Ny aftale god for UC SYD

0
382

Et flertal i Folketinget har landet en aftale om at skabe bedre uddannelsesmuligheder i hele landet. Aftalen kommer efter, at regeringen i slutningen af maj lancerede udspillet “Tættere på – flere uddannelser og stærke lokalsamfund”.

Alexander von Oettingen 1.jpg
Foto UC Syd

– Vi er glade for aftalen, som betyder, at vi kan fastholde og videreudvikle den høje kvalitet i vores uddannelser – til lærer, pædagog, sygeplejerske, socialrådgiver – og endnu bedre leve op til vores regionale forpligtelser. For vi har brug for dygtige velfærdsprofesionelle i hele landet – også i Syd- og Sønderjylland, siger rektor Alexander von Oettingen.

Forhøjet taxametertilskud
Aftalen betyder blandt andet, at taxametertilskuddet – det vil sige det tilskud, uddannelsesinstitutioner modtager pr. studerende, der uddannes – hæves over de kommende år. Med 5 pct. i 2023 og 2024, 6 pct. i 2025 og 2026 og 7 pct. fra 2027 og frem.

Hvad det konkret betyder for UC SYDs økonomi, bliver der regnet på lige nu, men det vil betyde bedre muligheder for at opretholde økonomisk bæredygtige uddannelser på campusserne i Esbjerg, Kolding, Haderslev og Aabenraa.

UC SYD ligger i et område, som mange unge flytter fra for at tage en uddannelse i en storby. De forbedrede rammevilkår vil medvirke til, at de videregående uddannelsesinstitutioner i provinsen kan klare sig bedre i konkurrencen med uddannelserne i de store byer.

– Og det er vigtigt for hele vores dækningsområde, at der er gode muligheder for at uddanne sig her. Det er vigtigt for skolerne, sygehusene, daginstitutionerne, kommuner og region, at vi kan levere den professionelle arbejdskraft, de har så hårdt brug for. Og endeligt er det vigtigt for de unge at kunne uddanne sig, hvor de bor, understreger Alexander von Oettingen, der også udtrykker glæde over, at der med et tilskud på 6 mio. kr. nu vil blive oprettet en ergoterapeutuddannelse i Haderslev.

Leave a Reply