF Cup. Vi har stadig masser at opnå sammen, sige Estavana Polman.

Ved EM i Frankrig i december spillede den 26-årige hollænder en afgørende rolle, da Holland sikrede sig bronzemedaljer med en sejr over Rumænien. Med 36 mål i otte kampe placerede hun sig som mest scorende vestlige spiller på en sjetteplads på den samlede topscorerliste.

Hun har præsteret ekstraordinært

Cheftræner Jesper Jensen betoner, at når man har Estavana Polman i sin trup, får man hele pakken. Han er begejstret for, at det er lykkedes parterne at nå til enighed om endnu en sæson.

– Sportsligt har ”Essie” været ualmindelig godt spillende i denne sæson og ekstraordinært god efter nytår. Jeg har set samme topniveau tidligere, men hun er blevet mere moden i sit spil, og jeg har aldrig set hende lave så få fejl i forhold til det niveau, hun spiller på. Menneskeligt tegner hun holdet udadtil, hvilket ikke mindst i den kommende sæson bliver vigtigt, når andre store profiler forlader os. Hun er blevet mere voksen som menneske, efter Jesslynn er kommet, og familien er faldet til. Men hun har bevaret vildskaben og finder endnu mere drive, når noget går skævt. Hun er en ener med sin fandenivoldskhed, siger Jesper Jensen.

Byens repræsentant og et klubikon

Bestyrelsesformand Bjarne Pedersen betegner det som en god dag, ikke bare for Team Esbjerg, men hele den by, Polman repræsenterer.

– ”Essie” er en fantastisk repræsentant for hele idrætslivet i Esbjerg, og jeg synes, kontraktforlængelsen sender et stærkt signal til omverdenen om, at vi er i stand til at fastholde en af spillets ypperste i en by af den størrelse i så lang en årrække. Hvem havde troet det, da vi indgik den første aftale med hende i 2013, siger Bjarne Pedersen, der efter de mange år betragter Estavana Polman som et klubikon.  

Estavana Polman har spillet 171 kampe og scoret 952 mål for Team Esbjerg.

 

Aftenvagt i Holstebro før topbrag mod Nykøbing

0

Begivenhedsrige dage med gruppesejr i EHF Cup og Estavana Polmans forlængelse med yderligere en sæson fortsætter onsdag aften med en udekamp i HTH Ligaen mod TTH Holstebro. Lørdag er der topbrag i Blue Water Arena mod Nykøbing F. Håndbold, men cheftræner Jesper Jensen er ikke nervøs for, at den kamp tager fokus fra midtugens opgave.

Foto: Yesbjerg/Adobe

– Jeg er ikke så bange, for spillerne har været gode til at skrue op og ned i forhold til kampene. Vi vil være mere nuancerede og nørdede i forberedelserne til NFH-kampen, men er også klar til at løse opgaven i Holstebro, siger Jesper Jensen.

Han anerkender også i denne sæson trænerkollega Pether Krautmeyers arbejde med at bygge et næsten nyt hold op, som kom flot fra start, men siden har haft mere modgang. TTH ligger side om side med Viborg HK i kampen om den sidste slutspilsplads, men har et svært program tilbage, og holdet kan ærgre sig over nederlag til Skanderborg og Ajax København.

Team Esbjerg har stået det hårde program i det nye år flot igennem og har overskud til at prioritere andre elementer end de rent spillemæssige.

– Vi skal fortsat øve os i at blive dygtige til at eksekvere i kampene, og så bliver den sidste træning før TTH-kampen ret individuel. Jeg er ret fortrøstningsfuld omkring, hvor vi er som hold, så vi kan gøre rigtig meget ud af det fysiske med et stort styrketræningspas og et mere eksplosivt hver uge, siger Jesper Jensen.

TTH Holstebro har modsat tabt tre kampe i træk i HTH Ligaen. Holdets største profil er den hollandske back, Inger Smits, hvis lillebror, Kay, skal i aktion samme aften for byens mandlige håndboldhold.

Der står vigtige point på spil for flere hold i Gråkjær Arena, og der er næsten fuldt program i HTH Ligaen, dog uden konfrontationer mellem tophold. Derfor er der lagt op til en kamp om andenpladsen i HTH Ligaen, når Nykøbing kommer til Esbjerg lørdag. Men først gælder det et vestjysk opgør i Holstebro.

Team Esbjergs trup er uændret.

Team Esbjergs trup til kampen i HTH Ligaen mod TTH Holstebro onsdag den 13. februar kl. 18.30 i Gråkjær Arena:

Målmænd: Sandra Toft og Rikke Granlund

Venstre fløj: Sanna Solberg og Elma Halilcevic

Højre fløj: Marit Røsberg Jacobsen og Emma Nielsen

Streg: Vilde Ingstad, Clara Monti Danielsson og Marit Malm Frafjord

Bagspillere: Kristine Breistøl, Estavana Polman, Kristina Liscevic, Annette Jensen og Line Jørgensen.

Yderligere informationer kan fås ved cheftræner Jesper Jensen, tlf. 26 29 45 98.

Fem EM-spillere hjem – Final4 er næste store opgave

0

Sandra Toft er som den første af Team Esbjergs fem EM-spillere vendt tilbage efter nogle fridage. Tirsdag møder de tre norske landsholdsspillere, Sanna Solberg, Marit Røsberg Jacobsen og Vilde Ingstad, og den hollandske topscorer og bronzevinder, Estavana Polman, slutter sig til ved den første træning i julen 27. december.

Foto: Yesbjerg/Adobe

Spillerne vender som regel lidt trætte og mentalt slidte hjem fra en slutrunde, og nordmændene er oven i skuffede over femtepladsen. Holland er et top fire-landshold, og det levede det fint op til, mens Danmark vel klarede sig, som man kunne forvente, siger cheftræner Jesper Jensen.

Individuelt strålede Estavana Polman mest af Team Esbjerg-spillerne. Hun blev hollandsk topscorer med 36 mål og placerede sig som nummer seks på hele turneringens topscorerliste.

Team Esbjerg befinder sig over for en periode med 11 kampe i Final4, HTH Ligaen og EHF Cup inden udgangen af januar. Februar fortsætter med samme intensitet.

Final4 indleder travl tid

Efter EM samles koncentrationen om den klubmæssige kulmination på håndboldåret, Santander Final4 i Blue Water Dokken, hvor de forsvarende pokalvindere fra Team Esbjerg i semifinalen lørdag den 29. december kl. 16.00 møder Odense Håndbold.

Det var den sværeste lodtrækning, vi kunne få, og vi er ikke favoritter mod Odense, som vi har tabt til, selv om holdet måtte undvære Stine Jørgensen og Mette Tranborg. Men vi tror på det og har nogle kort i hånden, som vi vil spille, siger Jesper Jensen.

De ikke EM-aktuelle spillere har lagt på fysisk og spillemæssigt på træningsbanen. Cheftræneren får travlt med at klippe videoer med især de kommende modstandere i EHF Cup. Første styrkeprøve er mod drengene på et af landets bedste U16-ligahold fra Vejle 27. december. Den kamp skal styrke fysikken og eksplosiviteten forud for store opgaver.